MINDEORD – Ozzy Osbourne gav os alt og skyldte os intet, mens vi er millioner, der skylder ham alt. Efter mange års helbredsproblemer var hans død vel ikke just uventet, men det gør ikke sorgen mindre. Et personligt farvel.
“God bless you and a merry Christmas to you and your family!”
Ordene er Ozzy Osbournes, og de var mandens afskedssalut, da han og jeg havde afsluttet et interview i pianobaren (!) på det daværende Hotel Sheraton i København.
Selv om det er få måneder fra at være 30 år siden nu, var de afskedsord dengang de første, der randt mig i hu, da jeg i aftes havde sundet mig lidt oven på det sønderlemmende chok, nyheden om Ozzys død var.
Flyv højt og flyv frit. Du vil aldrig blive glemt – af adskillige grunde, men ikke mindst fordi vi aldrig får din lige at se igen
Chokket har så lagt sig lidt her dagen derpå. Sorgen over, at én af de klarest lysende ledestjerner i éns musikalske verden gennem 56 år er endegyldigt slukket, bliver så anderledes vanskelig at håndtere.
Med Ozzys død er en over et halvt århundredes kærlighed så at sige blevet hjemløs.
Nå, det indledende citat er så bragt til torvs her, fordi knægten fra efterkrigstidens sodsvedne arbejderkvarter Aston i Birmingham ansigt til ansigt var så langt fra den påklistrede etikette ”The Prince of Darkness”, som man nærmest kan komme.
Jeg har været så velsignet (ja!) at være på tomandshånd med Ozzy en del gange, og han var et venligt, empatisk og ydmygt menneske. Efter at have solgt på den pæne side af 150 millioner album var Osbourne evigt taknemmelig – men også evigt uforstående over for, at han skulle være noget særligt.
”Jeg er jo for fanden bare en klovn fra Aston, der har været heldig,” som han engang belærte mig.
Bag de røgfarvede brilleglas
Derinde bag de røgfarvede brilleglas, silkehabitten og de raslende guldsmykker tittede den ordblinde, usikre knægt fra Birminghams slum gang på gang frem, når man mødte John Michael Osbourne.
Ozzy Osbourne var – sine talrige triumfer til trods – ikke sikker på meget her i verden. Og slet ikke sig selv.
Dét væsen og den kærlighed til sine fans, man til Ozzys koncerter næsten kunne skære ud i terninger og sælge i portionspakker, er ikke mindst årsagerne til, at Osbourne – efter over 50 år i rockens tjeneste – af generationer var så elsket.
Det startede og sluttede med Sabbath
Men først og fremmest kom det hele fra det sted, hvor det også på det mest rørende endte: med Ozzys sidste optræden som solist og medlem af Black Sabbath til Back to the Beginning-hyldestkoncerterne i hjembyen 5. juli.
Og det sted er selvfølgelig musikken!
Det startede og sluttede med Black Sabbath, og det startede, da bandets selvbetitlede debutalbum udkom fredag den 13. februar 1970. Et album, som var det første møde med de massive, majestætiske, monumentale messer, Sabbaths numre var.
Heavy metal var født.
Ozzys vokale vovemod lå et sted imellem paranoide vanvidsvræl, følt melodisk melankoli og insisterende intensitet
Som en kløgtig fætter i sin tid påpegede, er de første seks Black Sabbath-album (Black Sabbath, Paranoid, Master of Reality, Vol. 4, Sabbath Bloody Sabbath og Sabotage) det eneste, man virkelig kan stole på her i verden.
Alle seks står de i dag som mesterlige monumenter i rockhistorien, og selv om mange har forsøgt, har ingen i de 50 år, der er gået siden Sabotage, kunnet matche kombinationen af guitaristen Tony Iommis granitriffs, bassisten Geezer Butlers massive bund, trommeslageren Bill Wards kombinerede power og jazzswing – og selvfølgelig Ozzys vokale vovemod et sted imellem paranoide vanvidsvræl, følt melodisk melankoli og insisterende intensitet, når det handlede – og det gjorde det ofte i hele hans karriere – om helt almindelige menneskers ret til et ordentligt liv i en vanvittig verden styret af afsporede magthavere.
