NY ROMAN // LANGT UDDRAG – Den dansk-chilenske journalist Rasmus Sønderriis, der gennem de senere år har boet i lange perioder i Etiopien, debuterer som skønlitterær forfatter. Han har fundet inspiration i sine unge dage som klassekampsmarxist og i den troskyldige Anastasia fra Fifty Shades of Grey, som millioner af kvinder har fantaseret om at være. ”Du behøver ikke skamme dig over at være en hvid mand, men du skal stå til regnskab for historien – med alt hvad det indebærer!” – forlanger en kvinde af den mandlige hovedperson i Sønderriis’ woke-satire, som POV her bringer første kapitel af.
Kapitel 1: København, fredag den 1. november 2019
»Utroligt så moden, du er blevet.« Min chef Heidi er henrykt. »Siden jeg kom tilbage fra barsel, er du en helt anden Ruben Tjøvke.«
»Måske.« Jeg rejser mig fra min stol, og stikker hende et slesk englefjæs, som det sig hør og bør, efter hun lige har tildelt mig virksomhedens største kontor med designermøbler og topmoderne udstyr. Jeg har også fået den flotteste udsigt over byen, omend jeg foretrækker at have rullegardinerne nede for at koncentrere mig om at programmere.
»Så ingen samvittighedskvaler over vores nye projekt?« Hun stoler stadig ikke helt på mig.
»Overhovedet ikke. Det er civilt, sagde du?« Jeg ville egentlig ikke have noget imod, hvis det var militært.
Hun oser af hardwarekompetence, selvom en del mænd nok ville reducere hende til en velskabt brunette med yndige øjne
Heidi giver sit svar større vægt ved at stille sig tættere på mig. »Kræftbekæmpelse. Intet andet.«
»Helt ærligt, hvem kan have noget imod kræftbekæmpelse?«
»Præcist. Hvem? Altså den gamle version af dig ville have nægtet, fordi kunden er fra Israel.«
»Bare I ikke fortæller det til nogen, jeg kender.«
»Det ønske respekterer vi naturligvis. Vi afhænger sådan af dine særlige talenter til det her.« Hun famler med kontrolpanelet til den fimsede LED-lysekrone. Blev belysningen lige en tand varmere, eller er det bare mig? Hun stiller sig blot et halvt skridt fra mig og ser mig dybt ind i øjnene. »I det hele taget kan man have behov for dig. For eksempel i aften. Mig, alene hjemme. Uden baby, uden mand.« Hun blinker, smiler og stikker en fingerspids i sin halvåbne mund. Stønner hun ligefrem, eller er det også bare noget, jeg forestiller mig?
»Aha.« Jeg griner af hende, men det skal jo gerne virke som om, jeg griner med hende.
Hun misfortolker det som om, jeg er med på den værste. »Så måske har du lyst til at slå et smut forbi?«
Holy shit. Jeg ruller med øjnene og træder et skridt baglæns.
»Glem det.« Hun sænker blikket, rødmer og forlader forfjamsket lokalet.
Lol.
Jeg funderer over hvilke forretningshemmeligheder, jeg kunne lokke ud af hende, hvis jeg indlod mig på noget intimt. De skulle være saftige for at være offeret værd. Heidi er hverken konventionelt attraktiv eller spændende som person. Jeg hører drengene fra min jyske barndomsby Nederup for mig. Det er et smertefuldt minde, der ikke bare kan slettes fra hukommelsen som datafiler. Altså de ville have sagt om denne her situation, at ”et hul er et hul”. Det stinker jo langt væk af patriarkatets klamme kvindesyn. Ak, Heidi har internaliseret det så dybt, hun forestiller sig, jeg kunne være interesseret i hende.
Ida valser ind bærende på sin elskede kasse med værktøj og elektronisk grej for at pille lidt mere på den computer, nærmest supercomputer, hun tidligere i dag installerede på mit overdimensionerede skrivebord.
Skakmaskine, sexmaskine, det kan være et fedt. Bare jeg fungerer pålideligt, og hvis jeg ikke fungerer, så bare jeg kan være ligeglad, bare jeg ikke skal føle mig utilstrækkelig
Hun og jeg bekender os til samme filosofi om, at man ser bedre ud, når man ikke anstrenger sig for det. Jeg går i genbrugstøj. Og hun bruger ikke makeup, i hvert fald ikke siden jeg lod en bemærkning falde om det overlegne ved naturlig skønhed. Hun oser af hardwarekompetence, selvom en del mænd nok ville reducere hende til en velskabt brunette med yndige øjne. »Sådan, nu sparker den sgu røv, Rubencito. Er det ikke sådan, din mor kalder dig?«
»Jo. Rubencito. Og mein Bärchen.«
»Hvorfor snakker hun tysk? Sagde du ikke, I er fra Chile?«
»Jo, men mor er tysk-chilener.«
»Aha, så er det derfor, du ligner en… Nej, ikke noget.«
»Sig det bare.«
»Jeg vil nødig ramme en rå nerve her.«
»Jeg ved det godt. Jeg ser ud som en helt almindelig kedelig kartoffeldansker.«
»Kartoffeldansker? Nej, det var ikke det ord, jeg tænkte på.«
»Hvad så?«
»Pølsetysker.«
Ha. Ha. Ha. Ida er altid god for en grovkornet spøg. Jeg driller hende tilbage med, at hendes jobtitel på engelsk starter med Senior. Hun er lige fyldt 30. Det er vist et ømt punkt.
Hun bliver seriøs for en stund, mens hun fabler om den PC, hun har specialbygget til mig. Jeg byder hende på en varm drik. Hun vælger en af de utallige knapper på gourmetkaffemaskinen, mens jeg laver jeg en kamillete til mig selv på gammeldags manér. Vi synker ned i en grå sofa i et hjørne.
