KONCERT // ANMELDELSE – Det er i år 150 år siden, at den franske komponist Maurice Ravel blev født. Det blev fejret med en festival i Musikhuset, hvor de to orkesterkoncerter med Aarhus Symfoniorkester og deres chefdirigent Dmitry Matvienko bød på veloplagte udgaver af nogle af Ravels mest elskede værker.
Maurice Ravel var og er en mester, når det kommer til at skabe drømmende lyduniverser. En evne, han i øvrigt deler med en del andre franske komponister fra det 20. århundrede. I en grad, så man måske næsten kan tale om en særlig fransk klang i musikken.
At Ravel også var gudsbenådet, når det kom til at orkestrere, fik vi også flere eksempler på over de to torsdagskoncerter, som udgjorde orkesterdelen af Aarhus Symfoniorkesters og Musikhusets lille Ravel-festival.
Man skal dog ikke forveksle Ravels elegance og i hans musik med overfladiskhed eller en letbenet tilgang til musikken og det at komponere. Det faldt ham ikke let at komponere nye værker, og der blev arbejdet omhyggeligt og formbevidst med tingene og med en stor respekt for tidligere tiders musikalske traditioner. Men også eksperimenteret med folkemusikalske referencer – hans elskede moders baskiske sangkultur forblev et fast referencepunkt – og med blues- og jazztonerne fra den anden side af Atlanten.
Af samme årsag var Ravel ikke en af musikhistoriens mest produktive komponister. Der er således tale om et begrænset udvalg af værker, hvoraf en del også findes i flere versioner. Dels fordi det samme materiale blev udsat for forskellige versioner og ikke mindst instrumenteringer. Men også fordi færdige værker blev underkastet gentagne kritiske revisioner. Det der står tilbage, er til gengæld af fineste kvalitet.
Klaverkoncert, vals og en insisterende Bolero
Aarhus Symfoniorkester og Musikhuset havde delt den orkestermæssige del af deres lille Ravel-festival op i to dele. Den første orkesterkoncert bød på nogle af Ravels mest kendte og elskede værker: Klaverkoncerten i G-dur og de to orkesterværker La Valse og Bolero. Sidstnævnte værker begge, som mange andre af Ravels værker, oprindeligt skrevet som balletmusik.
Orkestret og chefdirigent Matvienko gjorde deres til at give musikken den elegance og det schwung, som skulle til for at give musikken krop og liv
Inden vi nåede så langt på aftenens festmenu, blev koncerten dog indledt med Den trekantede hat – Suite Nr. 2. Også oprindelig balletmusik, bestilt af Ballets Russes’ navnkundige impresario Sergei Diaghilev, men som det eneste værk på de to torsdagsprogrammer ikke musik af Ravel, men af hans gode bekendte, den spanske komponist Manuel de Falla.
Fallas musik har klare berøringsflader med Ravel. Både i musikkens mere impressionistiske lydbilleder – f.eks. i førstesatsens bølgende strygere – men også helt generelt i forhold til den virtuose orkestrering, hvor slagtøjet spiller en fremtrædende rolle i de mere temperamentsfulde, næsten karikerede spanske dele af suiten.
Orkestret og chefdirigent Matvienko gjorde dog deres til at give musikken den elegance og det schwung, som skulle til for at give musikken krop og liv, og man var bestemt ikke i tvivl om, hvor Matvienko ville hen med det musikalske udtryk.
Ravel startede sin musikalske løbebane ved klaveret og klaveret vedblev livet igennem med at være et særligt instrument for ham. Det var dog først relativt sent, at han kombinerede klaveret med sine velkendte evner for at orkestrere. Det skete i slutningen af 1920’erne og starten af 1930’erne, da han skrev sine to klaverkoncerter. Den ene koncert blev skrevet til Paul Wittgenstein, filosoffen Ludwig Wittgensteins bror, der under 1. verdenskrig havde mistet sin ene arm, og er derfor også kendt som koncerten for venstre hånd. Den anden koncert, klaverkoncerten i G-dur, er i dag nok den mest kendte, og var også den som Aarhus Symfoniorkester havde sat på aftenens program sammen med aftenens solist, franske Alexandre Tharaud.
Det er svært at kategorisere Ravels klaverkoncert. Der er så mange inspirationer og så mange stilarter og musikgenrer, der blander sig sammen i klaverkoncerten, men fælles for det hele er netop denne fornemmelse af, at vi befinder os nyt sted. At vi helt uafviseligt befinder os i det 20. århundrede, og jeg vil næsten vove at påstå, at man i musikken kan høre, at vi her er dumpet lige midt ned i 20’ernes og 30’ernes pulserende Paris.
