SUNDHEDSVÆSEN // KRONIK – Da Rigmor Hviid Christensen blev syg i 1998, blev hun mødt med tid, omsorg og helhed. I dag møder hun et sundhedsvæsen, hvor patienten selv må skabe sammenhæng på tværs af specialer og afdelinger. ”De kloge – måske politikerne – mener nu, at alle patienter har bedst af en række ambulante undersøgelser.” Men overblikket forsvinder i systemet, og ansvaret havner hos patienten – ulige såvel som lige.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da jeg i 1998, som 50-årig, pludselig blev ramt af uforklarlig sygdom, så jeg mig, efter et halvt års tid (”Kom igen, hvis det bliver værre”), nødsaget til at skifte læge.
Den nye læge lod foretage flere blodprøver, stillede en foreløbig diagnose med samtidig medicinsk behandling – og rejste, heldigvis, på ferie.
Forsøger jeg at bringe et helhedsbillede ind i en samtale ved at påpege andre samtidige dårligdomme, lyder det tit og ofte: ”Det kan vi jo ikke tage stilling til, lige her.”
Da jeg stadig ikke blev bedre, opsøgte jeg en vikar en sen onsdag aften. Han tøvede ikke længe og sagde så med alvor i stemmen: ”Jeg tror, jeg ved, hvad det er – men jeg vil lige tale med bagvagten.” Få minutter senere kom han tilbage: ”Du skal indlægges med det samme. Vil du ind i aften – eller vente til i morgen?”
Næste morgen hentede en taxa (med chauffør) mig på min adresse, bragte mig til Hvidovre Hospital, hvor jeg blev indlagt i små 14 dage på hospitalets dengang eksisterende reumatologiske afdeling.
Da lægerne tog sig tid – og reddede mit liv
”Vi arbejder efter udelukkelsesmetoden,” forklarede overlægen. Der blev taget prøver i lange baner – og en sen aften blev jeg endda sendt til Rigshospitalets øjenafdeling for en nærmere undersøgelse.
Jeg var dengang førtidspensionist med fleksjob, men min sociale status blev aldrig et problem.
Efter omkring ti dages indlæggelse kom diagnosen: en sjælden, autoimmun bindevævssygdom med en meget dårlig prognose.
Heldigvis var overlægen i tæt kontakt med udenlandske forskere og vidste, hvad der kunne hjælpe. På det tidspunkt lød prognosen på højst fem års levetid – senere blev den forlænget til ti med den rette behandling.
De to læger – begge siden gået bort – reddede mit liv.
Imidlertid: For fem år siden (gen)indfandt nogle symptomer sig, trods den årelange medicinering og tavshed fra sygdomsvolderen, så min senere praktiserende læge henviste mig til et andet hospital …
Og behøver jeg at sige:
”Ak, hvor forandret”?
De tidligere sygehuse er, som jeg ser det, forvandlet til pragtpaladser – med fokus på at vise det nyeste apparatur frem snarere end patienterne
En kort omvej ad kardiologisk afdeling, med viderehenvisning til reumatologisk afdeling, førte til to afvisninger fra visitator – PAN-diagnosen fra 1998 måtte være fejlagtig, min levende (patient)tilstand taget i betragtning.
Siden da har jeg kæmpet med et sundhedsvæsen, hvor selv alvorligt syge patienter sendes fra afdeling til afdeling. Prøverne viser lidt uregelmæssigheder her og der, men intet alvorligt. Eller som Ældre Sagens direktør siger: ”Vi holder øje.”
Forsøger jeg at bringe et helhedsbillede ind i en samtale ved at påpege andre samtidige dårligdomme, lyder det tit og ofte: ”Det kan vi jo ikke tage stilling til, lige her.”
Fra helhedssyn til systembehandling
Mit indtryk er, at man i dag kun bliver indlagt på et af landets supersygehuse, hvis man næsten ikke kan stå på benene – helst vandret, rallende og tæt på bevidstløs.
I dag mener de kloge – måske politikerne – at alle patienter har bedst af en række ambulante undersøgelser. Diagnoser stilles organ for organ, og behandlingen foregår hjemme. Patienten er blevet systemets faste base.