»Hvornår er det, du bliver 24?« Anser hun aldersforskellen imellem os for problematisk?
»Der er tre måneder og nogle dage til.«
»Hvilken dato?«
»Jeg blev født på en historisk dag for os computernørder.« Kvinder elsker gåder og mysterier, har jeg ladet mig fortælle.
»Virkelig?« Der kommer julelys i hendes øjne. »Ikke sige noget, lad mig gætte. Historisk dag. Kan det have været omkring, hmm, den 10. februar 1996? Første gang en maskine slog verdensmesteren i skak. Har jeg ret?«
»Ja!« Hun regnede den ud uden et eneste clue. Hvor imponerede. »Interesserer du dig også for skak?« Det gør jeg nemlig. Som barn var jeg et stort talent, men ikke ligefrem et stortalent. I dag spiller jeg for sjov indimellem.
»Nej, ikke skak, det er digital teknologi, jeg er vild med.«
»Mm,« siger jeg. Kan du også blive vild med mig? tænker jeg.
»Deep Blue var det hotteste for sin tid.« Hun nørder løs om dens specifikationer.
»Men Kasparov fik alligevel ram på den.«
»Ja da.« Selvfølgelig ved hun også det. »Derefter vandt han tre partier og fik to remiser. Det gør det endnu mere historisk. Det var første gang, en computer vandt et parti over den bedste menneskelige skakspiller. Men det var også sidste gang, et menneske slog den bedste computer i en hel skakmatch.«
Hendes kyssemimik med spids mund skal forestille, hun nipper til en ost, mens hendes højrehånd rusker i et imaginært joystick. »Jeg er en gnaver-gamer.«
Hun gør mine til at rejse sig for at komme videre med sine opgaver, men jeg insisterer på at nyde hendes selskab lidt endnu. »Fortæl mig noget mere om IT. Hvordan tror du, historien ender?«
Hun fabler om, hvordan databehandling øges eksponentielt. På et tidspunkt vil det udløse et slags teknologisk Big Bang. »Jesu genkomst kan godt pakke sammen. The Singularity bliver så stort og gennemgribende,« profeterer hun, »at det overgår vores forestillingsevner.«
Gys. Er det noget at glæde sig til? Det lyder snarere som menneskehedens undergang. »Kommer maskinerne ikke til at overflødiggøre os?«
»Med ”os” mener du jer mænd? Jo, det bliver slut med at spilde tid på jer, når sexrobotten kommer.«
»Den skal sælges sådan her.« Jeg gør min stemme dyb. »Frække Robert har rejsning i hærdet stål.«
Hun udstøder sit karakteristiske kejtede grin. Hvor er hun dog autentisk. I modsætning til mig på dette fisefornemme, fremmedgørende kontor med intetsigende Arnoldi-kopier på hvide vægge. Skulle jeg satse og invitere hende med ind i mit naturlige miljø til aftenens politiske arrangement?
Nej, det skal jeg ikke.
Det er dog ikke hende, der er noget galt med. Det er mig. Heldigvis ved hun ikke, hvor ofte jeg har ønsket at være en maskine. Skakmaskine, sexmaskine, det kan være et fedt. Bare jeg fungerer pålideligt, og hvis jeg ikke fungerer, så bare jeg kan være ligeglad, bare jeg ikke skal føle mig utilstrækkelig, bare jeg i det hele taget ikke behøver at føle.
Med lav stemmeføring fortæller jeg Ida om Heidis invitation til en affære. Ih, hvor vi skråler af fryd og fjolleri. Så fortryder jeg. Jeg er ikke et hak bedre end Nederup-fyrene, der drypper af toxic masculinity. Jeg slutshamer bare på et mere avanceret plan. Og tjener meget mere.
»Har du tænkt på, hvad du vil bruge bonussen til?« spørger Ida. »Jeg kan anbefale nogle teknologiaktier.«
»Nej, ikke aktier.« Godt hun ikke skal med til det offentlige foredrag. Kammeraterne ville anse hende for at være penge- og forbrugsfikseret. »Noget andet.«
»Okay. En lækker lejlighed måske?«
»Det får vi at se.« Hun behøver ikke vide, det kommer til at gå ubeskåret til Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam IBIS. »Jeg er bange for, de penge ikke er så rene i kanten.«
»Hvorfor ikke? Det var et genialt stykke software, du leverede med de virtual-reality labyrinter der.« Det er skægt, når hun mobber mig, og skønt, når hun roser mig.
»Tak, Ida. Men jeg blev ført bag lyset af Heidi.«
»Sagde hun ikke, det var et computerspil?«
»Jo, men jeg gik selvfølgelig ud fra, det var for mennesker. Og så viser det sig at være for mus.«
»Piv, piv!« Hendes kyssemimik med spids mund skal forestille, hun nipper til en ost, mens hendes højrehånd rusker i et imaginært joystick. »Jeg er en gnaver-gamer.« Hun piler ud af kontoret med bittesmå skridt. Sikke en sød mus.
Jeg har glædet mig i månedsvis til hendes førstehåndsberetning fra USA. Nok er det en imperialistisk supermagt, der udbytter ulandene og fordærver lydstater som Danmark
Sjovt var det også, da vi afprøvede prototypen med VR-briller på. Ved at spadsere på gulvet navigerer man igennem gangene. Forsøger man at forcere en væg, flytter den sig bare væk fra én, så det lærer man hurtigt at lade være med. Hvis man så finder frem til ”osten” inde i midten, lyser en lampe og et ostepoint registreres. Labyrintdesignet kan ændres og sværhedsgraden hæves nærmest ud i det uendelige.
Jeg foregav at være ligeglad, da Heidi benægtede at have kendskab til kundens identitet. Efter opgaven var afleveret for en måneds tid siden, fik jeg mig endelig hacket ind i hendes emails. Det fremgik kun, at labyrintprogrammet var til en ”unavngiven amerikansk medicinalkoncern”. Og skulle indsættes i headsets med blot 1-2 centimeters bredde.
