Sorte udsigter for demokraterne

Sorte fremtidsudsigter for Demokraterne op til midtvejsvalgene i 2022

i USA/Politik & Samfund af
USA // ANALYSE – Joe Biden bliver taget i ed som præsident den 20. januar og træder ind i Det Hvide Hus. Men en række kommende valg – i første omgang valget af to senatorer i Georgia 5. januar – vil være afgørende for hans politiske muligheder. På længere sigt handler det om midtvejsvalget i 2022, hvor manglende fremgang i delstatsparlamenterne sidste år kan spænde ben for den nye præsident. I USA er en stemme nemlig ikke bare en stemme. Per Clausen analyserer konsekvenserne for Præsident Biden og Demokraterne.

Det meste af verden har været lettet over Joe Biden’s sejr ved præsidentvalget i USA. Biden vandt med 7 mio. stemmer over Donald Trump, hvilket er langt mere end en fordobling af Hillary Clinton’s forspring i 2016.

Ud fra Demokraternes synspunkt må det imidlertid være bekymrende, at den store stemmeovervægt alligevel kun førte til en snæver sejrsmargin i de afgørende svingstater.

Demokraterne havde håbet på en jordskredssejr, så de også ville have erobret flertallet i Senatet, hvilket ikke skete. De senatssæder, som de havde håbet på at kunne erobre i Montana, Iowa, North Carolina og Maine endte alle (igen) med at tilfalde republikanske senatorer.

Hvis blot nogle få tusinde stemmer var gået den anden vej i Wisconsin, Arizona, Georgia og Pennsylvania, så var Trump blevet genvalgt i Valgmandskollegiet på trods af, at Biden fik næsten 4,5 % flere stemmer end Trump.

Demokraterne havde håbet på en jordskredssejr, så de også ville have erobret flertallet i Senatet, hvilket ikke skete. De senatssæder, som de havde håbet på at kunne erobre i Montana, Iowa, North Carolina og Maine endte alle (igen) med at tilfalde republikanske senatorer.

Republikanere stemte på Biden, men ikke på Demokraterne

I Repræsentanternes Hus, hvor partiet forventede at forøge flertallet, som blev erobret ved midtvejsvalget i 2018, beholdt Demokraterne kun med nød og næppe magten. Partiet beholder med 222 pladser skindet på næsen, men mange af pladserne blev fastholdt med papirstynde flertal. Demokraterne fik kun 3,4 mio. flere stemmer end Republikanerne.

Joe Biden Facebook
Joe Biden hilste det nye år velkommen med dette billede, men vejen frem for Biden og Demokraterne er slet ikke så let at navigere. Foto: Joe Bidens Facebookside

I flere forstæder så man endvidere, at en del hvide middelklassevælgere stemte på Biden, men down ticket stemte på republikanske kandidater, hvilket kan tolkes sådan, at de primært stemte på Biden for at komme af med Trump.

Det vil ikke være tilfældet ved midtvejsvalgene i 2022 eller ved præsidentvalget i 2024, med mindre Trump igen bliver kandidat for Republikanerne.

Demokraterne klarer sig normalt dårligt ved midtvejsvalgene, medmindre de er i opposition som i 2006 og 2018, hvor de kan mobilisere deres vælgere. En stor del af deres vælgere er minoriteter og unge, som det kræver en entusiastisk kampagne for at få til at stemme, mens republikanernes primært hvide vælgere er mere tilbøjelige til at stemme, når der ikke er præsidentvalg.

Trump fik 19% af stemmerne blandt sorte mænd i 2020, hvilket er en del mere end han fik i 2016 (hvor han fik 13%)

Og når Demokraterne til trods for en ikke tidligere set mobilisering af minoritetsgrupper kun med nød og næppe kan vinde præsidentvalget og flertallet i Repræsentanternes Hus, men ikke flertallet i Senatet, må det give bange anelser frem mod midtvejsvalget i 2022, hvor de risikerer at miste flertallet i Repræsentanternes Hus.

Republikansk andel i minoriteterne

Herudover er der strukturelle udviklinger, der går imod Demokraterne, der i en årrække har troet, at den demografiske udvikling med en voksende andel af minoritetsvælgere ville gavne dem, da de ikke-hvide minoriteter traditionelt stemmer demokratisk.

