Kom og vær med. Glæden ved at spille teater ved kiosken i Lorrys have er åbenlys, og de to forvoksede pigegardere Signe Birkbøll og Ragnhild Kaasgaard lokker med begejstring publikum ind på bænkene under kastanjetræerne, inden de for alvor går i gang.
Rammefortællingen handler om, at de blev væk fra den store pigevardefestival i starten af 70’erne og har fulgt ordren om at mødes ved kiosken. I de mellemliggende år har de så samlet historier op.
Fortidens stille stemmer
Det handler både om ofrene for pesten i 1711, og kildekonen i Søndermarken i 1812, og lille Kaj, der både blev brandmand, artist og musiker på Lorry, om ”damen i rødt” og om Frederik IV og hans affære med Anna Sophie Reventlow. Det er disse skæbner, der giver titlens Stille stemmer.
Alt sammen bliver illustreret med effektiv brug af et par trappestiger som eneste rekvisitter. Altså bortset fra Signes triangel og Ragnhilds tuba … og en bortkommen tamburstav.
Stille stemmer er en smuk halvtimes pause fra hverdagen med gode fortællinger, hvor børnene får fantasien i spil. Fortalt med et blink i øjet, der sikrer, at forældre og bedsteforældre griner med. Og klapper i takt til ”elefantmarchen” fra Disneys Junglebogen.
Denne anmeldelse er en del af Kulturlisten 24
Børneteater: Stille stemmer spiller – gratis – ved kiosken i Lorrys have indtil 10. juli, tirsdag-søndag (undtagen hvis det øser ned)
Med: Ragnhild Kaasgaard, Signe Birkbøll
Dramatiker: Signe Birkbøl
Instruktør: Geir Sveaass
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her