BOGUDDRAG – I antologien Stemmer fra dybet har tolv danskere, som personligt har oplevet tilværelsen på en eller flere overførselsindkomster, fået frie tøjler til at fortælle om deres eget liv. Projektet er motiveret af forsimplende klichéer om Dovne-Robert og Fattig-Carina, som peger på et grundlæggende behov for mere viden om, hvem modtagerne af overførselsindkomsterne egentlig er, fortæller bogens redaktør, Dorte Hummelshøj Jakobsen. POV har fået lov til at bringe et uddrag fra en af bogens stemmer, fleksjobberen Heidi Stephansen, som sætter svære ord på sin langvarige kamp med det danske sundhedssystem om anerkendelse af hendes sygdom og korrekt behandling.
Gennem en årrække har der været heftig debat om de offentlige ydelser. Det er legalt at have den holdning, at ydelserne skal være lavere, men politiske beslutninger bør træffes på et oplyst grundlag, ikke ud fra halve vinde og hele generaliseringer.
Det er blandt andet væsentligt at huske, at store dele af socialpolitikken for få år siden blev lagt ind under beskæftigelsespolitikken. Det vil sige, at de nedskæringer, der vedtages – angiveligt for at motivere ledige til at ‘gå ud og tage et job’ – meget ofte rammer kronisk syge danskere, som har ventet i årevis på at få deres sag afgjort. Så sent som i dag har jeg læst om en kvinde, som måtte vente 14 år på at få bevilget sin førtidspension. Så når politikerne gentager, at det skal kunne betale sig at arbejde, ved de godt, at mellem 70 og 75 procent af kontanthjælpsmodtagerne ikke bare er ledige, men også syge, handicappede eller misbrugere.
Mediestormen bekræfter i høj grad, at der er brug for bredere og mere nuanceret viden. Der er brug for, at almindelige danskere på arbejdsmarkedet sætter sig bedre ind i, hvordan det virkelige liv på kontanthjælp foregår.
Vi har i årevis måttet lytte til klichéerne om Dovne-Robert og Fattig-Carina. I 2016 bevægede propagandaen sig et skridt videre: Landets største forlag udgav Karina Pedersens bog, Helt ude i hampen. I flere dage blev det postuleret, at bogen leverede værdifuld indsigt i en befolkningsgruppe, ‘vi’ ikke vidste så meget om, og en lang række anmelderes slugte budskabet råt: Kontanthjælpsmodtagere er bare mennesker uden moral, som ville have meget bedre af et spark i bagperronen end flere penge.
Det viste sig hurtigt, at bogen måske nok gav udtryk for Karina Pedersens egen, subjektive oplevelse af hendes opvækst, men at den på ingen måde kunne regnes for at være et dækkende udsagn om alle kontanthjælpsmodtagere.
Det forekommer mig sørgeligt og beskæmmende, at så mange danskere var villige til at acceptere postulatet, indtil bogen blev modsagt, og mediestormen bekræfter i høj grad, at der er brug for bredere og mere nuanceret viden. Der er brug for, at almindelige danskere på arbejdsmarkedet sætter sig bedre ind i, hvordan det virkelige liv på kontanthjælp foregår.
Jeg valgte derfor at investere tid og energi på at samle og redigere de tolv beretninger i bogen. Og selv om jeg er ansat på et familieejet forlag, valgte jeg at kontakte alle landets største forlag med henblik på at få denne antologi så vidt og bredt ud som muligt. Flere af dem meldte tilbage, at projektet skam var vigtigt – men desværre mente ingen af dem, det var lige præcis deres opgave at oplyse borgerne om livet på kontanthjælpsmilliarderne.
Så gør vi det selv, afgjorde jeg. For på det lille forlag i Thy har vi både vilje og økonomi til at udgive en enkelt bog med hjertet uden at tænke alt for meget på, om den nogensinde tjener sig ind.
Uddrag: Heidi Stephansen
Heidi blev fleksjobber, da hun var niogtyve år. Hun havde slidt sig selv ned med hårdt fysisk arbejde og lange arbejdsdage, der sammen med hendes sygdom, polycystisk ovariesyndrom, resulterede i stress. Heidi bliver i 2015 ramt af en blodprop i hjernen, som bliver startskuddet til en langvarig kamp med det danske sundhedssystem om anerkendelse af sygdommen og korrekt behandling. Heidi har altid haft en stærk arbejdsidentitet, der lider under den stigmatisering, hun oplever som fleksjobber. Samtidig lever hun i evig frygt for, at de mindste fritidsaktiviteter kan tolkes som en rest af arbejdsevne.
Hverdagen i dag
I dag er madlavning en udfordring for mig, men en udfordring jeg alligevel kaster mig ud i – mange gange er det lidt synd for min mand, for jeg skal for det første kigge på opskriften hundrede gange, og alligevel glemmer jeg at komme ting i, eller processer, eller jeg har glemt at købe noget, der skal i. Som regel bliver det, der skal være færdigt til sidst, færdigt først, for jeg klarer ikke at koordinere og planlægge.
Mange gange når kød og grønsager er færdige – så sætter jeg kartoflerne over – som et eksempel. Jeg kan sagtens lege med krydderierne – men mange gange har jeg glemt, at jeg har kommet salt og chili i for eksempel, så det kan til tider blive noget underligt noget. Som oftest når det kokser i køkkenet – er det fordi jeg har haft gang i et eller andet i løbet af dagen – min hjerne er træt, og da halter tingene.
