DEN USÆDVANLIGE REJSE #3 // SOMMERSERIE – Da Poul Arnedal for efterhånden en del år siden satte ud på en rejse mod Himalayas tinder i Ladakh, ville skæbnen, at han skulle finde paradis på jord i Kashmir: Han vågnede efter en livsfarlig og halsbrækkende rejse gennem mørke og uvejr ved en stor spejlblank sø overstrøet af lotusblomster og med isfugle flaksende i vandoverfladen. Samtidig bredte der sig en krydret duft af karry.
Sommer er rejsetid, men man kan se verden og få nye oplevelser på mange måder. I løbet af sommeren inviterer POV læserne med på usædvanlige og tankevækkende rejser.
Egentlig skulle jeg og min kvindelige rejsekammerat have været fløjet direkte fra New Delhi til den tibetanske enklave Ladakh langt oppe nordpå i den indiske del af Himalaya tæt på den kinesiske grænse.
Den første nat efter afrejsen fra København havde vi tilbragt på et billigt hotel i den pakistanske grænseby Lahore, hvor vi bl.a. stødte ind i en iransk pilot fra præstestyret i Teheran, der røbede for os, at han deltog i et hemmeligt uddannelsesprogram, som luftvåbnet i Pakistan havde lavet for præstestyret i Iran. Officielt var han på studenterudveksling, men da han hørte, at jeg var dansk journalist, fik han lyst til at indvie mig i sin hemmelighed.
Om han talte sandt eller ej, fik jeg aldrig mulighed for at undersøge, da vores fly til Delhi skulle bringe os videre tidligt næste morgen. Af samme årsag fik jeg desværre aldrig mulighed for at finde ud af, om hans hemmelighed var i overensstemmelse med sandheden. Så der røg der lidt af et journalistisk scoop. Men så var grundstemningen for vores videre færd ligesom lagt helt fra starten.
Punjab: No-go-area – også for journalister
Da vi næste morgen landede i New Delhi, havde vi knap et døgn, inden vi skulle videre til Leh, som er hovedbyen oppe i Ladakh, der også kaldes ”Lille Tibet”. Vi brugte dagen til at kigge os omkring i Delhi og besøge den daværende danske ambassadør, Kaj Baagø, hvis datter jeg delte kontorfællesskab med hjemme i Studiestræde i København.
Poul! Punjab og især Amritsar er no go area for udlændinge. Og det gælder også journalister. Det er simpelthen for farligt
Jeg luftede bl.a. muligheden af på tilbagevejen fra Ladakh at tage til Amritzar i Punjab og besøge Det Gyldne Tempel, som et par år tidligere havde været besat af militante sikher, indtil den indiske hær havde ryddet templet.
Men Baagøs melding var klar: ”Poul! Punjab og især Amritsar er no go area for udlændinge. Og det gælder også journalister. Det er simpelthen for farligt. Der er stadig kampe mellem separatistiske sikher og den indiske hær. Hele Punjab må kun benyttes som transitkorridor med tog eller bus.” Der røg så også den historie.
En omvej via Srinagar
Indhyllet i kulsort tropisk nattehede mødte vi kl. 04 den næste morgen op i lufthavnen for i god tid at nå vores fly til Leh. Men kun for at konstatere, at det var pænt overbooket, og vores navne ikke stod på passagerlisten. Og ingen kunne fortælle, hvornår vi eventuelt kunne få en ny plads.
Mens jeg forbandede mit rejsebureau hjemme i Pisserenden langt væk, kom en ung kashmiri, for hvem denne situation tilsyneladende var ren rutine, hen til os og tilbød en billig bustur til Kashmirs sommerhovedstad, Srinagar. Der var afgang samme eftermiddag kl. 16 i en ”luksusbus”. Fra Srinagar kunne vi flyve videre til Leh, lovede han.
Det var en bustur på 900 km, som ville tage knap 24 timer. Og til en destination, jeg intet anede om og dårlig nok havde hørt om før. Kun at der var noget med, at man kunne bo på en husbåd. Og i min forestillingsverden var husbåde noget med mørke, kedelige, fugtige rum nede i bugen på et gammelt skib i Christianshavns Kanal. Men hvad var alternativet?
Mørket havde igen sænket sig over Delhi, da vores bus endelig fik samlet de sidste passagerer op og begav sig af sted mod de forjættede Himalaya-tinder. Dens ”luksus” bestod af et larmende udluftningsanlæg og et lille tv, som afspillede indiske Bollywood-film i båndsløjfe og på max volume.