Jeg lod som om, hendes barselsvikar havde givet mig de to oplysninger i forvejen. Og fik til sidst lokket ud af hende, at det skulle bruges til at intelligensteste laboratoriemus. Det forklarer jo, hvorfor præmien skulle være en ost. Det lyder harmløst, men udover at blive opdelt i dumme og kloge, hvilke nedværdigelser mon de ellers skal udsættes for, de små kræ? Og så er dyrevelfærd faktisk ikke det, der går mig mest på i denne sag. Mistænkeligst af alt er det ”tophemmeligt” hvilket produkt, det skal bruges til at udvikle. Det er lige, så det risler koldt ned ad ryggen på én.
Jeg bliver i sofaen, mens jeg bladrer igennem udkastet til min seneste opgave for israelsk kræftforskning. Hmm.
Har jeg overhovedet lavet noget for Jensen Software Solutions, jeg kan stå inde for? Det skulle lige være ”Skildpadden” version 1.0 til styring af en zoologisk have, inklusive automatisk fodring samt adgang til, fra og imellem burene. Det gjorde mig godt nok medskyldig i at drive fangelejre for dyr.
Men! Det her har jeg aldrig fortalt til nogen anden end mor og far, for de har førstehåndskendskab til modstandskamp, og de blev så stolte over, at jeg fik indsat en digital bagdør, så jeg når som helst kan overtage kontrollen med de fysiske zoo-døre. Det kan en skønne dag blive til noget vaskeægte monkey business, hæhæhæ. Det er så effektivt forklædt i kildekoden, at der stadig ikke er nogen, der har fattet mistanke. Slutproduktet blev evalueret, og sikkerhedssystemet blev betegnet som »cyber-ækvivalenten af armeret beton«.
Som sædvanligt på denne årstid er solen gået ned, når jeg holder fyraften. Jeg finder frem til min racer i stativet på fortovet. Lygterne sættes på. Høretelefonerne ryger ind under hjelmen, så jeg kan lytte til en politisk podcast, mens jeg tramper i pedalerne igennem efterårsblæsten. Der er lige udskrevet valg i Storbritannien. Labours og min generations håb om at sætte en ny kurs for verdenshistorien hedder Jeremy Corbyn, den fornuftige og anstændige udfordrer til den gale og korrupte premierminister Boris Johnson. Det burde være et let valg. Alligevel er der stor spænding om udfaldet.
Jeg krydser grænsen fra det bedsteborgerlige Østerbro, hvor der aldrig sker noget, ind i arbejderkvarteret Nørrebro, der i årtier har været arnested for folkelige protester. Langs disse gader er tonsvis af brosten blevet kastet imod politiet. Ikke fordi flertallet af indbyggerne vil omstyrte samfundsordenen. Det er os moderate, demokratiske socialister, der har gode stemmetal her. I dag er bydelen mest kendt for sit multietniske præg og sit stolte motto: ”Ingen racister på Nørrebro”.
Waw! Mere skulle der ikke til for at få os til at måbe. Den havde os forudindtagede blegansigter ikke set komme. Hun taler accentfrit dansk!
Antikapitalistisk Folkecafé har investeret sit overskud i et lækkert cykelskur. Her propper jeg høretelefonerne og vindjakken ned i min rygsæk og låser raceren. Indgangen er dækket af vægmalerier og politiske plakater, herunder én for aftenens trækplaster: ”LAND OF THE UNFREE. Foredrag om anti-Black racisme af afrikansk-amerikansk social justice activist, der går under navnet Hatshepsut.” Hendes billede vises ikke, men der er en illustration af et par sorte næver, der vrider blod ud af Stars and Stripes.
Jeg har glædet mig i månedsvis til hendes førstehåndsberetning fra USA. Nok er det en imperialistisk supermagt, der udbytter ulandene og fordærver lydstater som Danmark. Men det er samtidig derfra, at vor tids progressive trends spreder sig. For os det 21. århundredes marxister skal det ikke kun handle om klassekamp. Vi bør også interessere os for undertrykkelse baseret på andre ting. Såsom køn, seksualitet, religion, handicap og ikke mindst race.
Jeg træder forventningsfuldt indenfor.
»Hej Ruben,« siger cafébestyreren Frode. »Du er altid den første til at komme og give en hånd med.«
Vi rykker de spinkle borde og bænke ud til siden for at gøre plads til et stående publikum på det slidte trægulv. Imens drysser det ind med kammerater fra blandt andet min lokalgruppe i SUF, altså Socialistisk Ungdomsfront, vores organisation med løs tilknytning til Enhedslisten.
Selvom jeg altså ikke ser ud som en latino, har jeg efterhånden fået dem til at fatte, at jeg har rødder i Chile. De krammer mig solidarisk for el estallido social, samfundseksplosionen, der startede i mine forældres hjemland for to uger siden, den 18. oktober 2019, da presset inde i den neoliberale trykkedel endelig var blevet for stort. Sammen ser vi nogle gruopvækkende mobiltelefonvideoer, hvor det folkelige oprør bliver slået brutalt ned af politiet.
Vi ser også nogle, hvor det omvendt er demonstranterne, der tæsker betjentene. Her er meningerne delte. Blandt Antifa-folkene udløser det jubel, fordi »strømere er klasseforrædere«. Selv ildspåsættelse og plyndringer anser de for legitime. Os fra SUF er mere nuancerede. Vi forstår godt, at vold avler modvold. Men vi støtter altså kun de fredelige protester, der har folkelig opbakning i Chile. Vi er i vores rette element med demoer og agitation, plakater og tapetklister, ikke med slangebøsser eller molotovs.