Man skal være mentalt stærk for at overleve, når man bliver syg i Danmark. Min udfordring er så, at det er jeg! Og det giver bagslag – for du må ikke være mentalt stærk, når du er syg – da skal du være svagelig og finde dig i at blive sparket af det offentlige Danmark, medens du ligger ned!
Vaskemaskinen kan sagtens blive sat i gang, men jeg glemmer at tømme den, eller jeg glemmer at tjekke temperaturen – ja – vi har fået lidt dukketøj til samlingen de sidste år. Jeg er ikke så god til at læse længere – jeg har brugt to år på at læse mig igennem en bog. Har jeg været ude at gå en tur med min hund, så er jeg meget ufokuseret, når jeg kommer hjem, og træt. Ikke fysisk, men oppe i hovedet – ikke psykisk, men oppe i hovedet, og alt bliver på en måde i slowmotion for mig. Jeg forsøger at sove, men det er svært, for mine tanker kan sagtens køre rundt, og min krop har ikke lyst til at sove, så det hele bliver ofte en lidt rodet hvilepause.
Man skal være mentalt stærk for at overleve, når man bliver syg i Danmark. Min udfordring er så, at det er jeg! Og det giver bagslag – for du må ikke være mentalt stærk, når du er syg – da skal du være svagelig og finde dig i at blive sparket af det offentlige Danmark, medens du ligger ned!
Bare et lille eksempel: Jeg tør ikke at gå ud i haven på en god dag, sætte mig ned og hive lidt ukrudt op – for hvis kommunen kigger med – så vurderer de vel, at jeg er frisk nok til at arbejde. Jeg tør ikke gå over på genbrugspladsen med tomme glas – for så får jeg vel at vide, at jeg er frisk nok til at arbejde.
På en god dag – hvor jeg har lyst og lidt overskud – tør jeg ikke deltage i nogle aktiviteter, som kan bruges til at sige: Du er frisk nok til at arbejde. Jeg har været aktiv i et netværk i den kommune, jeg bor i. Men det er jeg ikke længere, dels fordi jeg ikke har energien, men også fordi det nok skal blive et issue for kommunen, hvis jeg er.
Jeg er frustreret over, hvad jeg er reduceret til – jeg betegnes som en, der ‘bare’ har haft en blodprop på lillehjernen – og som nok burde få antidepressiv medicin .. Det er som at råbe under vand – jo mere jeg gør det, jo værre bliver det. Jeg er ked af min situation, men jeg er sgu ikke depressiv
Jeg er ikke bange for at ytre min mening, og jeg har mange gange gjort det – på min blog og på den Facebookside, jeg har lavet – hvor jeg forsøger at skabe en mulighed i systemet for, at fleksjobbere kan have et CVR-nummer. Men efter at jeg fik at vide af en fleksjobkonsulent, at det nok ikke gavnede min sag at ytre min mening, har jeg trukket mig ud af alt!
Jeg er efter mange år som aktiv socialmediebruger nedgraderet til at logge ind, men ikke dele ret meget længere. Min blog er lukket ned i angst for, hvad man vil bruge imod mig. Kommunen brugte jo nogle indlæg imod mig, da de lukkede for en videre ansættelse i min mands firma.
Jeg er frustreret over, hvad jeg er reduceret til – jeg betegnes som en, der ‘bare’ har haft en blodprop på lillehjernen – og som nok burde få antidepressiv medicin.
Den med antidepressiv medicin er en udtalelse fra en neurolog, betalt af kommunen, i forbindelse med min ansøgning om førtidspension.
Og det eneste, jeg vil, er at finde livskvalitet i hverdagen og have det godt. Men det må jeg ikke for det offentlige Danmark – jeg er nemlig et mentalt stærkt menneske, og vi kan arbejde, lige meget om det er firs timer om ugen eller tredive minutter!
Dertil vil jeg sige: En neurolog kan udtale sig om mange ting, men at komme med sådan en udtalelse ser jeg som dybt uprofessionelt efter en times samtale, specielt når neurologen ikke anbefaler en psykiatrisk vurdering. Det er som at råbe under vand – jo mere jeg gør det, jo værre bliver det. Jeg er ked af min situation, men jeg er sgu ikke depressiv. Jeg har sikkert tegn på det – men piller du i mine lag, vil du se et andet billede. Du ser ikke det rigtige billede efter en times snak, hvor der også laves diverse undersøgelser, blodtryksmåling og så videre.
Og det eneste, jeg vil, er at finde livskvalitet i hverdagen og have det godt. Men det må jeg ikke for det offentlige Danmark – jeg er nemlig et mentalt stærkt menneske, og vi kan arbejde, lige meget om det er firs timer om ugen eller tredive minutter!
Her på falderebet er jeg i fuld gang med at søge om førtidspension – jeg har faktisk klaret at gøre op med mig selv, at det ikke er en falliterklæring af mig, men en ansvarsfuld beslutning, der vil give mig livskvalitet – en pension vil give mig den ro, der skal til, for at jeg kan få noget fornuftigt ud af hverdagen.
Jeg har brugt over et år på at sammenfatte disse ord til en sammenhæng, der er forståelig. Var dette inden blodproppen, havde jeg skrevet det samme – lynskarpt – på én dag.
Dorte Hummelshøj Jakobsen
Stemmer fra dybet
Antologi. 198 sider. 199 kroner
Forlaget Candied Crime
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
