POLITIK // KOMMENTAR – Med et ministerielt afslag på humanitær opholdstilladelse til den 72-årige syge afghanske kvinde, Zarmena Waziri, er vi kommet til endestationen for Støjbergs strammerkurs som integrationsminister. Den stærkt alderssvækkede, enlige Zarmena er indstillet til adskillelse fra sin datter og udvisning til et Afghanistan, hvor hun vil stå uden nære familiemedlemmer. Støjbergs svar på kritikken lyder: ”Vi skal jo ikke være sygehus for hele verden”
Som ung kæmpede Zarmena Waziri mod de formørkede patriarkalske kræfter i Afghanistan, i dag tilbringer den nu 72-årige kvinde de fleste af døgnets timer i en seng i sin datters lejlighed i Aarhus.
Zarmena kom til Danmark i 2012 og blev de første fem år passet af datteren, Marzia, der har boet i Danmark i 27 år og arbejdet som tolk, frisør og købmand. Fra 2017 blev der behov for assistance fra hjemmeplejen, som i dag kommer fire gange i døgnet.
Ministeriets praksis er således under Støjberg bevidst blevet drevet til grænsen af konventionerne og efter Paposhvili-dommen i en lang periode ud over grænsen
Zarmena er efter to blodpropper præget af demens, nedsat kraft i venstre side og stærkt gangbesvær, desuden lider hun af depression, diabetes og inkontinens.
Ikke desto mindre modtog den gamle dame d. 15. maj afslag på en ansøgning om humanitær opholdstilladelse og er nu tilsagt til at møde hos politiet i Nordsjælland d. 4. juni for at aftale udrejse af Danmark.
Det humanitære barometer
I takt med, at Inger Støjberg har fejret det stigende antal stramninger på udlændingeområdet, er antallet af humanitære opholdstilladelser reduceret til et absolut minimum. Fra 223 i 2007 over 72 i 2010 til 3 i 2017; i 2018 gik tallet en anelse op til 8, sandsynligvis som følge af mediernes afsløring af fejl i ministeriets praksis det foregående år.
De humanitære opholdstilladelser gives af særlige grunde eller menneskelige hensyn om man vil, fx alderdom, helbredstilstand, risiko for overlast eller andre personlige forhold. Statistikken kan således anskues som en slags barometer for den humanitære tilstand i Integrationsministeriet.
Frem for at følge det klassiske retsprincip om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode, opereres der i afslaget med et princip, hvor enhver tænkelig tvivl kommer ansøgeren til skade
Det er også netop på dette område, at Inger Støjberg i 13 måneder vendte det blinde øje til en afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen, den såkaldte Paposhvili-dom fra 2016, som forpligtede Danmark til at tildele flere humanitære opholdstilladelser.
Ministeriets praksis er således under Støjberg bevidst blevet drevet til grænsen af konventionerne og i kølvandet på Paposhvili-dommen i en lang periode ud over grænsen.
Det omvendte retsprincip
Med afslaget til Zarmena afsiges en dom, der har vidtrækkende eksistentielle følger. Efter datterens opfattelse er der tale om en de facto dødsdom, hvis udvisningen eksekveres, en vurdering, der deles af advokaten Niels-Erik Hansen: ”Vi står her med en kvinde, som er så dårlig, at hun under ingen omstændigheder vil kunne klare sig i Afghanistan”, udtaler han.
Men frem for at følge det klassiske retsprincip om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode, opereres der i afslaget med et princip, hvor enhver tænkelig tvivl kommer ansøgeren til skade. Velbegrundet frygt for liv og levned er ikke tilstrækkeligt, det skal tilsyneladende bevises hinsides tvivl, at ansøgerens overlevelse er på spil.
Et kardinalpunkt, som viser fortolkningsmønstret i afslaget, handler om det faktum, at Zarmena er en enlig, afghansk kvinde. Hendes ægtefælle er død og hendes børn befinder sig i Danmark og Tyskland.
Ifølge ministeriets redegørelse for praksis i forbindelse med humanitær opholdstilladelse er netop gruppen af ”enlige kvinder uden mandlige familiemedlemmer og socialt netværk i Afghanistan” omfattet af retten til humanitær opholdstilladelse, fordi den persongruppe vurderes at have ”ekstremt vanskelige levevilkår”. De ekstremt vanskelige vilkår bliver selvsagt kun skærpet, når man er en stærkt alderssvækket kvinde.
I afslaget henviser ministeriet da også til denne praksis om at yde beskyttelse til enlige afghanske kvinder, men man omgår Zarmenas ret til opholdstilladelse ved at pege på, at hendes afdøde mand har en nevø, der stadig bor i Afghanistan.