Det synes i øvrigt at være blevet en grundlæggende filosofi i sundhedsvæsenet, at patienten helst skal være den opsøgende – den, der tropper op hos lægen eller på hospitalet, uanset hvor syg han eller hun er.
De tidligere sygehuse er, som jeg ser det, forvandlet til pragtpaladser – med fokus på at vise det nyeste apparatur frem snarere end patienterne. Det avancerede udstyr kræver specialuddannet personale, og netop det mangler, som så mange andre steder i sundhedssektoren. Resultatet er ventelister og forsinkelser.
I de seneste måneder, hvor vi samtidig står foran afgørende lokalvalg med betydning for implementeringen af, omend ikke et hav, så en mindre Østersø af sundhedsreformer, har mange interesserede meningsdannere – flertallet, må man formode, ved godt helbred – meldt sig på banen fra alle sider.
Vi lever i et frit land, et demokrati, hvor enhver har ret til at ytre sig. Og det gør mange – især, hvis jeg må være så fri, på andres, her de syges, vegne.
Sundhedsvæsenets udgifter stiger hastigt – men i stedet for at søge forklaringer i fortiden, ser man blot fremad med nye reformer.
Man peger på det stigende antal ældre – og formodentlig flere syge mennesker. Man peger på prøvetagning, der pludselig synes suspekt i omfang – og angiveligt ikke fører nogen vegne. Man peger på det, der nu kaldes overdiagnosticering (hvem definerer mon det?), hvilket jo næppe kan undre i et sundhedsvæsen, hvor hospitalerne er opdelt efter organsygdomme og ikke har afdelinger, der ser på patientens samlede tilstand – det såkaldte ”hele menneske”.
Når de raske taler på de syges vegne
Den nyeste manifestation i sundhedsbilledet synes at være et samarbejde mellem en række kompetente (raske) sundhedsjournalister fra forskellige medier, der ”sammen har (…) foretaget den hidtil største undersøgelse af spild, evidens og overflødige behandlinger i sundhedssektoren.”
Det er måske ikke nogen dårlig idé – medmindre man, som den ulige patient, kender sine lus på travet.
Og hvilken instans – offentlig myndighed, læge, sygeplejerske – skal påtage sig ansvaret for at udskille og adskille?
For når der på samme tid og i samme åndedrag, næsten, omtales ulighed i sundhed, hvor den nævnte ulighed bliver brugt som begrundelse for, at der skal foretages færre (overflødige) undersøgelser og prøver på nogle bestemte (privilegerede?) pressionsgrupper og -personer, hvorved, er påstanden, må man formode, der vil kunne indhentes økonomiske midler til gavn for de ulige, ikke-privilegerede (og som oftest multisyge, for hvem, lader det jo til, der alligevel ikke findes hospitalsafdelinger med et tilstrækkeligt ansat ekspertpersonale) … så må en tænkende skeptiker som undertegnede spørge:
Har de privilegerede samarbejdspartnere egentlig tænkt konsekvenserne af deres egne smukke ord og hensigter til ende?
Et sundhedssystem, der i sig selv skaber ulighed. Et system, hvor man fastlægger, hvem der regnes som ulige – efter indkomst, uddannelse og alt muligt andet – og hvem der ikke gør.
Et sundhedsvæsen, hvis medarbejdere af gode grunde hverken er syge, arbejdsløse, handicappede, narkomaner eller af tilsvarende ulige formåen.
Det danske sundhedsvæsen vil åbenbart så gerne hjælpe, at det ender med at udskille – så ”de lige” får en anden, måske dårligere, behandling end ”de ulige”.
Eller hvordan?
Og hvilken instans – offentlig myndighed, læge, sygeplejerske – skal påtage sig ansvaret for at udskille og adskille?
På hvis vegne taler man?
Og har de samarbejdende, privilegerede mon tænkt over, for hvis skyld de egentlig arbejder: For de ulige? De lige? For almenvellet – eller for fællesskabet?
Der venter mange nødvendige diskussioner, og udfaldet afhænger af, om deltagerne –meningsdannerne – gør sig klart, hvilke interesser og hensigter den enkelte repræsenterer, førend der handles.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og