Som et nyt jerntæppe – fra den ene dag til den anden

Anne Haubek & Thomas Ubbesen 20.05.2022

NYT FRA ØSTFRONTEN #4 // ARTIKELSERIE – Venskaber og samarbejde i den lille nordnorske udkantsregion er lagt på is, al kontakt over grænsen er stoppet. Og angsten er kommet tilbage.

PASVIKDALEN – ”Jeg har helt mistet lysten til at tage derover,” siger Yngve og peger over på den anden side af elven, der bruser afsted – kun 300 meter fra hans baghave.

Vi er kørt sydpå fra Kirkenes ned gennem Pasvikdalen, hvor elven løber og danner grænsen mellem Norge og Rusland. En gang udgjorde dalens mange træer, klipper og det fossende vand en hård grænse under den kolde krig. Sådan har det ikke været i mere end 30 år, i hvert fald ikke indtil nu.

Yngve fisker tit her. Indimellem ser han fiskere ovre på den modsatte side. Det er russiske grænsevagter. Et syn som hidtil bare har været venskabeligt, de har vinket til hinanden, men nu har fået et ubehageligt slør over sig.

”Det er en tragedie, for jeg elsker Rusland, men jeg har ikke lyst til at rejse ind i et land, der har gjort dette mod Ukraine. Sådan er det.”

Samliv lagt på is

Yngve er lærer og 65 år gammel. Han er vokset op i dette område, hans familie kommer herfra, han lever i og med og af naturen. Serverer rogn fra sik (en slags laks), han selv har fanget, og tørret rensdyrhjerte fra dyr, han selv har skudt. Han elsker denne egn, og hans rødder er dybe her.

Med sit store engagement giver han sin egen dybe glæde ved livet i den barske og smukke natur i Arktis videre til sine elever, og de sidste mange år har det at krydse grænsen til Rusland været helt normalt. De har haft et tæt samarbejde med russiske skoler, og eleverne har lært hinanden at kende, boet hos hinandens familier og knyttet massevis af venskaber.

Sovjetunionens opløsning i 1991 betød starten på et tæt samarbejde og venskab heroppe, men alt det er slut nu.

Nu prøver vi ikke at fokusere alt for meget på det, vi er nødt til at have en hverdag her
Yngve, lærer og beboer i Kirkenes

Ruslands angreb på Ukraine har lagt det ellers så blomstrende samarbejde og samliv i denne lille norske udkantsregion totalt på is.

”Det er tungt, at vi ikke kan tage derover. I de sidste 30 år har vores skole haft et nært samarbejde f.eks. med skolen i den russiske grænseby Nikel, hvor vi plejer at spille musik sammen og holde fælles koncerter. Vi har også haft udveksling af elever, men også det er brat sluttet nu.”

”Da krigen begyndte, talte vi meget med eleverne om det i skolen for at forsøge at forstå, hvad der skete. En af vores elever troede, at russerne nu ville komme over elven, der ligger tæt på skolen og angribe os.”

”Vi så nyheder med eleverne om morgenen og forsøgte at tale om det. Vi har en 19-årig russisk pige hos os som elev i dette skoleår, hun græd og var helt ude af den.”

”Nu prøver vi ikke at fokusere alt for meget på det, vi er nødt til at have en hverdag her.”

Stor påvirkning af samfundet

Folk her er vant til at køre over grænsen til Rusland og købe ind, tanke benzin og hente byggematerialer f.eks. Som det ofte er i grænseegne, er nabolandet bare en del af ens egn – i hvert fald i fredstid.

Før krigen tog Yngve over mindst en gang om måneden, og han har mange gode venner i Rusland. Men nu er han også blevet forsigtig med, hvad han skriver til dem på Facebook.

”Folk derovre virker meget bange for at sige noget.”

Skribenterne ved elven i Pasvikdalen. Foto: Anne Haubek og Thomas Ubbesen.

En af hans venner har en russisk kæreste, og de tør slet ikke tale om krigen – hverken hjemme eller i telefonen, fordi de er bange for, at de bliver aflyttet. Ligesom under kommunismen.

”Det er ikke det russiske folk, jeg har noget imod,” understreger den 65-årige lærer.

Alligevel er han overbevist om, at det vil tage meget lang tid at reparere kontakten til Rusland, for krigen i Ukraine har ødelagt det forhold, som ellers har blomstret i denne lille egn af Nordnorge siden Sovjetunionens sammenbrud.

”Krigen har påvirket vores samfund heroppe vældigt negativt – også for vores forretningsliv – og det kommer til at blive ved med at påvirke os lang tid endnu, det har skabt en anspændthed, som har ødelagt meget.”

Det er som om, tiden her er blevet skruet 30 år tilbage, og der igen har sænket sig et jerntæppe heroppe.

Læs hele artikelserien fra Østfronten i POV her.

Anne Haubek & Thomas Ubbesen

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist. Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service. Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016), ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). "Vi var folket - møde med østeuropæerne 30 år efter murens fald", Gyldendal, 2019. Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder. Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309. Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder. Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder. Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik. Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.