Folk med excelark, hvor hjertet burde sidde, har gang på gang forsøgt at nedgøre Osbournes vokale kvaliteter, men musik handler for nogle af os nu engang primært om stemning og feeling, og adskillige sangere, som er teknisk bedre, end Osbourne var, har rost mandens forbilledlige fornemmelse. Han vidste simpelthen, hvilken melodisk tilgang de granittunge riffs fordrede.
Så får det være, at han indimellem live ramte nogle toner, som selv meget lærde musikere aldrig havde hørt før.
Kokain og cognac
Vi kender alle sammen historierne om højden på de bjerge af kokain eller om de styrtsøer af cognac, der blev konsumeret for at kreere de omtalte Black Sabbath-album, og da Ozzy Osbourne – som aldrig har kunnet tælle ”kostfornægter” blandt sine mange tilnavne – mod 1970’ernes slutning kom for langt ud og blev fyret fra Black Sabbath, troede mange, at nu var det slut med ham. Også helt bogstaveligt.
Det var det så langt fra. Med sine første to mesterlige soloalbum, Blizzard of Ozz (1980) og Diary of a Madman (’81), blev Ozzy – sekunderet af den enestående unge guitarist Randy Rhoads – et endnu større navn, end han var med Black Sabbath.
En status, han bibeholdt frem til sin død – trods alle de vanvittige tildragelser gennem årene, som for længst er blevet en fast del af rockmyternes store bog.
Han ville bare være én af os – og det var han, og det forblev han!
Men igen: Oven over alting strålede musikken, og der er en smuk, om end melankolsk, poetisk retfærdighed i, at Ozzy Osbourne nåede at få den afsked med sit publikum, han så inderligt havde ønsket sig, med Back to the Beginning-koncerten i Birmingham for små tre uger siden.
Ozzy begik sig i en genre, hvor mange af hans samtidige (konkurrenter kommer slet ikke ind i ligningen!) i egen indbildning forsøgte at manifestere sig som noget nær guddomme.
Det ville Ozzy ikke. Han ville bare være én af os – og det var han, og det forblev han!
Jeg vil hævde, at det ikke mindst var derfor, nyheden om hans bortgang har ramt mig og mange andre så hårdt.
Som jeg, umiddelbart efter Ozzys bortgang blev offentlig kendt, sad dér på min altan på Nørrebro med fugtige øjne, skal jeg også indrømme, at jeg fandt det på tide at betale tilbage for de mange gange, han tog afsked med mig med de ord:
Gud velsigne dig, Ozzy!
Flyv højt og flyv frit. Du vil aldrig blive glemt – af adskillige grunde, men ikke mindst fordi vi aldrig får din lige at se igen.
Heavy metal-genrens fødsel – hele POVcast-serien
#1 Prolog: Heavy Metal – Det tunge stedbarns fødsel
#2 Heavy Metal – Det tunge stedbarns fødsel, prolog del II: Fra hippie-vibrationer til heavy rock
#3 Det tunge stedbarn: 13.2.1970 – Black Sabbath, den smertefulde fødsel, 1. del
#4 Det tunge stedbarn, den smertefulde fødsel, del II – Betonrock, Sabbath, Purple, Heep
#5 Heavy metal-genrens fødsel: Inspirationsåret 1971
#6 Heavy metal-genrens fødsel: Stenerstemning og signatursange 1972
#7 Heavy metal-genrens fødsel #7 – Da rock iklædte sig læbesort
#8 Heavy metal-genrens fødsel #8 – Da heavyrock fik kvindeligt islæt
#9 Heavy metal-genrens fødsel – 1975: Åbenbaring, sabotage … og Røde Mor
#10 Heavy metal-genrens fødsel: 1976 – Judas Priest prædiker ny lyd
#11 Heavy Metal-genrens fødsel: 1977 – Let there be rock… og metal og punk!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og