Stik nu de drenge en undskyldning

i Danmark/Featured/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

Sagen om drengene fra Godhavn har aldrig fundet en afslutning. Det officielle Danmark nægter at tage den på sig, og venter på at den stille skal dø. Men for ofrene er den et åbent sår, og med en regn af priser til Jesper W. Nielsens ”Der kommer en dag” ved uddelingen af Årets Robert er der igen kommet fokus på fortællingen om en uretfærdighed, der aldrig er rådet bod på. POV genoptrykker Thomas Milsteds kommentar fra foråret 2016.

Helle Thorning ville ikke gøre det og den nuværende statsminister og hans socialminister vil heller ikke. Drenge der, på statens regning, er blevet udsat for seksuelle overgreb, slået, mishandlet og afstraffet med metoder, der også på den tid var ulovlige, venter stadig i det uvisse.

De er blevet eksperimenteret og kastet rundt med, og deres liv har været et helvede, fordi myndighederne ikke påtog sig det ansvar, de havde. De kan ikke komme videre i deres liv, fordi det officielle Danmark ikke kunne tage sig ordentligt af dem og nu ikke vil give dem en undskyldning. Hvorfor må stå hen i det uvisse. Et er dog sikkert; vi er i afdelingen for rendyrket kynisme.

Jeg skal ikke trætte læseren med en gennemgang af sagen om drengene fra Godhavn. Den kender de fleste vel nu. Det er der skrevet rigtig meget om i den seneste tid og jeg kan kun anbefale folk at se udsendelsen om dem på TV 2. Du kan også gå ind og se filmen ”Der kommer en dag”, som er baseret på hændelser på Godhavnskolen.

Jeg skal heller ikke trætte jer med historier om de ”seksuelt løsagtige” og ”moralsk defekte” piger fra Sprogø, som helt frem til 1961 blev isoleret fra det normale samfund. Som led i datidens socialhygiejniske politik. Jeg skal også nok spare dig for fortællingen om de 22 grønlandske børn, der kom til Danmark uden deres familiers samtykke. Også som led i et socialpolitisk eksperiment. Jeg vil heller ikke komme ind på det ene ud af fem børn, der er blevet slået de seneste år.

Jeg vil bare forholde mig til, hvorfor man i hede hule helvede ikke bare kan give de drenge den undskyldning.

”I Danmark har vi ikke tradition for at give undskyldninger, medmindre der ligger en dom til grund for det”.

Så kynisk og afstumpet var udmeldingen fra medlem af social- og indenrigsudvalget Jane Heitmann (Venstre) efter at have været til forpremiere på filmen ”Der kommer en dag”

Socialminister Karen Elleman er lige så kategorisk i sin afvisning. Hun mener ikke, det er hendes ansvar. Det er der sjovt nok heller ingen, der vil give hende. Hun var ikke engang født, da mishandlingerne fandt sted. Hvor meget nemmere må det så ikke være at give en undskyldning, kunne man mene.

Det her kan ikke kun forklares eller bortforklares med historiske strøg. For som nuværende forstander for Godhavn Bo- Uddannelses- Og Erhvervscenter Søren Skjødt gør opmærksom på, da jeg fangende ham på en mail:

” Smertefuld historie skal bruges til fortsat udvikling af et sundt børnesyn”.

Med Tøndersagen, Brønderslevsagen og pigerne fra Slagelse i al for frisk erindring, må vi vedholdende sætte fokus på måden, vi ser eller måske netop ikke ser børn på, måden vi anbringer børn på eller forholder os til den manglende reaktion, når der kommer underretninger. Samtidig må vi sikre os, at de børn, der undslipper rædsler, forsømmelse eller mishandling, får et så godt og trygt et liv bagefter som overhovedet muligt.

Vi skal også huske historien for, at den ikke skal gentage sig, og drengene fra Godhavn symboliserer nogle af de mørkeste og mest dystre sider af vores nutidige velfærdssamfund. Et Danmark, hvor mange børn stadig har det skidt, og er alvorligt udfordrede af et liv i skyggen med alle de konsekvenser det har.

