Saarland er sjældent i de tyske overskrifter, det er den næstmindste af 16 delstater, men valget til landdagen på søndag kommer til at præge diskussionen frem til det tyske forbundsdagsvalg 24. september. Kritikken af Merkels triste valgkamp vil nemlig eksplodere, hvis SPD bliver det største parti, skriver Nils-Chr. Nilson
Både forbundskansler Angela Merkel (62), CDU, og hendes udfordrer Martin Schulz (61), SPD, må med spænding se frem til, at de første prognoser fra valget i Saarland offentliggøres kl. 18.01 søndag.
Kritikken af Merkels triste valgkamp vil nemlig eksplodere, hvis SPD bliver det største parti. Og for SPD vil det være en selvmordsaktion, hvis partiet falder for fristelsen og danner en flertalsregering med Die Linke, det venstreorienterede parti, der er udgået af det østtyske kommunistparti SED (senere PDS) samt utilfredse fagforeningsfolk i vest.
For at forstå det tyske valg må man grave i historien
For at forstå situationen er man nødt til at grave tilbage i historien.
Socialdemokraten Oskar Lafontaine (73) var en populær ministerpræsident i Saarland 1985-1998. Han var SPD’s spidskandidat ved valget i 1990, men tabte kandidaturet på gulvet, fordi han ikke forstod kræfterne bag genforeningen. I 1995 erobrede han partiformandskabet ved et kup. Han havde ikke lyst til at være spidskandidat igen, så i 1998 fik Niedersachsens ministerpræsident, Gerhard Schröder (72) chancen og fejede Helmut Kohl (86) af banen.
Schröder blev forbundskansler med Oskar Lafontaine som partiformand og finansminister. Og så kom braget.
I marts 1999 nedlagde han alle sine politiske poster i protest mod Schröders økonomiske reformer og indledte en hård kritik af sit parti, SPD, som han forlod i 2005. Han gik ind i et venstresocialistisk forum, WASG, især bestående af venstrefløjen i den vesttyske fagbevægelse. Samme år sluttede de sig sammen med de østtyske kommunister under partibetegnelsen Die Linke.
Nu stræber Die Linke i Saarland efter at danne en rød-rød regering med socialdemokraterne. Igen skal man se på historien.
De østtyske kommunister var vant til at have indflydelse og tage ansvar. Det her været naturligt for dem at fortsætte hermed efter genforeningen, hvor de har været medlemmer af koalitionsregeringer i nogle af de fem østlande, og hvor Bodo Ramelow nu er en populær ministerpræsident i Thüringen. Modsætningen er den vestlige del af partiet, der bortset fra Lafontaine består af folk, der altid har befundet sig i ansvarsløs opposition. Man taler om Realos og Fundis, realister og fundamentalister.
SPD og Die Linke: en risikabel affære
Ifølge den seneste meningsmåling står CDU til 37 pct., SPD til 32, Die Linke til 12,5 og AfD (det fremmedfjendske parti) til 6 pct. Både Die Grüne og FDP ryger under spærregrænsen på 5 pct. Valget kan resultere i, at SPD og Die Linke står med flertallet, og Oskar Lafontaine vil i regering.
Det er en risikabel affære. Manden er hektisk, skiftet tit holdninger og må betegnes som en politisk lystmorder. Han er lige så ondskabsfuld som navnefællen Oskar Matzerath. Stridbarheden er ikke blevet mindre efter at han har giftet sig med østtyske Sahra Wagenknecht, 47, som er den sidste stalinist i Europa.
Får Saarland en rød-rød regering, vil Angela Merkel få foræret sit valgtema: Så kan hun slå hårdt på, at hele Tyskland risikerer at komme under rødt-rødt-grønt herredømme. Der vil blive åbnet for en antisocialistisk skræmmekampagne på linje med, hvad Bayerns ministerpræsident Franz-Josef Strauss bedrev i 1970’erne.
Oskar Lafontaine er hektisk, skiftet tit holdninger og må betegnes som en politisk lystmorder. Han er lige så ondskabsfuld som navnefællen Oskar Matzerath. Stridbarheden er ikke blevet mindre efter at han har giftet sig med østtyske Sahra Wagenknecht, 47, som er den sidste stalinist i Europa.
Det vil ikke nytte meget, at Oskar Lafontaine selv afviser en sådan koalition på landsplan, eller at Die Grüne er blevet borgerliggjort og er langt fra den tid, hvor Joschka Fischer (68) smed brosten mod politiet. Partiet ligner mere de hjemlige radikale end et revolutionært parti, men er stadig delt i Realos og Fundis.
I øjeblikket regeres Saarland af en såkaldt stor koalition, bestående af CDU under den populære ministerpræsident Annegret Kramp-Karrenbauer (55), (undskyld, det er ikke en spiritusprøve, men hendes navn) og den noget mere anonyme socialdemokrat Anke Rehlinger (40). Uden Schulz-effekten ville Kramp-Karrenbauer spadsere igennem, nu er der trods alt en vis spænding.
Dødens stabilitet
Det triste udfald af valget bliver formentlig, at den store koalition fortsætter, som den nok også gør det på forbundsplan. Det giver en stabilitet, men dødens stabilitet, fordi de to store partier holder hinanden i skak, så afgørende reformer bliver liggende i skabet og Tyskland mere og mere kan minde om et arbejdende museum, trods erhvervslivets succes. Der er store uløste sociale problemer.
Ser man længere frem er der landdagsvalg i Schleswig-Holstein 7. maj og i Nordrhein-Westfalen 14. maj. Begge delstater regeres af rød-grønne koalitioner, i Schleswig-Holstein med et tilskud af den danske Minderheit.
Den tid, den glæde. På søndag holdes Saarland og dets 800.000 vælgere under observation.
POV lønner ikke sine skribenter, men hvis du holder af Nilles artikler kan du donere et beløb direkte til ham via Mobile Pay: 20 33 30 31
Topfoto: Kollage foretaget af POV International med LunaPicEditor (originalbillede fra Europaparlamentet og det tyske flag).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
