Styrelsen opgiver sanktioner, men Marie Krarup kalder på straf mod lærere

Steffen Groth 04.04.2019

#ØRESTADGATE // KOMMENTAR – Mandag d. 1. april afsluttede Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) sagen mod Ørestad Gymnasium. STUK havde i sit tredje brev til gymnasiet over to en halv side minutiøst opregnet sanktionsmuligheder og -pligter, men ingen af deres forslag blev virkeliggjort. Dansk Folkepartis gymnasieordfører Marie Krarup mener nu, at lærerne og ledelsen på gymnasiet burde sanktioneres.

Afslutningen af sagen ligner en rationel retræte fra STUK, som blev nødvendig efter medierne fik kendskab til pressionen mod gymnasiet, der første gang blev omtalt i POV d. 27. marts.

Tilbage står et løfte fra gymnasiets bestyrelse om en løbende dialog om demokrati og en obligatorisk demokratidag. To tiltag, som bestyrelsen allerede havde givet løfte om før den drakoniske tredje skrivelse fra STUK.

”Undskyld mig, vi bor i et retssamfund – det er fuldstændig vanvittigt, at styrelsen opfordrer til, at man går den vej” – Anni Matthiesen, undervisningsordfører for Venstre

Demokratiet kan vi ikke diskutere for meget. Er der noget dette forløb har tydeliggjort er det, at demokrati ikke er en entydig størrelse. “Demokrati” er per definition en positiv betegner i Danmark, men det er også en beholder, som vi hælder mange forskellige ideer på. Er demokratiet alene defineret ved samtale? Er det rettigheder, friheder og retfærdig rettergang, der er kernen? Er magtkritik, protest og interessekampe omdrejningspunktet? Og hvem påhviler det største ansvar for selvkritisk refleksion og mådehold: magthavere eller unge gymnasieelever?

Eleverne på Ørestad Gymnasium kan deltage i demokratidagen på gymnasiet med bevidstheden om, at de med den turbulente proces, de har været igennem, har fået en vigtig indsigt i demokratiets udfordringer, mediernes mekanismer og magtens fejlbarlighed.

Brudfladen mellem liberale og illiberale

I den debat, der blev pisket op i kølvandet på episoden på Ørestad Gymnasium, har der med styrelsens pression for kollektive sanktioner tegnet sig en ny brudflade: mellem liberale og illiberale synspunkter.

Undervisningsordføreren for Venstre Anni Matthiesen var i går helt klar i mælet over for Berlingske: det er “vildt” og “dybt godnat”, siger hun, at styrelsen overhovedet opfordrede til kollektive sanktioner.

“I mine øjne er det hverken liberal eller borgerlig politik at gribe til kollektiv straf”, fortsætter hun. ”Undskyld mig, vi bor i et retssamfund – det er fuldstændig vanvittigt, at styrelsen opfordrer til, at man går den vej”.

Både Marie Krarup, Kathrine Lilleør og Morten Messerschmidt ser tilsyneladende verden gennem et ven-fjende-prisme, som betyder at modstandere meget hurtigt antager mørke og truende konturer

En tydelig markering af en liberal position. Over for Matthiesen står Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, som forklarer Berlingske, at konsekvenserne har været ”helt utilstrækkelige”, nu hvor STUK afslutter sagen. Krarup forskyder fokus til ledelsen og lærerne, som hun mener burde møde sanktioner.

Hjernevask og barbari

Lærernes klapsalver for eleverne, som skulle signalere, at eleverne havde klaret det godt i det mediemæssige stormvejr, og som samtidig markerede en symbolsk genskabelse af fællesskabet mellem lærere og elever, vækker harme hos Krarup og sår kimen til en konspirationsteori:

“Jeg synes, det er til at brække sig over. Lærerne burde fordømme eleverne. Den her opbakning viser, at det formentlig er lærernes dagsorden. Det, synes jeg, er endnu mere forkasteligt. Det drejer sig ikke om besparelser. Det drejer sig om anarki, uorden, larm og ballade og afbrydelse af et møde.”