Ud over os to danskere var der fire andre rygsækrejsende fra USA og Holland. Resten var indere, der skulle hjem og besøge familie i Kashmir. Da vores medpassagerer efterhånden havde fået nok af deres dansende og syngende filmidoler, sænkede roen sig, og folk faldt i søvn.
Strandet midt i Punjabs nattemørke
Ved tretiden blev natteroen brat forstyrret af et ordentligt brag, der gennemrystede bussen og vækkede alle passagerer. Chaufføren fortsatte dog ufortrødent, selv om alt lys i bussen var gået ud. Efter yderligere nogle kilometer gik frontlyset på bussen, som dog fortsatte ud ad den kulsorte landevej, hvor man dårligt kunne se en hånd frem for sig.
Min sidekammerat, som var en ingeniør fra Delhi, der sammen med sin kone og barn skulle på familiebesøg i Srinagar, begyndte at jamre og sagde højt: ”Jeg havde lovet mig selv aldrig at køre med bus her i Indien, men der var ikke andre muligheder. Og se nu, hvad der sker.”
Efter yderligere nogle kilometer i høj fart, men med en stadig mere hakkende motor, lykkedes det de to unge amerikanere helt fremme i bussen ved hjælp af råb og trusler at få chaufføren til at standse.
Vi var kollideret med en modkørende lastbil og havde dræbt dens fører, hvis blodige tøjrester makabert flagrede fra resterne af et sidespejl
Vi prøvede at komme ud af bussen, men døren var blokeret, så vi måtte benytte den smadrede frontrude. Med vores medbragte stavlygter kunne vi konstatere, at hele frontpartiet var smadret. Det viste sig, at vi var kollideret med en modkørende lastbil og havde dræbt dens fører, hvis blodige tøjrester makabert flagrede fra resterne af et sidespejl.
I løbet af et splitsekund forsvandt vores chauffør over hals og hoved og efterlod alle os strandede passagerer midt i den kulsorte nat på en øde landevej midt i Punjab, som, så vidt vi kunne vurdere, ikke var særlig langt fra Amritzar. Bussens fører var hindu, og vi var midt i et oprørsk sikh-territorium, så det var nok en klog beslutning.
Chauffør nummer to, som havde ligget og sovet på bagsædet, var den sidste, som kom ud af bussen. Efter få minutter forsvandt han også med et løfte om, at han ville finde en anden bus til os i den nærmeste by. Ham så vi heller aldrig mere til.
Halsbrækkende bjergkørsel
Længe efter en minaret et sted ude i det punjabiske intethed havde kaldt til morgenbøn, steg solen op over horisonten og afslørede et øde, solsvedet landskab. Talrige køretøjer passerede forbi os i begge retninger uden at standse. Eneste sted, vi kunne finde skygge for den stadig mere brændende sol, var bag den havarerede bus.
Endelig! Efter seks timer forbarmede en buschauffør sig over os og standsede for at samle os op. Hans bus var i forvejen fyldt, men vi blev stuvet sammen med de øvrige passagerer, hvoraf nogle måtte stå op i midtergangen og andre blev henvist til at sidde oppe på taget.
Da den næste aftens mørke sænkede sig, og vi efter den oprindelige plan skulle have været nået frem til vores destination, var vi begyndt at kravle op i Himalayas stejle forbjerge, hvor afgrunden langs vejsiderne forsvinder lodret ned i et svimlende dyb med rivende floder.
Her blev vi mødt af et kraftigt regnskyl, som flere steder havde skyllet dele af vejen væk, så vi måtte foretage halsbrækkende undvigelsesmanøvrer, mens de modkørende bilers lysreflektioner tegnede sig som et farverigt kaleidoskopisk billede mod bussens frontruder, hvis vinduesviskere selvfølgelig var ude af drift, hvilket må have generet chaufførens udsyn ganske gevaldigt.
Spidsrod gennem militære checkpoints
Trods dette handicap fortsatte bussen dog videre gennem bjergmassivet, og ud på natten nåede vi på mirakuløs vis og temmelig rystede frem til Srinagar. Her transporterede en scooterrickshaw os gennem en totalt mørkelagt by, hvor konturer af huse og poppeltræer svagt tegnede sig som sorte skygger, og hvor vi kørte spidsrod gennem en række svært bevæbnede militære checkpoints, som standsede os hvert tredje minut.
