Vi har for længst forpasset det punkt, hvor samtalen mellem to uenige parter slutter. Vi anerkender ikke længere hinandens oplevelser med virkeligheden. Så længe det fortsætter, kan det kun gå en vej – nedad, forudser Claus Ankersen, der ikke mener at parterne i den løbende ikke-eksisterende samtale har noget at lade hinanden høre. På de ene side står den veluddannede middelklasse. De godgørende. Humanisterne. De retsindige. På den anden side står under-Danmark. Det sidste bolværk. Nationalisterne. De vrede. Og hver dag bærer vi selv og medierne vand til nye floder af forargelse, krænkelse, fornærmelse, chok, sorg, raseri og vrede mod den anden fløj. Mod ‘de andre’ som ikke er ligesom os.
Samtalen er forbi. Der er ikke mere at snakke om. Vi er ikke interesseret i at nærme os naboen, som på disse områder – og måske generelt – er et lidt dårligere menneske end os selv.
Denne delthed optræder på mange planer i samfundet. Afstanden mellem borger og borger, mellem borger og stat vokser dag for dag. Borgere oplever at samfundspagten er sat ud af kraft, men deres oplevelser valideres ikke, bevidnes ikke, anerkendes ikke. Hvad enten det er på arbejdsløshedskontoret, i bussen, i skolegården, eller i dansk krigsdeltagelse under internationale ‘missioner’.
Danskerne har historisk høj mistillid til de folkevalgte. Vi tror ikke på dem over en dørtærskel, og det er der tilsyneladende rigtig god grund til. Folketingets forkvinde, Pia Kjærsgaard oplever det som et stort problem at folket mistror politikerne. Det er dig som er problemet, Pia. Ikke dig alene, naturligvis, men du er en stor del af det.
I mere end en menneskealder har den politiske kultur i stigende grad været defineret af snyd, spin og løgn. De statsbetalte propagandister, blev til ‘spindoktorer’ og senere til ‘særlige rådgivere’, og parlamentarikerne gik på kommunikationskurser og lærte at man bare skal gentage det samme mantra indtil tiden er gået og indslaget forbi… fordi tiden er gået.
Borgere oplever at samfundspagten er sat ud af kraft, men deres oplevelser valideres ikke, bevidnes ikke, anerkendes ikke. Hvad enten det er på arbejdsløshedskontoret, i bussen, i skolegården, eller i dansk krigsdeltagelse under internationale ‘missioner’.
Så mørklægger man, så lækker det alligevel. Så privatiserer man stort set hele landets infrastruktur, men man gør det så dårligt at borgerne alligevel finder ud af det. Det er klart for enhver at størstedelen af tinget arbejder for et erhvervsliv og for kapitalinteresser, som vil noget helt andet end vælgerne.
Hvor verdensopinionen taler alternative økonomiske former og bæredygtighed, taler folketinget begejstret om vækst. Mens man diskuterer borgerløn bag lukkede døre, skærer man i fattigdomsydelserne. Mens man sælger Dong billigt, stiger værdien. Mens folkeskole og universiteter skæres til, bliver befolkningen gradvist mere stupid og kvasi-analfabetisk. Mens skandalerne ruller, benægter de såkaldt ansvarlige alt. Lektionen er, som vi ved, at der gælder et sæt regler for de øverste klasser og et andet sæt for de nederste.
Når samtalen mellem borgere og midlertidige magthaver er forbi, er der kun to veje. Enten stiger utilfredsheden så meget at fakler og høtyve kommer på banen, eller også iværksættes et undertrykkende diktatur, som med vold skal bevare det dysfunktionelle system.
Listen er uendelig lang. Det korte af det lange er at flere og flere borgere, af den ene eller den anden årsag, oplever at samfundspagen de facto, enten ikke gælder for alle, eller ikke gælder for dem. Resultatet er ganske rigtigt en trussel mod det bestående. Men det er ikke en trussel mod demokratiet, som politikere og meningsdannere konstant hyler op om.
Jo mere der dæmoniseres, jo større bliver afstanden
Det største problem er at ingen magthavere er interesseret i systemiske reformer, hverken den midlertidige magt på Christiansborg, eller den permanente magt i forretningsverdenen.
