SUNDHED OG BESKÆFTIGELSE // KOMMENTAR – Statsministeren har hævdet at stå som forsvarer af ”folkesundheden” under coronakrisen. Ser man på den førte beskæftigelsespolitik, så er der ikke meget sundhed over en reform af førtidspension og fleksjob med kvoter for tildelingen af førtidspensioner og med generel mistillid til lægestandens faglige vurderinger, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har igennem coronakrisen ofte hævdet at ville forsvare ”folkesundheden” og udsatte grupper af syge imod corona. Det er jo i princippet en meget ædel intention.
Således i den aktuelle minkskandale. Den handler som bekendt om, at Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november på regeringens vegne gav alle minkavlere i Danmark ordre om at aflive deres minkbesætning, også de raske, selvom der ikke i forvejen var sikret lovhjemmel for den meget vidtgående ordre.
Jeg og vi som regering kommer ikke til at gå på kompromis med danskernes sundhed
Hun mente, det hastede så meget, at minkavlerne skulle presses med meget korte tidsfrister for aflivning af besætninger, og hun sikrede sig ikke overholdelse af Grundloven. Sagen er af mange folketingspolitikere, kommentatorer og juridiske eksperter blevet kaldt en forvaltningsretlig skandale, der overgår Tamilsagen i format.
Da Frederiksen torsdag 19. november præsenterede de nye ministre efter daværende fødevare- og miljøminister Mogens Jensens fald, kom hun blandt andet med følgende udtalelse:
”Vi kan ikke gamble med danskernes sundhed. Vi kan ikke gamble med folkesundheden. Og vi kan ikke risikere at gøre os skyldige i fra dansk side at underminere en fremtidig vaccine”. Hun sagde ligeledes: ”Jeg og vi som regering kommer ikke til at gå på kompromis med danskernes sundhed.”
Statsminister Mette Frederiksen om, hvorfor hun ikke stoppede ulovlig praksis: »Jeg vil også godt anholde, at man skulle stoppe aflivningen af mink. Det er jeg simpelthen ikke enig i. Man skal ikke gamble med folkesundheden.« #dkpolhttps://t.co/WEGlOziupg
— Berlingske (@berlingske) November 19, 2020
Det sagde hun med henvisning til en ny vurdering fra Statens Serum Institut 3. november af risici ved minkbesætninger. Den handlede om, at der i den senere tid har været en øget smittespredning med coronavirus i minkbesætninger i hele landet, især i Nordjylland, og at den smittespredning udgør en bekymrende stor risiko for at udvikle større sygdomsbyrde blandt mennesker og nye virusmutationer i mink.
Derfor konkluderede Statens Serum Institut med tilslutning fra Sundhedsstyrelsen, at fortsat minkavl for øjeblikket udgør en stor sundhedsrisiko, herunder at den vil påvirke mulighederne for at drage gavn af de Covid-19-vacciner, som for øjeblikket er under udvikling.
Statsministeren sikrede sig ikke hjemmelsgrundlag
Minksagen bliver ikke mindre skandaløs af, at statsministeren påstår at være ”folkesundhedens” forsvarer og henholder sig til sundhedsfaglige anbefalinger fra Statens Serum Institut, som Sundhedsstyrelsen også har bakket op om.
Men der er faktisk ikke enighed blandt sundhedsfolk i Danmark og i eksempelvis WHO om, hvad man fagligt skal mene i denne sag, ligesom der på mange sundhedsfaglige områder hersker forskellige synspunkter. WHO ville ikke have givet samme anbefaling som Statens Serum Institut, og en del danske læger betvivler også behovet for, at alle landets raske mink skal slås ned.
De mente, at hun havde misbrugt den sundhedsfaglige rådgivning politisk ved at holde sundhedsmyndighederne foran sig som argument for sine egne politiske beslutninger
Det væsentlige i sagen er, at regeringen ved at udstede en ordre med så vidtgående konsekvenser for mange mennesker og et helt erhverv uden i forvejen at have sikret sig hjemmelsgrundlag har overtrådt Grundloven og grundlæggende demokratiske retsprincipper.
