SUDAN // ESSAY – Den seneste udvikling i Sudan er en direkte konsekvens af folkemordet i Darfur-provinsen for små tyve år siden. De hunde, Khartoum-styret slap løs for at slå ned på oprøret i den vestlige del af landet, er taget til hovedstaden og bider de gamle ejere. Min WhatsApp har bippet ubønhørligt siden 15. april med videoer af vold, overgreb og plyndringer, som mine venner i byen sender mig. Mine mareridt fra dengang er vendt tilbage, og jeg er tvunget til både et tilbageblik på mine år i Darfur og en revideret analyse af mine tidligere arbejder.
Al Jeneina, Vestdarfur, juni 2004:
De kom fra alle steder på én gang. Kvinder, mænd, børn, med vilde blikke og manglende sprog. Det er noget af det første, jeg kan huske. At der var så mange, men ingen kunne sige noget. Jeg måtte kæmpe for at holde mig oprejst, da de hev fat i mig. Tørre og ru håndflader vandt, der fortalte historien, når ordene ikke kunne. Jeg måtte jo kunne hjælpe dem. Hvad lavede en hvid mand ellers der på det tidspunkt?
Det, jeg så, var det første folkemord i det 21. århundrede. Stedet var den vestligste del af Sudan, den enorme Darfur-provins på grænsen til Tchad. I årene 2003-5 måtte et sted mellem to og tre millioner mennesker flygte fra drab, voldtægt og nedbrændte landsbyer, da Khartoum-regeringen bevæbnede arabiske militser til at rydde provinsen for den ikke-arabiske befolkning. Mellem en kvart og en halv million mennesker mistede livet.
Det var her, jeg indså, at folkemordet i Darfur ikke kun bunder i en hårdhændet kampagne, der skulle slå ned på oprøret, men at oprøret i høj grad er en reaktion på de arabiske stammers voldelige tyverier, der blev igangsat af Khartoum-regeringen allerede i 1990’erne
Konflikten i Darfur brød ud, da løst forbundne ikke-arabiske oprørsgrupperinger angreb sudanesiske militærinstallationer i Darfur-regionen. Khartoum-regeringen skabte den berygtede Janjaweed-milits ved at bevæbne fattige arabiske stammer, der ikke havde noget at tabe, og love dem det land, der blev plyndret fra de fastboende ikke-arabiske bønder.
Jeg havde boet i hovedstaden Khartoum det første halve år af 2004 for at finde stof til mit speciale. Det var her, i Khartoum, at jeg hørte rygterne om en ny krig i Darfur og tog mod vest for at undersøge det nærmere og fik forskellige koordinatorstillinger i årene 2004-06 for de internationale organisationer.
Hemedti
I 2009 kørte jeg fra Tchads hovedstad N’Djamena til den østligste del af landet, der grænser op til Darfur. Jeg brugte tre måneder i flygtningelejrene i Tchad, der husede en kvart million flygtninge fra krigen. Hvor jeg i mine år i Darfur havde arbejdet i døgndrift i humanitært arbejde i en meget umiddelbar katastrofe, var meningen med denne rejse at søge en dybere historisk forståelse af, hvordan arabere og afrikanere i provinsen havde levet, før krigen brød ud.
Flygtningene fortalte mig, at de indtil 1990’erne havde levet i fred og fordragelighed med deres nomade-arabiske naboer. Så begyndte de arabiske stammer med røverier af køer og kameler og bar i stigende grad maskinpistoler. Disse plyndringer foregik ustraffet af det sudanesiske politi.
Dette var allerede dengang bevidst racepolitik fra Khartoum-regeringens side, der skulle sikre arabisk overherredømme i Darfur
Det var her, jeg indså, at folkemordet i Darfur ikke kun bunder i en hårdhændet kampagne, der skulle slå ned på oprøret, men at oprøret i høj grad er en reaktion på de arabiske stammers voldelige tyverier, der blev igangsat af Khartoum-regeringen allerede i 1990’erne, hvor de arabiske kameltyve fik frit lejde til at plyndre og erobre.
Dette var allerede dengang bevidst racepolitik fra Khartoum-regeringens side, der skulle sikre arabisk overherredømme i Darfur, bl.a. ved at støtte de arabiske militser fra Tchad, der var i opposition til regeringen i N’Djamena, som Khartoum var uvenner med. Idéen om et arabisk ”bælte”, der skulle sikre arabisk overtag fik yderligere næring af Libyens Muammar Gaddafi, der støttede de arabiske militser som en del af den ”Islamiske Legion”, der skulle skabe et islamisk stor-rige i Sahel.
