MIN USÆDVANLIGE REJSE #2 // ESSAY – I dag er det børnelærdom i japanske skoler, at reformerne under ledelse af den progressive og udenlandsk orienterede Meiji-kejser viste vej mod fremtiden, skriver Asger Røjle Christensen. Det var bagstræbere som dem i Aizu, der stod i vejen for udviklingen. Det er blevet eftertidens dominerende fortælling de fleste steder i Japan og omverdenen – men ikke i Fukushima. Og slet ikke i det vestlige Fukushima omkring Aizu-Wakamatsu. Her er der vendt op og ned på, hvem der var de gode, og hvem der var de onde.
Sommer er rejsetid, og man kan se verden og få nye oplevelser på mange måder.
I løbet af sommeren inviterer POV’s skribenter læserne med på deres egne usædvanlige og tankevækkende rejser.
Den stolte samuraistad Aizu-Wakamatsu ligger dybt inde i det japanske fastland, tæt ved det vestlige Fukushima-amts fabelagtige bjerglandskaber.
Området har spillet en stor og dramatisk rolle i japansk historie, men besøges ikke så ofte i dag, hverken af udlændinge eller japanske turister, nok mest fordi Japans berømte Shinkansen-lyntog, der binder landet sammen, ikke lige kommer forbi.
Selv havde jeg rejst og arbejdet i Japan i over 35 år, før jeg første gang i 2019 endelig kom til Aizu-Wakamatsu. Stedet havde med alle sine fascinerende fortællinger fra fortiden stået for mig i et dragende og lidt mystisk lys, og det havde klart været på min liste over fremtidige besøgsmål.
Men det blev først til virkelighed, da jeg fik en venlig invitation til en pressetur for udenlandske korrespondenter. Siden er det blevet et af mine absolutte yndlingsrejsemål, og jeg har selv arrangeret ture til den del af Japan for danske rejsende.
Samuraiernes masseselvmord
Aizu-Wakamatsu er stedet, hvor man laver noget nær Japans bedste sake, risvin. Byen har en lang tradition for fantastiske lakarbejder, som sælges i små butikker op og ned ad hovedgaden. Og højt hævet over den nutidige by ligger som en reminder om fortiden Tsuruga-borgen, der i flere århundreder frem til 1868 var den magtfulde Aizu-klans hovedsæde.
Jeg har besøgt Nisshinkan tre gange. Ikke selve den gamle skole ganske vist. Den brændte i et afgørende slag under den såkaldte Boshin-krig, en blodig borgerkrig
Aizu-klanen var trofast allieret med det centrale shogun-styre nede i Edo, det nuværende Tokyo, men regerede som en slags lokal kongefamilie i store dele af det nordøstlige Japan.
Aizu-klanen var på konservativ – gamle dyder blev holdt i hævd – men samtidig var nogle af de samuraier, der fungerede som administratorer og rådgivere for klanens skiftende overhoveder, forbløffende vidende om omverdenen og åbne over for nye tanker.
Ingen steder var denne dobbelthed mere tydelig end ved Nisshinkan, en skole for unge samurai-sønner, der fra 1803 til 1868 lå på et stort areal lige neden for Tsuruga-borgen. Her lærte eleverne loyalitet og trofasthed. Her lærte de at indordne sig under de hierarkier i livet, de var født ind i. Her lærte de at være seje, tålmodige og udholdende, men også at ofre deres egne liv uden tøven, hvis det krævedes for at bevare ære og værdighed.
Men selv om skolen i sin oprindelse var en konservativ institution, en eliteskole, beregnet på at forsvare og befæste eksisterende magtforhold og Aizu-klanens magt, var den samtidig murbrækker for nye idéer og nye teknologier. Der blev undervist i nye skolefag som astronomi, aritmetik og medicin, og flere elever fra skolen fik nøgleroller i den nye akademiske verden, som blev etableret i Japan efter det feudale systems sammenbrud i 1860’erne og de såkaldte Meiji-reformers begyndelse fra 1868 og frem.
Jeg har besøgt Nisshinkan tre gange. Ikke selve den gamle skole ganske vist. Den brændte i et afgørende slag under den såkaldte Boshin-krig, en blodig borgerkrig, hvor Aizu-klanens stolte samuraier og shogunens støtter andre steder i det nordlige og nordøstlige Japan blev skånselsløst nedkæmpet af den nye Meiji-regerings hærs massive mandtal og moderne våbenteknologi.
Et afgørende slag fandt sted ved Tsuruga-borgen i oktober-november 1868. 30.000 soldater fra den nye kejserlige hær belejrede og sønderbombede borgarealet, hvor 5.000 mennesker havde samlet sig, ikke kun samuraier, men også kvinder, børn og ældre.
