POLITIK // ANALYSE – Selv om noget er sparket til hjørne og gemt bag runde formuleringer, er der så mange konkrete initiativer i den nye aftale mellem de fire partier, at der er tale om det mest progressive grundlag for en regering siden opbygningen af velfærdssamfundet i årene efter 2. verdenskrig. Men nu begynder det svære for Mette Frederiksen.
Har man stemt på et af partierne bag det 18 sider lange, nye dokument, (der ikke er et egentligt regeringsgrundlag men et “forståelsespapir” mellem de fire partier, og som bestemt ikke omfatter alle politikområder) bør det i dag være umuligt at få armene ned af begejstring. På område efter område oplistes en række konkrete initiativer, der peger i en anden retning end den, skiftende borgerlige regeringer har ført i de 14 år, de har haft regeringsansvar siden årtusindeskiftet – og som også går andre veje, end Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager udstak i de fire år, de havde magten.
Det gælder også, selv om løsningen af en række uenigheder mellem de fire partier er udskudt til fremtidige forhandlinger, lagt ud i kommissioner og undersøgelser eller puttet væk bag hensigtserklæringer. Men hensigtserklæringer forpligter også, og den socialdemokratiske mindretalsregering, der nu bliver dannet, vil selvfølgelig blive presset af de partier, der på de enkelte punkter har en interesse i at få hensigterne gjort konkrete.
Mange markante nybrud
Alene målet om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030 vil ændre det danske samfund og den enkeltes hverdag på en række områder. Det er en meget ambitiøs målsætning, der kun kan opfyldes, hvis erhvervslivet udvikler en række teknologiske løsninger, vi endnu ikke kender. Det overgår ambitionsniveauet fra den gang, Svend Auken fik Danmark i den grønne førertrøje på miljø- og energiområdet og grundlagde det vindkrafteventyr, der har skabt tusindvis af danske arbejdspladser. I “forståelsespapiret” lægges der op til en mangedoblet gentagelse af den bedrift.
Vil de blå partier føre en ren oppositionspolitik med korslagte arme og konstante angreb, og i hvor høj grad vil Mette Frederiksens støttepartier give hende lov til at gå over midten?
Også i forhold til en række andre centrale områder er der tale om markante nybrud. Det gælder f.eks. løftet om at knytte udgifterne på en række områder sammen med den demografiske udvikling (jo flere børn og ældre, f.eks., jo flere penge til området), indførelse af retssikkerhed i tilbuddene til mennesker med handicap, et opgør med det regeltyranni, de offentligt ansatte oplever, indførelse af minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer, at arbejde for at gøre EU til en grøn klimaunion, et opgør med centraliseringen af Danmark, et markant løft af psykiatrien og så videre.
Fastholdes den stramme udlændingepolitik?
Det mest ømtålelige område er og bliver udlændingepolitikken. Da aftalen var på plads, forsikrede Mette Frederiksen de ventende journalister, at den stramme udlændingepolitik, herunder paradigmeskiftet (at flygtninge i udgangspunktet skal sendes hjem, så snart forholdene i hjemlandet tillader det) ligger fast.
De indrømmelser, der er givet til Enhedslisten, SF og Radikale Venstre er da stort set også på det symbolpolitiske område: At gøre noget for børnene på Sjælsmark, at droppe Lindholm som udrejsecenter og at tage et mindre antal kvoteflygtninge fremover.
Men én sætning kan komme til at volde Mette Frederiksen problemer. Det hedder i det fælles grundlag mellem partierne, at:
”Flygtninge, der har været i beskæftigelse i Danmark i to år, kan få mulighed for at blive mens de er i beskæftigelse i pågældende ansættelsesforhold, dog kan fortsat ophold ved anden beskæftigelse i samme branche og på tilsvarende ansættelses- og lønvilkår godkendes.”
Det er et brud på den del af paradigmeskiftet, som indebærer, at uddannelse og job ikke skal tælle med ved en vurdering af, om en flygtning kan få permanent opholdstilladelse, og blå blok vil helt sikkert sætte hårdt ind her. For det vil uundgåeligt føre til, at flere flygtninge ender med at blive boende i Danmark.
