SUBWAY ART // FOTO-FEATURE – “Don’t let him fool you. He is an undercover cop; I saw him bust a drug dealer in The Bronx this morning. No way, svarede jeg. Way, sagde manden.” Bibs Carlsen har boet i New York i 29 år og har set byen og subwayen udvikle sig. “Det er et perfekt sted for people watching. Selvom newyorkerne generelt forekommer noget mere uniformerede og mindre excentriske, end da jeg flyttede til byen først i 90’erne.” Hjemløse, undercover-politi, motown-sangere uden tænder, Mole People og den legendariske bar Siberia. New Yorks subway har det hele.
NEW YORK – Jeg sad i the Subway og betragtede tavst en hjemløs mand, som var i gang med at omarrangere inventaret i den indkøbsvogn, der, formentlig, indeholdt alt, hvad han ejede samt poserne med flasker og sodavandsdåser, han havde samlet i dagens løb, og som givetvis skulle omsættes til kontanter til mandens næste måltid.
Det er en allestedsværende og forstemmende del af bybilledet i New York: Hjemløse, der roder i skraldespande, som udover de eftertragtede dåser og flasker selvfølgelig også indeholder poser med hundelort og alskens andre uhumske efterladenskaber.
Change, please! er den klassiske bøn, man hører fra de talløse hjemløse overalt i byen, tragi-ironisk, for “change”, forandring, er unægtelig hårdt tiltrængt og, for mange, uopnåelig.
Manden i subwayen var nu travlt optaget af at rode i sine lommer efter de mønter, hans ‘indestående’ beløb sig til. Han fumlede og virkede noget desorienteret. Jeg tror, jeg må have sukket i en slags opgivende sympati, da manden på sædet ved siden af mig lænede sig over imod mig og tørt kommenterede:
Don’t let him fool you. He is an undercover cop; I saw him bust a drug dealer in The Bronx this morning.
No way, svarede jeg.
“Way,” sagde manden og sætter trumf på: ”And, besides, he doesn’t smell, dead giveaway.”
Demografi og gentrificering
Sporene, der udgør New Yorks subway, strækker sig over 399 kilometer, har 472 stationer og transporterer i gennemsnit – når ikke lige der er en pandemi undervejs – over fem millioner mennesker dagligt.
Den udmærker sig i øvrigt ved at være den mest beskidte i USA.
Derudover laver den et allerhelvedes spektakel; larmen overskrider WHO’s retningslinjer på max 70 decibel. Indenfor såvel som udenfor vognene er støjniveauet undertiden så højt som 120 decibel. Det er navnligt slemt på de stationer, som Union Square, hvor sporene danner en kurve; det føles, som om, man får krøllerne rettet ud og bliver boret i tænderne.
Men på godt og ondt er vi mange, der tilbringer en betragtelig del af vores liv i de underjordiske ål, der slanger sig gennem tunnelerne.
Og der er ind imellem episoder, der kan distrahere os hårdt prøvede passagerer og få os til forbigående at abstrahere fra kakofonien.
Det er et perfekt sted for people watching. Selvom newyorkerne generelt forekommer noget mere uniformerede og mindre excentriske, end da jeg flyttede til byen først i 90’erne – fx er skinny jeans og dynejakker dræbende dominerende i vintermånederne – kommer byens befolkningsmæssige forskellighed trods alt til udtryk.
Det er for eksempel interessant, hvis man stiger på i midtbyen, og personer med alle tænkelige etniske baggrunde defilerer ind og ud, og man så bliver på toget, mens det bevæger sig ind i områder i fx Brooklyn og The Bronx hvor gentrificeringen endnu ikke i så høj grad har haft sit indtog, og passagerene bliver mere demografisk homogene.
Da jeg og min daværende kæreste købte et hus i Bedford-Styuvesant i Brooklyn i 2001, var kvarteret beboet af 75% sorte. Jeg var ofte den eneste hvide i subway-vognen, når jeg nåede min station. Sådan er det ikke mere. Nu er under halvdelen af beboerne i Bed-Stuy African-American.