Det er i mødet mellem Gaddafis imperiale ambitioner for Sahel og Khartoum-regeringens race-propaganda og bevæbning af Darfur, at en fattig arabisk kameltyv, der selv havde måttet flygte fra tørke og krig i Tchad, har skabt én af de mest spektakulære militære og politiske karrierer i Afrikas nyere historie.
Navnet er Mohammed Hamdan Dagolo, kendt under navnet ”Hemedti”, der betyder ”Lille Mohammed” på grund af hans barnlige ansigt. Nu kæmper han en bitter strid om magten over hele Sudan mod den tidligere allierede og de facto leder af landet, general Burhan, der tog magten i landet efter et militærkup i 2021.
Hemedti blev leder af den berygtede Janjaweed-milits, som under den daværende præsident Omar al Bashir blev omdøbt til Rapid Support Forces, RSF, i 2017. Militserne med Hemedti i spidsen blev ikke kun belønnet med, at han og hans forarmede arabiske stammer fik lov at beholde det land, de røvede fra de fastboende afrikanske bønder ved skabelsen af et ”arabisk bælte” tværs gennem Darfur.
Der er også guld i Darfur, en enorm rigdom, der gjorde den uuddannede kameltyv til Sudans rigeste mand. Med hjælp fra blandt andet den russiske Wagner-gruppe blev Hemedti en økonomisk modvægt til det traditionelle arabiske establishment i Khartoum. Det enorme økonomiske misforhold mellem center og periferi i Sudan, der, forenklet sagt, ligger til grund for samtlige krige i landet, blev således udfordret af Hemedti og den økonomi, der voksede ud af Janjaweed-militsens nyerhvervede jordbesiddelser.
Daværende præsident Omar al Bashir udliciterede opgaven med at beskytte Sudans grænser mod migration til Europa via Libyen til Hemedti, der åbenlyst pralede med, at det var hans folkemorderiske RSF-milits, EU støttede
Da Sudan gik med De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien i krigen i Yemen, udliciterede præsident Bashir i høj grad opgaven til Hemedti og RSF, der sendte op mod 40.000 RSF-soldater til at kæmpe mod de Iran-støttede houthier. Der var brug for den tidligere folkemorderiske Janjaweed-milits andre steder, og Hemedtis ego fik endnu et boost, og RSF tog sig godt betalt.
Selvom Omar al Bashir fik udstedt en arrestordre fra Den Internationale Krigsforbryderdomstol ICC i Haag i 2009, forhindrede det ikke EU i at indgå en for Sudan lukrativ migrationsaftale i 2014. ”Khartoum Processen” betød, at EU startede en dialog med landene ved Det Afrikanske Horn, der skulle styrke kontrollen med uønsket migration til Europa.
EU og Sudan kunne nu samarbejde om at bekæmpe menneskesmugling og illegal migration. Daværende præsident Omar al Bashir udliciterede opgaven med at beskytte Sudans grænser mod migration til Europa via Libyen til Hemedti, der åbenlyst pralede med, at det var hans folkemorderiske RSF-milits, EU støttede.
Khartoum
Den sudanesiske hovedstad har siden landets uafhængighed fra England i 1956 været et center for orkestreringen af nådesløse krige, der i generationer har dræbt hundredtusinder af mennesker og drevet millioner på flugt.
Ikke desto mindre har byen også fungeret som sikkert sted og et refugium for fordrevne fra de samme krige. Op mod to millioner sydsudanesere boede i Khartoum, indtil Sydsudan blev selvstændigt i 2011, og de pludselig blev sendt ”hjem” efter årtier i hovedstaden. Det paradoksale ved Khartoum var indtil for ganske nylig netop denne dobbeltrolle, den var både voldens centrum og den sikreste millionby i Afrika.
General Burhan var selv aktiv i superviseringen af folkemordet i Darfur og som sådan også en krigsforbryder, der er vant til brutal undertrykkelse
”Er det virkelig så slemt, det der sker?” var det typiske spørgsmål, folk i Khartoum ville stille mig, når jeg kom tilbage til NGO’ernes hovedkvarterer i mine år i Darfur. De kunne ikke begribe det. ”Øh, ja …” svarede jeg og oplevede lidt af den samme sproglige forsinkelse, jeg først mødte hos flygtningene i Darfur, der med nød og næppe havde undsluppet Janjaweed-militsen.
