
EUROPAS MINDRETAL #29 // BAGGRUND – På den vestligste kyst af Europa ligger Portugal klemt helt ud til kanten af det europæiske kontinent af det meget større Spanien. Et lille land med 10 mio. indbyggere og mere end 7 millioner portugisiske udvandrere med efterkommere, der er spredt rundtom i verden. Det land, der i europæisk perspektiv ligger længst væk fra Ukraine. Hvad betyder en geografisk afstand i forhold til en nations opfattelse af en krig?

LISSABON – En europæisk undersøgelse viste for nylig, at jo længere væk man geografisk bor fra en konflikt, des mindre opbakning er der til en fælles europæisk indsats.
Fra krigens start i 2022 var der generelt stor opbakning i Portugal. Ud over at den portugisiske stat hjalp med at få flygtningene etableret under den midlertidige EU-beskyttelsesordning, blev en lang række indsamlinger sat i værk, ikke mindst af kirken, nødhjælpsorganisationer og private grupper.
Krigen i Ukraine fyldte meget i de portugisiske medier og den offentlige debat. Den blev dækket bredt af de store nyhedsmedier og diskuteret ivrigt i politiske fora og på sociale medier.
Et stort ukrainsk samfund
Det har formentlig også spillet en rolle for opbakningen til Ukraine, at der allerede mange år før krigen havde været et stort ukrainsk samfund i Portugal.
En stor bølge af ukrainske migranter kom til Portugal fra slutningen af 1990’erne og frem til begyndelsen af 2000’erne. Mange blev tiltrukket af muligheden for arbejde, især i byggebranchen, rengøring og landbrug – områder med stor efterspørgsel og mangel på arbejdskraft.
Den geografiske afstand spiller unægteligt en rolle. Mange portugisere føler, at konflikten er ”langt væk”, både fysisk og følelsesmæssigt. Det betyder, at interessen for krigen er dalet over tid
Portugal og Ukraine indgik i 2000 en bilateral aftale om arbejdskraft, hvilket yderligere fremmede indvandringen. I begyndelsen af 2000’erne var ukrainerne den største gruppe af udlændinge i Portugal. På sit højeste talte det ukrainske samfund i Portugal mere end 60.000 personer. Antallet er siden faldet noget, ikke mindst på grund af den alvorlige økonomiske krise, landet tidligere befandt sig i, hvor flere valgte at rejse videre til andre EU-lande. Mange valgte dog at blive.
Ukrainske migranter har generelt været godt integreret i det portugisiske samfund, med aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet og et relativt lavt konfliktniveau. Mange har opnået portugisisk statsborgerskab eller permanent ophold.
På den måde har det eksisterende netværk af ukrainere i Portugal før 2022 formentlig i sig selv tiltrukket flygtende ukrainere til det mest vestligt beliggende land i Europa.
Siden da er krigen langsomt blevet skubbet i baggrunden af mere lokale og nationale emner såsom inflation, en alvorlig boligkrise og politisk ustabilitet. Portugals egen politiske situation har nemlig i samme periode været ramt af tumultariske tilstande.
Selvom det naturligvis ikke kan måle sig med invasion og krig, så har Portugal nemlig været ramt af en vis politisk ustabilitet med tre regeringsvalg gennem de seneste tre år. Det fjerner unægteligt fokus fra en krig, der ligger mange tusinde kilometer væk fra den hjemlige andedam.
Eftersom ukrainerne qua den tidligere migrationsbølge fra starten af 2000’erne allerede havde slået rødder i landet, og de som sådan betragtes som velintegrerede, er det heller ikke denne gruppe af udlændinge, der har pådraget sig særlig opmærksomhed i den forgangne valgkampagne, hvor landets højreorienterede parti Chega endnu en gang stormede frem på en kampagne mod udlændinge.
Mange af de ukrainere, der kom ved krigens start i 2022, er enten unge digitale nomader – heraf nogle med russisk partner/ægtefælle, hvilket gør deres situation lidt mere kompliceret, eller etablerede forretningstyper, der kører i dyre biler som BMW og Porsche på ukrainske nummerplader.
Særligt sidstnævnte gruppe kan til tider få et hævet øjenbryn og en barsk bemærkning med på vejen, hvis de skulle føle trang til at overtræde de lokale fartgrænser. Unge mænd, der trods udrejseforbuddet i Ukraine for ukrainske mænd i den kampdygtige alder altså har valgt ikke at deltage i krigen.
Men bortset fra unge ukrainske mænd i dyre biler er det overordnet set en gruppe af udlændinge, der ikke længere fylder meget i den portugisiske bevidsthed eller hverdag.
Den geografiske afstand til en krig
Den geografiske afstand spiller unægteligt en rolle. Mange portugisere føler, at konflikten er ”langt væk”, både fysisk og følelsesmæssigt. Det betyder, at interessen for krigen er dalet over tid.

På dette punkt adskiller portugiserne sig såmænd ikke fra andre nationaliteter. Det er menneskets natur, at konflikter, der geografisk ligger langt væk, ikke fylder så meget i folks bevidsthed.
Det er ikke anderledes for portugiseren end for den amerikanske kvægavler, der kæmper med inflationen og højere toldsatser. Eller for landmanden i Lesotho, der kæmper med tørken. For når den geografiske afstand spiller ind, bliver krig en mere abstrakt størrelse.
Der er en velkendt psykologisk teori, construal level theory, der går ud på, at jo længere væk en krig er, jo mere abstrakt bliver den – ikke bare på et fysisk plan, men også tidsmæssigt, socialt og hypotetisk.
Jo færre direkte konsekvenser af krigen man oplever i sin egen hverdag, jo mindre betydning har krigen, og jo mindre fylder den i den enkeltes bevidsthed. En person i Polen vil typisk have en langt større kontaktflade med ukrainere, end en portugiser vil, alene qua den geografiske afstand, og dermed større emotionel og politisk involvering i Ukraine-krigen.
For det lille land i den vestligste udkant af Europa er Ukraine på mange måder langt væk.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.