Underholdning
Man kan godt blive underholdt i subwayen. Breakdansere og musikere bruger den til at bidrage til livets opretholdelse. Nogle af danserne er akrobatiske ekvilibrister, der udfordrer tyngdeloven med dødsforagt, mens de dingler rundt i de stålstænger, vi andre bare nøjes med at holde fast i når toget drøner, ofte meget ujævnt, fra station til station.
Mine favoritter indenfor underholdningen er en gruppe af ældre sorte mænd, der synger Motown-numre firestemmigt. De er lidt hærgede, nogle af dem har ikke så mange tænder. Men det påvirker ikke kvaliteten; de synger vidunderligt.
Når de er færdige med en sang og er på vej ind i den næste togvogn, siger en af dem som regel: Have a nice day and don’t forget to smile; it won’t ruin your hair!
Andre gange er adspredelsen mere utilsigtet. Min eks kom hovedrystende hjem engang og fortalte, at han havde set en mand i hvid habit, hvid Borsalino hat og alligatorsko sidde i toget og læse en bog, der hed ’How to be a pimp’ – altså ’Hvordan man bliver alfons’. Om han var autentisk eller i gang med en practical joke er uvist.
Også en slags hjem
For nogle mennesker repræsenterer subway-systemet andet og mere end en måde at komme fra et sted til et andet.
Ifølge en artikel i The Travel fra 2019 bor der over 2000 hjemløse mennesker i New Yorks subway-tunneller. De bliver kaldt for The Mole People (muldvarpe-folket). Tallet er muligvis meget højere nu, navnlig taget i betragtning hvilken negativ indflydelse Covid-19 har haft på boligsituationen.
Mange hjemløse sover rutinemæssigt i subwayen, men under pandemien blev driften, som normalt opererer 24 timer i døgnet, suspenderet fra 01-05 om morgenen, så vognene kunne blive desinficeret.
Derudover er mange af de 8500 hjemløse, som blev huset i hoteller rundt omkring i byen under Covid-19, hvor kravene om social afstandtagen er slækket, blevet flyttet tilbage i herberg-systemet.
Mange hjemløse er bange for at sove på herberg, andre har svært ved at affinde sig med reglementerne og finder andre løsninger. Aldrig før har jeg set så mange hjemløse som lige nu. Mange af dem har store psykiske problemer og de fleste er sorte.
Mange af The Mole People bor i tunneler, der ikke længere er i brug. Dette er ikke et nyt fænomen; det er foregået siden 1930’erne hvor Den Store Depression fandt sted.
Livet i undergrundssystemet er forbundet med ulemper og farer. Det er mørkt og beskidt. Der er masser at rotter og undertiden krybdyr. Nogle gange bliver beboerne overfaldet og bestjålet af andre hjemløse. Men som andre mennesker over hele jorden, danner The Mole People fællesskaber og passer på hinanden.
Der er både par og familier med børn og kæledyr blandt befolkningen i tunnelerne. Nogle forældre søger tilflugt i tunnelsystemet, fordi de er bange for at børnene bliver tvangsfjernet, hvis myndighederne finder ud af, at de er hjemløse.
Det er ulovligt at færdes i tunnelerne. Man kan blive anklaget og dømt, hvis man bliver opdaget. Men for mange er det den eneste mulighed, de føler, de har.
Kunst i the Subway
Skulle det nu forholde sig sådan, at man som travl og notorisk utålmodig newyorker tillod sig selv at dvæle i nuet og sine umiddelbare omgivelser og måske ligefrem løsrev sig fra mobilskærmen, er der faktisk mange subway-stationer, der er prydet med seværdig kunst.
Det er lovbestemt at 1% af The Metropolitan Transportation Authoritys vedligeholdelses- og reparationsbudget bliver brugt på kunst.
En af de mere interessante af udsmykninger er på 14th Street og 8th Avenue. Her har kunstneren Tom Otterness skabt et kunstværk med titlen The Life Underground.
Det er inspireret af en politisk orienteret tegneserie kreeret af Thomas Nast, som arbejdede for Harper’s Weekly.
