STÅR EUROPA ALENE? #9 // TEMA – Spanien lader sig ikke tynge af den vægt, som USA lægger på sine allierede. Tværtimod har man i de seneste år budt amerikanerne trods. Det afspejler dels et forhold, hvor de ideologiske forskelle gennem årene er vokset, og dels en spansk sikkerheds- og udenrigspolitik, der til tider er bestemt af hjemlige politiske interesser.
PAMPLONA – Et markant kursskifte i USA’s udenrigspolitiske linje har ændret spillereglerne for den internationale verdensorden og sået tvivl om amerikanernes engagement i Europa. På kort sigt har de europæiske Nato-medlemmer indvilget i at øge forsvarsudgifterne markant i løbet af de næste år, og på længere sigt har de europæiske ledere kastet sig over opgaven at formulere nogle fælles europæiske retningslinjer, som vil mindske afhængigheden af USA.
Den aktuelle situation stod på dagsordenen til det improviserede møde for europæiske regeringsledere, som København for nylig var vært for.
Sánchez ved, at der på hjemmefronten er point i at udfordre Trump
Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, deltog ligesom sine kolleger. Men der er langt fra Spanien til Europas østlige flanke – både geografisk og mentalt – og den verserende debat om en ny verdensorden med et reduceret amerikansk engagement i Europa synes ikke at vække bekymring hos den spanske regering.
En trodsig partner
Tværtimod synes den spanske regering snarere at være ganske upåvirket, og selv om Spanien gør sig umage for at holde en loyal linje i forhold til sine europæiske partnere, så går man ikke af vejen for at trodse den amerikanske regering. Det er der flere eksempler på.
Da Trump i juni fremsatte sit krav til Natos øvrige medlemslande om fremadrettet at øge forsvarsudgifterne til 5 % af bruttonationalproduktet (BNP), prellede det af på den spanske regeringsleder, Pedro Sánchez. Han skrev et brev til Natos generalsekretær, Mark Rutte, hvori han forklarede, at Spanien i løbet af de næste år vil hæve forsvarsbudgettet til 2,1 % af BNP.
Spanien er i forvejen med 1,28 % det medlemsland, som på papiret investerer mindst i forsvaret. Trump kvitterede ikke uventet med trusler om forhøjede toldsatser på importen af spanske produkter.
Det er ikke første gang, at de to nationer har været på kollisionskurs, og uoverensstemmelserne kan ofte aflæses i deres tilgang til internationale kriser. Eksempelvis har det været overordentlig svært at finde fælles fodslag i forhold til krisen i Mellemøsten.
Spanien bekendte tidligt kulør i den verserende konflikt. Spanierne var blandt de første til – sammen med Irland og Norge – at anerkende Palæstina allerede i maj 2024.
I løbet af de seneste måneder er tonen blevet yderligere skærpet. Således fik retorikken endnu et nøk, da Sánchez i en TV-transmitteret tale i starten af september karakteriserede det israelske engagement i Gaza som folkemord (genocidio).
I samme ombæring præsenterede han en spansk boykot af den israelske våbenindustri, som efterfølgende har vist sig ikke at være uproblematisk, fordi Spanien køber stort ind af israelsk militært isenkram. Alt fra våben og missilsystemer til ammunition og sikkerhedsveste.
Senest sendte den spanske armada et flådefartøj afsted mod den østlige del af Middelhavet for eventuelt at kunne assistere den konvoj på 44 skibe, som havde sat kurs mod Gaza med humanitær hjælp.
Der er flere eksempler på det spanske sololøb på den internationale scene.
I løbet af de seneste år har den spanske regering arbejdet diskret, men målrettet på at etablere et tættere forhold til Kina. Sánchez aflagde i april sit tredje officielle besøg i Kina på under tre år – og vendte hjem med en aftale om et øget samarbejde på forskning, uddannelse og kultur. Regeringen trækker i stor udstrækning på den forhenværende socialistiske regeringsleder, José Luis Rodríguez Zapatero, og dennes nære forbindelser.
Kina var en prioritet under hans regeringstid (2004-2011), og han har gennem en årrække rejst flittigt i Asien og udviklet et tæt forhold til den kinesiske ledelse. De kinesiske investeringer i Spanien er steget markant, og i løbet af de seneste fem år er den spanske import fra Kina fordoblet.
