Velkommen til “Krigsmuseet” – Tøjhusmuseet skifter navn

i Danmark/Kultur af

KOMMENTAR – For det første vil jeg sige, at jeg har stor respekt for de ansatte på Tøjhusmuseet og Nationalmuseet. De gør, hvad de kan under de urimelige vilkår, som regeringen byder dem. Men det betyder også, at der nu bliver skåret nogle hjørner for at score nogle hurtige point og få flere kunder i butikken. Og det er ikke i orden. Et hurtigt “quick fix” er sådan et navneskift. Folk forstår alligevel ikke, hvad et tøjhusmuseum er.

Men hvad betyder et navn? “Glyptoteket” er for eksempel enhver kommunikationskonsulents mareridt. Det kan man da ikke hedde? Jo, det kan man! Og når bare man sørger for at holde sin formidling i top og bruger de fornødne ressourcer på markedsføring, så er et underligt klingende navn ingen hindring for succes. Glyptotekets besøgstal er fornemme.

Men hvis man er fattig og lidt doven, og derfor ikke har afsat de fornødne midler til markedsføring og ikke har evnet at forny sig inden for de givne rammer, så kan et smart lille navneskift jo være vejen til lidt flere gæster den første sommer. Men det er en stakket frist. Især hvis navnet ikke holder, hvad det lover.

Navnet “Krigsmuseet” er et plat, forfladigende og uærligt navn. Den besøgende træder nemlig ikke ind i et “krigsmuseum”, når han går ind fra den godt skjulte indgang i Tøjhusgade. Han kan se glimrende udstillinger om Danmarks krige, f.eks. i udstillingen Den Fjerne Krig, der meget fornemt (men efterhånden temmelig nedslidt) formidler det danske engagement i Afghanistan.

Men han kan også se mange andre ting. For krig er jo kun en del af, hvad museet handler om.

Navnet er tyvstjålet

Jeg selv har haft meget at gøre med den marinehistoriske del af udstillingerne. Der er dele af den udstilling, som handler om krige og søslag. Men det meste handler om andre ting: Skibsteknologi, livet om bord, kortlægning, Holmens betydning og udvikling og meget, meget mere. Og sådan er det også med resten af udstillingerne i huset. Og sådan måtte det da også meget gerne blive ved.

For hvis det kun skal handle om krig, så er der eksempelvis ikke meget plads til historien om “Den Lange Fred” i 1700-tallet fra 1720 til 1801 – selvom de genstande, museet har fra netop den periode er fantastiske. Og på trods af, at perioden må ses som flådens glansperiode. “Den Kolde Krig” var jo heller ikke en krig. Skal den så også pilles ud af udstillingerne?

Det er naturligvis tyvstjålet direkte fra briternes Imperial War Museum, som har fantastiske udstillinger og genstande om konkrete krige

Men kan man ikke bare sige, at det alt sammen ligesom handler om krig – bare på forskellige måder? Forberedelse til krig? Forhindring af krig? Egentlig krig?

Ja, det kan man muligvis godt. Men så forfladiger og udvander man sproget. Når man siger “Krigsmuseum”, så danner der sig et billede inde i den besøgendes sind af nogle udstillinger om død og ødelæggelse. Noget med drabelige slag, hvor soldater og civile bliver slået ihjel i en regn af kugler eller af granaters og bombers sønderrivende eksplosioner. Og så skuffer man folk. For det er ikke det, de får.

Derfor er navnet Krigsmuseet plat og uærligt. Det er også uoriginalt – for det er naturligvis tyvstjålet direkte fra briternes Imperial War Museum, som har fantastiske udstillinger og genstande om konkrete krige.

I en periode mellem 2004 og 2014 kaldtes Tøjhusmuseet, der havde overtaget Orlogsmuseet i 2004 under et for ”Statens Forsvarshistoriske Museum” også dette navn var dybt problematisk. Ikke blot fordi det var meget lidt mundret, men også fordi det jo var dybt anakronistisk at tale om et ”Forsvar” som institution før efter 2. Verdenskrig.

Hvis Danmarks militær skulle have heddet noget i den retning på Christian 4.s tid, så skulle det nok mere præcist have heddet ”Angrebet”. Det navn gik man heldigvis bort fra ved sammenlægningen med Nationalmuseet i 2014.

Et hurtigt blik ud i Europa viser, at stort set samtlige museer, som tåler sammenligning, kalder sig “militærhistoriske” museer

Jeg vil ikke udelukke, at et navneskift kan være en mulighed – muligvis som en forklarende undertitel. Men hvad skulle det så have heddet, spørger I så? Et hurtigt blik ud i Europa viser, at stort set samtlige museer, som tåler sammenligning, kalder sig “militærhistoriske” museer. “Militærhistorisk” er et præcist ord, som favner de institutioner, der beskæftiger sig med statens voldsinstitutioner: flåde, hær, flyvevåben og marinekorps, etc. Det er et ord, som lige præcis rummer både krigen og freden. Men det er nok alt, alt, alt for keeeedeligt, siger formidlingstyperne.

Men “Krig”?

Krig er fedt!

Krig er sejt!

Krig sælger billetter!

Så velkommen til “Krigsmuseet”.

Hovedillustration: Tøjhusmuseets hjemmeside.

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Seerup (født 1975) er kulturhistoriker, museumsinspektør og lejlighedsvis debattør. Han har skrevet bøger og artikler primært om flådehistorie og interesserer sig levende for kulturhistorien og hvordan den afspejler sig i vores samfund.

Seneste artikler om Danmark