I stedet skal man nudge befolkningen, man skal holdningsbearbejde, informere og new-speake fårene tilbage i den gamle fold. Well, forget it. Det kommer ikke til at ske.
Når samtalen mellem borgere og midlertidige magthaver er forbi, er der kun to veje. Enten stiger utilfredsheden så meget at fakler og høtyve kommer på banen, eller også iværksættes et undertrykkende diktatur, som med vold skal bevare det dysfunktionelle system.
Men tingene bliver lavet om. Med eller uden politikernes mellemkomst. Sådan er det, når man systematisk har bombet samfundspagten tilbage til før kridttiden. Således den ikke eksisterende samtale mellem borger og beslutningstager.
Men det står næsten værre til, når det gælder samtalen mellem borger og borger. Samtalen er ikke alene uønsket og ikkeeksisterende. Vi taler knapt nok samme sprog, og deler end ikke opfattelsen af hvad en samtale er, og hvordan den skal foregå.
På de ene side står den veluddannede middelklasse. De godgørende. Humanisterne. De retsindige. Lad os kalde denne yderpol ‘Damen med de blå hugtænder’. På den anden side står under-Danmark. Det sidste bolværk. Nationalisterne. De vrede. Lad os kalde denne fløj ‘Klaphatten fra helvede’.
Uanset om samtalen falder på 9/11, omskæring af drenge, flygtninge og indvandrere, økonomi, dansk krigsdeltagelse, kontanthjælpsloft, privatisering, folkeskolereform eller miljølovgivning, køn, feminisme eller Donald Trump, så er der en ting som er sikkert. Der er ingen samtale.
Samtalen er forbi. Og det er den på en lang række områder.
Hvis ikke det i sig selv var så polariserende blot at nævne muligheden for at vi er ofre for en lumsk ‘del og hersk’ strategi, kunne det være fristende – især til fløjen nu navngivet som ‘Damen med de blå hugtænder’ – at gøre opmærksom på et systemisk forhold: Desto mere man insisterer på at skose, irettesætte og opdrage de faldne og fortabte klaphatte, desto hårdere bliver sidstnævntes troldebid. Og desto mere man, på den anden side bander og svovler, desto længere bliver der til rødvinsglasset på den anden side af zinkdisken.
Den gensidige dehumanisering
På den måde er de to fløje i virkeligheden del af samme uvæsen. Begge fløje dehumaniserer hinanden og anser dybest set ikke mennesker som har en diametral modsat holdning for ordentlige – eller egentlige mennesker.
Denne gensidige dæmonisering er første skridt til borgerkrig. Tale sammen, gider vi ikke. For vi har forskellige normer for hvordan en samtale i det hele taget skal forløbe, og eftersom vi end ikke deler samtalens normfællesskab, er snakken dødsdømt inden den er begyndt. Kan man ikke adressere sin modstander med et forlorent ‘kære’, er enhver konstruktiv meningsudveksling på forhånd udelukket. Men det er den måske i virkeligheden i forvejen.
Hver dag bærer vi selv og medierne vand til nye floder af forargelse, krænkelse, fornærmelse, chok, sorg, raseri og vrede mod den anden fløj. Mod ‘de andre’ som ikke er ligesom os.
Desto mere man insisterer på at skose, irettesætte og opdrage de faldne og fortabte klaphatte, desto hårdere bliver sidstnævntes troldebid. Og desto mere man, på den anden side bander og svovler, desto længere bliver der til rødvinsglasset på den anden side af zinkdisken.
Ironisk, er Damen med de blå hugtænder ret beset lidt hårdere i filten end Klaphatten fra helvede. Hun formulerer sig ofte bedre, men til forskel fra klaphatten, er det tydeligt at hun anser sig selv for et retskaffent og ordentligt menneske. Et menneske som reagerer korrekt på samtidens signaler om nødvendighed i takt, tone, tanke, tale og handling. Et menneske som forsøger at gøre det kloden og det globale samhälla har brug for. Et anstændigt menneske. Et godt menneske, med andre ord.
Ifølge psykologien, er Damen med de blå hugtænder langt farligere end Klaphatten fra helvede.
Og alligevel er det Klaphatten, som alle er bange for.