Åh, der ankommer aftenens superstjerne! At hun er opkaldt efter en almægtig farao passer til hendes ansigt, der lyser af rangklasse og kompromisløs sejrsvilje under en krone af frodigt afrohår. Hendes påklædning er dog ikke monarkisk, men minder snarere om en Black Power-heltinde fra 70erne. Bortset fra en sparsom makeup bruger hun intet girly-girl stuff til at vise sin kvindelighed.
Kedeldragten i olivengrønt denim er løstsiddende, mens et sort læderbælte udskærer taljen og fremhæver hofterne. Hun er spinkelt bygget, men er dog et stykke over den idealvægt, som modeindustrien holder kvinder nede med. Altså har hun perfekte kurver. Selvfølgelig handler det her om sagen og ikke om personen, men hvilken revolutionær bevægelse har ikke brugt smukke mennesker som blikfang?
Frode præsenterer hende som »garvet aktivist«, selvom hun kun ser ud til lige at have rundet de 30. Jeg sørger for at stille mig op i første række, dog lidt til siden, så jeg ikke spærrer for de andres udsigt. Jeg er nemlig ret høj.
Nu starter hun. »Tak for den introduktion, Frode.«
Waw! Mere skulle der ikke til for at få os til at måbe. Den havde os forudindtagede blegansigter ikke set komme. Hun taler accentfrit dansk!
Med rolige manerer og en nydelig PowerPoint-præsentation udpensler hun på en lille time, hvordan det hvide overherredømme gennemsyrer USA’s ordensmagt, retsvæsen, økonomi og samfund. Hun krydrer sit danske med engelsk, især amerikansk engelsk, præcist ligesom os unge hertillands. Sproglig antiimperialisme er nok en lost cause. Og det har sine fordele. Når alle er tosprogede, er der dobbelt så meget sprog, man kan bruge af.
Hun peger på mig med teatralske fagter og fortsætter. »Gloriepudsning som sportsgren. Du har sproget i din magt. Sprog er magt
»Lad os se, hvad I har lært,« konkluderer hun. »Hvordan er det så at være sort? Nogle bud?«
En pige rækker hånden op og får tildelt ordet. Men i samme øjeblik hun åbner munden, afbrydes hun af gæstetaleren. »Det kan hvide ikke vide!«
»No pun intended,« fjoller en tilhører, ikke mig.
Hatshepsuts alvorlige mine byder ikke op til ordlege. »For jer, der ikke har nogen lived experience inde i en Black body, er det korrekte svar: ”Vi forstår, at vi aldrig kommer til at forstå, men vi står sammen med jer.” Forstår I?«
Vi mumler en blanding af ja og nej. Derefter får hun os til i kor at gentage den gyldne regel for hvide allierede: »Vi forstår, at vi aldrig kommer til at forstå, men vi står sammen med jer.«
»Hvordan gør I så det?« Til den nærmeste tilhører rækker hun til videre uddeling en bunke fotokopier med overskriften ”Educate Yourself”. Fremgangsmåden viser sig at være nedfældet sort på hvidt. For hermed er vi hver især i besiddelse af en litteraturliste med titlerne på de allervigtigste Social Justice bøger. Det kan kun gå for langsomt med at få dem bragt hjem over nettet i paperback og hardcover. Plus et par e-bøger for at komme hurtigt ud af starthullerne.
»Antiracisme er ikke bare nogle feel-good slogans.« advarer hun os. »Det er hårdt emotionelt arbejde. Do the work!«
Hvafnod work? Vi ligner sikkert levende spørgsmålstegn.
Hun kaster sig ud i forskellige forklaringer. The work kan opsummeres som en slags mental workout, hvor antiracismemusklen trænes op. »Mit foredrag her i aften har kun varmet jer op. De første øvelser er beskrevet i værkerne angivet på listen under kategorien essential.«
»Hørt, hørt, det gør vi bare!« Vi er allesammen ivrige efter at få jobbet gjort. Knytnæver stryger til vejrs. Der bliver piftet og stampet i gulvet.
Hun er ikke imponeret. »Dæmp jer lidt ned, okay? Et hot koncept inden for hvidhedsstudier er white saviorism, det hvide frelserkompleks. Det er endnu en form for centrering af hvidhed. I den progressive variant kommer det til udtryk som performative wokeness. Er der nogen her, der kan oversætte det til dansk?«
Den er ikke så ligetil. Måske noget, der ikke er så ordret? Jeg træder tættere på hende. »Gloriepudsning,« foreslår jeg, »som sportsgren.«
»Sådan!« Hun nikker anerkendende i min retning. »Hvorfor sige det på engelsk, når det kan klares glimrende på dansk? Gloriepudsning som sportsgren. Godt fundet på. Lyt nu her til en autentisk sort stemme. Mit folk har ikke brug for kaukasiske englebasser, der basker hidsigt med vingerne som natsværmere omkring lyset for at associere deres hvidhed med renhed og uskyld. En hvid allieret arbejder på at blive et bedre menneske. En hvid gloriepudser derimod stiller op til Wokeness Olympiaden i disciplinen helligrøv.«
Waw, hendes danske går rent ind. ”Helligrøv”, spot on! Jeg istemmer forsamlingens hjertelige latter og »Hørt, hørt, vi gider ikke gloriepudsende helligrøve«, nu på et mere beskedent lydniveau.
Der er nok nogle af kammeraterne her, der føler sig ramte. Men ikke mig. Alle mine pengedonationer har været anonyme.
Hun undlader at præcisere, hvad erstatningen bør være, men sværger højt og helligt på, at »den hvide mand skal stilles til regnskab
Hun peger på mig med teatralske fagter og fortsætter. »Gloriepudsning som sportsgren. Du har sproget i din magt. Sprog er magt. Det udnytter du i en god sags tjeneste. Uden at centrere din hvidhed.«
Jeg bader mig i hendes ros foran kammeraterne.
