POLITIK // ANALYSE – Den konservative formand Søren Pape Poulsen blev reddet på et konservativt krisemøde fredag aften. Men oprøret ulmer, og den eneste grund til at han ikke er fyret endnu, er efter alt at dømme, at der ikke er nogen oplagt afløser klar.
“Pape færdig?” skrev Ekstra Bladet som overskrift på deres live-blog.
Det var han ikke. Han blev genvalgt som formandskandidat af hovedbestyrelsen.
Men det er kun et spørgsmål om tid.
“Naturligvis var der hovedbestyrelsesmedlemmer, som udtrykte bekymring for den situation, som vores parti står i. Men der var absolut ikke nogen, der modsagde Søren som partiformand eller havde noget ønske om, at han ikke skulle indstilles igen,” siger den politiske ordfører, Mette Abildgaard.
Søren Pape stillede sig ikke til rådighed for medierne. Han kommenterede opstillingen i et opslag på Facebook:
“Nogle har kaldt os et fløjparti. Det kan jeg simpelthen ikke genkende. Vi er med i langt størstedelen af de aftaler, der bliver indgået med regeringen. Vi har dannet reformalliancen KLAR (Konservative, Liberal Alliance og Radikale, red.) som hen over midten i dansk politik udvikler nye og ambitiøse løsninger for Danmark,” skrev partiformanden fredag aften.
Men oprøret ulmer i partiet og vil bryde ud i åben brand inden længe. Pape overlever sandsynligvis det konservative landsråd, men mit bud er, at Konservative ikke går til næste folketingsvalg med Pape som formand.
Den eneste grund til at han ikke er fyret endnu, er efter alt at dømme, at der ikke er nogen oplagt afløser klar.
Udmeldelser og pinlige skandalesager har nærmest stået i kø på det seneste.
Oprøret brød ud efter, at han bad EP-medlem Pernille Weiss trække sig, da en intern undersøgelse afslørede et dårligt arbejdsklima på hendes kontor. Men hun nægtede at trække sig og er blevet opstillet som kandidat af De Konservative på Fanø.
Det skal nok blive en pinlig affære, som vil tiltrække sig mediernes udelte opmærksomhed på landsrådet i Herning 23.-24. september.
Udmeldelser på stribe
Siden har tidligere K-formand Lars Barfoed og hans kone Helle Sjelle meldt sig ud af partiet, det samme har tidligere generalsekretær Peter Sterup. Lars Barfoed har endda meldt sig ind i Moderaterne.
Og en anden tidligere generalsekretær, John Wagner, kritiserer i Berlingske partiet for ikke at være en del af finanslovsaftalen, at partiet ikke gik med i regering, at partiet brugte for meget af tiden i valgkampen på at tale om skattelettelser, og han frygter, at partiet er ved at blive for højredrejet.
Det er en generel kritik fra de tidligere medlemmer, at partiet er rykket for langt til højre. Blå blok er sønderskudt efter, at Venstre er flyttet sammen med Socialdemokratiet i regeringen, og der er ikke noget, der tyder på indflydelse til Konservative i den nærmeste fremtid.
Det er meget mere, end den svækkede formand kan klare, og forude venter en række valg, hvor alt tyder på, at De Konservative vil gå tilbage.
Taber Konservative sit mandat i Europa-Parlamentet, vil det være et lammende slag, som kan udløse en formands-krise. Med den ukendte Niels Flemming Hansen som kandidat er det sandsynligt.
Det næste valg er kommunalvalget, der også tegner til at blive en gyser. Sidst tabte K Frederiksberg – hvad bliver det næste?
Pape er “Ikke den rigtige formand”
En kilde siger til Politiken, at Pape ikke er den rigtige formand, mens en anden udtaler, at han næppe er formand ved næste folketingsvalg.
“Jeg skrev allerede til ledelsen i valgkampen, at de skulle se at få fjernet Søren Pape som statsministerkandidat, nu hvor Løkke også havde meldt sig. Det havde ingen gang på jord. Alligevel fremturede man med det, og det gik jo, som det gik. Jeg vil gerne have en ny formand,” har regionsrådsmedlem i Region Nordjylland Kim Frost sagt til Ekstra Bladet.
Der mangler en oplagt kandidat til at tage over. Muligheder kunne være folketingsmedlemmer Mette Abildgaard, Mai Mercado eller Mona Juul, eller borgmestrene Benedikte Kiær og Sofia Osmani.
Udmeldelserne er ikke bare en reaktion på et elendigt folketingsvalg og personsager, der forfølger formanden. Det handler om politik. De er utilfredse med, at partiet er rykket for langt til højre
Første historie i en række artikler om Papes dårlige dømmekraft ramte offentligheden kort efter, at han meldte sig som statsministerkandidat. Sager om hans eksmands religion og relation til præsidenten i Den Dominikanske Republik dominerede langt ind i september det danske mediebillede. I samme periode faldt partiets opbakning i Epinions meningsmåling fra 16,7 procent til 13,7 procent. Ved valget endte partiet på sølle 5,5 pct.
Tidligere generalsekretær Peter Sterup har også meldt sig ud – efter 58 års medlemskab.
“Valgkampen var en deprimerende og grotesk oplevelse set med konservative øjne. De begik det ene selvmål efter det andet. Og vi burde være gået i regering. Hun skulle have været dér, hvor Moderaterne er i dag,” siger han til Berlingske.
Det handler om politik
Udmeldelserne er ikke bare en reaktion på et elendigt folketingsvalg og personsager, der forfølger formanden. Det handler om politik. De er utilfredse med, at partiet er rykket for langt til højre, og at det ikke er det store brede parti, konservative stemmer, der arbejder, som det har været.
Den politiske ordfører Mette Abildgaard har reageret på udmeldelserne på Facebook:
“Jeg føler behov for at mane til lidt besindighed,” skriver hun.
“Det har fyldt meget i medierne de seneste par dage, at et par tidligere centrale partimedlemmer har meldt sig ud af Det Konservative Folkeparti, fordi de er kommet frem til, at de føler sig bedre hjemme hos Moderaterne. Der er naturligvis ærgerligt, men jeg ønsker dem alt det bedste videre i deres politiske virke og takker for tiden sammen i partiet.
De kommer dog med en forklaring på deres skifte, som jeg har mere end svært ved at genkende. Desværre. De mener at vi er “blevet forlovet med den yderste højrefløj” og i det hele taget er blevet for højreorienteret et parti. Sådan noget hører jeg også en gang imellem Venstre-folk anklage os for, for at retfærdiggøre deres egen regeringsdeltagelse, men det er noget pjat,” skriver Mette Abildgaard.
Tidligere generalsekretær John Wagner skriver i Altinget:
“Fravalget af regeringsdeltagelse, fravalget af finanslovsaftale med SVM-regeringen, fravalget af deltagelse i medieforlig og senest afvisningen af regeringens forslag til forbud mod koranafbrændinger vidner om en kurs i retning af gold opposition og entydig kamp mod regeringen.”
“Det står ingen steder skrevet, at Det Konservative Folkeparti vil bestå for altid. Det afhænger af dem, der har fået betroet ledelsen, indtil andre må tage over,” skriver John Wagner.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her