Tanken strejfede både mig og min rejsefælle, om vi overhovedet ville nå helskindede frem til et sikkert natteleje.
Vi var trods alt et sted og blandt mennesker, hvor der tilsyneladende var natlig undtagelsestilstand, og som vi ikke anede noget som helst om. Og vores hidtidige erfaringer gav os ikke ligefrem grund til uhæmmet optimisme.
Efter 20 minutters kørsel slukkedes rickshawens motor, og dens sidste ramme udstødningsdampe blandede sig med en syrlig lugt af fugtig søbund, som blev suppleret med en odør af klamme tekstiler, da vi blev ledt over på det, der skulle være vores husbåd.
Her blev vi beværtet med et nødtørftigt opvarmet måltid med lunkne ris, inden vi efter en mareridtsagtig tur på 36 timer endelig kunne kravle ned i vores soveposer i en mørkelagt by, der tilsyneladende var under militær belejring.
Fra helvede til paradis
Jeg vågnede først langt op ad den næste dag. Solen skinnede ind gennem sprækkerne i de tillukkede skodder, og hele gulvet vuggede blidt samtidig med, at jeg hørte lette skridt på den smalle gangbro, der viste sig at gå rundt om husbåden. En diskret stemme spurgte gennem den lukkede dør. ”Would you like some lunch, sir?”
Vi takkede ja til frokosten. Forberedt på det værste åbnede jeg skodderne. Foran åbenbarede sig en stor spejlblank sø overstrøet af lotusblomster, og med isfugle flaksende i vandoverfladen. Rundt i horisonten rejste den ene kæmpemæssige række af snedækkede bjergtinder sig efter den anden.
Undskyld, men drømte jeg, eller var jeg vågen?
Samtidig bredte sig en krydret duft af karry. 15 minutter senere sad jeg og min ledsager på det solbeskinnede flade tag på en svagt gyngende husbåd, der var som taget ud af en romantisk roman fra Victoriatiden.
Foran os havde vi de hvide Himalayatoppe, der spejlede sig i den blanke vandoverflade. Og da de lokale minareter kort tid efter begyndte at kalde til bøn, lød det nærmest som sød, eksotisk musik.
Nattens oplevelser med militære checkpoints forduftede lige så hurtigt, som de sløragtige dampe, solens livgivende stråler forsigtigt løftede op fra søens overflade, mens vi dyppede de varme, flade, sprøde chapati-brød i en dyb tallerken fyldt med store saftige lammestykker, der sejlede rundt i en tyk, stærk spinatsovs.
Det var om noget, hvad man kalder en himmerigsmundfuld. Efter en tur gennem helvede var vi på alle måder landet i paradis og besluttede på stedet at udskyde vores videre rejse til Ladakh nogle dage.
Da Indien og Pakistan fik deres selvstændighed i 1947, begyndte de to lande at slås om det fortrinsvis muslimsk domminerede Kashmir. Og det gør de stadigvæk
Uden at vide det var vi landet i et frugtbart sølandskab 1.400 meter over havets overflade, hvor briter i kolonitiden var søgt op om sommeren for at undgå heden nede sydpå. Dengang var det et selvstændigt fyrstedømme, hvor briterne ikke måtte eje fast ejendom. Derfor fik de bygget husbåde, der fremstod som victorianske mini-paladser.
Da Indien og Pakistan fik deres selvstændighed i 1947, begyndte de to lande at slås om det fortrinsvis muslimsk domminerede Kashmir. Og det gør de stadigvæk.
Men kashmirierne overtog traditionen med husbåde, der blev rygraden i deres turistindustri, som dog siden jeg første gang besøgte området, er gået noget tilbage på grund af de uroligheder mellem militante islamistiske grupperinger og en talstærk indisk militær tilstedeværelse, som allerede dengang betød natligt udgangsforbud og militære checkpoints.
Nogle år få senere begav jeg mig igen til Kashmir og slog mig for en periode ned på en husbåd. Denne gang var det sammen med min 16-årige datter, som også skulle opleve denne paradisiske plet på jorden og Himalayas svimlende toppe. En eftermiddag, hvor vi havde taget en bus ind til Srinagars centrum, lød der pludselig et enormt brag, og lidt efter stod flammer og røgskyer op fra et bygningskompleks.
Forundret spurgte vi vore medpassagerer, hvad der dog var sket?