»Spørgsmål?«
En ung kvinde lægger ud på vegne af os alle. »Hvordan kan det være, du snakker dansk?«
»Jeg boede i Danmark med mine forældre fra jeg var 10 til jeg var 15.«
Min søde, lidt overvægtige ven Søren fra SUF har møvet sig op i forreste række ved min side. Han emmer af sympati, grænsende til kontaktsyge. »Blev I så nægtet opholdstilladelse og deporteret?«
Hatshepsut holder sig demonstrativt for næsen. »Pyha, der stinker satanedeme af fordomme her. Problemer med opholdstilladelse? Hvad rabler du om? Styr dit hvide frelserkompleks! Typisk nedladende racisme!«
»Hey, jeg er ikke racist!« Søren er såret. Han plejer ellers bare at trække på skuldrene, når nogen kalder ham fede læs. »Men Danmark er racistisk. Ikke mig! Mine bedste venner er sorte! Jeg går til demoer med Black Lives Matter Denmark!
Jeg har været solidaritetsarbejder i Kenya! Jeg har sgu da endda bestået et kursus i antiracisme!«
Jeg og nogle andre rusker i ham i et forgæves forsøg på at dysse ham ned. Han forlader caféen mopset og grædefærdig.
Hatshepsut konkluderer køligt. »Klynkeri. Jammer. Benhård benægtelse. The tell-tale signs of white fragility.« Hun lægger armene på kors og tjekker første række af sit publikum omhyggeligt ud, ansigt for ansigt, mig inklusive. »Hvad tænker I så om min og min families opholdstilladelse?«
Uanset hvad vi tænker, er der ingen af os, der siger noget.
Hun trækker en knappenål op fra lommen og lader den falde. »Sikke et brag, hvad? Det er også lyden af hvid skrøbelighed. Når I slår knuder på jer selv for at undgå at tale om race og racisme. Når I undlader at modsige stereotyperne. Problemer med vores opholdstilladelse? Nej, vi behøvede ikke at tigge om det danske dompas. For begge mine forældre var eminente biokemikere, der blev headhuntet til topjobs i medicinalindustrien.« Waw, spot on igen. »Næste spørgsmål?«
Pinlig tavshed. Der er vist ikke nogen, der tør længere.
Hun scanner flokken, denne gang lidt dybere end til første række. Hun ender med et forventningsfuldt blik fikseret på mig.
Okay, så er jeg nødt til at vove den lyserøde pels. »Synes du, de hvide i dag skal betale erstatning for slaveriet?«
Hun fanger mig med sit blik igennem mængden og gør tegn til, jeg bare skal mase mig igennem køen af alle de andre, der også vil tale med hende
Hun lyser op og slår spontant over i engelsk. »Hell, don’t even get me started on that.« Men det er præcist, hvad jeg har gjort. Gotten her started. »Den hvide mand skal stilles til regnskab for 400 års racial injustice.« Det snakker hun iltert om i flere minutter. Hun undlader at præcisere, hvad erstatningen bør være, men sværger højt og helligt på, at »den hvide mand skal stilles til regnskab«.
”Stilles til regnskab”. Uha, sikke en barsk formulering. Og så stirrer hun endda på mig, hver gang hun siger ”den hvide mand”. Men som hun også påpeger, ville det være privilegieblindt af mig at gå i rette med de undertryktes ordvalg. Retfærdighed er ikke noget at være bange for. Det skulle da lige være, hvis man var en amerikansk hvid mand, eventuelt en amerikansk hvid kvinde, eftersom det engelske man jo også betyder menneske.
»Jer hvide,« adresserer hun os, »drager stadig fordel af et system, der bygger på racisme og kolonialisme.«
Øv, hvor naiv var jeg lige. Selvfølgelig er vi ikke undtaget fra kategorien hvide.
»Og spar mig det bullshit om, at Danmark skulle være mindre racistisk end USA.« Hun borer nådesløst kniven hele vejen ind i vores selvfede forståelse af danskhed.
Hun har desværre ret. »I Danmark har vi statsracisme«, udtalte en modig ung dansk forfatter for tre dage siden. Han uddybede baggrunden for at fælde så hård en dom i sin lange, lange ”takketale” for Nordisk Råds prestigiøse litteraturpris, lige op i fjæset på statsminister Mette Frederiksen, der bare kunne sidde der og græmme sig side om side med sin svenske kollega. Aviserne og det skandinaviske establishment er stadig oppe i det røde felt over den offentlige ydmygelse, hahaha.
Hatshepsut fjerner mit fjogede grin. »Min familie kom for at hjælpe jer danskere med jeres medicinalforskning. Og hvordan blev vi belønnet? Ved at blive racegjorte fra morgen til aften! Hvad føler I om det?«
Vi føler os stumme. Inde i mit hoved rumsterer en sætning om, at som hvid mand skammer jeg mig. Men giver det mening at pine sig selv over sådan, som man nu en gang er født?
Hun svarer, som kunne hun læse mine tanker. »Kære hvide, det handler ikke om, at I skal skamme jer.«
Jeg takker hende af hjertet. Sikke en lettelse. Den der idé om, at social justice går ud på, at alle hvide – og da især os hvide mænd – skal skamme os dag og nat, det er en stråmand. En stråperson.
»Bare optag mindre plads,« uddyber hun. »Jeres hvidhed fylder nok i forvejen. Lad være med at rage al taletiden til jer. Nogle gange er den bedste måde at være til gavn på at holde kæft.«
Selvom pointen, hun gentager, er »holde kæft, holde kæft«, hujer vi af hende, som var hun en rockstjerne.