Som solist vægtede Alexandre Tharaud en klar og transparent spillestil, der fungerede rigtig godt, også i den meget følsomme midtersats
Koncerten starter med et piskesmæld og kører så ellers derudad med musik, der både er rytmisk prægnant, fyldt med jazz, avanceret harmonik og avantgardistiske indslag. I den fortryllende midtersats støder vi dog på en melodisk og musikalsk enkelhed, som i klaverkoncerternes univers næsten kun kan genfindes hos Mozart, før vi til slut i finalesatsen igen føres ind i et mere vildt og frækt musikalsk landskab.
I Musikhuset fik vi en veloplagt og frisk version af Ravels koncert, som netop understregede pointen med, at vi med Ravel og Ravels musik befinder os i en ny tid og langt væk fra romantikken og den tungere, germanske tradition. Som solist vægtede Alexandre Tharaud en klar og transparent spillestil, der fungerede rigtig godt, også i den meget følsomme midtersats, hvor klaveret og den klokkeklare frasering i klaveret spiller den absolutte hovedrolle. Orkestret og Matvienko gav, med deres medlevende spil, Tharaud den perfekte ramme som solist.
Efter flere fremkaldelser kvitterede Alexandre Tharaud med at spille Erik Saties “Gnosienne nr. 1”, som igen viste, at han er en pianist, der i den grad formår at forløse hvad der på papiret kan virke meget simpelt, men som i virkeligheden er meget svært, nemlig den perfekte frasering.
Efter pausen stod programmet på to af Ravels meget kendte orkesterværker. La Valse, der er skrevet i indgangen til de brølende 20’ere og Bolero, som er skrevet ved udgangen af samme årti. Begge værker var tænkt som balletmusik, men det var altså kun Bolero, der blev brugt til formålet, og La Valse endte i stedet med at bære undertitlen ”Et koreografisk digt for orkester”. I begge tilfælde er det dog musik, som er forbundet med en høj grad af puls og dermed af kropslighed.
Jeg har nævnt, at man måske kan beskrive Ravels musik som musik til et nyt århundrede. Dette er måske særligt tydeligt i La Valse, hvor Ravel godt nok leger med et af det foregående århundredes mest ikoniske, musikalske formater – Wiener-valsen – men gør det på en måde, hvor han ender med nærmest at dekonstruere formatet. Om denne dekonstruktion skal forstås som en direkte kritisk kommentar til den kultur, der endte i verdenskrigens skyttegrave, er omdiskuteret.
Matvienko og Aarhus Symfoniorkester lykkedes i høj grad med at fremmane denne lidt skæve og syrede valseoplevelse i aftenens koncert.
Meget kommer på denne måde til at afhænge af de enkelte instrumenter og instrumentgruppes indsats, og her viste Aarhus Symfoniorkester sig virkelig fra sin tændte side
Klimaks blev dog leveret med Bolero, og uanset om man elsker eller hader dette insisterende stykke musik, så viste både dirigent og orkester sig her i topform. Kernen i Bolero er gentagelse kombineret med instrumental variation og en langsomt voksende dynamik, der nærmest ender i det ekstatiske.
Der er få værker i det klassiske kernerepertoire, der på samme måde som Bolero inviterer os på tur i symfoniorkesteret og i de klange et moderne symfoniorkester kan frembringe. Meget kommer på denne måde til at afhænge af de enkelte instrumenter og instrumentgruppes indsats, og her viste Aarhus Symfoniorkester sig virkelig fra sin tændte side. Matvienko sørgede for at disponeringen og doseringen af musikkens dynamiske opbygning blev den helt rigtige, så vi koncerten også fik sin helt rigtige afslutning.
Eventyrklange og violinmagi
På præcis samme tidspunkt en uge senere sad vi så igen i Musikhusets symfoniske sal. Orkestret var til lejligheden suppleret med Randers Kammerorkester og kammerkoret Ensemble Edge. Dirigenten var igen Dmitry Matvienko, og den fransk-russiske violinist Fedor Rudin optrådte som solist.
Rent programmæssigt bød aftenens koncert på et rent Ravel-program, men denne gang med et klart fokus på Ravels musik fra før verdenskrigen. Dels fortryllende Ma mère l’Oye, men også de to suiter med musik fra balletten Daphnis et Chloë. Begge værker i øvrigt gode eksempler på Ravels optagethed af eventyret, mytologien og det fantastiske. Eneste afstikker på aftenens program blev værket Tzigane fra 1924.
Men vi startede i en eventyrverden og med et værk, der som så mange af Ravels værker findes i flere forskellige versioner. Me mère l’Oye – gåsemor, som en meget prosaisk oversættelse vil lyde – blev således oprindeligt skrevet som en suite af ”stykker for børn” for firehændigt klaver, og meget af den enkelthed genfinder man faktisk i den orkesterversion, som Ravel udarbejdede året efter, og som var sat på programmet til aftenens koncert.
