Dominique Moisi: Kan Frankrig og Tyskland sammen levere EU's modsvar til populismen? • POV International

Dominique Moïsi 31.10.2017

ANALYSE – Krisen i Catalonien og ukueligheden hos europæiske populister har gjort et velfungerende fransk-tysk partnerskab vigtigere end nogensinde, Men hvis det europæiske projekt skal have nogen chance for at overleve, må der bygges bro mellem den aktuelle tyske snusfornuft og det franske vovemod, skriver Dominique Moisi.

PARIS – For syv måneder siden, da Marine Le Pen fra det højreorienterede Front National havde en chance for at vinde det franske præsidentvalg, frygtede Tyskland for Frankrigs fremtid. Men efter det tyske forbundsdagsvalg i september, har Frankrig ikke været synderlig bange på sin nabos vegne. Det højreekstreme Alternative für Deutschland (AfD) er, trods partiets store fremgang, ikke ved at sætte sig på magten.

Tyskland er, trods alt, ikke Østrig.

Ikke desto mindre har fransk og tysk elite fundet en fælles grund til bekymring: Tyskland vil muligvis ikke kunne udnytte den usædvanlige mulighed, der er skabt med den franske præsident Emmanuel Macrons sejr. Inden da var problemet ikke, at Tyskland var for stærk, men at Frankrig var for svag. Nu er problemet ikke, at Frankrig er for ambitiøs, men at Tyskland ikke er ambitiøs nok.

I det store hele, er Tyskland fortsat uvillig til at ændre det europæiske status quo, der har vist sig så nyttigt for deres land

I årevis klagede tyskerne ellers over, at Frankrig ikke magtede at skabe hjemlige reformer, og at franskmændene ikke forstod betydningen af “føderalisme” i en EU-sammenhæng. På denne baggrund indtog Macron scenen og præsenterede sig selv som en aktivistisk filosof-præsident. Han er en discipel af den franske filosof Paul Ricœur og taler om ”europæiske suverænitet” på samme måde som den tyske filosof Jürgen Habermas taler om ”europæisk statsborgerskab”.

Det bliver vanskeligt at få skabt en harmonisk balance mellem en fransk præsident på tærsklen til sin periode ved magten og Tysklands kansler, Angela Merkel, som synes være på vej mod enden af sin. Først og fremmest vil det kræve, at Tyskland kan måle sig med Frankrigs nyfundne vovemod.

Vil Tyskland ende med regningen – igen?

Selvfølgelig er det forståeligt, at Tyskland er forbeholden overfor at tage større risici i eurozonen, som Macrons reformplaner for EU synes at lægge op til. For tyskere lyder det som en opdateret version af det gamle EU-mantra: “Tyskland betaler”.

Men kløften mellem de to regeringer, hvad angår entusiasme i denne sag, behøver ikke at være umulig at besejre.

Under den franske præsidentvalgkamp plejede Le Pen at komme med den spøgefulde bemærkning om, at ”uanset, hvem der vinder valget, vil Frankrig blive regeret af en kvinde: det vil enten være mig eller den tyske kansler”.

Bemærkningen var vittig og provokerende; men den var også forkert. I dag er Marine Le Pen godt på vej til at blive en parentes i historien. Og mens Merkel fortsat er den vise statsperson, som meget af EU må skele til for at finde lederskab, er hun ikke længere i en position, hvor hun ene og alene kan sætte EU’s dagsorden.

Centraleuropa er rykket tættere på, hvad der kunne kaldes et østrig-ungarsk populistisk imperium og Tyskland har lige så meget brug for vellykkede reformer i EU, som Frankrig har det. Bolden, som amerikanerne siger det, er på Merkels banehalvdel.

Det er helt klart, at fransk og tysk politik følelsesmæssigt er på forskellig kurs.

Tyskland er mere eller mindre tilfreds med sig selv og sin plads i verden. Merkels beslutning om at åbne sit lands grænser, da flygtningekrisen var på sit højeste, kostede ubestrideligt hendes tidligere koalition stemmer ved valget i september. Men i det store hele, er Tyskland fortsat uvillig til at ændre det europæiske status quo, der har vist sig så nyttigt for deres land.

Frankrig vil have forandringer i EU – og ønsker at reformere sig selv

Frankrig derimod føler, at der må forandring til her og nu. Hvis Frankrig og EU venter til i morgen med at gøre, hvad der burde gøres i dag, så vil alt være tabt.