Jeg er nødt til at være ærlig, i det mindste over for mig selv. Jeg har ikke, hvad der skal til for at håndtere sådan en superkvinde som Hatshepsut
Der bliver dog ikke stillet flere spørgsmål.
Nogle tager hjem, andre går op i baren. Jeg kaster genertheden over bords og styrer imod hende, eksalteret som en anden groupie.
Hun fanger mig med sit blik igennem mængden og gør tegn til, jeg bare skal mase mig igennem køen af alle de andre, der også vil tale med hende. Først på den sidste meter går det op for mig, hvad der ellers var ret forudsigeligt, nemlig at jeg er totalt starstruck.
Hun skyder løs på sit indfødte danske. »Du glor på mig med åben mund. Leering kalder vi det på engelsk. Er det fordi du har en fetich for sorte kvinder, eller hvad? Have you got the jungle fever?«
»Øhm.« Det er nu ikke så mærkeligt, jeg havde blikket rettet mod hende, eftersom hun var foredragsholderen. Jeg formulerer en modanklage om, at hun snarere kiggede en hel del på mig, men bider mig selv i tungen i sidste øjeblik.
»Er det fordi jeg er en negerbolle, eller hvad?«
Det gibber i mig af ubehag over det hyggeracistiske ord. Uha, men hun bliver ikke mindre smuk af at lægge ansigtet i vrede folder.
»Nej, jeg glor ikke på dig på grund af det, jeg glor på dig, fordi du er dig.« Jeg har brug for Klods-Hans’ fandenivoldskhed foran kongedatteren her. I stedet formulerer jeg mig som hans to privilegerede brødre. Før hun kan nå at sige ”dur ikke, væk”, forsøger jeg at afvæbne hende med en fjollet trutmund og et frækt blik.
»Hvor er det flot, du har lært at lukke røven for racisme, men kan du også holde dig fra at lukke sexistisk lort ud? Hvorfor leerer du på mig?«
I det mindste har jeg vundet tid til at finde på noget. »Fordi du sagde så meget fornuftigt i din tale.«
»Tak. Men du nøjedes jo ikke med at lytte. Du gloede. Hvorfor det?«
Mit udseende skal ikke være et rebelsk statement, men en potentiel døråbner for forandring. Come on, Ruben, se nu på dig selv! Du kan jo godt, hvis du tager dig sammen
Jeg plejer at være på hjemmebane i krydsfeltet mellem det personlige og det politiske, men lige nu befinder jeg mig i et fremmed minefelt. »Fordi du.« Jeg satser og vader lige ud i det. »Fordi du stråler af power.«
»Spændende.«
Pyha. Hun efterlader mig med ben at stå på, men jeg er ikke i mål endnu. »Det gør du. Meget.«
»Power, hvilken slags power? Horsepower? Profitabel arbejdskraft?«
»Nej da. Power som person.«
»Som person? Hvad med som sort kvinde? Stråler jeg ikke af power som det?«
»Jo.«
»Så sig det. Det er ikke forbudt at sige ”sort kvinde”.«
»Du stråler af power, så meget skøn og dejlig power, som sort kvinde.«
»Det klarede du satanedeme glimrende,« spinder hun storsmilende. »So go ahead, leer on all you want.«
»Tak. I lige måde. Det er en ære at møde dig, kammerat Hatshepsut. Jeg hedder Ruben Tjøvke.«
Hendes håndtryk er hårdere end mit. »Sikke et interessant navn.« Hun kan også sødsnakke. »Jeg fornemmer en englesjæl inden i din inkarnation som blue-eyed devil.«
Jeg snapper efter vejret af nervøsitet. Typisk mig. I stedet for at give mig hen i nuet fokuserer min tankevirksomhed på hver en kropslig reaktion. Holy literal shit. Jeg skal skide, det er noget flydende noget, og det skal ud nu! »Undskyld, jeg skal lige, du ved, så snakker vi videre bagefter.« Jeg spæner afsted. Heldigvis er der ledigt. Det er der næsten altid. Det er fordelen ved et toilet uden udluftning, der aldrig bliver gjort rent og er fyldt med murbrokker, tomme flasker og udtjent fodtøj.
Som en anden elitegymnast formår jeg i én glidende bevægelse at skyde skydelåsen for, trække cowboy- og underbukserne ned og sætte mig til rette, så jeg kan give den gas.
Endelig kan jeg stresse af.
Jeg har hang til bekymring. Nej, det skyldes ikke racisme eller klimaforandring, der godt nok indignerer mig, men samtidig giver min tilværelse mål og mening. Det er mine ynkelige, pinlige, ligegyldige personlige kvaler, der forplanter sig i mit fordøjelsessystem. Jeg er nødt til at være ærlig, i det mindste over for mig selv. Jeg har ikke, hvad der skal til for at håndtere sådan en superkvinde som Hatshepsut.
Et maveonde er en retfærdig straf for at bilde mig det ind i et letsindigt øjeblik. Måske kunne jeg holde gode takter i starten, men det er dømt til at gå grueligt galt. Siger mit overjeg. Mit underjeg stritter imod. Det vækker både min sympati og mit begær, at Hatshepsut er så fired up og radical. I modsætning til Ida, er der intet behov for at bevidstgøre hende. Hun kan tværtimod klæde mig på, og klæde mig af, tihi, til kampen mod racismen. Gu kan jeg da håndtere hende!
Det er ikke skortet på modeltilbud til mig. Men no way jeg skal være sådan en overfladisk hankønsbimbo, der lægger fjæs og skrog til at sælge pis og papir.
I hvert fald kan jeg tørre mig selv bagi og huske at trække ud. Hvor er det dog velorganiseret af mig altid at have toiletpapir med i lommen, når jeg kommer her. Jeg trasker hen til håndvasken og ser igennem det tilsværtede, ramponerede spejl for at samle selvtillid til at vende tilbage og fuldende vores conversatio interruptus.
