Sorte skyer over Østtyskland

af i Europa/Politik & Samfund

ANALYSE // TYSK DELSTATSVALG – Tyskland får et chok med forsinkelse, når det står klart i hvilket omfang, fremmedhad og nationalisme præger søndagens delstatsvalg i Brandenburg og Sachsen, skriver Nils-Christian Nilson.

Da det kommunistiske styre i Østtyskland, officielt DDR, brød sammen i 1989, var der ved årets udgang 59.000 såkaldt “vietnamesiske kontraktarbejdere” i landet. De var mere eller mindre blevet tvunget til Østtyskland gennem aftaler mellem de to diktaturer.

Året efter var der kun 21.000 tilbage. 38.000 var søgt tilbage til Vietnam på grund af det fremmedhad, som styret så nogenlunde havde kunnet kontrollere. Fremmedhadet har været en konstant størrelse i det tidligere DDR siden kommunismens fald, og på den baggrund er det kun et chok med forsinkelse, når det fremmedfjendske, højrenationale Alternative für Deutschland (AfD) står til omkring 20 pct. af stemmerne ved søndagens landdagsvalg i de to delstater, Sachsen (4 mio. indbyggere) og Brandenburg (2,5 mio. indbyggere).

Men et sådant, ikke uventet valgresultat kan alligevel udløse rystelser i Tyskland. De to tidligere folkepartier, socialdemokraterne i SPD og de borgerlige, kristelige i CDU står til alvorlige klø. SPD især i Sachsen, CDU især i Brandenburg.

Hvis AfD fortsætter sin fremmarch ved næste forbundsdagsvalg, er det skræmmende perspektiv, at så bliver Tyskland vanskelig at regere. Og landet er på mange måder et arbejdende museum med komplicerede og utilstrækkelige sociale strukturer

I begge delstater er der udsigt til vanskelige regeringsforhandlinger, fordi ingen vil røre ved AfD, hvor nogle af toppolitikerne ikke giver Rasmus Paludan noget efter i halvfascistiske holdninger. Og Tyskland har absolut ingen tradition for mindretalsregeringer. Holdningen er, at man kun stemmer for en finanslov, hvis man sidder i regering.

Efter valget til forbundsdagen i 2017 forsøgte forbundskansler Angela Merkel at danne en Jamaica-koalition, opkaldt efter landets flag, af CDU/CSU (sort), De Grønne (grøn) og de liberale i FDP (gul), men FDP sprang fra, og så gik Tyskland ind til ny politisk apati under en ny ulykkelig stor koalition mellem CDU/CSU og SPD.

Et arbejdende museum

Hvis AfD fortsætter sin fremmarch ved næste forbundsdagsvalg, er det skræmmende perspektiv, at så bliver Tyskland vanskelig at regere. Og landet er på mange måder et arbejdende museum med komplicerede og utilstrækkelige sociale strukturer. En ny stor koalition betragtes af forskeren Karin Priester (i tidsskriftet VfZ, 2019) som “gift” for demokratiet”, fordi den forstærker billedet af “den politiske elite som en lukket klasse”.

Tysklands historie har medført en vis tilbageholdenhed i forhold til de mest yderligtgående nationalistiske partier. Det er en af grundende til, at Tyskland er “lidt bagefter”. Danmark fik Fremskridtspartiet i 1973, UK fik UKIP i 1999, Sverige fik Sverigesdemokraterna i 2010, Frankrig fik Front National i 1972 og Norge Fremskrittspartiet i 1973. Tyskland havde nogle små halvfascistiske partier i 1970’erne, men de er forsvundet.

Den nemme karakteristik af AfD er, at partiet er populistisk. Det byder ikke på mange politiske løsninger, affærdiger en omfordeling mellem rig og fattig, eller ung og gammel, som et fortidig problemstilling.

“Det nye sociale spørgsmål i det 21. århundrede er spørgsmålet om en omfordeling af folkeformuen indefra til udefra”, har AfD-politikeren Björn Höcke sagt. Myten om, at pengene ender i lommerne på flygtninge og gæstearbejdere, eller lande i den 3. verden er en drivkraft for AfDs agitation. Angela Merkels åbning af grænserne i 2015 spiller naturligvis en stor rolle.

