KOMMENTAR – Der er grund til at spare på beundringen og hyldesten, når Emmanuel Macron i disse dage besøger Danmark. Den franske præsident er et eksempel på en ny midterpopulisme, som flere steder i Europa har vundet folkets hjerter med indholdsløse budskaber, men har svært ved at omsætte denne popularitet til reelle resultater. Det efterlader et farligt politisk vakuum, når også midterpopulisterne må give op, advarer Jakob Linaa Jensen.
I disse dage besøger den franske præsident, Emmanuel Macron, Danmark.
Ved sit valg blev han hyldet som en mand, der kunne redde Frankrig – og EU. Også i Danmark blev han umiddelbart beundret af mange.
Macron var en mand, der kom ind fra sidelinjen, uden noget andet politisk program end at han var et alternativ til de etablerede magthavere fra socialisterne og gaullisterne, og at han ville skabe ”en ny midte”.
Siden dengang har det været småt med resultaterne og med den ”nye politik”. Han talte om ”nødvendige reformer” af det franske samfund, men med undtagelse af en mindre arbejdsmarkedsreform ser ingen af dem ud til at være realiserede, blandt andet fordi franskmænd og franske institutioner traditionelt set er arge modstandere af reformer og vil bekæmpe dem med alle til rådighed stående midler.
I Frankrig smadrede Macron de gamle partier. Der var måske en grund til, at det lykkedes. Mange vil sige, at disse var kørt trætte. Foto: Flickr
Og måske også, fordi Macron hverken har de politiske evner eller et sammenhængende politisk program. Han har været belastet af skandalesager i sin nærmeste kreds, og senest trak miljøministeren sig tilbage samtidig med Macrons afrejse til Danmark i protest mod præsidentens manglende reformvilje.
Ikke desto mindre hyldes og beundres Macron stadig i Danmark, måske fordi man håber, måske fordi han er så glat og ukontroversiel.
Den nye midterpopulisme
Macron er en indholdsløs politiker, der er gået til valg på tomme slogans om opgør med partiskel og ”en ny tid”.
Han er også et eksempel på et stadig mere udbredt fænomen: Den nye midterpopulisme. Et andet eksempel er komikeren Beppe Grillos italienske parti Femstjernebevægelsen, som har vist sig at favne så bredt og være så splittet, at man reelt er ude af stand til at levere nogen resultater.
Når man går til valg på tomme løfter eller helt indholdsløse budskaber, er man ret fri til at føre en hvilken som helst politik, man i et svagt øjeblik kan finde på. Og vælgerne har reelt ingen anelse om, hvad de får
Herhjemme markedsførte Alternativet sig som et midterparti, der ville gøre op med højre og venstre. Med lanceringen af Uffe Elbæk som statsministerkandidat og ved at trække sine mandater ud af regnskabet mellem rød og blå blok håbede man at bidrage til denne forståelse af partiet.
Komikeren Beppe Grillos parti Femstjernebevægelsen blev Italiens største parti ved valget tidligere på året. Foto: Wikipedia
Men med Alternativets konkrete politiske ideer, som ofte handler om flere love, mere stat og større regulering af det enkelte menneske (i en bedre sags tjeneste, forstås) placerer partiet sig umiskendeligt på den yderste venstrefløj og må konkurrere med Enhedslisten og SF om stemmerne.
Hvad man end mener om partiet, skal de dog roses for nu at være trådt i karakter, i modsætning til midterpopulisterne, der ikke rigtigt mener noget og derfor har let ved at mobilisere bredt, men svært ved at fastholde tilslutningen, endsige gennemføre nogen politik.
Det mindst ringe alternativ
Mange er i disse år bekymrede for højrepopulismen i Europa, som de anser for farlig og ledende tankerne hen på nazismen og andre grimme fortidsminder, de færreste kan lide. Andre er bekymrede for venstrepopulismen, der dog har haft det sværere de seneste 30 år.
Måske er der endnu mere grund til at være bekymrede for midterpopulismen.
Når man går til valg på tomme løfter eller helt indholdsløse budskaber, er man ret fri til at føre en hvilken som helst politik, man i et svagt øjeblik kan finde på. Og vælgerne har reelt ingen anelse om, hvad de får.
Måske er de etablerede partier trods alt det mindst ringe alternativ. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Med Macron er fremtiden i al fald usikker
Endnu værre: I Frankrig smadrede Macron de gamle partier. Der var måske en grund til, at det lykkedes. Mange vil sige, at disse var kørt trætte. Men de havde dog erfaring og vist, at de trods alt kunne lede et land af Frankrigs størrelse.
Når midterpopulisterne udsletter eller decimerer den eksisterende bestand af politikere, opstår der et politisk vakuum, når også midterpopulisterne må give op. Og hvem skal udfylde det? Måske folk fra fløjene med klare politiske holdninger og løsninger, som man så det i 1930’ernes Tyskland, efter de etablerede partier havde smadret hinanden i 20’ernes endeløse politiske kampe.
Måske er de etablerede partier trods alt det mindst ringe alternativ. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Med Macron er fremtiden i al fald usikker.
Og han er ikke hvem som helst. Han er præsident for et af Europas største lande og et af to lokomotiver i EU. Det er ikke sikkert, Macron er dødsensfarlig, men der er grund til at spare på hyldesten og i stedet tildele manden et distanceret, skeptisk blik.
Topfoto: Présidence de la République
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her