Og lidt senere har konspirationsteorien bevæget sig fra et hypotetisk ”formentligt” til et faktuelt ”det er”:

“Det er fuldstændig forkert af lærerne at bruge eleverne som spydspids i deres egen politiske kamp mod en borgerlig minister. Hvor langt man kan gå i forhold til advarsler eller fyringer eller andet, ved jeg ikke. Men jeg mener, det er uacceptabelt”.

Der er ikke en undtagelsesbestemmelse om, at loven ikke gælder på gymnasier

Ud fra et bastant politisk fjendebillede, som udarter til en konspirationsteori om, at det hele er orkestreret af lærerne, foreslår Krarup altså sanktioner mod lærerene i form af advarsler, fyringer eller andet. Og ytrer desuden sin tvivl om hvorvidt Ørestad Gymnasium overhovedet kan være et lærested:

”Kan det her overhovedet være et sted, hvor børnene lærer noget i stedet for bare at blive politisk hjernevasket af lærere, som vil leve et politisk program ud via deres elever?”

Krarup har selv arbejdet som gymnasielærer, men med det billede af sine gamle kolleger, skulle man tro hun havde undervist i en galakse langt, langt væk, et parallelunivers. En ting har Krarup til fælles med de fleste andre debattører, hun ønsker også at trække veksler på demokratibegrebet. Om elevprotesterne siger hun:

“Det har intet med demokrati at gøre. Det har noget med anarki, barbari og nedbrud af civilisation at gøre.”

Det er stærke ord om en ikke-voldelig protest. Men spørgsmålet er, om ikke Krarup maltrakterer begreberne her. Et af de vigtige dokumenter i den danske civilisation er grundloven. De frihedsrettigheder, som den indeholder, er netop et værn mod barbari, fx:

”§ 79 Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Der er ikke en undtagelsesbestemmelse om, at loven ikke gælder på gymnasier.

Ven-fjende-prismet

Både Marie Krarup, Kathrine Lilleør og Morten Messerschmidt ser tilsyneladende verden gennem et ven-fjende-prisme, som betyder, at modstandere meget hurtigt antager mørke og truende konturer. Hjernevaskende, barbariske venstreorienterede (Krarup), aggressive, møntkastende gymnasieelever (Lilleør) og efterkommere af ørkenkrigere, der snotter lærere i hovedet (Messerschmidt).

Når fjendebillederne er så skarpt trukket op, er springet til sanktioner selvsagt ikke stort. Og måske er det netop det todelte verdensbillede, der skaber vækstbetingelser for de illiberale tendenser, der vokser frem hos Krarup. Forbud mod demonstrationer på uddannelsesinstitutioner, ønsker om kollektiv afstraffelse og forslag om fyringer på baggrund af en diffus politisk mistanke.

Jeg synes folketingspolitikerne skulle afholde en obligatorisk demokrati-dag. Ikke som en kollektiv sanktion. Men som en påmindelse om, at der påhviler magthaverne et helt andet ansvar end unge gymnasieelever for at forvalte folkestyret på en fornuftig måde

Som den tjekkiske præsident Vaclav Havel bemærkede efter sin rejse fra magtesløs dissident til magtfuld præsident, så er der intet, der kan skabe blindhed som magt. At indtage en magtposition krævede for Havel en stadig selvransagelse og en vågen opmærksomhed på truslen om selvbedrag:

”Politik er et område af menneskelig aktivitet, som stiller forøgede krav til den moralske sans, til evnen til kritisk selvrefleksion, til en virkelig ansvarlighed, til smag og takt, til evnen til at leve sig ind i andres sjæl, til sans for mådehold, for ydmyghed.”

Sådan lød Havels ord i 1991, da han på Københavns Universitet fik overrakt Sonningprisen. Måske er det en flaskepost til eftertidens magthavere, en stemme fra fortiden, de bør lytte til. Og måske skulle folketingspolitikerne – inspireret af Ørestad Gymnasium – afholde en obligatorisk demokrati-dag. Ikke som en kollektiv sanktion. Men som en påmindelse om, at der påhviler magthaverne et langt større ansvar end unge gymnasieelever for at forvalte folkestyret på en fornuftig måde.

POV er et uafhængigt, læserstøttet medie.
Kan du lide Steffens artikler, kan du støtte hans arbejde via hans
MobilePay på 31902272

Topfoto: Ft.dk, Steen Brogaard.

Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn.