PSYKIATRI // LIV – For en måned siden interviewede jeg første gang Didde på 35 år, som de sidste otte år har lidt af paranoid skizofreni. Her følger anden del af vores samtale om hendes måde at håndtere sin sygdom på og daglige indsats for at få det bedst mulige liv trods stemmer i hendes hovede, der fortæller hende, at der er gift i hendes mad.
Didde er uddannet pædagog og godt skåret for tungebåndet. Inden hun selv blev syg, arbejdede hun med udsatte børn og unge. Didde er veltalende, reflekteret og meget vidende om sin sygdom.
Gennem de otte år hun har været en del af psykiatrien, har hun forsøgt at råbe vagt i gevær – at pege på de åbenlyse mangler i psykiatrien samt insistere på en bedre behandling.
”Jeg har gjort mig hadet forskellige steder, fordi jeg har sagt, at sådan behandler man ikke mennesker. Der er ingen mål for os i psykiatrien. Ingen mål for at arbejde med sygdommen, kun et mål om at tage vores medicin”.
Didde fortæller om en episode, hvor hun under en indlæggelse kom tæt på en ung mand, som var voldsomt plaget af angst. Som et led i behandlingen, skulle den unge mand tage angstdæmpende medicin.
Problemet var blot, at manden var bange for at spise sin medicin og derfor veg udenom, hvorfor personalet tvang ham til at spise den under overvågning. Det kunne Didde ikke se på. Derfor aftale hun med manden, at de mødtes hver eftermiddag i den fælles gård, hvor hun sad ved siden af ham, mens han tog sin medicin.
Størstedelen af dem, hun møder under sine indlæggelser, er mennesker, der ligesom hun selv vandrer ind og ud af systemet. Ifølge Didde er en af årsagerne, at psykiatrien ikke behandler psykisk syge, men blot huser dem, mens de har det allerværst
”Jeg havde skrevet fem sætninger ned på et papir, som jeg gav ham. Der stod f.eks.: ”Pillerne er ikke farlige”. Jeg sad ved siden af ham, strøg ham over ryggen og gav ham min tid. Når det blev for svært for ham, pegede jeg på en af sætninger og læste den højt.”
“Jeg vil tro, at vi sad sammen i en lille time. Det essentielle var jo ikke, om han fik sin medicin eller ej, men at han lærte at spise den selv uden angst, så han efter sin udskrivning kunne tage sin medicin selv og undgå tilbagefald”.
Psykiatrien er ikke et behandlingstilbud, det er en svingdør
Didde har været en del af psykiatrien i otte år nu og har ikke tal på, hvor mange gange hun har været indlagt. Men hun husker sit første møde med psykiatrien.
”Jeg sad i et venteværelse på et lukket afsnit og faldt i snak med en lidt ældre mand. Han siger til mig, at han ikke anede, hvor mange gange han havde været indlagt. Jeg tænkte, wow hvor er du syg mand. Otte år senere har jeg det på samme måde. Jeg kommer, jeg går, jeg kommer igen. Og jeg er holdt op med at tælle.”
Didde er ikke den eneste, som kommer igen. Størstedelen af dem, hun møder under sine indlæggelser, er mennesker, der ligesom hun selv vandrer ind og ud af systemet. Ifølge Didde er en af årsagerne, at psykiatrien ikke behandler psykisk syge, men blot huser dem, mens de har det allerværst.
”Det hedder ikke engang psykiatrisk hospital. Det hedder psykiatrisk center! – det siger da alt. Et hospital, det er et sted, hvor du kommer, for at blive rask. Et center – det er jo bare et værested. Det er mig selv, der skal finde ud af, hvordan jeg håndterer min sygdom. Tænk, at vi ikke kan gøre det bedre end det.”
Ingen gider lytte på os syge
Lige siden Didde begyndte at komme i psykiatrien, har hun forsøgt at insistere på en bedre behandling og krævet at tale med den ansvarlige overlæge.
”En overlæge sagde engang til mig, da jeg brokkede mig over min behandling, at jeg altid syntes, at græsset var grønnere på den anden side. Underforstået, at uanset hvad de gjorde, ville jeg være utilfreds.”