Fremmedfjendsk ungdom

Det har været diskuteret, om fremmedhad og højreekstremisme er en arv fra DDR-tiden, men forskning i 1980’erne og 1990’erne viste, at der ikke var den store forskel på holdningerne i Øst- og Vesttyskland. Bortset fra ungdommen, hvor den østtyske ungdom var klart afvisende over for f.eks. russere og vietnamesere. Spredte fremmedfjendtlige optøjer blev af styret afskrevet som “vestligt inspirerede bølleoptøjer”.

Efter genforeningen er der kommet flygtninge fra Afrika og Asien. Forskeren Walter Friedrich mener, at den afgørende årsag til “højreekstremisme, fremmedfjendtlighed og vold” er DDR-systemets undergang, såvel som den for mange mennesker svære og lange overgangsfase til et nyt, grundlæggende forskelligt samfundssystem” (Aus Politik und Zeitgeschichte, 2001).

Hun har videre sagt, at “20 procent af østtyskerne har besvær med at identificere sig med demokratiet, eller med at tage stilling til faktuelle spørgsmål”. Og dermed er der åbnet en ladeport for AfD’s paroler

Da DDR brød sammen, vågnede indbyggerne op til en ny virkelighed. De havde ikke overflod, og ventetiderne på papkassebilen Trabant var lange. Men de havde et socialt sikkerhedsnet, og kvinderne nød godt af børneinstitutioner til alle.

“De blev overraskede over, at de ikke kun skulle have med Vesttyskland at gøre, men i stedet for med hele verden. Den overvejende følelse var: Vi vil have det lige så godt som i Vesten. Og de andre kan bare blive ude”, har den tidligere østtyske systemkritiker, Marianne Birchler, beskrevet det (2018).

Hun har videre sagt, at “20 procent af østtyskerne har besvær med at identificere sig med demokratiet, eller med at tage stilling til faktuelle spørgsmål”. Og dermed er der åbnet en ladeport for AfD’s paroler.

Kritikken af EU er også voldsom i det tidligere Østtyskland. Det europæiske samarbejde har ikke mange fortalere, etablerede partier er nærmest tilbøjelig til at snakke nationalisterne efter munden i stedet for at fremhæve fordelene ved det store indre marked.

Voksende social kløft

I 1990 lovede daværende forbundskansler Helmut Kohl at forvandle miljøkatastrofen DDR til “blomstrende landskaber”. Det er kun sket i begrænset omfang, og østtyskerne føler sig i nogen grad koblet af. De gennemsnitlige månedslønninger i Sachsen og Brandenburg er henholdsvis 3433 og 3380 euro (ca. 25.400 og 25.200 kr.) mod 4815 i Hessen og 4628 i Baden-Württemberg ( 36.000 og 34.600 kr.). Det giver AfD agitationsmuligheder i det tidligere Østtyskland.

AfD er nu repræsenteret i forbundsdagen og i alle 16 delstaters parlamenter. Partiet ligner en størrelse, der er kommet for at blive, men endnu er det uvist, hvilken vej, det vil gå

Thüringens ledende AfD-politiker, Jürgen Pohl, har sagt: “Gammelpartierne (hvor han så har den vending fra), har forrådt arbejderklassens interesser. De har lovet den mere social retfærdighed, men skabte et samfund, hvor mellemklassen skrumper, fattigdommen tiltager og de rige bliver endnu rigere. I alle de år, socialdemokraterne, kristendemokraterne, de grønne og de liberale har regeret, er den sociale kløft vokset, og den samfundsmæssige sammenhængskraft nedbrydes”. Analysen understøttes af statistikken.

Det russiske forbillede

AfD er nu repræsenteret i forbundsdagen og i alle 16 delstaters parlamenter. Partiet ligner en størrelse, der er kommet for at blive, men endnu er det uvist, hvilken vej, det vil gå. Det er både præget af et socialt opgør, men også af den yderste højrenationalisme, og partiet har ikke vist nogen som helst tendens til den “aflusning”, som både Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna har gennemført over for de mest yderligtgående.

Partiets eksistens vil presse de kristelige unionspartier længere over mod den konservatisme, som Angela Merkel fik arkiveret, og det vil presse på for en mere Ruslands-venlig politik. Som Dansk Folkepartis Marie Krarup og visse danske præster, ser dele af AfD Rusland som den nye grundpille i den kristelige, vestlige civilisation.

Både i Sachsen og i Brandenburg har AfD i meningsmålinger været tæt på at blive det største parti. I de seneste dage har de regeringsbærende partier, SPD i Brandenburg og CDU i Sachsen fået et mindre forspring. Det er som om, at nogle østtyskere er ved at besinde sig. Men meningsmålinger er tit usikre, når det gælder yderpartier.