Det er musik, som især i de to første satser – som bl.a. illustrerer eventyret om Tommeliden – bevæger sig i et sart og nogle gange næsten gennemsigtigt lydunivers med dæmpede strygere, harper, celeste og drømmende blæsere.
Både dirigent og orkester fik her understreget, at de virkelig magter at skabe den store og fuldfede symfoniske lyd, som er kendetegnet for et orkester i den absolutte topklasse
I tredje sats af suiten bevæger vi os med eventyret om ”Den hæslige kejserinde” over i et kinesisk univers, hvilket høres ganske klart i Ravels instrumentering. Som mange andre i samtiden var Ravel fascineret af Østens musik, så gonger og andre ”eksotiske” lyde præger denne sats, hvor der dog også leges med fremadartede skalaer og andet godt.
Skønheden og udyret er den tematiske ramme for fjerde sats i suiten. Kontrafagotten er her castet som udyret, og klarinetten som skønheden. Uanset om vi taler klaverversionen eller orkesterversionen, så er suitens absolutte højdepunkt eller ”hittet” fra dette værk femtesatsen Le jardin féerique (Feernes have). Her er Ravel på højdepunktet af sin ydeevne med en guddommeligt smuk melodi, der i starten får lov til udvikle sig i primært i strygerne frem imod en intens violinsolo, herefter følger en opbygning i musikken, der kulminerer i en orkesterfinale, som er næsten mahlersk i sin triumferende storhed.
Før pausen fik vi så lov til at møde aftenens solist, Fedor Rudin. Og det helt bogstaveligt. For de første mange minutter af Ravels Tzigane, som i sig selv ikke er et voldsomt langt værk, spiller violinisten simpelthen helt alene. Det lod dog ikke til at røre Fedor Rudin, som gik ganske uimponeret til opgaven og spillede både beslutsomt og med masser af kraft på sin Cremona-violin fra 1779. Det er en spillestil, som passer rigtig godt til den temperamentsfulde og lidt vilde musik, som Tzigane med sit eksplicitte afsæt i roma-musikken er bundet op omkring.
Matvienko og orkesteret leverede hele vejen igennem et godt samspil, hvor især det rytmiske med- og modspil med solisten stod klart frem.
Ravel-festivalen blev med opførelsen af de to orkestersuiter med uddrag fra balletten Daphnis et Chloë afsluttet med manér. Det er musik og orkestrering, der ikke lader de største senromantikere noget tilbage at ønske.
Igen er vi i et mytisk og eventyrligt univers, og endnu et værk, der oprindelig er skrevet som balletmusik til førnævnte Ballets Russes. Nu påstod jeg tidligere, at vi med Ravel befinder os i et nyt århundrede, men i musikken til Daphnis et Chloë er det tydeligt, at vi også er et sted, hvor Ravel står på skuldrene af det forrige århundredes musikalske gennembrud. Her tænker jeg ikke mindst på Wagner, men også på de senromantiske komponister, der fulgte i Wagners fodspor, når det gælder om at udfordre den traditionelle harmoniks grænser og udvikle en ny orkesterklang. Det er også musik, der klart viser Ravels forbundethed til samtidige komponister som Debussy og Stravinskij.
Igen spillede koret her en væsentlig rolle i forhold til at udvide den klanglige spændvidde
Den indledende Nocturnes dirrende strygere, mystiske blæserarabesker og vindmaskine er sanselighed nærmest på overdrevet, hvor man forsvinder ind i et eventyrunivers. Men vi er også i et univers, hvor jeg ikke kan lade være med at få associationer til filmmusik og især forskellige soundtracks til fantasy-film. Der er ingen tvivl om, at John Williams og andre af de store filmkomponister må have nærlyttet denne musik af Ravel. Senere i suite nr. 1 udvikler tingene sig i en mere aggressiv retning, da suiten ender i en decideret krigsdans (Danse guerriere).
Suite nr. 2 starter til gengæld med en ekstatisk solopgang, hvor det overstrømmende og næsten senromantiske i tonesproget vender tilbage. Det er også her, at koret for alvor får en rolle i forhold til at give det ekstatiske i musikken et ekstra niveau. I suitens midterstykke – Pantomime – får fløjten lov til at boltre sig på en måde, som vel nærmest er ikonisk for det, vi i dag vil kalde impressionistisk musik. Suiten afsluttes i en ekstatisk Danse générale, som har tydelige forbindelseslinjer til Stravinskij og hans næsten samtidige musik til Ildfuglen og Sacre du Printemps. Igen spillede koret her en væsentlig rolle i forhold til at udvide den klanglige spændvidde.
Det blev igen en koncertaften, der toppede med en energisk afslutning. Aftenens fuldfede orkesterklang tegner virkelig godt for næste sæson, hvor to af Mahlers største symfonier er sat på programmet. Holder niveauet er der virkelig grund til at glæde sig til den oplevelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og