At Khartoum på så ganske få uger er gået fra at være en oase af stabilitet i et så voldspræget land til at ligne Mogadishu eller Aleppo, er først og fremmest en massiv humanitær katastrofe for byens mange millioner indbyggere. Derudover tvinger det Sudan-forskningen til at betragte det, at volden er vendt hjem til Khartoum som en opløsning af forholdet mellem center og periferi. De Nil-arabiske stammer, der i generationer har haft monopol på den politiske magt i landet, er blevet rystet i deres grundvold, og middelklassen er nu i samme båd som de undertrykte hjørner af landet.
Årsagen til den igangværende konflikt er en magtkamp mellem General Burhan og Hemedti, der handler om, hvilken rolle Hemedti og RSF skal spille i fremtidens Sudan. General Burhan var selv aktiv i superviseringen af folkemordet i Darfur og som sådan også en krigsforbryder, der er vant til brutal undertrykkelse.
Det var ellers i udgangspunktet et smukt og håbefuldt øjeblik, der skabte det vakuum, Burhan og Hemedti kæmper i, nemlig afsættelsen af præsident Omar al Bashir i 2019. Millioner af mennesker fik ved fredelige midler smidt en folkemorderisk militærdiktator på porten efter tre årtier ved magten. Dette løfterige ”Tahrir”-øjeblik, hvor studerende lavede enorme sit-in-demonstrationer, og en ny fælles, offentlig samtale voksede frem, var imidlertid kortvarigt, og General Burhan tog magten ved et militærkup i 2021. Sudan vendte tilbage til det forhadte militærdiktatur.
Revolutionen blev således ikke erstattet af et bedre Sudan. Det, der sker i Khartoum er fuldendelse af den voldsspiral, folkemordet i Darfur igangsatte for 20 år siden og den vedvarende lovløshed, der har kendetegnet Darfur, synes at have omsluttet hele landet. I dagene efter den 15. april kunne befolkningen i Khartoum se til, mens storbyen blev støvsuget på rekordfart for international tilstedeværelse, der forsvandt i sølvbugen på store Hercules-fly og bragt i sikkerhed. Nu er de væk og med dem mediedækningen af den uoverskuelige humanitære katastrofe, der meget vel venter landets 46 millioner indbyggere.
Min WhatsApp er uhyggeligt stille nu. Der er ikke strøm og internet nok til, at optagelserne kan fortsætte og blive sendt ud. Folk bruger deres sparsomt opladte mobiler til andre og mere livsnødvendige ting. Diskussionsfora om hvilke hospitaler, der er åbne, hvor man kan få vand og mad.
Jo længere tid der går, inden parterne i konflikten kommer til forhandlingsbordet, jo sværere bliver det at genskabe fred og fordragelighed i den i stigende grad lovløse hovedstad Khartoum
Tips om flugtruter, priser på transport ud af byen og oplysninger om ens nærmeste. Der kan blive over 45 grader i skyggen i Khartoum i maj måned. Otte millioner mennesker gemmer sig og holder vejret i varmen, i samme båd som befolkningen i Darfur, der nu begge deler en meget central erfaring: en overlevelseskamp mod ukontrolleret voldsanvendelse. En ny historie om Sudan må tage udgangspunkt i den smertelige fælleserfaring, befolkningen i både by og land har gjort sig siden 15. april 2023.
Men der er lang tid endnu, før den historie kan skrives, og jo længere tid der går, inden parterne i konflikten kommer til forhandlingsbordet, jo sværere bliver det at genskabe fred og fordragelighed i den i stigende grad lovløse hovedstad Khartoum. Sudan kan hurtigt komme til at dele skæbne med Syrien, Libyen og Yemen. Lande, hvor civilbefolkningen modigt og fredeligt rejste sig mod årtiers diktatur med ydmyge krav om værdighed, ytringsfrihed og social mobilitet, men blev mødt med ubønhørlig voldsanvendelse og en fundamental splittelse af landene i uoverskuelige borgerkrige, der fik næring af regionale magtspil.
Men måske kommer der en dag, hvor de billeder og videoer, jeg får på min telefon fra Khartoum, igen viser bryllupper, grillfester langs Nilen og sufidans ved de turkisgrønne helgengrave. Uskarpe glimt af det daglige liv, hvor folk færdes frit og i eget tempo derhen, hvor dagen fører dem.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