At regeringen så sidenhen har skabt et hjemmelsgrundlag med en aftale om aflivning, et midlertidigt forbud mod mink og udbetaling af den omdiskuterede tempobonus indgået med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, ændrer heller ikke ved kritikken af regeringens egenrådige ageren i sagen. Den har stadig på tidspunktet for ordren ageret ulovligt.
Men følger Statsministeren og regeringen nu egentlig generelt sundhedsfaglige anbefalinger i deres gennemgående politik? Og forsvarer hun egentlig hele befolkningens sundhed?
Tog politiske beslutninger, som hun påstod grundede hos sundhedsmyndigheder
I maj 2020 skrev eksempelvis Jyllands-Posten, at en gennemgang af forløbet op til den store corona-nedlukning af Danmark i marts ifølge eksperter og partier skabte alvorlig tvivl om Mette Frederiksens forklaring til befolkningen, da hun lukkede landet og bebudede de mest vidtgående indgreb siden Anden Verdenskrig.
Hvorfor interesserer politisk undertrykkelse af titusindvis af kronisk syge mennesker i den almindelige beskæftigelsespolitik og retsusikkerhed i forvaltningen så få?
De mente, at hun havde misbrugt den sundhedsfaglige rådgivning politisk ved at holde sundhedsmyndighederne foran sig som argument for sine egne politiske beslutninger, men måske uden reelt at lægge sundhedsmyndighedernes vejledning til grund. Sagen fik meget stor opmærksomhed i medierne.
En del journalister og folketingsmedlemmer blev meget forargede over at se, hvordan Statsministeren så ud til at misbruge unavngivne, påståede sundhedsmyndigheder til reelt politiske formål.
Men andre lige så vigtige sundhedsforhold interesserer ikke de fleste journalister og politikere. For eksempel ser man gerne igennem fingre med Mette Frederiksens usaglige forhold til lægelig ekspertise i relation til det beskæftigelsespolitiske system.
Man ser også gerne igennem fingre med nedværdigelser af syge mennesker i det beskæftigelsespolitiske system, som Mette Frederiksen var med til at forringe med sine reformer af først førtidspension og fleksjob, så sygedagpenge og siden kontanthjælp med ikrafttrædelse i 2013 og 2014 (kontanthjælpen fortsatte daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) forringelserne af i 2015 og 2016).
Skadede syge med sin beskæftigelsespolitik
Jeg undrer mig over, at den førte beskæftigelsespolitik, som efter min mening kan sammenlignes med tortur over for syge med konsekvenser som for eksempel PTSD, ikke har rystet og forarget de samme journalister, folketingspolitikere og eksperter, som har udtalt sig imod Mette Frederiksen i Minksagen og i forhold til hendes første epidemilov tidligere i coronakrisen.
Hvorfor interesserer politisk undertrykkelse af titusindvis af kronisk syge mennesker i den almindelige beskæftigelsespolitik og retsusikkerhed i forvaltningen så få?
Den førte beskæftigelsespolitik indebærer jo også en negativ form for sundhedspolitik, der skader titusindvis af syge mennesker og gør dem endnu mere syge. Den harmonerer ikke med det hippokratiske lægeløfte, hvor lægen lover – og tilkendes mulighed for – at helbrede, lindre, trøste, aldrig skade.
Som beskæftigelsesminister i Helle Thorning-Schmidts første regering (SRSF) sagde Mette Frederiksen på et samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg 29. november 2011, ” … at det aldrig må blive praktiserende læge eller speciallæger, der skal tage stilling til, hvorvidt mennesker kan have tilknytning til arbejdsmarkedet”, og at ” … det er noget med at dreje det her også i den måde, vi tænker sygdom på”.
Hun udtrykte den ideologiske grundantagelse, at ” … når det handler om borgere, der er sygemeldte, så er der én ting, der er vigtigere end alt andet, og det er, at dét menneske kommer i arbejde”.