Det har da også fra starten medført de forventede reaktioner fra Dansk Folkeparti, hvor Pia Kjærsgaard på Twitter skrev, at ”Så skrider det. Så kender vi radikal indflydelse igen”, mens Morten Østergaard siger, at ”Paradigmeskiftets skæbne er en strid om ord”.
Spørgsmålet er, hvor meget bid der fremover vil være i denne strid på et tidspunkt, hvor stærke kræfter i Venstre taler om, at de symbolpolitiske markeringer på udlændingeområdet har fyldt for meget. Meget vil afhænge af, hvordan det går med antallet af nye asylansøgere, og her har S ikke givet indrømmelser, og med integrationen, hvor der skal iværksættes en række nye tiltag.
Hvem vandt så?
Mens vi venter på at finde ud af, hvem der bliver ministre, vil meget debat gå med at udpege vindere og tabere.
I de første analyser udpeges Det Radikale Venstre som taberne – det gælder bl.a. Jyllands-Postens skarpe analytiker, Marchen Neel Gjertsen, der ligefrem skriver, at ”Frederiksen malede det sorte tårn rødt, og nu skal Morten Østergaard forklare sig”.
Det skyldes selvfølgelig, at Morten Østergaard har været mest offensiv og krævende under forhandlingerne.
Men de tre støttepartier har alle fået ting igennem, der var afgørende for dem, selv om De Radikale har måttet nøjes med flere og mere uforpligtende hensigtserklæringer på det økonomiske område, end Morten Østergaard ønskede.
Man kan synes, at 20 dage er lang tid for at strikke den foreliggende aftale sammen, men det er udtryk for, hvor lang afstand der er mellem især Enhedslisten og De Radikale på en række områder, især den økonomiske politik
Samtidig har Socialdemokratiet ikke måttet bøje sig ret meget mere, end man fra starten var indstillet på.
Klimamålet er hævet fra 60 til 70 pct., og førnævnte formulering om flygtninge i arbejde vil blive et angrebspunkt. Men der er ikke meget i regeringsgrundlaget, Socialdemokratiet ikke kan se sig selv i, hvilket de overstrømmende begejstrede reaktioner da også viser.
Socialdemokratiet er dog ikke kommet igennem med sit ønske om en ”nedslidningspension”, og der står i det fælles grundlag, at alle indgåede forlig skal respekteres. Det er en hentydning til den pensionsreform, De Radikale indgik sammen med Løkke-regeringen og DF, og som Socialdemokratiet mener ikke løser problemerne. Men der står også, at en række reformer skal gennemgås ”kritisk” – herunder førtidspensionsreformen, der nævnes konkret.
Det vil den kommende S-regering givet bruge til at forny sit krav om en større reform med et egentligt retskrav på at kunne gå på pension, hvis man er nedslidt. Så må tiden vise, om De Radikale og især Dansk Folkeparti kan holde til at sige nej til det.
Nu begynder det svære for Mette Frederiksen
Man kan synes, at 20 dage er lang tid for at strikke den foreliggende fælles forståelse sammen, men det er udtryk for, hvor lang afstand der er mellem især Enhedslisten og De Radikale på en række områder, især den økonomiske politik.
Og at Socialdemokratiet på nogle områder har andre holdninger end de tre støttepartier. Især selvfølgelig udlændingepolitikken. Uenigheder og forskelle, der på nogle områder er større end afstanden mellem de fire partier, der hidtil har regeret Danmark: Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Derfor er det ikke forkert at sige, at det først er nu, det svære begynder for Mette Frederiksen.
Etpartiregeringer har historisk vist sig som svage og haft en kort levetid i Danmark. Mette Frederiksen signalerer igen og igen vilje til at lave brede aftaler og forlig, men kan det blive til noget i praksis? Vil de blå partier føre en ren oppositionspolitik med korslagte arme og konstante angreb, og i hvor høj grad vil Mette Frederiksens støttepartier give hende lov til at gå over midten?
Det bliver ikke kedeligt at følge dansk politik i de kommende år.
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
