LANDBRUGSMESSE // LONGREAD – Livet i byen og livet på landet kan føles langt væk fra hinanden, og fordommene mellem det ene og det andet segment står ofte i kø. Men mange ting er ens og kan give mening, hvis man kender til dem og ser tingene i en større sammenhæng. For at udvide horisonten og for at give lidt velfortjent street cred til vores danske landmænd har POV’s reporter Le Lyby forladt sit salonfyldte københavnske dagligliv og er taget til den store Landbrugsmesse i Herning – også for at få syn for sagen i ét effektivt hug. Dette er første del.
For nylig tog jeg togturen hele vejen fra København og over til Herning for at opleve Nordeuropas største samlede landbrugsmesse, Agromek, der finder sted hvert andet år i MCH Messecenter Herning.
Jeg har altid gerne villet se Herning Messecenter, og desuden er jeg generelt nysgerrig over for ’det geografisk delte Danmark’ – måske fordi jeg personligt står med fødderne i begge lejre.
At hovedstaden for mange er enten en drøm eller et fravalg, et sammenkog af tilvalg og tilfældigheder, får jeg bekræftet, allerede da jeg stiger ind i toget på Hovedbanegården
Da jeg i min ungdom gik på højskole ved Vejle, fik jeg en veninde fra København – dvs. hun var fra Solrød, men for mig, som var fynbo dengang, var alt øst for Storebælt lig med København. Hun sagde somme tider: ”Jeg skal hjem til Danmark i weekenden,” og mente selvfølgelig dermed København – altså Solrød. Det lo vi meget ad dengang.
Men nu siger jeg selv det samme efter at have boet i hovedstaden i 25 år; og det endda, selvom jeg inden da har boet i over 20 år bl.a. i Aarhus, Skive, Randers, Holstebro og Odense og véd, at Danmark er så meget mere end København.
Byen blender ind med landet
At hovedstaden for mange er enten en drøm eller et fravalg, et sammenkog af tilvalg og tilfældigheder, får jeg bekræftet, allerede da jeg stiger ind i toget på Hovedbanegården og kommer til at dele sæde med Marianne fra Bøvlinge.
Marianne fortæller mig, at hun udmærket kender til Agromek-messen i Herning, for da hun var barn, fik hendes klassekammerater typisk fri fra skole af deres forældre hvert andet år for at kunne komme med til den berømte messe.
Men Marianne fik ikke fri, for hendes forældre syntes, det var noget pjat at bruge skoletiden på. I dag bor hun i København, hvor hun arbejder som Djøf’er i en statslig styrelse ligesom flere af hendes veninder hjemmefra.
Om jydeveninderne i hovedstaden har fundet sammen med københavnske partnere, eller om de har giftet sig med nogen fra deres egen del af verden, melder historien ikke noget om
Men det er dyrt at bo i København, og der er langt hjem til mor og far, når der kommer småbørn, og derfor har flere af veninderne efter nogle år i hovedstaden valgt at flytte hjem til Vestdanmark.
Om jydeveninderne i hovedstaden har fundet sammen med københavnske partnere, eller om de har giftet sig med nogen fra deres egen del af verden, melder historien ikke noget om.
Efter godt tre timers togtransport inkl. to skift lander jeg på en øde perron ved messecentret, hvorfra jeg navigerer igennem, hvad der synes som kilometervis af halvfyldte P-pladser, inden jeg ser messecentret tårne sig op foran mig. Det er ikke smånips, vi taler om her, men 15 store, høje haller à sammenlagt 110.000 indendørs kvm svarende arealmæssigt til 12-1400 københavnske standardlejligheder – dog nok med lidt færre toiletter end disse.
Drengene og de store maskiner
Messens lokale tiltrækningskraft har tydeligvis ikke ændret sig, siden Marianne var barn, for de allerførste, jeg møder, da jeg ankommer, er Sebastian, Oliver og Jeppe, som med en voksen fra ’Ung Herning’ har valgt at bruge dagen på Landbrugsmessen.