Jeg har i en række debatindlæg igennem årene anklaget Mette Frederiksen for med sin reform at have haft til hensigt at hegne et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote. Hvis det kan bevises (og det må være en journalistisk opgave og et journalistisk ansvar), er det en alvorlig retsskandale, der tåler sammenligning med Tamilsagen
Dén ideologiske tilgang var en central del af reformen af førtidspension og fleksjob, som blev vedtaget 19. december 2012 af den daværende SRSF-regering i samarbejde med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Det samme var styring af, hvor mange førtidspensioner kommunerne måtte tilkende, så reformen kunne give de aftalte besparelser på 1,9 mia. kroner årligt i 2020 og 3,6 mia. kroner i 2036.
Mette Frederiksen styrede kommunerne stramt i retning af at opnå disse besparelser ved, via kommunernes beskæftigelsesplaner for 2013 og 2014, at pålægge dem at udregne, hvilke kvantitative mål for maksimale antal nye tilkendelser af førtidspension, det krævede at opnå disse besparelser.
Der løb således en rød tråd fra lovgivningens formuleringer herom til kommunernes beskæftigelsesplaner og de afslag, som kommunernes rehabiliteringsteam igennem de første år har givet på førtidspension.
I 2015 bortfaldt ministerkravet om kvantitative måltal for førtidspension, men ikke desto mindre fortsatte en række kommuner med at fastsætte sådanne.
Jeg har i en række debatindlæg igennem årene anklaget Mette Frederiksen for med sin reform at have haft til hensigt at hegne et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote. Hvis det kan bevises (og det må være en journalistisk opgave og et journalistisk ansvar), er det en alvorlig retsskandale, der tåler sammenligning med Tamilsagen.
Den vidner ikke om nogen særlig høj respekt for denne gruppe af syge eller nogen vilje til at sikre disse mennesker ret, helbred og sundhed. Hvorfor har journaliststanden og de fleste partier i Folketinget ikke interesseret sig herfor?
Afviste at sikre syge rettigheder trods alvorlig kritik
Sidste forår viste Psykiatrifonden og SIND med en vigtig undersøgelse, at jobcentre gør sygemeldte mere syge.
Sidste efterår måtte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen i svar til Torsten Gejl (ALT) bekræfte, at bekymrende mange syge personer efter reformerne af førtidspension og fleksjob i 2013 og reformen af kontanthjælp i 2016 var afgået ved døden kort tid efter tilkendelse af førtidspension, eller mens de havde været på kontanthjælp.
Kritikken til trods afviste statsministeren fortsat at række hånden ud til de syge og de partier, der ville sikre syge mennesker flere rettigheder og mere værdighed i beskæftigelsespolitikken og højne retssikkerheden i den kommunale forvaltning.
Her var ingen omsorg for de mange forpinte syge mennesker, som har ventet i årevis på at få fred for beskæftigelsespolitikkens prøvelser, mistillid, nedværdigelser og helbredsbelastninger – man taler simpelthen om et jobcentersyndrom med PTSD-lignende symptomer
I en spørgetime i Folketinget 10. december sidste år kom hun for skade igen at udtrykke sin disrespekt for og mistillid til syge borgere i beskæftigelsessystemet og til lægestanden en masse.
Det skete, da Pernille Skipper (EL) og Pernille Vermund (NB) spurgte hende om, hvordan hun og regeringen forholdt sig til reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp og de mange grelle eksempler på systemmishandling af syge mennesker; blandt andet havde de påpeget, at det kan være så svært at få førtidspension, at mennesker afgår ved døden eller står med den ene fod i graven, lige efter at de har fået den tilkendt.
De spurgte hende også om, hvorvidt hun ville sikre syge borgere i systemet en afklaringsgaranti, så der kom tidsbegrænsning på ventetiden i systemfolkets hænder.
Statsministeren var i sine svar isnende kold, kynisk og afvisende over for at vise spørgerne, de syge mennesker i tilknytning til jobcentersystemet og lægestanden tillid. Her var ingen omsorg for de mange forpinte syge mennesker, som har ventet i årevis på at få fred for beskæftigelsespolitikkens prøvelser, mistillid, nedværdigelser og helbredsbelastninger – man taler simpelthen om et jobcentersyndrom med PTSD-lignende symptomer.