Fra Frankrigs synsvinkel, synes historien at være i gang med at accelerere. Storbritannien er i øjeblikket i gang med at forhandle en køreplan på plads for at forlade EU; Cataloniens regionale parlament har lige løsrevet sig fra Spanien; og populismen er på vej frem i Central- og Østeuropa.

Hvis Frankrig ønsker at være relevant i Europa, må landet bruge den øjeblikkelige situation til at reformere sig selv. Og hvis EU vedvarende ønsker at være relevant i verden, særlig nu, hvor USA er faret vildt, må man have europæisk integration tilbage på sporet igen.

Kløften mellem Frankrig og Tysklander størst, når det kommer til forsvar og sikkerhed, som følge af et dybt kulturelt skel de to lande imellem. Det er givet, at de fleste franske og tyske statsborgere ser sig selv som europæere i modsætning til statsborgere i Storbritannien, der identificerer sig som briter – eller sågar som englændere, irere, skotter eller walisere.

Dette er grunden til, at tysk og fransk kritik af EU generelt fokuserer på fællesskabets præstationer, mens briterne ofte langer ud efter selve det europæiske projekt.

Men når det kommer til forsvar og sikkerhed, bliver der vendt op og ned på denne samhørighedsfølelse: Frankrig og Storbritannien er meget enige, mens Tyskland, på grund af sin historie, længe har vægret sig ved på nogen måde at spille militært med musklerne.

Sagt ligeud repræsenterer Macron og Merkel europæisk liberalt demokrati baseret på ræson og åbenhed, modsat den populistiske version repræsenteret af den ungarske ministerpræsident, Viktor Orbán, og Polens de facto leder, Jarosław Kaczyńsk

Der er selvfølgelig mange forskelle på den måde, Storbritannien og Frankrig hver især spiller sammen med USA og NATO. Storbritannien er naturligt tættere på NATO, end Frankrig er. Men Storbritannien er gledet længere væk fra USA i skyggen af Donald Trump, der har formindsket betydningen af det transatlantiske særlige forhold, mens Frankri under Macron er kommet supermagten nærmere. I modsætning til Macron, er den britiske premierminister, Theresa May, ikke overbevist om, at hun kan charmere Trump.

Merkel og Macron må levere et stærkt modsvar til den europæiske populisme

Det fransk-tyske partnerskab har længe været en af søjlerne i EU’s stabilitet. Og i lyset af den voksende krise i Catalonien og ukueligheden hos europæiske populister, er dette bilaterale forhold vigtigere end nogensinde.

Macron og Merkel til EU-topmøde juni 2017 – Foto: Den tyske regering.

Sagt ligeud repræsenterer Macron og Merkel europæisk liberalt demokrati baseret på ræson og åbenhed, modsat den populistiske version repræsenteret af den ungarske ministerpræsident, Viktor Orbán, og Polens de facto leder, Jarosław Kaczyński.

Med de nylige valg i Østrig og Tjekkiet, der har rykket Centraleuropa tættere på, hvad der kunne kaldes et østrig-ungarsk populistisk imperium, har Tyskland lige så meget brug for vellykkede reformer i EU, som Frankrig har det.

Bolden, som amerikanerne siger det, er på Merkels banehalvdel.

Oversættelse: Philip Sampson.

Topillustration: Emmanuel Macrons første besøg i Berlin – screengrab fra YouTube.

Dominique Moïsi

Dominique Moïsi er Senior Counselor ved den franske tænketank Institut Montaigne i Paris. Han er kandidat fra Sorbonne, Harvard og Hebrew Institute i Jerusalem. Han er født i Strassbourg den 21. oktober 1946 og er grundlæggeren af det verdensberømte institut for studiet af international politik i Paris Institut Français des Relations Internationales (IFRI) ligesom han også er gæsteprofessor ved Harvard University. Han er formand for afdelingen for geostrategisk politik ved College of Europe, den ældste uddannelsesinstitution i Europa om europæiske anliggender. Han er endvidere tilknyttet som forsker ved CEDEP, the European Centre for Executive Development. Moïsi skriver kommentarer og analyser for magasinet Foreign Affairs samt for Project Syndicate, der amarbejder med POV International. Han skriver også for aviserne, Financial Times, Die Welt og Der Standard. Han har skrevet flere bøger, herunder i 2016 La Géopolitique des Séries ou le triomphe de la peur.