I et tragisk døgn i oktober, da nederlaget var uundgåeligt, begik adskillige familier af samurai-slægt masseselvmord, selv små døtre på to år blev slået ihjel. Andre kæmpede videre til det sidste, men efter en månedlang belejring overgav den sidste Aizu-herremand sig 6. november 1868.
3.000 medlemmer af Aizus samurai-familier var døde, heraf 2.500 soldater, men også mange ældre, kvinder og børn. Nisshinkan-skolen var blevet brugt som nødhospital, indtil også den brændte ned.
Genopbygget
Længe efter, i 1987, er samurai-skolen imidlertid nøje genopbygget som en rekonstruktion, et museum over den tid, baseret på oprindelige tegninger. Vore dages Nisshinkan ligger en taxatur på 15-20 minutter væk fra borgen og byens centrum. Der er sjældent mange besøgende. Det fremtræder som et usigeligt smukt og faktisk meget fredeligt sted.
I de fleste skematimer sad eleverne med foldede ben på tatami-gulve og lærte tekster af den gamle kinesiske vismand Konfutse udenad samt gamle japanske myter, der rummede, hvad man kaldte ”stor lærdom”.
Sådan som man i et af klasseværelserne i vore dage kan betragte livagtige modeller af en skoleklasse gøre.
I skolens centrale bygning er der en ophøjet statue af Konfutse. Ifølge hans lære handler det for os alle sammen om at acceptere vores plads i det samfundshierarki, vi er født ind i. Hersker over undersåt, forældre over børn, ægtemand over hustru, lærer over elev, storebror over lillesøster.
Man skal være loyal over for dem over en selv, der til gengæld forventes at belønne en med opbakning og retfærdighed. Hvis man formår at undertrykke enhver drøm om, at det kunne være anderledes, er man lykkelig. Det skaber ro og stabilitet i samfundet.
Dette er groft sagt hovedtanken i konfutsianismen, som med udspring i Kina har præget udviklingen i hele Østasien i halvandet årtusinde. Den dag i dag kommer lokale skolebørn fra Aizu-området på ekskursion til Nisshinkan for at lære om den del af Japans historie og tankegods.
Det at gå i skole var i 1800-tallet en ny idé i Japan. Den fangede hurtigt an. I slutningen af Edo-perioden, der varede fra begyndelsen af 1600-tallet til 1868, var der opstået 300 af den slags skoler rundt om i landet. Nisshinkan var en af de bedste, mest berømte og prestigefulde af disse tidlige skoler. Initiativet kom fra Harunaka Tanaka, en fremsynet samurai og rådgiver for herremanden på Tsuruga-borgen.
Den dag i dag er den genopbyggede skole en gang imellem scene for nationale og internationale seminarer og træningsophold for udøvere af de moderne sportsgrene, den tids kampsport har udviklet sig til
Ifølge Tanaka ville Aizu-klanen ikke kunne bevare sin magtposition i det nordøstlige Japan, hvis den ikke uddannede sine samuraier bedre, end konkurrerende klaner i resten af Japan gjorde. Samuraier var den tids politikere, embedsmænd og administratorer – ud over at de var krigere med ret til at bære sværd.
Nisshinkan blev fra begyndelsen i 1803 defineret som en skole, udelukkende for ældstesønner i finere samurai-familier. Drengene blev optaget på skolen, når de blev ti år. De blev samlet i klasser af jævnaldrende fra samme lokalområde, så der var grobund for et stærkt og ukueligt broderskab.
Overalt på skolen hænger der opslag med slagordet ”Lad være med at gøre de ting, som du ikke må”.
Skolen så det som sin opgave at opdrage unge drenge fra fine familier til et asketisk og moralsk liv. Ud over at terpe gamle tekster om moral og regeringsførelse brugte drengene en stor del af skoledagens timer på at dyrke kampsport, og skolen blev et anerkendt center for den tids versioner af kendo, judo og ikke mindst kyudo, bueskydning. Tankegangen var, at skærpede man drengenes fysik, skærpede man også deres mentale hårdførhed.
Den dag i dag er den genopbyggede skole en gang imellem scene for nationale og internationale seminarer og træningsophold for udøvere af de moderne sportsgrene, den tids kampsport har udviklet sig til. Og almindelige besøgende inviteres til at teste sig selv og fotografere hinanden med traditionel bue og pil. Anlægget benyttes også, når lokale iværksættere arrangerer samurai-show og samurai-kurser for indenlandske og udenlandske turister.
Grundlæggende var der naturligvis tale om en militær uddannelse og opdragelse. Når man besøger skolen, bliver man med stor stolthed vist Japans første udendørs swimmingpool, hvor unge samuraier – altid klar til kamp – trænede i at svømme oprejst med brynje på.