Seriens hovedfigur var en korrupt politiker, William ‘Boss’ Tweed, som slog sine illegale folder i New Yorks lokalpolitik i slutningen af 1800-tallet. Tegneserien fik så megen opmærksomhed, at Tweed forsøgte at bestikke Nast til at stoppe den offentlige kritik. Nast afslog og tegneserien var medvirkende til at få Tweed arresteret og dømt.
Otterness fandt ud af, efter at have studeret tegneserien, at tingene ikke har ændret sig nævneværdigt siden, og resultatet er 130 miniature bronzefigurer, der optræder overalt på stationen ofte illustrerende klasseforskelle og korruption.
Der er betjenten, der betragter en sovende hjemløs, en anden, som tager en passager på fersk gerning i færd med at kravle under metalgitteret omkring stationen.
Otterness’ værk er atypisk; de fleste udsmykninger i subwayen er mosaikker.
En af de mere imponerende er Vik Muniz’ projekt Perfect Strangers på 2 Avenue/72nd Street. Over 30 personer udført i glasmosaik, repræsenterende forskellige typiske subway-passagerer, pryder stationen i subway-systemets nyeste tilføjelse, Q linjens 2nd Avenue linje.
Muniz brugte fotografier, blandt andet et af sig selv – det er ham, der taber sin dokument mappe med alle papirerne – som grundlag:
“Jeg ville have, de skulle være almindelige mennesker. Jeg kender en masse almindelige mennesker”, sagde kunstneren om sit koncept.
To af figurerne er to mænd, der holder hinanden i hånden. De to, Patrick Kellogg og Thor Stockman, er gift og var glade og stolte over at være foreviget som par i en undtagelsesvis ikke-politisk kontekst.
Andre stationer har kendte og mindre kendte kunstneres værker. En af de mere prominente er Yoko Onos blå mosaik på A-linjen på 72nd Street og Central Park West, stationen ved siden af The Dakota, hvor Ono og John Lennon boede.
Mosaikkerne viser blå himmel og skyer og Ono har bibeholdt det budskab, hun og Lennon bebudede: ‘Imagine Peace”, står der på et af værkerne. ‘Remember Love’ pryder et andet.
En anden bemærkelsesværdig mosaik-udsmykning er Faith Ringgolds “Flying home: Harlem’s Heroes and Heroines”, inspireret af en Lionel Hampton sang, først indspillet i 1939 af Benny Goodman Sextet.
Værket består af 10 paneler med mosaikker, der forestiller 28 prominente personer og institutioner, som Harlem er kendt for gennem historien, deriblandt Billie Holiday, Paul Robeson og The Apollo Theater.
“I wanted to share those memories, to give the community—and others just passing through—a glimpse of all the wonderful people who were part of Harlem. I wanted them to realize what Harlem has produced and inspired,” lyder det fra Faith Ringgold.
Kunsthistorisk signifikans
Subwayen har haft en unik betydning rent kulturhistorisk. I 1973, fx var stort set alle vogne udsmykket med (eller vandaliseret af, officielt betragtet) grafitti. Det er generelt accepteret, at New Yorks subway-system dannede det oprindelige lærred for en undergrundskultur, der gik hen og blev verdensomfattende.
En ‘dive bar’ hvor synder var dyder, anarki herskede og dårlig opførsel ikke blot var tolereret, men forventet og tilskyndet. Jeg har aldrig set mage til druk
Der er publiceret mange bøger om fænomenet, men én bog, “Subway Art”, bliver betragtet som graffitiens bibel. Den blev først udgivet i 1984 som kollaboration mellem fotograferne Martha Cooper og Henry Chalfant – det holdt hårdt; ingen forlæggere ville trykke den, fordi graffiti stadig udelukkende blev klassificeret som vandalisme – og er siden solgt i over en halv million eksemplarer. Den er også den bog, der angiveligt er stjålet flest eksemplarer af. En opdateret hard copy version blev udgivet 25 år senere.
Undergrund i undergrund
“Let’s go to Siberia’,” sagde Bob. Så det gjorde vi.