”Nå, det er bare en bombe inde på universitetet,” lød svarene, som om det efterhånden var noget, der var en dagligdags begivenhed. Siden har udenrigsministerier stort set permanent frarådet rejser til Kashmir grundet ”risiko for væbnede sammenstød mellem islamistiske og andre militante grupper, terror, voldelige uroligheder og kidnapning.”
Men den lammeret, som blev serveret for mig og min ledsager den allerførste morgen på husbåden, har fulgt mig lige siden, så her får I opskriften på ”Lam i spinat fra en husbåd i Kashmir”, som jeg selv laver den.
Ingredienser
1 kg. lammekød (bov, hals eller skank)
900 g økologisk spinat (helbladet og med stilke – den frosne kan nemt bruges)
2 dåser flåede, hakkede økologiske tomater
2 røde chilifrugter
6 store fed hvidløg
et lille løg
2-3 store spiseskefuld stærk karry
2 spiseskefulde tandoori-krydderi
peber
1-2 dl. lammebouillon
Evt. 2 dl. yoghurt
Olie eller ghee
CHAPATI:
1 kop grahamsmel
1 kop hvedemel (eller 2 kopper atta-mel)
1 spsk. olie
vand
salt
Tilberedning
Det værste fedt fjernes fra lammekødet, der skæres ud i store tern (cirka 2×2 cm) Det skal være bov, hals eller skank. Køllen eller culotten dur ikke til denne ret, som skal simre i et par timer.
Kødet blandes med tandoorikrydderiet i en skål og får lov at stå i et par timer. Optimalt marineres kødet i yoghurt rørt op med tandoorien og stilles i køleskabet natten over.
Hvidløgene pilles, og feddene skæres i halve eller kvarte stykker alt efter størrelse og kokkens temperament.
Løget hakkes fint.
Chilifrugterne skæres i tynde ringe (husk at frøene, som er den stærkeste del af chilien, også skal med i retten).
Fedtstoffet kommes i en stor tykbundet stegegryde sammen med chilien. Når chilien har branket en smule, og det svier lidt i øjnene, kommes karryen ned i det varme fedtstof, hvor den svitses af. (Mængden af karry afhænger af, hvor stærk man vil have retten – men den skal bide godt i tungen).
Kom de hakkede løg ned i fedtstoffet og lad dem simre et par minutter.
Kødet kommes (sammen med hvidløgene) ned i gryden til chili og løg og vendes, til det er brunet på alle sider.
Kom den frosne spinat, de flåede tomater og ca. 1-2 dl lammebouillon ned til kødet. Kværn peber ned i gryden, og lad det hele simre i et par timer, til kødet er godt mørt.
Husk at røre jævnligt undervejs og tilsæt evt. mere lammebouillon, hvis retten bliver for tør.
Retten kan med stor fordel laves dagen i forvejen og varmes forsigtigt op, når den skal serveres.
Den serveres med ris og/eller chapati.
Chapati har jeg lært at lave af en pakistansk veninde – Fiyaz – som jeg kendte for en del år siden, og hun havde lært det af sin mor.
Når man laver chapati, bruger man de bare næver:
Bland grahamsmel og hvedemel (eller brug det ”rigtige” chapati-mel, ”atta”, som kan købes i indisk-pakistanske specialforretninger) sammen med lidt salt.
Tilsæt en spiseskefuld olie og bland igen.
Tilsæt vand lidt efter lidt, mens dejen æltes med fingrene. Den skal blive blød og smidig, men må endelig ikke blive klæbrig (bliver den det, så tilsæt mere mel).
Lad dejen hvile – gerne i et par timer, men minimum i en halv time (hviletiden er med til at give de dejlige bobler i chapatien).
Lav små boller af dejen og pres dem ud på en melbestrøget bordplade.
Bag dem en ad gangen på en tør, brændende varm smedejernspande.
Brug et rent, sammenfoldet viskestykke (som ikke har været udsat for parfumeret skyllemiddel i vaskemaskinen) til at presse dejen flad og ud mod siderne i panden. Vend chapatien flere gange, og sørg for, at den bobler op og får sine karakteristiske brune pletter, uden at den bliver brændt.
Chapatierne holdes varme enten i en lun ovn eller under et klæde, til de skal serveres.
Til denne ret skal der serveres pilsnerøl. Allerhelst den indiske Kingfisher.
Læs også andre artikler fra samme serie her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
