TEATER // ANMELDELSE – Riddersalens Rejsekammeraten oser af kærlighed ikke blot til stoffet, men også til formidlingen. Men formidlingen handler ikke bare om eventyret. Det handler også om at demonstrere alt det, teatret kan, skriver Steen Blendstrup.
Vi starter i bøgernes verden, hvor Katja Kvistgaard åbner en eventyrbog, der samtidig er en lille scene for papirklip-figurer. Hun introducerer sine medspillere – og en papirklip-udgave af hovedpersonen Johannes. Mens Hans Find Møller spiller trist musik, får vi den sørgelige introduktion til Johannes, der mister sin gamle far, og som forældreløs nu beslutter af drage ud i verden.
Inden han tager afsted, har han en drøm, der illustreres som skyggeteater af skuespillerne, der sidder på scenen. Vi kan ”se trådene”. Det er magisk fortælleteknik, hvor vi får lov til at se teknikken. Tilsvarende går Erik Olsen bag den mandsstore dukkeversion af Johannes og styrer den, hvis Johannes da ikke er en mindre dukke, når vi skal have det store perspektiv på historien.
Det er underholdning for børn, men det er også Kultur med stort K
Huse og træer hives op af scenegulvet og sænkes ned fra loftet. Kulissen konstrueres af skuespillerne for vores øjne. De forhandler indbyrdes om, hvem de nu skal være, Erik Olsen en stor del af tiden både Johannes og rejsekammeraten, hans mystiske ledsager. Han må også agere dukkefører, da et dukketeater optræder i handlingen.
Børneteater som kultur
Det er underholdning for børn, men det er også Kultur med stort K. Ikke bare fordi H.C. Andersen er en del af vores litteraturkanon, men også fordi Rejsekammeraten og Riddersalen fortæller om det at fortælle. Teatrets kunstgreb kan aldrig konkurrere med filmens computerskabte effekter – medmindre vi accepterer, at vi skal sætte vores fantasi i spil.
Teater er ikke naturligt, det er i sin natur kunstigt. Det er kunst. At kunne afkode denne kunstighed er afgørende for at få del i kulturen. Det handler ikke om, at det skal være ”fint”. Det handler om at åbne for en rigdom af fortællinger, som foregår i dette rum; at få del i de gamle, at kunne deltage i de nye.
Dette nævnt en passant, fordi vi nu har fået Kulturpasset, der skal udligne ”kulturel ulighed”. Måske fordi man har forsømt det formidlingsmæssige fodarbejde, som Rejsekammeraten er et forbilledligt eksempel på.
Lærere og pædagoger vil få nok at snakke med børnene om. Der ligger ligefrem et hæfte i foyeren (den er et eventyr i sig selv), hvor der er forslag til spørgsmål. Forældre eller bedsteforældre kan gøre det samme; for eksempel stille det oplagte spørgsmål, om børnene kunne genkende den dukkeforestilling, der dukker op som en forestilling i forestillingen.
Gå ud i verden med Rejsekammeraten
I øvrigt handler Rejsekammeraten om vigtigheden af at være et godt menneske. At gode gerninger bærer lønnen i sig selv – eller karma, om du vil. Hvis vi samtidig lytter til den gennemgående vise om Johannes’ rejse får vi også budskabet om at tro på, at verden vil hjælpe os frem. Tro, håb og tillid.
Det kulminerer i et klassisk folkeeventyrdrama, hvor Johannes bejler til en prinsesse (hende har han drømt om) og kan vinde hendes hånd, hvis han tre dage i træk kan gætte, hvad hun tænker på. Her er der en del voksne mænd, der vil spidse ører, men … beklager: det er lidt snyd, for Johannes får hjælp fra sin rejsekammerat.
Det hele er kvikt formidlet på en lille time. Fra ”der var engang” til ”de levede lykkeligt til deres dages ende”. Også denne fortællekonvention præsenteres som netop dette. Det må få ethvert lærerhjerte til at danse af glæde.
Jul i Riddersalen
For de voksne ledsagere, som ikke ser Rejsekammeraten som en del af arbejdet, er der en underfundig humor i spillet mellem skuespillerne, som vi kan nyde. Vi kan måske også værdsætte teaterteknikken på en anden måde – og så er det altså også tilladt at blive barnligt begejstret. I hvert fald at dele børnepublikummets begejstring.
Hvis du ikke har for travlt med at snakke med dit eget medbragte barn (for du ser næppe Rejsekammeraten uden), så vi du lægge mærke til, at foyeren summer af entusiastisk snak generationerne imellem om alt det, den foregående time har handlet om. Hvert barn ud fra sin alder og sine forudsætninger. Anbefalingen lyder fra 6 år.
I alle tilfælde leverer Riddersalen endnu en veloplagt forestilling for børn, hvor skuespil, musik og scenografi spiller perfekt sammen. Ganske vist er der ikke et gran gran i historien, men hvis en teatertur er en juletradition, så gør Rejsekammeraten absolut fyldest på det punkt.
Følg med i anmeldelser af aktuel scenekunst her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