Selv efter næsten syv års politisk besluttet systemmishandling af syge mennesker – mennesker, der blandt andet blev sendt i ressourceforløb i op til fem år ad gangen med risiko for yderligere ressourceforløb og ventetid frem for afklaring til fleksjob eller førtidspension – ville hun fortsat ikke love de syge og lægestanden at gøre noget godt for de syge. Hun ignorerede de syges vidnesbyrd og lægestandens faglige kritik af den førte beskæftigelsespolitik.
Så lidt betød hensynet til folks sundhed altså for statsministeren, når det drejer sig om udsatte grupper af mennesker med kroniske lidelser eller handicap og varigt nedsat arbejdsevne i berøring med beskæftigelsessystemet (dét, der engang betragtedes som socialpolitik).
Kun bittesmå lempelser af ressourceforløb
Det er heller ikke mange lempelser, hun lader sin beskæftigelses- og nu også ligestillingsminister Peter Hummelgaard Thomsen tilbyde af reformen af førtidspension og fleksjob.
Han har i de stadig ikke afsluttede forhandlinger med forligskredsen om lempelser af reformen nu efter hele otte års reformpolitik kun foreslået, at man kunne ændre kravet om ressourceforløb forud for tilkendelse af førtidspension fra ressourceforløb på fem år til ressourceforløb på tre et halvt år.
Men de, som er ramt af kroniske lidelser og heraf varigt nedsat arbejdsevne uden at have så mange arbejdsår bag sig, de vil ikke kunne få nogen værdig behandling her. Og dem er der mange af
Det er stadig lang tid at være i venteposition, hvis man er alvorligt og kronisk syg med varigt nedsat arbejdsevne, selvom det umiddelbart kan lyde bedre end det nuværende krav. Men der er stadig ingen garanti for, at borgerne ikke bare får påbudt et nyt ressourceforløb igen – og så er de jo lige vidt.
Her har statsministeren ikke på nogen måde haft travlt med at få sin beskæftigelsesminister til at sikre de titusindvis af syge borgere, som er berørt af denne reform, deres helbred, overlevelse, restitution eller ”sundhed” med nogen endelig tidsgrænse for den samlede sagsbehandling.
Og disse meget syge mennesker venter stadig på blot bittesmå lempelser af den reformpolitik, som har pint og plaget dem sådan, ligesom mange af dem fortsat venter på at få afsluttet deres egne sager i jobcentrene på en værdig og retfærdig måde. Altså dem, der ikke allerede døde undervejs, mens de ventede på retfærdighed fra regeringer og kommunale forvaltninger.
Ville gerne sikre Arne-pension
I stedet har det været Mette Frederiksen magtpåliggende at sikre ”værdig pension” til de såkaldt nedslidte med mange års arbejdsanciennitet. Således indgik Peter Hummelgaard Thomsen 10. oktober Arne-aftalen med støtte fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF.
Den ændrer også den tidligere regerings seniorpension, så arbejdstagere med mange års arbejdsanciennitet skal kunne få tildelt seniorpension, hvis de kan arbejde op til maks. 18 timer om ugen i stedet for de maks. 15 timer, som var forudsætningen for seniorpension i den oprindelige aftale fra Venstreregeringen.
Det hjælper en lille gruppe af de mennesker, som tidligere kom i klemme i reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp.
Men de, som er ramt af kroniske lidelser og heraf varigt nedsat arbejdsevne uden at have så mange arbejdsår bag sig, de vil ikke kunne få nogen værdig behandling her. Og dem er der mange af.
Hvorfor prioriterede Frederiksen de nedslidte med arbejdsanciennitet og fagforening frem for de mest syge med lægedokumenterede lidelser, der medfører nedsat eller ingen arbejdsevne?
Det er svært at have tillid til, at hun skulle ville hele befolkningen det sundhedsfagligt bedste, når hun har så stor mistillid til den del af lægestanden, som eksempelvis har kritiseret regeringens reformpolitik for at gøre folk mere syge
Hvorfor ville hun ikke have et system til sin Arne-aftale, hvor lægerne selv skulle skønne, hvem der havde behov for en pension – altså et behovsbaseret system, hvor lægefagligheden ligger til grund?