“Men sagen er jo, at græsset er grønnere på den anden side. Det er muligt at tilbyde en bedre behandling, for i dag er der ingen behandling, det er bare opbevaring. Psykiatrien er et vanvittigt dårligt sted at være”.
Didde fortæller, at selvom der er en overlæge på afsnittet, er det ofte ikke denne person, hun får en samtale med. Der er måske en psykolog, en pædagog eller studerende. Muligvis en recovery mentor, som er en tidligere syg og gå-koordinator, som er en studerende, der driver en gå-klub. Resten af personalet består af sosu’er, som er dygtige til deres arbejde, men ikke er behandlere.
”Behandlingstilbuddet til mig, når jeg er indlagt, består af muligheden for at spille badminton, gå tur eller træne en halv time sammen med en gruppe af andre psykisk syge. Det er jo underholdning. Behandling kræver kognitiv terapi, samtaler med en psykolog samt behandling hos en ergoterapeut eller fysioterapeut”.
Mange patienter får tilbagefald, når de bliver udskrevet, fordi de mangler værktøjer til at mestre deres sygdom samt tilbud, som understøtter, at de som mennesker er andet end deres sygdom
De sidste par år har Didde opgivet at komme i dialog med systemet:
”Det er en alt for stor kamp at forbedre det system. Er du sindssyg en feedback, der ville komme ude fra Amager, hvis jeg begyndte at kritisere systemet offentligt. Det tør jeg slet ikke.”
Ingen medmenneskelig omsorg
Jeg spørger Didde, hvad hun tror, der skal til for at forbedre psykiatrien.
”Omsorg! Når jeg er angst eller paranoid er det grundlæggende den samme frygt, som det lille børnehavebarn der er bange for uhyrer under sengen. Hvordan hjælper du ham? Du tager ham op, krammer ham, kigger efter uhyre under sengen, tager dig tid til at berolige og trøste. Det bør man også gøre med en kvinde på 35 år, som er bange for gift i maden”.
Et kram, et strøg over ryggen eller en hånd på min skulder. Det er bare det, jeg godt kunne tænke mig
Didde er vokset op i en kærlig familie og har altid haft tætte relationer, hvor det at kramme og ae var en naturlig måde at vise omsorg på.
”Et kram, et strøg over ryggen eller en hånd på min skulder. Det er bare det, jeg godt kunne tænke mig. At personalet viste mig, at de vidste, at jeg havde det svært, syntes det var synd for mig og helt naturligt havde lyst til at vise medmenneskelig omsorg for mig. Tænk, at det er noget jeg skal sidde og bede om. Magt, er der ikke nogen, som har problemer med at vise”.
Udskrivning
Didde mener, at mange patienter får tilbagefald, når de bliver udskrevet, fordi de mangler værktøjer til at mestre deres sygdom samt tilbud, som understøtter, at de som mennesker er andet end deres sygdom.
”Alle offentlige tilbud handler om, at jeg er psykisk syg. Hvis du hele tiden taler om sygdom og er omgivet af mennesker, som ikke har det godt, så er det svært ikke at skabe en hverdag, som handler om, at jeg er Didde. En kreativ, sjov, kærlig kvinde, som er glad for mad og har et brændende hjerte for udsatte børn og unge. ”
Derfor har Didde valgt at takke nej til alle offentlige tilbud. Hun udvælger bevidst venner og aktiviteter, som gør hende glad, håbefuld og bekræfter hende i, hvem hun er som menneske samt styrker hendes opfattelse af det, som hun kalder den virkelige verden. Den verden, hvor der ikke er stemmer og forstyrrende synshallucinationer.
”Jeg bliver ikke rask. Sygdommen er en del af mit liv, men ikke hele mit liv. Ofte portrætteres psykisk syge i medierne, når de har det værst og har rygende fis i kasketten. Hvorfor ikke lave en udsendelse som følger os, når vi er udskrevet og velfungerende? Det tror jeg vil gøre det nemmere at være psykisk syg og mindske afstanden mellem os og jer andre.”
Jeg har mange gange tænkt tilbage på mit møde med Didde, som lærte mig, at vi aldrig skal dømme folk ud fra deres titel, status eller diagnose, og at vi ikke skal negligere borgerne, men tværtimod huske, at det er dem, som vi er her for at hjælpe og at hjælp i nogle tilfælde er så banalt som et kram.
Fotos: Private.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