Med et snuptag flår jeg min hættetrøje og T-shirt af, så jeg står i bar overkrop. Selvom mit personlige fitnessmål er psykisk styrketræning, lader det fysiske resultat sig ikke fornægte. Og ned med stereotyperne. Man kan da sagtens være progressiv med nydeligt kort, mørkeblondt hår og kun lidt skægstubbe. Mit udseende skal ikke være et rebelsk statement, men en potentiel døråbner for forandring. Come on, Ruben, se nu på dig selv! Du kan jo godt, hvis du tager dig sammen. Du er ikke én stor angstneurose, du er en flot fighter for de undertrykte. Hvad er mit krigsråb? »Ugh!«
Som dreng elskede jeg at lege med indiansk krigsmaling på. Det kunne jeg aldrig finde på i dag. Men nogen har tegnet med tusch på spejlet herinde, så jeg ser mit eget ansigt fyldt med streger og farvelade, disse små guilty pleasures. Derfor slap det ”ugh” ud af mig i et ubetænksomt sekund. Hvis jeg sagde det offentligt, ville det være en hån mod Amerikas indfødte folkeslag.
Ikke fordi det ville genere min egen far, Rubén Cheuque Melinao fra Mapuche-nationen. Gid jeg lignede ham. Mest af alt ville jeg ønske, jeg var mere ligesom ham. For modgang går mig sådan på, hvorimod han nu i over 45 år uden at kny har været lam fra livet og nedefter efter at komme i ildkamp med fascismen.
Jeg er snarere en mandlig version af min mor, Gisela Strauss Schumacher, hvis tipoldefædre stjal jorden fra fars slægt. Kan jeg så i det mindste blive den, der leverer tyvekosterne tilbage? Nej, for der blev sørget for, mor ikke kom til at arve noget. Hun har haft nul kontakt til sine forældre, siden hun som 17-årig bekendte sig til kommunismen og stak af hjemmefra sammen med far. Kort efter flygtede de to igen, denne gang fra Augusto Pinochets diktatur for at kæmpe videre i eksil. Med min meget ældre storesøster Violeta inde i mors mave.
Det er oldtidshistorie for mig, men hvor har jeg dog meget at leve op til med de forældre. Mon jeg nogensinde får chancen for at bevise, at jeg er gjort af samme stof?
Selvbebrejdelse giver mere mening. Mand dig op, ville nogen nok formulere det. Hvad med at hvide sig op? Nej, hvidhed symboliserer sgu ikke tapperhed. Det gør indianskhed
Ingen af mine ansigtstræk kan spores tilbage til papá. Han har formet mig med sin kærlighed, men desværre ikke med sin genetiske kode. De danske læger kunne ikke få fars sæd til at befrugte mors æg. En ligeså nedslående second opinion fra de ellers fantastisk dygtige cubanske læger overtalte mis viejos, mine meget gamle gamle, til at gå i sædbanken. Der glemte de at sørge for, donoren så indiansk ud. Tænk, det faldt dem ikke en gang ind, at det kunne spille nogen rolle. Jeg er nødt til at tilgive dem.
De kunne ikke forudse, at ”white privilege” en dag ville udløse millioner af hits på Google. Måske er det ham min anonyme kaukasiske arvemasse, jeg har mine psykiske skavanker fra. I det mindste har han næppe været grim udenpå. Det er ikke skortet på modeltilbud til mig. Men no way jeg skal være sådan en overfladisk hankønsbimbo, der lægger fjæs og skrog til at sælge pis og papir.
Jeg sætter mig tilbage på WC’et. Jeg har stadig lort, der skal lukkes ud. Støn. Selvom Hatshepsut sagde, jeg ikke skal skamme mig, så gør jeg det altså. Ikke over at være en hvid mand, for det kan jeg jo ligesom ikke selv gøre for, vel? Men over at være så fej. Ugh min bare.
Der skal en mental kraftanstrengelse til at få mig selv tørret bagi igen. Der går yderligere seks liter vand på at trække ud for anden gang. Jeg skubber forsigtigt skydelåsen til side og lister tilbage igennem caféen. Hun er faldet i snak med nogle andre og står med ryggen til. Jeg glider lynhurtigt mod udgangen. Netop som jeg har fat i hoveddøren, ser hun sig over skulderen.
Shit, shit, shit, fik hun øje på mig? Det finder jeg ikke lige ud af, for mit instinkt er at flintre over i cykelskuret og komme afsted i en rygende fart. Jeg når ikke en gang at tage hjelm eller lygter på. Den hvide kylling stikker af fra den sorte panter.
Føj, hvor jeg skammer mig ekstra meget denne gang. Det er sådan, jeg behandler alle mulige kvinder, eller undgår at behandle dem. Det har intet at gøre med, at hun er sort. Kan jeg nok argumentere. Alligevel føles det som om, jeg er i færd med at begå en racistisk hadforbrydelse.
Jeg cykler mod vest ad Roskildevej. Min selvmedlidenhed er idiotisk, afstumpet, utilgivelig. Selvbebrejdelse giver mere mening. Mand dig op, ville nogen nok formulere det. Hvad med at hvide sig op? Nej, hvidhed symboliserer sgu ikke tapperhed. Det gør indianskhed. Jeg er ikke meget indianer af gavn, men til gengæld af navn, oh yes. Af efternavn.
Da min kære storesøster Violeta var med barn for knapt fem år siden, droppede hun sit andet efternavn Strauss.
»Det burde jeg selv have gjort for længe siden,« kommenterede mor under et af Violetas sjældne besøg hjemme i vores parcelhus i Nederup. »Men hvordan kan du finde på at droppe din fars vidunderlige efternavn Cheuque? Er du så flov over dine mapucherødder?« Mor havde på det tidspunkt raset over det i dagevis. Faktisk så meget, jeg havde håbet på, min søster ville holde sig væk noget tid længere.