Ved dette valg erobrede Trump imidlertid en større andel af latinovælgerne i svingstaten Florida, og i, hvad man troede skulle blive den nye svingstat, Texas. Derfor vandt Trump relativt let der. Desuden fik Trump 19% af stemmerne blandt sorte mænd, hvilket er en del mere end han fik i 2016 (hvor han fik 13%).

Det er værd at erindre, at Obama vandt vigtige stater i Midtvesten som Iowa, Indiana og Ohio (samt Florida i Syd), men i disse stater har Trump tilsyneladende fået svunget tidligere demokratiske arbejdervælgere over i den republikanske lejr.

Endelig sad der for 10 år siden to demokratiske senatorer fra Montana og North Dakota og én fra South Dakota, hvor der nu kun er én tilbage fra Montana.

By mod land

Der har været en udvikling i retning af, at byområderne med højtuddannede og minoriteter stemmer på Demokraterne, mens landområderne, hvor lavere uddannede hvide bor, stemmer på Republikanerne.

Da de fleste stater udgøres af landområder med et lavt befolkningstal – for eksempel lidt over en halv mio. i Wyoming mod 40 mio. i Californien – så er det i disse stater, at en stor del af senatorerne vælges. Det giver Republikanerne en betydelig fordel og det vil gør det stadig sværere for Demokraterne at få flertallet i Senatet på trods af højere samlet stemmetal.

Demokraterne kan håbe på, at de kan vinde omvalget til to Senatspladser den 5. januar i Georgia, for så har begge partier 50 sæder i Senatet, og så kan vicepræsident Kamala Harris kaste den afgørende stemme

En stor del af Demokraternes vælgere klumper sig sammen i storbyerne, hvor de ofte vinder kredsene til Repræsentanternes Hus med 80 % af stemmerne, mens Republikanerne vinder med mindre margin i kredsene uden for storbyerne. Også her har Republikanerne en fordel, selvom Demokraterne opnår flere stemmer på landsbasis.

Ved midtvejsvalget i 2010 vandt Republikanerne en jordskredssejr, hvor de fik flertal i mange delstatsparlamenter. Hvert tiende år afholdes der folketælling, hvorefter der skal ske en omfordeling af pladserne til Repræsentanternes Hus mellem delstaterne på grundlag af befolkningsforskydninger.

Gerrymandering – skæve valgdistrikter

Da den foretages af delstatsparlamenterne, kunne Republikanerne efter folketællingen i 2010 skære nye valgkredse til, såkaldt gerrymandering, så de gavnede Republikanerne både i forhold til Repræsentanterne Hus i Washington og i forhold til delstatsparlamenterne. Derfor ser man i dag, at selv om Demokraterne får flere stemmer ved valgene, så får Republikanerne alligevel flertal i delstatsparlamenterne og i antallet af delstatens pladser i Repræsentanternes Hus.

Netop i år er der en ny folketælling, så Demokraterne ville ved en jordskredssejr kunne have tilbageerobret flertallet i en del delstatsparlamenter, hvorefter man kunne have ændret på kredsinddelingen inden for staten og dermed udlignet gerrymanderingen.

Men valget ændrede ikke synderligt på balancen i delstatsparlamenterne. Demokraterne vil derfor også til valgene de næste 10 år stå med et handikap i forhold til Republikanerne.

Demokraterne kan håbe på, at de kan vinde omvalget til to Senatspladser den 5. januar i Georgia, for så har begge partier 50 sæder i Senatet, og så kan vicepræsident Kamala Harris kaste den afgørende stemme, men det vil kræve en ekstraordinær kraftig mobilisering af de vælgere, som gav Biden sejren i staten ved valget 3. november sidste år. Meningsmålingerne spår næsten dødt løb.

Herved vil Biden-administrationen få mulighed for at gennemføre dele af sin politik, hvilket kan føre til, at man igen kan mobilisere vælgerne til midtvejsvalget i 2022.

Blokerende flertal

Hvis Demokraterne derimod taber omvalgene i Georgia, bliver det igen Republikanernes leder Mitch McConnell, der får mulighed for at blokere for al lovgivning i Kongressen, så Biden ikke kan gennemføre sin politik.

