STÅR EUROPA ALENE? #33 // TEMA – Spanien har i løbet af de seneste måneder distanceret sig fra sine traditionelle allierede i en række centrale internationale anliggender. Det afspejler dels en regeringsleder med internationale ambitioner, som siger fra over for sine partnere, dels et panorama, hvor udenrigspolitikken bliver et produkt af indenrigspolitiske forhandlinger.
PAMPLONA – Den spanske regeringsleder Pedro Sánchez prydede for nylig forsiden af det anerkendte italienske ugemagasin L’Espresso, der kårede ham som årets personlighed. Med hæderen har man ønsket at anerkende hans lederskab i kampen for borgerrettigheder, frihed og økonomisk vækst.
Bladet går videre og lovpriser hans kritik af Israels håndtering af krisen i Gaza, og hans modvillighed mod at imødekomme USA’s krav om et øget bidrag til Nato, begge ømtålelige emner, hvor Spanien har markeret sig internationalt.
Spanien har gradvist lagt en selvstændig linje i en række internationale forhold og markerer sig stadig oftere med holdninger og synspunkter, der skiller sig ud fra dets allierede, primært i EU og Nato. Det er der flere årsager til, og tiden vil vise, hvorvidt det er et resultat af de aktuelle omstændigheder, eller om der snarere er tale om fundamentalt paradigmeskifte.
Spaniens internationale dagsorden
Som POV International tidligere har kunnet berette, har Spanien i særdeleshed et distanceret og afmålt forhold til USA. Ud over den konkrete konflikt i forhold til finansieringen af Nato har Spanien betræbt sig på at sætte en dagsorden, som på flere områder står i diametral modsætning til USA.
Det kom blandt andet til udtryk i løbet af sommermånederne, hvor henholdsvis The Washington Post, Forbes og den britiske avis The Guardian bidrog til en trilogi, som med hver sit fokus tilstræbte at tegne et billede af Spanien som en international aktør med en alternativ dagsorden, som står i stærk kontrast til de vinde, der blæser fra Washington.
Den første artikel i The Washington Post sætter fokus på immigration og fremfører tesen, at de nye spaniere i stort omfang bidrager betydeligt til Spaniens aktuelle økonomiske vækst, der er blandt Europas højeste.
I en tid, hvor klodens rigeste lande endvidere udviser en vigende interesse for at hjælpe de fattigste, har den spanske regering i løbet af det seneste år øget bidraget til multilaterale institutioner og en række af verdens dårligst stillede lande med 12 %.
Selv om både immigrationen og udviklingsstøtten har sine fodnoter, så er artiklerne eksempler på en udfordrende tone, som står i stærk kontrast til Washington, hvor immigranter forfølges og deporteres, og regeringen har lukket sit primære udviklingsprogram (USAID) og skåret betragteligt i støtten til de multilaterale organisationer, som eksempelvis FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO).
Den sidste af de tre artikler, som blev bragt i Forbes, sætter fokus på Spanien, som et af de bedste steder i verden at slå sig ned. På den globale top 25 tager Valencia, Málaga og Alicante de tre første pladser. Madrid er nummer 7, og Barcelona tjekker ind som nummer 21. New York på 28. pladsen er den højestrangerede by i USA.
Den spanske dagsorden, som direkte trodser og udfordrer Washington, har hurtigt gjort Spanien til det fine selskabs sorte får. Spanske iagttagere har påpeget det symbolske i, at premierminister Pedro Sánchez på de seneste europæiske familiefotos indtager en stadig mere perifær position, som det eksempelvis var tilfældet ved det danske formandskabs improviserede topmøde i København i oktober.
Sánchez’ internationale ambitioner
Sánchez er i stor udstrækning personifiseringen af Spaniens internationale profil, og derfor også en del af nøglen til forståelsen af spansk udenrigspolitik. Han har altid været uhyre aktiv på den internationale scene og involveret sig i en lang række udenrigspolitiske anliggender. Det vidner i omegnen af 250 udlandsrejser om.
Måske netop derfor blev José Manuel Albares udpeget som udenrigsminister. I en regering, hvor den udenrigspolitiske dagsorden fylder meget hos regeringslederen, er en solid og driftsikker karrierediplomat uden for mange politiske visioner en ideel profil. Efter at have været omkring flere ambassader og multilaterale organisationer blev Albares hentet ind fra en stilling som ambassadør i Paris i 2021, og havde indtil sidste valg i juli 2023 aldrig været opstillet.
Det er en slet skjult hemmelighed, at Sánchez har ambitioner om en international karriere, når har på et tidspunkt må give afkald på regeringsmagten. Han har flere gange været nævnt til internationale topposter, ofte i direkte konkurrence med statsminister Mette Frederiksen, eksempelvis da Nato skulle finde en afløser for den forhenværende generalsekretær Jens Stoltenberg. Den stilling gik som bekendt til hollænderen Mark Rutte.
Den spanske solokørsel på en række politiske områder er ikke ubetinget fordrende for Sánchez’ internationale ambitioner. Under de nuværende omstændigheder vil det være overordentlig svært at forestille sig en amerikansk støtte til et eventuelt Sánchez-kandidatur til en toppost i Nato. Eller til et hvilket som helst job for den sags skyld.
Internationale profiler
Selv om Spanien måske ikke har oddsene med sig, så spiller man sine kort, og den spanske regering har i de seneste år således været relativt dygtig til at placere politikere i centrale stillinger på den internationale scene.