Nederlagets skam
Aizu-klanens overhoveder på Tsuruga-borgen havde i begyndelsen af 1800-tallet for længst sværget troskab til, at Tokugawa-familien og dens arvtagere fortsat skulle være shoguner i Edo, som de på det tidspunkt havde været i mere end to århundreder.
En loyalitet, som gennem årene var befæstet med tætte familiebånd mellem på den ene side Tokugawa-familien og på den anden side Matsudaira-familien, Aizu-klanens ”kongefamilie”.
Det er en del af områdets selvforståelse, at man var de loyale og hele tiden stod for det moralsk rigtige standpunkt, men at man, som Boshin-krigen udviklede sig, ved en historisk tragedie pludselig befandt sig på den forkerte side
Men samtidig var Aizu-lederne på Tsuruga-borgen på sin vis fremsynede og progressive inden for den gamle struktur. De gik ind for bedre skoler med bredere kundskaber, de ønskede at uddanne mere menneskelige ledere med indsigt i bedre regeringsførelse; de ønskede at udbygge områdets industri og skaffe udkomme og velstand for dets beboere, og det var alt sammen en vigtig del af forklaringen på Aizu-klanens appel og Aizus politiske magt i samtiden – så længe det varede.
I dag er det børnelærdom i japanske skoler, at Meiji-reformerne under ledelse af den progressive og udenlandsk orienterede Meiji-kejser viste vej mod fremtiden, og at det var bagstræbere som dem i Aizu, der stod i vejen for udviklingen.
Det er blevet eftertidens dominerende fortælling de fleste steder i Japan og omverdenen – men ikke i Fukushima. Og slet ikke i det vestlige Fukushima omkring Aizu-Wakamatsu. Her er der vendt op og ned på, hvem der var de gode, og hvem der var de onde.
Her fremstilles Aizu-klanen og dens samuraier som stolte forkæmpere for en moralsk rigtig sag. Her fremstilles det, som om Aizu blev svigtet af resten af Japan på trods af stor loyalitet og trofasthed. Og her har fortællingens sidste kapitel fået en umiskendelig offertone, fordi man mener, at folk fra Aizu siden nederlaget i 1868 er blevet uretfærdigt diskrimineret og helt frem til vore dage har måttet kæmpe hårdere end andre for at komme frem i det nye samfund.
”Skammen over dette nederlag har indlejret sig dybt i hjerterne hos Aizus folk,” som det hedder i en forklarende tekst på det historiske museum på den genopbyggede Tsuruga-borg.
Aizus folk var ifølge alle de beretninger, man hører lokalt, blevet tilført et dybt sår, både militært og massepsykologisk, ved afslutningen af Edo-tiden. Det er en del af områdets selvforståelse, at man var de loyale og hele tiden stod for det moralsk rigtige standpunkt, men at man, som Boshin-krigen udviklede sig, ved en historisk tragedie pludselig befandt sig på den forkerte side.
En stor misforståelse
I dag vender lokalpolitikere og ledere af det lokale erhvervsliv sig mod det efter deres mening alt for firkantede billede, at man i Aizu skulle have været imod alle Meiji-reformer, og at man skulle have vendt sig mod total vestliggørelse.
Det er uhyre vigtigt for områdets elite nu om dage at understrege, at man bestemt aldrig har været imod kejseren, selv om man førte krig mod hans hær.
Her så de på afstand borgen omspændt af flammer og troede, at de belejrende styrker var brudt gennem borgens forsvarsværker, og at slaget var tabt
Ingen historie, der illustrerer Aizu-klanens tragiske nederlag og Aizu-folkets stolthed, er fortalt oftere end beretningen om de nitten teenagedrenge i ”Byakkotai”-enheden, som under slaget om Tsuruga-borgen var kommet væk fra Aizu-hærens hovedstyrke og undveg fjendens styrker ved at bestige Iimoriyama-bjerget med udsigt over hele byen.
Her så de på afstand borgen omspændt af flammer og troede, at de belejrende styrker var brudt gennem borgens forsvarsværker, og at slaget var tabt, hvorpå de dødtrætte hidsede hinanden op til at gøre, hvad de netop som et led i pensum på Nisshinkan havde lært var det eneste hæderværdige for en samurai at gøre i den situation. Der på bjergsiden, lige ved udsigtspunktet, begik alle nitten seppuku, rituelt selvmord.
Et tyvende medlem af delingen gik en klasse under de andre og havde ikke lært at føre sværdet ind i mavesækken på den rigtige måde. Han overlevede som den eneste og kunne fortælle historien. Det allermest tragiske er, at det var en stor misforståelse. Borgen brændte ikke, men kun nogle bygninger i nærheden, og belejringen var ikke slut endnu. Det skete først flere dage senere.
I dag står nitten gravstene ved siden af hinanden på bjergsiden, og det uhyggelige sted er måske et tankevækkende besøg værd, hvis man først har besøgt selve Nisshinkan.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