Derfor passer det også Republikanerne udmærket, hvis det for vælgerne ser ud til, at ”Washington” er dysfunktionel og ikke kan få gennemført noget, fordi Republikanerne blokerer lovgivning

Et tab i Georgia vil være katastrofalt for Demokraterne.

Mange af deres vælgere vil blive desillusionerede, fordi de vil komme til at føle, at det alligevel ikke nytter at stemme, og være mere tilbøjelig til at blive hjemme på valgdagen i 2022. Så er det sandsynligt, at Demokraterne vil miste deres meget lille flertal i Repræsentanternes Hus, og Biden vil derefter kun kunne gennemføre forbedringer ved hjælp af dekreter: Executive Orders.

Joe Biden har gennem hele valgkampen slået på, at han vil hele nationen og række ud til Republikanerne. D

et samme gjorde Barack Obama ved sin tiltrædelse, og han mødte kun en mur af afvisning. Mitch McConnell udtalte, at han ville gøre sit bedste for at sørge for, at Obama kun fik én periode som præsident – ved at blokere for al lovgivning.

Mitch McConnell gjorde som Republikanernes leder i Senatet livet surt for Præsident Obama, og vil med et republikansk flertal igen kunne bremse Demokraternes initiativer, Foto: Wikimedia Commons

Der er ingen grund til at tro, at McConnell vil gøre det anderledes i forhold til Præsident Biden, hvilket har to årsager.

For det første er det republikanske parti blevet Trump’s parti, og han er egentlig en forlængelse af The Tea Party fraktionen, som var uforsonlig over for Demokraterne.

Hvis ikke der sker en demobilisering af Trump-vælgerne op til midtvejsvalgene i 2022, ser det sort ud for Præsident Biden og Demokraterne

Alle Republikanere, der samarbejder med Demokraterne, vil straks ved det næste primærvalg komme op imod mere ideologisk “rene” Trumpister, der afviser alt samarbejde, og som oftest vinder primærvalgene.

Den republikanske sump

For det andet vil lovgivning, der forbedrer almindelige amerikaneres levevilkår som f.eks. offentlig sygesikring eller understøttelse i forbindelse med coronakrisen, kunne give befolkningen indtrykket af, at den offentlige sektor kan bruges til noget positivt. Det er Republikanerne imod, da de er minimalstatsliberalister og imod enhver velfærdsordning.

Derfor passer det også Republikanerne udmærket, hvis det for vælgerne ser ud til, at ”Washington” er dysfunktionel og ikke kan få gennemført noget, fordi Republikanerne blokerer lovgivning. Det fremmer desillusionering og apati, så Demokraterne får svært ved at mobilisere deres vælgere, som det var tilfældet ved midtvejsvalgene i 2010 og 2014, hvor man tabte stort.

Demokraterne kan håbe på, at den gigantiske mobilisering ved dette præsidentvalg af Republikanske vælgere skyldes personen Trump, og at denne mobilisering vil fordufte, når Trump ikke mere er på banen. Det forudsætter, at han ikke forbliver politisk aktiv, hvilket nok er tvivlsomt, da han nyder energien ved vælgermøder.

Hvis ikke der sker en demobilisering af Trump-vælgerne op til midtvejsvalgene i 2022, ser det sort ud for Præsident Biden og Demokraterne.


LÆS FLERE ARTIKLER AF PER CLAUSEN HER


Topfoto: Capitol, Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Per Clausen (f. 1955) er cand. mag. I samfundsfag, geografi og psykologi og er vildt interesseret i alt, hvad der sker i hele verden. Derfor er han også en globetrotter, der har rejst på alle kontinenter for at udforske mange forskellige kulturer, og han kan godt lide at være i verdens brændpunkter. Derfor ærgrer det ham også, at han pga. covid-19 ikke kan overvære valget i USA. Per er kritisk over for de skiftende intellektuelle modestrømninger og -ismer og kan godt lide i debatter at spille Djævelens Advokat. Han har i mange år ernæret sig som gymnasielærer, men er i dag en fri fugl. Der ud over elsker han at se film - i biografen, hvor de naturligvis skal ses.

Seneste artikler om USA