MUSIK // KONCERTANMELDELSE – Nik & Jay skabte ikke mindre end en magisk aften i Royal Arena. Fra første nummer kogte stemningen af gensidig kærlighed, skriver Jeppe Madsbad Lauritzen.
Jeg mødte min kone samme år, som Nik & Jay pladedebuterede – i 2002. Om det ene har hjulpet mig med at huske det andet eller omvendt, skal jeg ikke kunne sige, men begge begivenheder er karakteriseret ved: En tid før og en tid efter.
I dag – 21 år senere – er begge forhold stadig ”HOT!”, og så lukker vi ellers for den metaforiske parallelisering af mit ægteskab og min fascination over Nik & Jay.
Jeg har gennem årene oplevet Værløse-drengene på alt fra de største festivalscener til et intimt akustisk set-up for 20 gæster på Copenhagen Records hedengangne kontor i en taglejlighed over VEGA. Jeg har også mødt dem under seks øjne, hvor de giver hånd, ser en i øjnene, præsenterer sig som Niclas og Jannik og for øvrigt kun har pels og/eller solbriller på, hvis vejrforholdene byder det.
Elsker jer
Og jeg kan uden tøven sige: ”I love ya, I love ya, I freaking, f…… love ya!” til det hele: For Nik & Jay er ikke bare professionelle og hårdtarbejdende, de er også behagelige og ”on brand” i et omfang, jeg ikke har oplevet før eller siden i Jantelovens hjemland.
Af samme grund var rejsen fra ”Novembervej” (med ”Linie H”) til folkeeje heller ikke uden nyrestød fra den del af branchen og befolkningen, der – overrumplet af energien og selvtilliden – lige skulle bruge nogle år på, at blive helt ”… klar til Nik og Jay – i hårde hvidevarer”.
Men folkeeje blev de, om ikke før så med DMA’s ærespris i 2019. Og som endnu et karrieredefinerende højdepunkt lagde Royal Arena så fredag aften scene til det første af fire (!) udsolgte shows. Med andre ord har mere end én procent af befolkningen løst billet til det, der – som teaset på drengenes SoMe-kanaler – skulle blive en ”tidsrejse, et Greatest Hits Eventyr men mest af alt en Fest”, og det blev det i dén grad.
Nedtælling
Showet åbnede meget Nik & Jay’sk med en film af og om Nik & Jay, speaket af Nik & Jay, herfra talte storskærmene ned fra 2023, og da vi nåede til 2002, stod de der så alene på forscenen, klædt i hvidt, og netop som tonen blev slået an til debuthittet ”Nik & Jay”, og de originale synkroniserede danse-moves indledtes, eksploderede Royal Arena. Stemningen kogte simpelthen fra første sekund, og da de få øjeblikke efter spillede ”HOT!”, var luften allerede tyk af gensidig loooove!
Herefter gik scenetæppet til side og afslørede en gletsjer-agtig scenografi, der ikke var set hvidere siden natklubben NASA i 90’erne – selv den hårdtarbejdende trommeslagers bækkener var kridhvide.
Herfra blev det – og jeg ved det lyder klicheagtigt – kun vildere: ”Ta´ mig tilbage”, ”Pop Pop”, ”Lækker” blev fyret af som en 3-trins-hit-raket, og da banden var spillet varme, og tre knivskarpe kvindelige dansere havde joinet showet, var publikum nærmest i ekstase.
Et fint og nærmest rørende moment opstod, da Jay storsmilende erklærede Royal Arena for ”hater-fri-zone”, og Nik smed solbrillerne, og hans lysende øjne åbenbarede, at det her (også for dem) var en endog meget stor aften.
Så fortsatte de med hit på hit på hit … og da bandet efter en voldsom version af ”Kommer igen” lagde en fuldfed, funky bund under ”Mod solnedgangen”, frygtede jeg et kort øjeblik, at de fik skudt hit-arsenalet af for hurtigt. Men så lavede de bare club-stemning på forscenen med ”I Love Ya”, ”Stop! Dans!” og ”Højere, Vildere” og sendte stemningen (og mine tåbelige bekymringer) helt ud gennem arenaens tag.
Et par numre senere sendte de os til pause. Det virkede – på papiret – underligt, men i praksis var det en aldeles kærkommen lejlighed til at hvile bentøj og sangstemmen – og få tanket op i baren.
Nik & Jay på triumftog
Andet sæt begyndte, hvor det første slap, nu blot med drengene og den omrokerede scene klædt i sort. Det eneste hvide var Niks beanie, og når man nu ved, at intet er tilfældigt med Nik og Jay, brugte jeg faktisk et øjeblik på at undre mig over det.
Men så skød de ”Hot Sauce”, ”Fest” og ”Endnu en” af, hvorefter tophuen selvfølgelig måtte vige for tophits. Engelsksprogede ”United” fik i dagens anledning et par danske vers, og da Søren Huus ikke dukkede op på omkvædet, stod det klart, at det nok var en aften uden gæsteliste. Men helt ærligt, hvem ville også turde gæste en scene med to så lyslevende ikoner i absolut topform?
Til jer andre, der har billet: Glæd jer – og tag danseskoene på
Den direkte overgang fra ”Boing!” til klimaindslaget ”Dråber af lys” viste bredden i repertoiret, men understregede også igen det tætte samspil mellem artister og publikum denne aften. Da tonen blev slået an til nyklassikere som ”Novembervej” og ”Forstadsdrømme”, tog publikum over på både vers og omkvæd med en styrke, der ikke er hørt siden Michael Bundesen (RIP) spandt den ”Den røde Tråd”.
Til sidst fik vi ”Hot!” en gang mere (men ikke en gang for meget), og efter ”En dag tilbage” var der så desværre kun en sang tilbage: Det var ”Magisk”, som blev den ultimative afslutning på en, ja, magisk aften i Royal Arena.
Der er som nævnt tre koncerter mere på triumftoget, og var det ikke, fordi der er totalt udsolgt, ville jeg helt sikkert være en af dem.
Til jer andre, der har billet: Glæd jer – og tag danseskoene på.
Læs mere POV kultur i Kulturlisten hver fredag. Find den seneste udgave her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her