Og så til valgene:

Det østtyske Wirtschaftswunder

Sachsen har været en bastion for CDU i det østlige Tyskland. Forbundskansler Helmut Kohls intimfjende, den tidligere generalsekretær i CDU, Kurt Biedenkopf vekslede i 1990 til Sachsen, hvor han var ministerpræsident til 2002.

Han gjorde regeringsbyen, Dresden, til et teknologisk centrum, hvor der var tæt forbindelse mellem den offentlige forskning og private virksomheder. Samtidig moderniserede en anden CDU-politiker, tidligere ministerpræsident i Baden-Württemberg, Lothar Späth, Zeiss til en konkurrencedygtig virksomhed. Det er nogle af grundene til, at det er en selvfølge for CDU at regere Sachsen. I øjeblikket sker det i en koalition med SPD.

Trods økonomisk fremgang og en dalende arbejdsløshed er frustrationen stor. Vælgerne kan kigge mod det rige Berlin, og det giver især anledning til irritation, at velhavende berlinere kan flytte ud til brandenburgske landsbyer, hvor de har en helt anden levestandard end de lokale, der i reglen er lavtlønnede

CDU startede valgkampen med et ordentligt fejlskud, da regeringen kun ville godkende 18 af de 61 kandidater, som AfD opstillede. Begrundelsen var procedurefejl i forbindelse med opstillingen. Siden har delstatens forfatningsdomstol forbedret situationen noget ved at godkende 30 kandidater, men AfD har fået foræret et martyrium. Og det har helt gratis fået understreget forskellen på det nye parti og “gammelpartierne”.

Det er svært at forestille sig en regering, som ikke har CDU i spidsen, men det kan blive utrolig svært at finde en koalition med flertal. SPD ser ud til at få en ordentlig lussing, så det kan miste lysten til nogen form for regeringsansvar.

En meningsmåling fra 28. august giver følgende udfald (med 2014 valget i parentes): CDU 29 pct. (39,4), SPD 8 (12,4), AfD 25 (9,7), Die Linke (bl.a. tidl. kommunister) 15 (18,9), Die Grüne 11 (5,7), FDP (liberale) 5 (3,8). Spærregrænsen i Tyskland er på 5 pct.

Frustration rundt om Berlin

Brandenburg er en noget kunstigt skabt delstat. Den består simpelthen af strækningerne rundt om Berlin, uden noget egentlig centrum og med en landesregierung, der residerer i den gamle kejserby Potsdam. Industrien blev totalt smadret efter Østtysklands fald, men SPD har som en selvfølge regeret under stærke og populære ministerpræsidenter, enten i koalition med Die Linke eller med CDU. Manfred Stolpe (1990-2002) og Matthias Platzeck (2002-2014) var landsfædre. Den nuværende, Dietmar Woidke, minder mere om en lidt kedelig onkel. Han har aldrig holdt en markant tale.

Trods økonomisk fremgang og en dalende arbejdsløshed er frustrationen stor. Vælgerne kan kigge mod det rige Berlin, og det giver især anledning til irritation, at velhavende berlinere kan flytte ud til brandenburgske landsbyer, hvor de har en helt anden levestandard end de lokale, der i reglen er lavtlønnede. Mange er arbejdende fattige, som ikke kan leve af ugelønnen. Samtidig er angsten for ’de fremmede’ udbredt, og AfD vinder point ved at agitere mod den ellers miljørigtige lukning af brunkulslejrene, som imidlertid er arbejdspladser for mange, især omkring Cottbus.

SPD regerer i øjeblikket med Die Linke, men den rød-røde regering har ingen udsigt til at kunne fortsætte. Som noget nyt i tysk politik har CDU’s spidskandidat, Ingo Senftleben, markeret, at han ikke udelukker en koalition med Die Linke. Det vil nu nok møde en del modstand i partitoppen i Berlin. Der kan ligge en flertalsmulighed i en rød-rød-grøn regering:

En meningsmåling fra 27. august giver følgende fordeling (med 2014 valget i parentes): CDU 17 pct. (23), SPD 21 (31,9),  AfD 21 (12,2) Die Linke 15 (18,6), Die Grüne 14  (6,2), FDP 5 (1,5) Freie Wähler (et borgerinitiativ) 5 (2,7).


Foto: Pixabay

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981. Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter). Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Europa