
TEATER // ANMELDELSE – De var datidens “popstjerner” og chokerede borgerskabet med frække varietéshows og levende kattekillinger under skørterne. Nu bliver Søstrene Barrison vakt til live i en ny dansk musical med stærke sange, sprudlende energi og en scenografi med farverig kabaret-glans.
Hvis du ikke har hørt om Søstrene Barrison, er måske ikke så mærkeligt. De fem søstre blev i slutningen af 1800-tallet verdenskendte for deres provokerende optrædener, der udfordrede samtidens kønsnormer og moral. De blev født i København – Lona, den ældste, i 1871 – men emigrerede sammen med deres mor til USA i 1886, efter deres far var rejst i forvejen.
Søstrene fyldte cabaret- og varietéscenerne først i New York, så videre rundt i USA, for derefter at optræde på kendte scener i europæiske storbyer som Paris, Wien, Berlin, Budapest og Bruxelles. De var datidens “popstjerner”. De spillede for fulde huse, nedlagde mænd og blev selv nedlagt.
Når det er sagt, så er Feberen og Søstrene Barrison et forårsfestfyrværkeri. Fyldt med elektrisk energi
Deres shows var kendt for at være legende og gå til grænsen i deres seksuelle udtryk, hvilket var uhørt og dybt kontroversielt i deres samtid. Barrison-søstrene blev kaldt “The Wickedest Girls in the World” og blev kendt som de mest provokerende, grænseoverskridende og kontroversielle kvinder på scenen i deres tid.
Ny musical med musikalsk overskud
Det er historien om Søstrene Barrison, som dramatikeren Line Mørkeby – frit baseret på Hans Henrik Appels anmelderroste bog Barrison-feberen, der vandt prisen som årets historiske bog i 2020 – har skrevet en musical om.
Musikken er nyskrevet af komponisten og musikeren Niels Søren Hansen. I Thomas Bendixens iscenesættelse har de skabt en harmonisk og ørehængende, spritny dansk musical.

Kompositionerne er alsidige og har referencer fra det bedste vaudeville, tilsat toner og genrer fra stort set hele 1900-tallet. Det er et moderne musikalsk værk, hvor både kontrabas, tuba og violin smelter sammen med elektroniske lyde og elguitar på meget inspirerende måde.
Niels Søren Hansen bruger stilsikkert – og uden at det bliver klichéfyldt – musicalgenrens gentagelsesmomenter. Grebet bliver ikke brugt for ofte, men gentagelsen i musikken er akkurat med til at skabe genkendelse og intensivere fortællingen.
Kompositionerne i “Feberen” fremstår gennemarbejdede og sammenhængende, hvor musikken får en lige så central rolle i forestillingen som teksten. Det klæder altid et originalt musicalværk.
Fem fantastiske søstre – og skuespillere
Efter en – måske lidt langstrakt – baggrundsintroduktion af søstrene, som forestillingens gennemgående fortæller og konferencier står for, sjovt og sikkert spillet af Morten Brovn, åbner selve varietéen. Som en musikalsk eksplosion sætter det ekstremt velspillede orkester, under ledelse af forestillingens komponist, fuld skrue på åbningsnummeret.
Den ene halvdel af orkestret sidder til højre på scenen, den anden halvdel til venstre. Der er to små scene-plateauer, store sofaer, kufferter, garderobestativer, pels på knage, hatte, brølende glastigre og spejle. Scenografien giver den perfekte stemning med associationer til både det hektiske turnéliv og til en farverig og livlig cabaret-scene.

Fra bagscenen kommer Søstrene Barrison frem på række: Lona, Olga, Sophie, Inger og Gertrud. Festlige, dristige, farverige og glamorøse. Deres overdådige kjoler er i fem forskellige farver, matchende deres kyser. Syngende, charmerende og flirtende træder de frem mod scenekanten, så salen vibrerer og fyldes af en smittende energi.
Søstrene Barrison legede med tidens ild i deres sange, der ofte havde en dobbelthed indlagt i teksten
Nu, hvor ordet energi er fremme, så er det kodeordet for forestillingen. De fem søstre spilles af Andrea Øst Birkkjær (Lona), Cecilie Bogø Bach (Sophie), Amalie Husted Mørup (Gertrud), Fanny Leander Bornedal (Inger) og Cecilie Gerberg Nielsen (Olga). De fem supplerer hinanden på eksemplarisk vis, deres lidt differentierede stemmer giver den perfekte klang, når de synger sammen, og en befriende fornemmelse af forskellighed, når de synger soloer.
Dertil kommer, at de alle fem er dygtige skuespillere, som mestrer det humoristiske, det grænseoverskridende, det provokerende og det tragiske. De fem søstre, de fem skuespillere, er fantastiske og driver forestillingen fremad.
Kattekillinger eller …
I den virkelige verden varede Barrison-feberen kort. Deres impresario William Fleron, troværdigt spillet af en velsyngende Mads Rømer Brolin-Tani, skaffede jobs, stod for merchandise og markedsføringen, men han kørte også kvintetten hårdt. I kølvandet på begejstringen blev der drukket for meget absint, opstod der jalousi, og der blev ført retssager mod gruppens køns- og seksualmoral, der stod i skarp kontrast til samtidens borgerskab.
Søstrene Barrison legede med tidens ild i deres sange, der ofte havde en dobbelthed indlagt i teksten, som i sangen Do you want to see my pussy. Den sluttede med, at de løftede skørterne og afslørede en levende kattekilling.
Feberen døde ud, og Barrison Sisters sluttede med at optræde i 1897, hvorefter deres liv og karrierer gik i alle retninger.

Fyldt med elektrisk energi
Det er altid skønt med nyskrevet dramatik, og i dette tilfælde en helt ny musical. Feberen placerer sig ikke i kategorien, hvor man som publikum gør nye opdagelser, får anderledes dybder på livet eller får en forestilling, der fornyer kunstformen, men mindre kan også gøre det. Ofte bliver ny dramatik kun opført en gang. Hvordan det går med Feberen, kan man kun gisne om.
Hvis jeg skulle opføre Feberen igen, så ville jeg stramme op. “Show it, don’t tell it”, så fortællingen får en tydeligere musikalsk fremdrift fremfor den form, man har valgt, hvor konferencieren er historiefortælleren. Ligesom jeg lige ville gå manuskriptet igennem med tættekam – der er ganske enkelt for mange uinteressante metaforer: pust i vinden, stød i hjertet, de væltede som kegler af en bowlingkugle, er eksempler.
Men når det er sagt, så er Feberen og Søstrene Barrison et forårsfestfyrværkeri. Fyldt med elektrisk energi og, som de siger i forestillingen, et dansende sitrende sekund – og jeg tilføjer, med et ekstremt velspillende orkester og skuespillerhold med perfekt scenetække.
En lille YouTube-video om søstrene:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.