Adspurgt om, hvad de synes, jeg skal se derinde, er de alle tre enige: Det er de store maskiner, der bør trække! De tre drenge kommer selv fra landbrugsfamilier og synes bare, det er fedt at være på messen, hvor Oliver hårdt presset af mig må indrømme, at det nok er mejetærskerne, han synes er de allermest seje af maskinerne.
– Bois will be bois, tænker jeg, og således opmuntret beslutter jeg at udfordre mig selv til at finde nogle mejetærskere i de store haller.
Da jeg træder ind i en af mange store haller, som er fyldt med kæmpestore og lidt mindre maskiner af alle slags, forstår jeg drengenes fascination
Men jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal kigge efter, eftersom ’salonerne’ i København, hvor jeg lever mit liv, jo sjældent bruges som udstillingsvinduer for mejetærskere.
Da jeg træder ind i en af mange store haller, som er fyldt med kæmpestore og lidt mindre maskiner af alle slags, forstår jeg drengenes fascination, og jeg knipser løs med mit mobilkamera i et forsøg på at fastholde oplevelsen.
Landbrugsforsikring og wellness
Langsomt begynder jeg at fornemme genkendelse og føle mig lidt hjemme, og øjeblikket efter får jeg øje på en Topdanmark forsikringsstand.
Her møder jeg forsikringsagenten Susanne Knudsen, som på mit spørgsmål om forskellene på forsikring til henholdsvis land og by fortæller:
“Jeg har arbejdet i mange, mange år med landbrug, så jeg kender området rigtig godt. Man skal være obs på, at der findes farlige arbejdspladser inden for landbruget, fx kan arbejdet med dyr være farligt, hvor man kan blive sparket, eller dyrene kan vælte ned på en. Og man kan komme i klemme i maskiner, fx ser vi under høst desværre en del arbejdsskader. Derfor er vi inden for forsikringsbranchen specialiserede.”
“Landbrugskunderne er et særligt segment, der arbejder under særlige vilkår, som er meget anderledes fra, hvad de fleste bymennesker generelt udsætter sig for. Derfor rådgiver vi også landmændene ift. Sikkert Landbrug, som vi kalder det.”
Det overrasker mig, at wellness skulle være et stort marked for landmænd – det er på en eller anden måde ikke sådan, jeg har set denne faggruppe
“Ofte vil det være meget dyrere at forsikre sin gård end sin bylejlighed, men til gengæld kan man jo så også få mange millioner i erstatning, hvis uheldet virkelig er ude. Det, vi forsikrer på landet, er primært dyr, maskiner, marker, afgrøder, men jo også brand, tyveri, vandskader, ulykker og ansvarsskader, som fx kan blive relevante, hvis ens køer eller heste løber ud på vejen.”
Kovaskeren synes jeg, er mere til at tage at føle på – den virker underligt bekendt, trods mit minimale ko-kendskab.
Lettere skræmt over landbofolkenes store daglige risici i forhold til min egen lille byhusholdning fortsætter jeg og finder endnu et par by-bekendte messeprodukter: spabade og massagestole.
Det overrasker mig, at wellness skulle være et stort marked for landmænd – det er på en eller anden måde ikke sådan, jeg har set denne faggruppe.
Men sælgerne fortæller, at der er godt gang i salget af apparater til spa og massage. Både fordi landmænd sjældent har de pladsproblemer, som mange bymennesker døjer med, og dermed lettere kan finde plads til alle apparaterne. Men også fordi de har hårdt arbejde, som kræver kropsligt vedligehold – og derudover er de typisk selvstændige, der kan trække maskinerne fra i skat.
Jeg dribler videre gennem hallerne, helt overvældet af de allestedsnærværende maskiner, alle de venlige mennesker og en hel masse teknik og værktøjer, hvoraf en del ligner ting fra mit lokale byggemarked – bare større.
Her er mindre koldt, end jeg havde forventet, eftersom der står en stiv vestenvind udenfor. Men garderobemanden betror mig, at de har valgt at skrue op for varmen.
Pludselig får jeg øje på den vildeste store maskine, der er rød
Jeg tænker straks på Putin og på, hvad regeringen ville have tænkt om den slags (#ManglendeSamfundssind), men på den anden side er her rigtig rart at være. Jeg føler mig glad og tilpas.
