TEATER//ANMELDELSE – Hvis du forventer, at en forestilling om befrielsen med modstandsfolk, stikkere, hipoer, frikorpsfolk, tyskere, hævngerrige civile og politikere i kø ved håndvasken skal spille i mol, så vil De befriede skuffe. Det starter godt nok med et lig på scenegulvet – men til tonerne af Tommy Seebachs Krøller eller ej.
Vi begynder i 1981. En mand findes død med hjernen blæst ud af en kugle fra en gammel tysk Luger Parabellum, der findes i en skraldespand i gården. Sporene peger tilbage mod besættelsen. Eller det synes den ene politimand, der hellere vil følge den sag, end beskæftige sig med dagens BZ’ere.
Maj 1945
Over scenen spoles uret tilbage. 1945, 5. maj. Opgørets time. Tyskerpiger får klippet håret af, danskere i tysk tjeneste forsøger at stikke af, modstandsfolk benytter sidste chance for at gøre regnskaber op, skud smælder. Nå jo, og den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best overgiver sig smilende.
Og så er der skolelæreren Eskil, der pligtopfyldende pakker sin taske, får en madpakke af sin kone og går hen på skolen for det tilfældes skyld, at hans elever skulle dukke op på denne befrielsesmorgen. Samme Eskil, som 36 år senere findes skudt.
Der er mange figurer, og da de alle spilles af Henrik Lykkegaard (en enkelt gang i dialog med sig selv), Johannes Lilleøre og Anders Budde Christensen (holdet fra Lehman Brothers) suppleret med Signe Egholm Olsen, skal man holde tungen lige i munden.
Krimi-puslespil
Teater Republique spiller på det tomme scenegulv. Ligesom i Lehman Brothers skabes scenografien af nogle få sætstykker, der bliver drejet og vendt, og med belysning og et enkelt ophængt billede skifter karakter. Det er elegant, og suppleret med videoprojektioner, et årstal på bagtæppet, hurtige regibemærkninger og endnu hurtigere kostumeskift er det både effektivt og morsomt.
Derfor virker det heller ikke mærkeligt, at de indimellem træder ud af rollen og taler som skuespillerne selv. Ja, det er Verfremdung lige efter Bertolt Brechts drejebog
Det er forestillingens metode at klippe frem og tilbage i tid mellem 1981 og forskellige tidspunkter under besættelsen. Nogle klip ser vi flere gange, men med en lille drejning. Det er også meningen, at vi længe skal være i tvivl om, hvilken forbindelse der er mellem figurerne i 1945 og begivenhederne i 1981.
Men jo, til sidst falder brikkerne på plads. Våbnet, der blev brugt til en stikkerlikvidering. Vaskerisedlen med en liste over mænd, der skulle dræbes. Eskil, Anders, Kalle, Lars, Hanne, Werner … Hvad blev der af dem? Hvem betalte, og hvem slap?
Befriende humor
De befriede leger med genrekonventionerne og vores forventninger. Ligesom motiver og handlinger under besættelsen kunne misforstås, bliver vi trukket grundigt ved næsen rundt i manegen og nærmest tvunget til at fejlfortolke scenerne. Indtil vi får forhistorien. Eller efterspillet.
Ligesom i livet er handlingen i De befriede fuld af løse ender. Måske flere end manuskriptforfatteren Lucas Svensson egentlig havde tænkt sig. Det forhindrer dog ikke forestillingen i at nå frem til nogle væsentlige pointer. Heller ikke at den ind imellem leverer nogle rystende scener.
Det bliver alt sammen pakket humoristisk ind. At det hele er kunstigt, er indlysende på den åbne scene, hvor skuespillerne nogle gange skifter tøj/rolle for øjnene af os. Derfor virker det heller ikke mærkeligt, at de indimellem træder ud af rollen og taler som skuespillerne selv. Ja, det er Verfremdung lige efter Bertolt Brechts drejebog.
Tiden er kommet
Teater Republique tillader sig at være en postgang for tidligt ude med deres fejring af 75-året for befrielsen. Forestillingen dvæler ikke ved det Historiske (ja, stort H som i Heroisk) og symbolske, men handler netop om de befriede, ikke Befrielsen. Både vindere og tabere blev befriet – ikke alle blev frie.
Skuespillerne får lov til at spille på hele registeret – og det kan de
Det er faktisk et godt bud. Det er ikke bundet i tid.
De befriede er vanvittigt underholdende. Det er sjovt spillet. Nogle gange nærmest pjattet, men på et splitsekund kan scenen drejes til gru. Skuespillerne får lov til at spille på hele registeret – og det kan de; forelskede, dæmoniske, ynkelige, desperate, rørende, hadefulde, bange, opportunistiske, opofrende …
Som hyppig teatergænger vil du givetvis have en fest med at nyde både den opfindsomme scenografi, det dygtige skuespil og den finurlige sammenfletning af plottet. Som mindre rutineret teatergæst vil du med garanti også føle dig underholdt, men måske lidt forvirret over genreblandingen. Jeg vælger at gå med de første og give De befriede fem stjerner.
P.S. Jo, der er en pointe med at lade handlingens nu udspille sig i 1981, og den er ikke Tommy Seebachs Krøller eller ej, selv om det er sjovt nok. Alting vil blive klart i finalen.
LÆS FLERE ANMELDELSER OG ARTIKLER AF STEEN BLENDSTRUP HER
De Befriede spiller på Republique til 12. december
Med: Henrik Lykkegaard, Signe Egholm Olsen, Johannes Lilleøre, Anders Budde Christensen
Manuskript: Lucas Svensson
Instruktør: Egill Pálsson
Foto: Karoline Lieberkind
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