Hvorfor vil hun stadig ikke ændre beskæftigelsespolitikken i en retning, hvor tilkendelse af ydelser som førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp og visitation til fleksjob-ordningen reelt ligger til grund og retter sig efter, hvad borgernes egne læger vurderer, at deres patienter fejler, har brug for og kan?
Og hvorfor er det i øvrigt jobcentrene og deres meget mere syge klienter, der skal betale over én mia. kroner af den udgift, som Arne-aftalen koster staten?
Den, der mishandler syge i beskæftigelsespolitik, er ikke folkesundhedens forsvarer
Det er svært overhovedet at tale om ”folkesundhed”, når man kun interesserer sig for sundhedstilstanden hos en del af befolkningen eller for selve sundhedsvæsenets drift, men ikke for hele befolkningens helbred og sundhed – coronakrise eller ej.
Det er også svært at have tillid til statsministerens påståede interesse for sundhedsspørgsmål og ”folkesundheden”, når hun misbruger sundhedsmyndigheder og sundhedspersoners udsagn til sine egne politiske formål eller udvælger lige præcis de fagfolk og synspunkter, som passer bedst til den politik, hun og Socialdemokraterne allerede på forhånd har lagt sig fast på.
Der er heller ikke meget folkesundhed over det, når en minister og en regering ignorerer store grupper af forpinte syge mennesker igennem mange år
Det er svært at have tillid til, at hun skulle ville hele befolkningen det sundhedsfagligt bedste, når hun har så stor mistillid til den del af lægestanden, som eksempelvis har kritiseret regeringens reformpolitik for at gøre folk mere syge. Det er totalitært at se bort fra faglig kritik fra lægestanden og fra sansede erfaringer fra de syge – så bliver politik til ideologi.
Det samme gør sig gældende i forhold til det nu forkastede lovforslag, som Mette Frederiksen var kommet med om ændringer af epidemiloven fra marts. Her ville hun blandt andet have indført tvangsvaccinationer med coronavaccine.
Der er ikke meget folkesundhed over, at en statsminister og regering vil tvinge sin politik igennem, herunder tvinge folket til at modtage vaccinationer.
Der er heller ikke meget folkesundhed over det, når en minister og en regering ignorerer store grupper af forpinte syge mennesker igennem mange år, og når ministeren nu som statsminister fortsat ignorerer det forhold, at hun selv har gennemført en for vidtgående og ondsindet reformpolitik som beskæftigelsesminister, der har skadet titusindvis af syge mennesker ud over land.
Hvis statsministeren ville folkesundhed, gamblede hun ikke med kronisk syges liv
Hvis statsministeren virkelig ville forsvare folkesundheden, lod hun ikke sin beskæftigelsesminister fortsætte med at gamble med kronisk syges liv i beskæftigelsessystemet.
Jeg tænker blandt andet på alle de titusindvis af syge mennesker, som har været presset i meget langvarige ressourceforløb eller fastholdt i kontanthjælpssystemet i strukturel vold på baggrund af de forringelser af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp, som Mette Frederiksen i sin tid indførte som beskæftigelsesminister.
Lad os dog få en regering, der forsvarer sundhed for alle.
Hvis det skal blive andet end hykleri, er statsministeren og hendes beskæftigelsesminister nødt til at lempe den reformpolitik, som med strukturel vold har gjort livet så unødigt svært for mange syge mennesker igennem de seneste otte år.
Det indebærer blandt andet, at regeringen skal droppe ressourceforløbet, give adgang til førtidspension ved en mindre marginal arbejdsevne end i dag (jeg foreslår ved 10-12 timers arbejdsevne – det er stadig meget lidt og utilregnelig arbejdsevne at kunne fremvise) og ved kortere afprøvningsforløb (jeg foreslår en afklaringsgaranti på maks. ét år).
Derudover bør den gøre fleksjobordningen mere retfærdig og værdig for de syge arbejdstagere.
LÆS ALLE LISBETH RIISAGER HENRIKSENS ARTIKLER HER
Foto: Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde om nye restriktioner i Nordjylland 5. november, 2020.
Statsministeriet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