Således bliver en lille, synligt svagelig dame, hvis stærke historie står aftegnet i et rynket venligt ansigt, forvandlet til en alvorlig trussel mod Danmarks økonomi, velfærdssystem og sundhedsvæsen
Og så kommer en formulering, der demonstrerer, at ministeriets evner rækker langt, når det handler om at forbigå den gældende praksis og forestille sig en tryg fremtid for en enlig gammel dame i Afghanistan:
”ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger et tilstrækkelig netværk, lægges vægt på, om der er familiemedlemmer eller andre relationer, der objektivt set er i stand til at udgøre et sikkert netværk. Det afgørende er, om netværket har en evne til at udgøre et netværk for den pågældende, men ikke om netværket har en vilje til at udgøre et netværk for den pågældende. Det forhold, at De har oplyst, at den mandlige slægtning er tilknyttet Taliban, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering” (fra Integrationsministeriets afslag, 15.maj, 2019).
Hvis ministeriet kan forestille sig, at Zarmenas afdøde mands nevø ”objektivt set” kan have evnen til at være et ”sikkert netværk” i Afghanistan, så overtrumfer det åbenbart enhver begrundet tvivl om hans ”vilje” til at passe, pleje og beskytte en ikke blodsbeslægtet gammel dame.
“Vi skal ikke være sygehus for hele verden”
Den afghanske viceminister for flygtninge og hjemsendelse, Alema Alema, har meddelt, at Afghanistan ”under ingen omstændigheder” vil tage imod Zarmena.
Men Inger Støjberg insisterer på, at den gamle dame skal ud af Danmark: ”Vi skal jo ikke være sygehus for hele verden”, lyder det.
Med sin forening af tre retoriske kneb er integrationsministerens argument et tydeligt eksempel på det, man inden for retorikken betegner som uredelig kommunikation. Udsagnet er på én gang en stråmand, der tegner en karikatur af modpartens synspunkt – “sygehus for hele verden”. Et glidebaneargument, der foregøgler at et lille lokalt skridt, vil medføre uanede globale konsekvenser – “sygehus for hele verden”. Og et skræmmeargument, der appellerer til tilhørerens angst for uforudsigelige, uoverskuelige konsekvenser – “sygehus for hele verden”.
Bagsiden af patriotismen er, at man bliver svagtseende i forhold til ’de andres’ menneskelighed
Således bliver en lille svagelig dame, hvis stærke historie står aftegnet i et rynket venligt ansigt, forvandlet til en alvorlig trussel mod Danmarks økonomi, velfærdssystem og sundhedsvæsen.
Patriotismens blinde punkt
I sine valgvideoer vandrer Støjberg alene rundt i kulisser, der til forveksling ligner sætstykkerne fra Dansk Folkepartis valgvideoer fra det seneste tiår. Det er en todelt scenografi: på den ene side et idyllisk Danmark, bølgende marker, landsbykirker og blafrende dannebrog, på den anden side en fremmed magt, indvandring, islam, tørklæder og arabiske tegn.
I det spaltede verdensbillede transformeres en skrøbelig, aldrende dame til en del af den ansigtsløse trussel mod nationen, som ministeren vil gå til det yderste af konventionerne og lidt til for at bekæmpe, holde ude og sende hjem.
Til slut i sin seneste valgvideo hejser Støjberg dannebrog, mens hun på lydsporet højstemt udtaler:
”Vi har fået vores fri samfund i vuggegave. Og det skal vi passe på”.
Bagsiden af patriotismen er, at man kan blive svagtseende i forhold til ’de andres’ menneskelighed. Og når Støjberg folder drømmens faner ud er mareridtet gemt i syningerne. Både som en frygt, der er ude af proportioner, og som et potentiale for retslige overgreb, overskridelser af konventioner og grundlæggende mangel på omsorg. Det skal vi også passe på.
Fra Zarmenas ansigt udgår der en bøn og en etisk befaling om at blive set som et menneske, der har behov for helt elementær humanitær omsorg. Hvis man i jagten på den næste stramning, den næste statistiske sejr, den næste dans på kanten af konventionerne overser det nødblus, der kan udgå fra et ansigt, så er man blevet blind på det ene øje. Og så er det på høje tid, at man bliver afløst af mere klartseende personer.
Dette må være endestationen for Støjbergs strammerregime: En lillebitte vaklende afghansk dame, der indstilles til udvisning af Danmark ledsaget af integrationsministerens buldrende patriotiske overbud – ”Vi skal jo ikke være sygehus for hele verden”.
Foto: Collage af POV International, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