Den røde plov, Indien og energipriserne
Pludselig får jeg øje på den vildeste store maskine, der er rød. Jeg synes, det ligner en slags kværn, men direktør Knud Rughave fra Mølbro Production korrigerer mig meget pædagogisk:
“Det er nu en plov, du ved sådan en, som man pløjer jorden med. Ligesom haveejeren graver sin have, bruger landmanden ploven. Og ja, den er helt rød, men det er, fordi producenten Kværnlands brandfarve er rød.”
“Men når sådan en har pløjet en enkelt hektar, vil den være blank og ligne dem, du normalt ser på markerne,” siger han.
Mølbro sælger ikke selv plove, men er derimod producent af sliddele:
“Vi har ploven med for at vise, hvordan man kan sætte forskelligt udstyr på ploven, i forhold til fx skifteudstyr,” fortæller Knud Rughave videre og fortsætter: “De mange forskellige sliddele er tilpasset de forskellige plovmærker og deres funktionaliteter, og det hele produceres på vores lille fabrik i Sorø med 35 medarbejdere.”
“Det er ret unikt, at sliddele produceres i DK, og der er ikke ret mange, der forstår, hvordan vi kan være konkurrencedygtige i forhold til lønningerne i Indien og Kina. Samtidig bruger vi rigtig meget energi på fremstillingen, og det at energipriserne er meget høje nu, er ikke et problem, som vores konkurrenter i Fjernøsten har, bl.a. fordi de stadig handler gas med russerne.”
Så er det, jeg får nogle patrioter i min kikkert
“Så lige nu oplever vi benhård konkurrence fra både det kinesiske og det indiske marked.”
“Men en af vores største kunder er fra Indien, og der producerer vi plovdele, som de bruger til at fremstille en speciel lille vendeplov, som kan trækkes af små traktorer. Så det er vi også rigtig glade for,” slutter sliddelsdirektør Rughave med et rart og optimistisk smil.
Fair mælkepriser og patriotisme
Det med den hårde konkurrence og priserne er Mølbro ikke de eneste, der har udfordringer med.
På landbrugsmessen er ‘Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter’ også mødt op for at lobbye for fair mælkepriser med et postulat om, at det altså ikke er køerne, der ødelægger klimaet, eftersom de jo altid har været der.
Det kan man som klimabevidst dansker med kendskab til køernes prutten som stærk forureningskilde måske godt rynke på næsen ad og mene om, hvad man vil. Men de fleste af os kender jo til andre områder, hvor der ligesom i mælkebranchen findes et utal af begrænsende love og regulativer samtidig med krav om tårnhøj produktion, hvilket kan gøre det nærmest umuligt at levere det, der forventes.
Vi hører fx dagligt tilsvarende historier fra sundhedssystemet, hvor det i dag fremstår tydeligt, at arbejdsvilkårene mange steder gør det umuligt at levere kvalitet til borgerne – og jeg tænker, at det nok må være lidt det samme problem for køerne og landmændene.
‘Det der ser ikke specielt inkluderende ud,’ tænker jeg først lettere københavner-selvretfærdigt, men lader mig så alligevel overtale til en snak over et stykke brunsviger, som ovenikøbet er ægte fynsk her i Herning
Og så er det, jeg får nogle patrioter i min kikkert.
Eller: Det er selveste ‘Patriotisk Selskab’, der serverer brunsviger med danske flag i, som jeg ser stå ret i landskabet. Det der ser ikke specielt inkluderende ud, tænker jeg først lettere københavner-selvretfærdigt, men lader mig så alligevel overtale til en snak over et stykke brunsviger, som ovenikøbet er ægte fynsk her i Herning
Det bliver mærkeligere og mærkeligere, hvad er dette her overhovedet for noget?
Anders Christian Halberg, der er cheføkonom i Patriotisk Selskab fortæller, at de først og fremmest er et rådgivningsfirma for landmænd inden for planteavl, husdyr, miljø, økonomi og jura:
“Vi hedder Patriotisk Selskab, fordi vi blev grundlagt for mere end 200 år siden,” fortæller Halberg.