I løbet af sommeren kom det frem, at den spanske regering var nået til enighed med Huawei om installation og levering af et optisk fibernet til det spanske forsvar og de offentlige universiteter til en samlet værdi af knap 100 millioner kroner (12,3 millioner euro). Kontrakten blev i ellevte time blokeret af USA, som hævdede, at den kinesiske tech-gigant ville udgøre en sikkerhedsrisiko for samarbejdet mellem USA og Spanien.
Venezuela er endnu et emne, hvor de to lande står langt fra hinanden. Mens den spanske regering – ikke mindst takket være Zapatero – fastholder et nært forhold til Nicolás Maduros regime, så har USA i de seneste uger beskudt flere hurtigtgående både, som man hævder er venezuelanske narkotransporter.
Spaniens særlige forhold til det venezuelanske regime blev stillet til skue i sidste uge, hvor oppositionslederen María Corina Machado blev tildelt Nobels fredspris, netop for ”kampen for de demokratiske værdier og en fredelig overgang fra diktatur til demokrati”. Den spanske regering valgte ikke at reagere på anerkendelsen og svarede adspurgt ”at man ikke altid ønsker tillykke”.
Spansk-amerikanske forbindelser på vågeblus
Til trods for de åbenlyse forskelle forbliver USA i mange henseender en vigtig allieret for Spanien. Det er landets sjettestørste handelspartner (efter de største europæiske lande). Spanien er blandt amerikanernes foretrukne feriedestinationer, og med 50 millioner spansktalende borgere, har Spanien en naturlig kulturel og sproglig appel til amerikanerne.
Spanien blev indlemmet i Nato i 1980’erne, og USA gør flittigt brug af de militære installationer i det sydlige Spanien. Flådebasen i Rota (Cádiz) og flyvebasen Morón de la Frontera (Sevilla) er ofte vigtige brikker for de amerikanske aktiviteter i Mellemøsten.
De skiftende regeringer har hver især deres politiske prioriteter, og derfor er landets udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger ofte en afspejling af indenrigspolitiske kontroverser
Til trods for en klar sikkerheds-, økonomisk og kulturel interesse har Spanien igennem de seneste to årtier haft et afmålt forhold til USA. Den nuværende regeringsleder, Pedro Sánchez, har ikke noget specielt nært forhold til sin amerikanske kollega. I sin godt syvårige regeringsperiode er det blevet til et enkelt besøg i Det Hvide Hus, da han i maj 2023 besøgte Joe Biden. Han kvitterede således for Bidens besøg i sommeren 2022, hvor et Nato-topmøde blev koblet sammen med et officielt statsbesøg
Sánchez’ besøg i den amerikanske hovedstad var blot det fjerde i næsten 20 år, siden José María Aznar overdrog regeringsmagten til José Luis Rodríguez Zapatero i 2004.
Til sammenligning aflagde Aznar og hans forgænger, Felipe González, gennem deres regeringsperioder tilsammen 11 besøg hos skiftende amerikanske præsidenter. For begge ledere var det altafgørende, at Spanien var en anerkendt del af det internationale selskab. González førte Spanien ind i Nato og EF (nu EU), og Aznar arbejdede ihærdigt på at gøre Spanien til en del af en ideologisk alliance ledet af USA og Storbritannien, som blandt andet stod fast på, at det irakiske regime skjulte masseødelæggelsesvåben og således udgjorde en trussel mod Vesten i starten af nullerne.
Med valget af Zapatero i foråret 2004 tog forholdet til USA en markant drejning. Han havde offentligt udvist en betragtelig skepsis overnfor USA, som blandt andet kom til udtryk, da han demonstrativt nægtede at rejse sig for de amerikanske tropper, som Aznar havde inviteret med til en årlig militærparade i Madrid i efteråret 2003. Han trak efterfølgende de spanske tropper hjem fra Irak og opfordrede ved samme lejlighed de øvrige lande til at følge trop. I slutningen af sin embedsperiode besøgte han Obama ved en enkelt lejlighed, og da hans efterfølger, Mariano Rajoy, tog imod Obama i Madrid i 2016, var det første gang i 15 år, at en amerikansk præsident aflagde officielt besøg i Spanien.