Siberia var den eneste bar nogensinde i undergrundsbanen, beliggende inde i stationen på 50th Street og Broadway. Og ‘underground’ var den, i mere end en forstand. En ‘dive bar’ hvor synder var dyder, anarki herskede og dårlig opførsel ikke blot var tolereret, men forventet og tilskyndet. Jeg har aldrig set mage til druk.
Ejeren, Tracy Westmoreland, var et ikon, med en pondus, der matchede hans personlighed. Den kendte, nu afdøde chefkok og tv-personlighed. Anthony Bourdain, som var stamkunde i baren, sagde, at hvis Tracy ringede til ham kl 4 om morgenen “ville han kravle nøgen over knust glas med en kniv mellem tænderne” for at komme ham til undsætning.
Tracy fortalte, at han fandt hemmelige KGB-dokumenter i lokalet, da han oprindelig rykkede ind, som han overgav til FBI.
Siberia var tilflugtssted for et broget klientel, fra tidligere IRA-sabotører til journalister fra The Observer, Vanity Fair og Associated Press. Baren lukkede når Tracy ikke gad længere, hvilket som regel var længe efter solen stod op. Der blev aldrig gjort rent
Tracy, som ofte serverede i bar overkrop, havde sit eget reglement, som han håndhævede med alarmerende inkonsekvens. Han kunne finde på at smide en person ud for at sige shit, hvis ikke han kunne lide ham, samtidig med at værre ukvemsord fra andre kunder fløj igennem lokalet akkompagneret af flasker og tændte cigaretter.
Røgen lå tykt i lokalet, og der blev danset til den berømte jukebox – noget, der var ulovligt på barer i new York, med mindre man var indehaver af en cabaret license; der blev sniffet kokain, folk smed tøjet, og det hårdt prøvede møblement lå under for forskellige variationer af horisontal sysselsætning, eksekveret i vågen såvel som sovende tilstand, hvis læseren forstår, hvad jeg mener.
Siberia var tilflugtssted for et broget klientel, fra tidligere IRA-sabotører til journalister fra The Observer, Vanity Fair og Associated Press. Baren lukkede når Tracy ikke gad længere, hvilket som regel var længe efter solen stod op. Der blev aldrig gjort rent.
Tracy havde lejet lokalet af Mitsubishi, som ejede bygningen. Området, som er tæt på Times Square, var under rivende udvikling og ejerne havde planer om modernisering.
Selvom Tracy havde 8 år tilbage i sin lejekontrakt, blev den erklæret ugyldig på grund af en formalitet. Men han gav ikke op så let og lænkede sig selv sammen med sin kone og deres tre børn til Siberias facade.
Mitsubishi svarede igen med at fjerne toilettet, så gulvet blev oversvømmet af spildevand – som om det ikke stank nok i forvejen. Toilettet blev et symbol på Tracys modstandskamp, og efterfølgende tog han det med i retten.
Da han blev officielt smidt ud med retskendelse, rejste Tracy med sagfører og det selvsamme toilet til Tokyo, hvor han i protest lænkede sig til toilettet foran Mitsubishis hovedkvarter.
Men slaget var tabt, og Siberia lukkede i 2001. Tracy åbnede i en anden lokalitet kort efter.
Min karriere som kunde i Siberia var kortvarig. Den var uforenlig med et job, der krævede koncentration og en fungerende lever. Og minderne er lige så tågede, som luften i lokalet
Da den også lukkede, blev der lavet en dokumentar om den legendariske bar og den ligeså legendariske ejer. I den forbindelse udtalte Ian Spiegelman, sladderspalteskribent for New York Times:
“Jeg ved virkelig ikke, hvordan man kan lave en dokumentar om Siberia … folk kan umulig huske, hvad der foregik….”
Min karriere som kunde i Siberia var kortvarig. Den var uforenlig med et job, der krævede koncentration og en fungerende lever. Og minderne er lige så tågede, som luften i lokalet.
Se dokumentarfilmen om Siberia, “Life After Dark” her:
LÆS FLERE ARTIKLER OG SE FLERE FOTOS TAGET AF BIBS CARLSEN FRA NEW YORK HER
Alle fotos: Bibs Carlsen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her