Hot white boy, du har ikke spor at skamme dig over, hører jeg hende sige. Men du skylder mig!
»Tværtimod, jeg bevarer hans navn,« forsikrede Violeta. »Jeg ændrer bare stavemåden til T-J-Ø-V-K-E. Ligesom danske indvandrere til Sydamerika i sin tid tilpassede sig til spansk, så for eksempel Jensen blev til Yentzen.«
»C-H-E-U-Q-U-E er den spanske kolonimagts bogstaver,« bakkede far mildt sin datter op.
Og tænk, det fik mor til at afblæse det store skænderi, der var lagt op til. Jeg mindes ikke, at en meningsforskel mellem min storesøster og mor nogensinde har fået så udramatisk en udgang. Jeg var 19 den gang, så ét minut senere gik jeg på borger.dk for også at blive Tjøvke.
På mapuche-sproget mapudungún er tjøvken den strudseagtige nandu-fugl. Den stikker ikke hovedet i sandet, nej, og det gør jeg sandelig heller aldrig. Men den er fabelagtig til at stikke af fra dem, der jager den. Er det en sexistisk metafor for scorekunsten? Det er det nok, men det passer på mig, en tjøvke på en racercykel.
Ruben, hold nu op med at tænke så negativt. Jeg skal hellere programmere min oprejsning for aftenens fadæse, gå metodisk til værks, ”planlægge og eksekvere”, som mor ville udtrykke det.
Jeg er endt ved et rækkehus i Albertslund. Her lejer jeg et værelse med adgang til værtsfamiliens køkken. Det er ikke så trendy at bo herude på bøhlandet, men jeg slapper bedre af på afstand af storbyungdommens imageræs.
Jeg tager cyklen med op på mit lille rodede karlekammer. Jeg skifter sengebetræk. Forældede post-it-lapper ryger i papirkurven. Færdiglæste bøger stilles op på reolen, hvor værkerne er sorteret fra øverst til nederst, fra venstre til højre, i omtrentlig idéhistorisk rækkefølge. Det starter med Marx og alt muligt om ham. Efterfulgt af Gramsci. Derefter kommer revolutionær teori og praksis, især i Latinamerika. Og så slutter det med Noam Chomsky og andre hårdtslående kritikker af den globaliserede senkapitalisme.
Okay, jeg har en særlig sektion i midten med poppede biografier af historiske figurer, sågar lidt apolitisk fiktion, drengerøvs-scifi og tegneserier og den slags. Det ryger ned i en bunke på gulvet. Ups, Nelson Mandelas ”Long Walk to Freedom” kom med. Så vidt jeg ved, var han den eneste ikke-hvide forfatter på min reol. Pinligt. Men det er nu ikke derfor, jeg stiller den tilbage, hvor den hører hjemme. Det gør jeg, fordi den er så storslået og inspirerende. Selv min højreorienterede storesøster elsker den.
Må den erotiske fantasi vække mig til dåd. Nej, ikke til atletisk gloriepudsning. Jeg vil arbejde på at blive et bedre menneske
De nedprioriterede værker bliver lagt i en papkasse. Jeg smider dem ikke ud med affaldet, for jeg er opdraget til at behandle bøger med respekt. Men nu er der ryddet hyldeplads til Social Justice. En-to-tre, så er næsten det hele på Educate Yourself listen bestilt over nettet, inklusive et par af værkerne som e-bog til min mobil.
Jeg skal til at begynde læsningen, men kan ikke koncentrere mig. Først fordi jeg igen skal sidde ned og have afløb for den uregelmæssige rumlen i mine tarme. Dernæst fordi Hatshepsut, den seje politiske aktivist, ikke den old-ægyptiske dronning, går tværs igennem min væg. Kedeldragten er røget af, og der er meget lidt tøj indenunder.
»Hot white boy, du har ikke spor at skamme dig over,« hører jeg hende sige. »Men du skylder mig! Oh, yeah, du skylder mig big time.«
»Hvordan kan jeg gøre det op for 400 års racial injustice?« spørger jeg tilbage.
»Det har jeg satanedeme lige lært dig. Ved at holde kæft! Hold kæft og giv mig mere, jeg vil have mere, mere, mere!«
Så det får hun. Forfra, bagfra, på kryds og på tværs. Eller rettere det er, hvad der simuleres af den bug-inficerede software indkodet i mine hjerneceller. Uden at min hardware, nydeligt støbt i kød og blod, kommer i fysisk berøring med hendes smukke, selvbevidste krop.
Ak, nu tager hun hjem til Amerikkka, hvor hun vil blive forfulgt af racisme og sexisme, men næppe kommer til at mangle elskere. Jeg havde chancen og forspildte den. Fordi jeg ikke overkommer mine åndssvage issues.
Må den erotiske fantasi vække mig til dåd. Nej, ikke til atletisk gloriepudsning. Jeg vil arbejde på at blive et bedre menneske, til når jeg en skønne dag skal møde Hatshepsut igen.
Kapitel 2: En måned og elleve dage senere, København, torsdag den 12. december 2019
»Skrid!« Heidi overfuser mig i samme øjeblik, jeg har passeret hoveddøren. Hun må have stået på lur efter mig. »Lige nu, eller jeg ringer til politiet!«
Who cares? Der skal mere til at slå mig ud på denne dejlige dag, hvor briterne strømmer til og fra valgstederne. »Jeg skal bare tage afsked med nogle kolleger. Ex-kolleger.« Jeg smiler honningsødt til receptionistpraktikanten. Heidi skal trolles for fuld udblæsning.
Rasmus Sønderriis: Fifty Shades of Woke
Skriveforlaget, 454 sider. 199,00 kr.
Bogen udkom den 24. november
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