Hvorfor sige undskyld

“Ved at sige undskyld påtager krænkeren sig det fulde ansvar for det overgreb, der har fundet sted. Det medfører en helende proces for offeret. Og i det her tilfælde er det staten, som er, om ikke den direkte krænker, så ansvarlig for at det kunne ske og ikke mindst at det fortsatte.”

Det siger Berit Møller, adjunkt ved det Samfundsfaglige og Pædagogiske Fakultet og Institut for Socialt Arbejde. Hun er enig i, at en undskyldning ikke kun ville være på sin plads, men også er nødvendig hvis drengene, som nu er voksne mænd, skal få fred:

Ved at krænkeren påtager sig det fulde ansvar, kan offeret også fritages fra følelsen af skyld og skam og ikke mindst komme ud af den oplevelse af medansvar, som mange ofre har. Disse drenge er gennem hele deres opvækst blevet manipuleret til at tro, at de var værdiløse. De er gang på gang blevet krænket og i sådan en grad, at de til sidst troede på, at de var sådant et menneske, andre kunne tillade at gøre med, hvad de ville. Det resulterer i troen på, at man er et særligt ondt og gement menneske, at man ligefrem fortjener at blive behandlet skidt.”

Den selvdestruktive selvopfattelse, som ofte også fører til alkohol- og stofmisbrug og ikke sjældent til selvmord, vil en undskyldning kunne være med til at frigive. En undskyldning kan også ofte være det første skridt ud af offerrollen, viser undersøgelser.

Helle Øbo, direktør i Askovfonden, en nonprofit-NGO som siden 1943 har skabt sociale løsninger for socialt udsatte mennesker, mener tilsvarende, at Godhavnsdrengene snart må få muligheden for at kunne komme videre:

“De skal have en undskyldning, fordi de har været ‘samfundets børn’ og ansvar i en periode, hvor de var børn og derved ikke kendte deres rettigheder. I enhver anden sammenhæng ville man sige undskyld. Selv staten må stå til ansvar, når man ikke har levet op til det.”

Man tramper da på folk der ligger ned

Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad er det politikerne har gang i, når de hele tiden skal gøre livet surt for dem, som i forvejen er dyppet i eddike? Hvad er det, der foregår oppe i deres hoveder, når de kun tænker på at løbe fra ansvaret frem for at erkende det og rette op på fejlene?

Hvad koster det at tage ansvar og sige undskyld, og hvad er det for et princip, der vægter højere end princippet om anstændig opførsel?

Det er simpelthen gement og ondskabsfuldt, og selvom der skulle udbetales erstatning for svig og smerte må det da så bare være sådan.

Måske skulle man købe et kampfly mindre. Det ville sikkert kunne give store beløb til dem, som har været ofre for statens svigt gennem årtier og stadig er det.

Det kan godt være, vi ikke længere kunne finde på at lave medicinske forsøg med børn eller udsætte dem for de pinsler, som Godhavnsdrengene måtte igennem. Men vi eksperimenterer på en vis måde stadig den dag i dag med at lade børn leve i fattigdom og under usle vilkår og manglende tilsyn. De store besparelser kommunerne må slås med i disse år, skærer prioriteterne hårdt til og i rigtig mange tilfælde for hårdt med alvorlige konsekvenser til følge. Er det ikke pinligt, at børn i 2016 stadig skal vokse op med angst og utryghed, der kommer til at præge dem langt ind i voksenlivet?

Når den nuværende regering ikke vil sige undskyld, handler det så i virkeligheden mere om en bekymring for, hvad et undskyld koster i form af erstatningssager?

Er det her en konsekvens af den uheldige drejning, vi ser i vort samfund, hvor den socialpolitiske debat er blevet erstattet af en debat om økonomi? En drejning hvor alle, der har brug for og er afhængig af midler fra det offentlige, mistænkeliggøres og stemples som tabere, der ligger som de har redt?

De store besparelser på det sociale område kan imidlertid komme til at betyde, at politikerne risikerer at skulle sige undskyld igen og igen, fordi de ikke vil afsætte de nødvendige midler og resurser. Tusindevis af børn vil også i fremtiden komme til at mærke konsekvenserne af en kynisk socialpolitik, hvor det er ussel mammon, der styrer og ikke den nødvendige faglige kvalitet.

Topfoto:Thomas Milsted

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Min MobilePay: 31418376

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt. Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,