ALBUM // ANMELDELSE – Det er de færreste – om nogle – bands, som på det syttende album på godt 40 år kan komme op med et fornemt flammeskrift og en kvalitativ kraftudladning som ”Megadeth”, skriver Steffen Jungersen om metallegendernes farvel. ”Guitarspillet – af d’herrer Mustaine og Teemu Mäntysaari – er selvfølgelig suverænt og vil vanen tro medføre en helt urimelig overarbejdspukkel hos de fleste andre guitaristers psykologer.”
“So, here’s my last will, my final testament, my sneer/ I came, I ruled, now I disappear.”
(“The Last Note”)
Små 41 år og 17 album efter Megadeth debuterede med den den kompromisløse heavy metal hensigtserklæring, som var “Killing Is My Business… And Business Is Good”, har bandets stifter Dave Mustaine bestemt, at det så småt er ved at være på tide at lægge benene op og den sømbeslåede g-streng i mølposen.
Og således bliver dette selvbetitlede epos det sidste album med ”the world’s state of the art speedmetal band”, som en klarsynet pennebetvinger i sin tid døbte Mustaines metal mesterklasse.
Dermed bliver ”Megadeth” altså farvel fra et enestående band med et bagkatalog, som efter nærværende skribents alt andet end ydmyge mening rummer flere deciderede mesterværker i genren, end noget andet metalband kan prale af
Den 64-årige musiker lider af en gigtsygdom, som så at sige ”kroger” hans fingre op, og gør det smertefuldt at spille.
Det kunne man måske nok justere sig fra, hvis man spillede i et mere ordinært band, men den går ikke i længden, når man som Megadeth har tempo, overlegent, skalpelskarpe soli og laserskarpt præcist spil blandt sine fremmeste adelsmærker.
Dermed bliver ”Megadeth” altså farvel fra et enestående band med et bagkatalog, som efter nærværende skribents alt andet end ydmyge mening rummer flere deciderede mesterværker i genren, end noget andet metalband kan prale af.
Bundniveau, hvor andre topper
Udtrykt på en anden måde: der er en årsag til, at jeg gang på gang har brugt vendingen ”gør plads for eliten!” i tidligere anmeldelser af såvel album som koncerter med dette foretagende.
Havde man så – med et gammelt C.V. Jørgensen citat – ønsket sig “en svanesang for fulde gardiner” i stil med klassikerne ”Peace Sells… But Who’s Buying” og ”Rust In Peace”, bliver man dog skuffet.
Men med et band, som har et bundniveau, hvor mange andre topper, kan mindre for en gangs skyld godt gøre det. Albummet former sig mestendels som en hyldest til Megadeths melodiøse mellemperiode og album som ”Countdown To Extinction”, ”Youthanasia” og ”Cryptic Writings”, og det gør ikke noget.
For alt imens Megadeth til hver en tid og til alle tider har kunnet efterlade de såkaldte konkurrenter i de thrash metal bands, de ofte sammenlignes med, forpustede i startklodserne, har bandet altid være meget mere end tempo.
Tænk på midtempo messer fra Mindelunden som f.eks. ”Angry Again”, ”Trust”, ”Train Of Consequences”, ”Almost Honest”, ”Sweating Bullets” og ”The Killing Road”. Det er nogenlunde dér vi – og Megadeth – er på dette album.
Imidlertid er albummet allerbedst, når Mustaine ind imellem lader omtanken og – nej da! – følsomheden skinne igennem
Det er der kommet et solidt, rigtig godt og absolut værdigt afskedsepos ud af med umiddelbart fængende og melodiske midtempo Mega-messer ud af som ”Hey God”, ”Another Bad Day”, ”Obey The Call”, ”I Am War” og ”Puppet Parade” (sidstnævnte i nærmest i incestuøs tæt familie med gamle ”Almost Honest”).
Og så rolig nu; der er også guf til de speedafhængige med de sviende lussinger ”Tipping Point”, ”Let The Be Shred” og det bragende B-stykke i førnævnte ”Obey The Call”.
Imidlertid er albummet allerbedst, når Mustaine ind imellem lader omtanken og – nej da! – følsomheden skinne igennem, som han gør på den indledningsvis citerede afskedshymne, ”The Last Note”.
Minimal malurt
Kun to numre på ”Megadeth” skrammer bandets pokal for lang tids tro tjeneste. Først den stivbenede stiløvelse ”Made To Kill”, hvor klichéerne ærligt talt står i kø for at falde over hinanden, og dernæst en coverversion af Metallica klassikeren ”Ride The Lightning”, som vi har omtrent så meget brug for som en knæoperation med en vinkelsliber.
Jo, vi ved godt, at Dave Mustaine skrev ”Ride…”, da han stadig var medlem af Metallica. Han forklarer denne version med, at den er en ”hyldest” til Lars Ulrichs lille popkapel og en god måde at runde karrieren af på.
Og nu: afskedsturnéen og et håb om at Dave Mustaines hænder holder hele verden rundt
Og okay da, men så havde det sgu’ klædt en musiker af Mustaines format at komme op med en udgave, som ikke blot er en carbonkopi af Metallicas originale udgave.
Nå, men hvis vi lader det ligge, så er det de færreste – om nogen – bands, som på det syttende album på godt 40 år kan komme op med et fornemt flammeskrift og en kvalitativ kraftudladning som ”Megadeth”.
Hvor spillet selvfølgelig er suverænt og guitarspillet – af d’herrer Mustaine og Teemu Mäntysaari – vanen tro vil medføre en helt urimelig overarbejdspukkel hos de fleste andre guitaristers psykologer.
Og nu: afskedsturnéen og et håb om at Dave Mustaines hænder holder hele verden rundt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og