
SUNDHEDSPOLITIK // KOMMENTAR – Når sundhed reduceres til et spørgsmål om arbejdsudbud, mister vi blikket for det væsentlige: livskvalitet, fællesskab og forebyggelse. Sundhed er ikke en udgiftspost, men en investering i mennesker og i samfundets styrke, skriver Vibeke Westh. Hvilke politikere vil tage det nødvendige opgør med kortsigtede sparelogikker?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sundhed er ikke en regnearksøvelse – det er fundamentet for menneskers liv og vores fællesskab. Når vi begynder at måle sundhedsvæsenets værdi i patienters evne til hurtigt at vende tilbage til arbejdsmarkedet, risikerer vi at glemme, hvad sundhed i virkeligheden handler om: mennesker, livskvalitet og fællesskab.
Hvis sundhed reduceres til produktivitet, bevæger vi os væk fra de grundværdier, der bærer vores velfærdssamfund – lighed, tryghed og omsorg for hinanden. Sundhed handler ikke kun om at kunne arbejde. Det handler om at kunne leve et meningsfuldt liv. Om at kunne være noget for sine børn, sin familie, sine naboer. Om frihed og værdighed – også når livet gør ondt.
De patienter, systemet ikke tæller med
Som sygeplejerske og regionsrådsmedlem har jeg set, hvordan kortsigtede prioriteringer skubber patienter ud af systemet. Ressourcerne bruges på at reparere i stedet for at forebygge. Ventelister vokser, og patienter – især unge med mentale udfordringer og kronisk syge – falder igennem systemets regneark. De tæller ikke i statistikken for arbejdsudbud. Men de findes. Og de har brug for os.
Der er et enormt potentiale i at sikre, at færre danskere bliver syge. Vi ved, hvad der virker
Og hvad med de mennesker, der aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet? Dem, der lever med medfødte sygdomme, varige handicap eller alvorlige kroniske lidelser? Skal de veje mindre i de politiske prioriteringer, fordi de ikke skaber målbart økonomisk output? Selvfølgelig ikke. Et samfunds styrke måles ikke i produktivitet alene, men i dets evne til at passe på dem, der ikke selv kan.
Forebyggelse er den kloge investering
En ny hvidbog fra lægemiddelvirksomheden Roche foreslår at inddrage de såkaldte dynamiske effekter i prioriteringen af sundhedsinvesteringer – altså den værdi, patienter skaber, når de efter behandling kommer tilbage i arbejde eller kan bidrage i hverdagen. Det er ikke forkert. Sundhed er en investering. Det kan – og bør – betale sig at give mennesker livet tilbage.
Men vi må aldrig gøre det til hele fortællingen.

For sundhed handler ikke kun om produktivitet. Det handler om det levede liv. Om at kunne tage sit barnebarn i hånden, lave mad til sin familie eller støtte en ven i krise. Når sygdom rammer, rammes også relationerne. Det gælder for den ældre, den kronisk syge – og ikke mindst for de unge, der kæmper med angst, stress eller mistrivsel og som aldrig er kommet i gang med voksenlivet. Skal vi se bort fra deres behov, bare fordi deres ”afkast” endnu ikke kan måles?
Stærke fællesskaber holder os raske
Der er et enormt potentiale i at sikre, at færre danskere bliver syge. Vi ved, hvad der virker: tidlig opsporing, stærkere mental sundhed, afhængighedsforebyggelse, bevægelse, sunde madvaner, nye teknologiske muligheder og – ikke mindst – stærke fællesskaber.
Alligevel skæres der gang på gang i de forebyggende indsatser, mens hospitalerne presses hårdere.
Det er politisk kortsigtet – og økonomisk uholdbart.
Derfor er tiden inde til et nationalt forebyggelsesløft – som en førsteprioritet, ikke et bilag til næste budgetforhandling
Sundhed er ikke kun en udgift. Det er nøglen til et stærkt, trygt og værdigt samfund. Og det kræver politisk mod at prioritere forebyggelse nu – ikke i næste valgperiode. Vi har brug for en sammenhængende indsats, der ser mennesket bag diagnosen og investerer i liv, ikke bare i behandling.
Når vi taler om dynamiske effekter, bør vi også tale om det usynlige regnestykke: Hvad det betyder for hele familien, når et menneske – ung som gammel – får livskraften igen. Det er også samfundsværdi. Og det er dét, der gør os til mennesker og skaber et stærkt samfund.
Derfor er tiden inde til et nationalt forebyggelsesløft – som en førsteprioritet, ikke et bilag til næste budgetforhandling.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og