Den sporadiske kontakt på øverste niveau er symptomatisk og vidner om en betragtelig politisk distance. Skepsissen er gensidig, og en tilnærmelse må man spejde langt efter. Den nuværende amerikanske præsident, Trump, har generelt været fåmælt i forhold til Spanien, og ved hans indsættelse i januar var hverken den spanske konge eller regering inviteret med. Det var derimod lederen af partiet VOX, Santiago Abascal, som repræsenterer den yderste højrefløj i spansk politik.
Når indenrigspolitik bliver til udenrigspolitik
Det kan til tider synes svært at finde en rød tråd i den spanske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er påfaldende, fordi netop udenrigs- og sikkerhedspolitik i de fleste vestlige demokratier som regel er karakteriseret ved en overordnet politisk enighed på tværs af ideologiske forskelligheder, hvilket garanterer kontinuitet i forhold til omverdenen. Diplomatiet står som garant for stabiliteten, hvilket betyder, at udenrigspolitiske beslutninger normalt også bærer præg af en vis forudsigelighed.
Det er ikke tilfældet i Spanien. De skiftende regeringer har hver især deres politiske prioriteter, og derfor er landets udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger ofte en afspejling af indenrigspolitiske kontroverser. I de seneste år har navnlig to faktorer gjort sig gældende: sammensætningen af det nationale parlament og behovet for at sætte den politiske dagsorden.
Den socialistisk ledede mindretalsregering hænger ved med det yderste af neglene og henter en del af sine stemmer fra en række mindre partier på den yderste venstrefløj. Regeringens lillebror, Sumar, er også med jævne mellemrum i opposition til regeringens storebror, PSOE. Beslutningen om at trodse Natos krav om at øge forsvarsudgifterne er således dels en beslutning, som blev truffet for at tilgodese de politiske præferencer hos nogle af støttepartierne, dels en konsekvens af regeringens begrænsede økonomiske råderum.
Udmeldingen faldt på et tidspunkt, hvor den offentlige debat fokuserede på en række sager, som har meget lidt med politik at gøre, men som anrettede stor skade på regeringen
Det er samtidig et slagsmål, som ikke ville få de store politiske konsekvenser. Tværtimod. Sánchez ved, at der på hjemmefronten er point i at udfordre Trump.
Så sent som i sidste uge var Trump igen på barrikaderne og luftede tanken om at smide Spanien ud af Nato, hvis ikke landet på solidarisk vis bidrager som de øvrige medlemmer. Den spanske regering modtog truslen med stoisk ro.
Anerkendelsen af Palæstina sidste år kom også efter et markant pres fra støttepartierne. Spanien bakker officielt op om Trumps fredsplan, men i bestræbelserne på at markere sig har Sumar i de seneste dage lagt pres på regeringspartneren PSOE med krav om, at Spanien nedlægger veto og organiserer en alternativ fredskonference i Madrid for de implicerede parter. Det synes ikke realistisk, men er endnu et eksempel på, hvordan udenrigspolitikken bliver brugt til at synliggøre sig.
Den markante udmelding, der definerede Israels invasion af Gaza som folkemord, var markant og skabte international opmærksomhed. I Spanien argumenterede regeringen efterfølgende efter devisen, at den, som tier, samtykker, og enhver, som ikke var villig til tage ordet ”folkemord” i sin mund, var at betragte som medsammensvoren, og oppositionen var for en stund fanget i en semantisk labyrint.
Udmeldingen faldt på et tidspunkt, hvor den offentlige debat fokuserede på en række sager, som har meget lidt med politik at gøre, men som anrettede stor skade på regeringen og potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser. Sánchez’ bror har en retssag kørende, som i henhold til anklagerne kan sende ham tre år i fængsel. Sánchez’ kone bliver også undersøgt for magtmisbrug.
Rigsadvokaten nægter at gå af til trods for, at han i næste måned selv skal i for retten og forsvare sig mod anklager om at have lækket personlige oplysninger. Og socialisternes to seneste partisekretærer – den ene har siddet varetægtsfængslet siden juli – beskyldes begge for underslæb. Møgsagerne hober sig op, og regeringen søgte desperat efter en måde at fjerne fokus og ændre debatten.
Sánchez tyede til udenrigspolitikken, og det lykkedes ham således at ændre det offentlige fokus. Men ikke uden at det skabte dønninger på den internationale scene.
Står Europa alene?
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og