Det ændrer ikke ved det forhold at vi er nødt til at gribe om nældens rod og snakke om den samtale vi ikke længere, hverken kan finde ud af at have, eller har lyst til at have udenfor vores egen menings-sfære (jeg skrev med vilje ikke ekkokammer).
For det bliver værre dag for dag. Vi bliver stadigt mere delte. Og imens vi bruger al vores energi på at finde, spise og fordøje maddingen, og snart deles endnu mere om ungdomshus og indvandrere og skattepolitik og privatisering, hænger vi alle sammen på krogen, dig og mig, Klaphatten fra helvede og Damen med de blå hugtænder.
På den måde bliver begge yderpunkter villige og ubevidste instrumenter for helt tredje interesser. Og nu skal du nok tage din sølvpapirshat på, hvis du har en, kære læser.
For at komme om bag fronterne, må vi forsøge at begynde med begyndelsen: Oplevelsen af virkeligheden. Det er nemlig her hele molevitten begynder. Lad mig divertere med to eksempler som begge involverer civil ulydighed.
To eksempler på kollapset – Brosonskirken og rydningen af Ungdomshuset
I forbindelse med rydningen af Brorsonskirken, hvor afviste irakiske asylansøgere havde forskanset sig i efteråret 2009, ryddede politiet en sit-down demo udenfor kirken. En række unge havde sat sig på vejen. Nu skulle de flyttes. Og det blev de. Med knippelsuppe og tåregas, skrig og skrål og vold af store politifolk i fuld kampuniform.
På det tidspunkt fandtes kun de samme, godt ti minutters video footage af episoden. Kort efter var jeg til havefest med en hob gamle gymnasiekammerater. Vi diskuterede episoden, og det endte med, at vi alle sammen genså videoen fra rydningen.
Det underlige var, at vi nok så den samme video, de samme billeder og det samme lydspor, men samtidig så helt forskellige årsags- og hændelsesforløb. Hvor jeg så overgreb på de unge, så mine kammerater utilstedelig civil ulydighed, og folk som passede deres arbejde.
Jeg følte min retssikkerhed angrebet af statens voldsmonopol. Mine pals følte deres retssikkerhed krænket af de unge i kædeformation på tværs af vejen.
Det underlige var at vi så den samme video, men helt forskellige årsags- og hændelsesforløb. Hvor jeg så overgreb på de unge, så mine kammerater utilstedelig civil ulydighed og folk som passede deres arbejde.
I anledning af 10 året for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej, ses et lignende skel mellem borgere som overvejende er enten trodsige anti-autoritære eller vrede autoritære beskyttere af det herskendes orden.
Begge reaktioner er i varierende grad sygeliggjorte. Den antiautoritære psykologiske reaktion, kaldes oppositional defiant disorder og er, belejligt klassificeret som psykisk lidelse i 2012. Men også den blinde systemapologi har et navn, og selv om det er knap så sygeliggjort, så ligger den indlysende fare her i, at man dybest set ofrer sig for et system, som er i modstrid med ens egen interesse. ‘System justification’ kaldes de mentale processer i psykologien
Den ene fløj ser en voldsom overreaktion på forståelige frustrationer over et umenneskeligt og ansigtsløst system, som uophørligt tæppebomber borgerne med systemisk og strukturel vold, som hver eneste dag suger Peta-joule efter Peta-joule af livsenergi ud af mennesker over hele kloden og narrer dem til at tro, at rovkapitalisme, privat gældsbaseret pengeskabelse og markedstyranni er den eneste mulige måde at bedrive menneskeverden på.
Den anden fløj hæfter sig ved det antiautoritære. Ulydigheden. Graffitien. Brostenene. Nytårsraketterne. Justitsministeren kan næsten ikke beskrive sin foragt med ord. Smag på den. Københavns Overborgmester har også fået morgenkrydderen galt i strudsehalsen, og hovedstadens kulturminister, DF’eren Carl-Christian Ebbesen konstaterer, at skatteyderne ikke skal støtte ekstremisme.
Der er jeg sådan set enig med ham. Trickle-down økonomi, gyldne håndtryk og total ansvarsfrihed på toppen af samfundet, synes jeg sådan set heller ikke, skatteyderne skal støtte. Den slags ekstremisme er langt mere antidemokratisk end en ridset pengeautomat, uanset hvem der ejer den.
Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591
Topillustration: Creative Commons, Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her