Indtil udgangen af 2024 tegnede den tidligere spanske minister José Borrell i en femårig periode EU’s udenrigspolitik som unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
Med konstitueringen af EU’s nye kommission for et års tid siden overtog Teresa Ribera porteføljen som konkurrencekommisær fra Margrethe Vestager og blev, ligesom sin forgænger, også ledende næstformand i den nye kommission.
Vestager, der havde lagt billet ind på posten som formand for Den Europæiske Investeringsbank, måtte se sig slået på målstregen af en anden spanier, Nadia Calviño, som indtil da havde været spansk økonomiminister.
Alle tre har tidligere været en del af Sánchez-ledede regeringer. De er imidlertid udpeget i perioder, hvor Spanien var garant for en mere konventiel udenrigspolitisk linje.
Skandalerne
Forståelsen af spansk udenrigspolitik ligger ikke kun hos regeringslederen. I de seneste år har den politiske situation i Spanien haft en stigende indflydelse på den udenrigspolitiske kurs. Spanien er ledet af en koalitionsregering, som endvidere har brug for opbakning fra fem mindre partier for at samle et flertal.
Det gør det vanskeligt at samle et flertal og betyder samtidig, at regeringen ofte må komme med politiske tilkendegivelser. Det er modstanden mod et øget forsvarsbudget et eksempel på. Sánchez har valgt at imødekomme kravene for en række støttepartier og koalitionspartnere og efterfølgende tage slagsmålet med Rutte og Trump.
I en tid, hvor skandalerne præger overskrifterne, fylder udenrigspolitikken meget lidt i den offentlige debat. Det betyder imidlertid ikke, at det ikke er en del af det politiske billede. I et kompliceret parlamentarisk landskab er regeringen yderligere tynget af skandalerne, som har flyttet fokus og dagligt lægger et permanent pres på det regerende socialistparti. Det har resulteret i et stærkt reduceret politisk råderum, hvor også udenrigspolitikken er til forhandling.
I løbet af de seneste måneder er skandalerne kun vokset og blevet flere. Sagerne spænder vidt og berører flere af Sánchez’ mest betroede medarbejdere. De to seneste partisekretærer (hvoraf den ene også i en periode var minister for offentlige anliggender) står tiltalt for flere forhold, som kan give dem 25 års fængsel, hvis de bliver dømt. Og det er før, der bliver taget hul på en mulig sag om momssvindel i milliardstørrelse.
Den ene sidder varetægtfængslet, og den anden blev foreløbig løsladt sidste måned efter at være blevet varetægtsfængslet i juli. Begge var vigtige brikker i den partivalgkamp, der gjorde Sánchez til partiets leder og efterfølgende personligt udpegede af ham. Sánchez selv hævder ikke at have kendskab til sagerne, hvilket har ledt kritikere til at så tvivl om hans dømmekraft.
Parallelt i et andet og uafhængigt sagsforløb blev den politisk udpegede rigsadvokat for nylig dømt og afsat for at have lækket personfølsomme oplysninger. Der kører sager mod både Sánchez’ kone og bror, som også tiltrækker offentlighedens opmærksomhed, og i de seneste uger har det spanske socialistparti fået sin egen MeToo-sag.
Det kom for nylig frem, at partiet, der portrætterer sig selv som feminismens fanebærer, i månedsvis har syltet undersøgelser om sexchikane i partisekretariatet. Efterfølgende så flere sager dagens lys, og over en halv snes regionale og lokale ledere er i løbet af de sidste par uger blevet indberettet for upassende opførsel over for kvindelige kolleger.
I takt med at skandalerne hober sig op, får støttepartierne stadig sværere ved at lægge stemmer til regeringen, og tonen er i de seneste uger blevet skærpet.
Vælgerlussing
Indtil regionen Extremadura i den forgangne weekend afholdt regionalvalg, havde regeringen i godt to år været forskånet for vælgernes dom. Historisk set er Extremadura en socialistisk højborg, som efter 40 års uafbrudt styre måtte afgive den regionale ledelse til en alliance ledet af Partido Popular på højrefløjen efter sidste valg i 2023.
Den var dengang i skuffelse, men intet til sammenligning med sidste søndagens katastrofale valgresultat. Partiet tabte 10 mandater, og blev reduceret til 18 i det 65 mand store parlament. Vox på den yderste højrefløj vandt 6 og blev mere end fordoblet, mens det moderate højre, PP, vandt et enkelt mandat og er med 29 repræsentanter for første gang nu regionens største parti.
Det var de regionale socialister, der gik til valg, men en del af det dårlige resultat tilskrives også den landspolitiske situation, som bekræfter et socialistisk regeringsparti under pres (og et populistisk højre med vind i sejlene). Valget er det første af flere regionale valg i de næste måneder og bliver af analytikere betragtet som en temperaturmåling på skandalernes effekt blandt vælgerne.
Selv om Sánchez’ regering står i en vanskelig situation, har han lovet, at regeringen bliver på sin plads, til mandatet udløber i 2027. Han har endvidere bedyret, at han agter at stille op igen ved næste valg. Det rejser i så fald spørgsmål om, han i takt med at have udstukket en ny kurs for spansk udenrigspolitik, samtidig har skruet ned for de internationale ambitioner.
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers. Nu forhandler EU og Mercosur videre en måned endnu. Det ender med en aftale, men EU har igen trådt sig selv over fødderne
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og