“Dengang var ideen, at man skulle skabe økonomisk stabilitet og fremgang og sikre fred. Vi startede som en slags bevægelse i en tid, hvor den nationale økonomi var bundet meget op på landbruget, og så har verden udviklet sig siden, og vi har haft industrialiseringen.”
“Men ideen er stadig den samme: Vi er en landboforening, der skal hjælpe landmænd med at skabe resultater ved at støtte dem i at blive endnu bedre og blomstre, så de kan klare sig bedre i konkurrencen.”
– Men tiderne har jo ændret sig, så hvordan er jeres selskab ”patriotisk” i vore dage?
“Lad os prøve at aktualisere det i forhold til fx krigen i Ukraine. Der oplever de jo rigtig stor uro og elendighed nede, så der er nok desværre ikke så meget, der blomstrer lige nu.”
“Hvis man så sagde: Hvad skulle der til for at skabe ro og fred i Ukraine lige nu, ud over at man selvfølgelig skulle stoppe krigen? Jamen så skal vi jo også have gang i økonomien igen og få nogle virksomheder til at blomstre op, så folk har arbejde, indtægter og noget at spise.”
Pengene og maden skal selvfølgelig komme et eller andet sted fra, hvis vi ikke skal ende med at spise hinanden
“Og det at hjælpe den del i gang er for os relateret til at være patriotiske. Hvis du forstår?”
Det forstår jeg godt. For selv om der er meget langt fra min dagligdag til Herning, bliver jeg, som de fleste københavnere, sulten fra tid til anden. Og pengene og maden skal selvfølgelig komme et eller andet sted fra, hvis vi ikke skal ende med at spise hinanden.
Og lige dér, selv om sulten ikke er specielt stor efter den fynske brunsviger, lader jeg mig forføre af en liflig duft af vafler i hallen.
Internationalt samarbejde med aftryk
De traditionelle fede vafler bruges til at lokke folk hen til den hollandske ambassade, som også er taget med på Danmarks store landbrugsmesse for at fejre, at det nu er 501 ½ år siden, at Christian II inviterede hollændere til Amager for at dyrke grøntsager til hoffet og hovedstaden.
Danskerne dyrkede dengang nærmest kun grøntsager til eget behov i de enkelte husholdninger. Men byerne voksede jo, og hollænderne havde allerede fundet ud af at dyrke grøntsager i større mængder og sælge dem på markeder. Det var den udvikling, Christian II ønskede importeret hertillands.
“Men I kom hurtigt efter det,” konstaterer Renske Nijland, som er ambassadens Senior Agricultural Advisor, og fortæller videre:
“Danmarks og Hollands udfordringer ligner hinanden som små, eksporterende lande med stort landbrug og veluddannede landmænd, der arbejder forholdsvis bæredygtigt, i forhold til når man ser imod andre landes landbrug.”
Pengene og maden skal selvfølgelig komme et eller andet sted fra, hvis vi ikke skal ende med at spise hinanden
“Både Danmark og Holland er på forkant med at omstille sig til at producere smartere og mere bæredygtigt. Og vi har jo allerede meget samarbejde, fordi vi også har nogle fælles klimaudfordringer, hvor vores universiteter allerede arbejder sammen om at finde smarte løsninger.”
Over et par ekstra vafler fortæller Nijland også, at hun hygger sig på landbrugsmessen med at tale med nogle af de mange hollandske landmænd, som over de seneste 35 år er flyttet hertil for at overtage mange jyske malkegårde. Hvorefter hun med stolthed fortæller om den hollandske koloni fra Christian II’s tid, hvis efterkommere stadig findes og lever deres liv i Dragør i dag.
Her nikker jeg som københavner genkendende; jeg kender udmærket til Dragørs romantiske små gule huse og årlige hollandske ringriderkonkurrencer, eftersom jeg jævnligt kan læse om det i min lokalavis som noget, der nærmest foregår i min egen baghave.
Læs også anden halvdel af Le Lybys reportage fra Landbrugsmessen i Herning
Læs mere af Le Lyby her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
