
TRUMP // ANALYSE – De europæiske efterretningstjenester skal tænke i nye initiativer for at modvirke påvirkningsarbejdet fra bl.a. Rusland og Kina, der har de nødvendige soft power-kapaciteter.
Trump-administrationens voldsomme og hurtige nedlukning af USAID og stop for finansieringen af Radio Free Europe og Radio Liberty (RFE/RL) samt nedlukningen af US Institute for Peace markerer et voldsomt skifte i amerikansk sikkerhedspolitik og dermed også i de amerikanske efterretningstjenesters arbejde. Alle tre organisationer har i mange årtier udgjort grundstenen i USA’s soft power-operationer i sikkerheds- og efterretningsarbejdet.
Det kan på sigt vise sig at blive en alvorlig sikkerhedstrussel for Europa
Begrebet soft power blev introduceret af Joseph Nye, USA’s tidligere assisterende forsvarsminister for internationale anliggender, i perioden 1994-95. Han blev senere professor ved Harvard Universitet og udgav i 2004 bogen Soft Power, der definerede soft power som nationers evne til at virke attraktive og overbevisende gennem kultur, ideologi og politiske idéer. Soft power udgør således et tredje element i nationers geopolitiske magtpolitik, hvoraf militær og økonomisk magt er de to øvrige.
Imperiets ideologi
Skiftende amerikanske regeringer har siden afslutningen på 2. Verdenskrig set soft power som et vigtigt aktiv i den globale kamp om at vinde andre landes befolkningers tilslutning til det amerikanske imperies ideologi om frihed, kapitalisme og demokrati som modgift mod at lade sig hverve til socialisme, kommunisme og religiøs fanatisme.
Som en vigtig del af USA’s sikkerhedspolitik oprettede John F. Kennedy således USAID i 1961. Op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne skulle USAID’s humanitære udviklingsprogrammer være med til at sikre, at fattige landes befolkninger ikke blev hvervet til socialisme eller kommunisme.
Siden 90’erne skulle hjælpen sikre, at de fattigste lande ikke blev rugekasser for radikale islamistiske terrorgrupper.
CIA og skiftende amerikanske regeringer har derfor igennem USAID haft mulighed for at påvirke hearts and minds direkte i over 100 af verdens mest fattige og ustabile lande. Blandt andet fordi alle de millioner af udleverede nødhjælpskasser havde budskabet ”From the American People” trykt på kassernes sider. Med nødhjælpen kom selvfølgelig også USAID-medarbejdere og specielle rådgivere fra sikkerhedstjenesterne, som kunne analysere sikkerhedssituationen i de områder, hvor hjælpen blev distribueret.

Radio Free Europe/Radio Liberty, der blev grundlagt under den kolde krig, har ligeledes været et vigtigt redskab i USA’s informationskrig mod autoritære regimer. I mange diktaturer og autokratier uden pressefrihed har disse radiostationer været den eneste kilde til ikke-statsstyret information om begivenheder i verden. RFE/RL har således historisk været afgørende støtte for demokratiske bevægelser og civilsamfund i Østeuropa og Centralasien.
Det er ikke uden grund, at USA placerede radiostationernes hovedkontor i Prag ved oprettelsen i 1950 med en klar antikommunistisk mission om at ”fremme demokratiske værdier og institutioner ved at sprede faktuelt korrekt information og idéer”. I hovedkontoret var der – ud over journalister – forbindelsesofficerer fra de amerikanske efterretnings- og sikkerhedstjenester.
Amerikansk sikkerhedspolitik under forandring
Senest er den voldsomme nedlukning af US Institute for Peace det sidste søm i ligkisten i den amerikanske soft-power inspirerede sikkerhedspolitik. Det uafhængige institut blev – på Kongressens foranledning og underskrevet af præsident Ronald Reagan – etableret i 1984. Instituttet har løbende leveret sikkerhedsrapporter til USA’s mange sikkerhedstjenester, men det vigtigste bidrag har nok været uddannelsen af over 150.000 frontlinje- og sikkerhedsmedarbejdere, der er blevet uddannet i konflikthåndtering og fredsmægling.
Disse medarbejdere har typisk været udstationeret gennem FN i nogle af verdens farligste konfliktzoner som fx Sydsudan, Den Demokratiske Republik Congo, Mali og Libanon.
Efter lukningen af USAID, Radio Free Europe, Radio Liberty samt US Institute for Peace er det tydeligt, at USA har trukket sig fra den globale kamp om hearts and minds.
De europæiske efterretningstjenester skal derfor nu overveje de sikkerhedsmæssige risici ved åbningen af nye muligheder for fjendtlige nationers påvirkningsarbejde blandt verdens mest sårbare, undertrykte og fattige befolkninger. Nationer som fx Rusland og Kina har de nødvendige globale soft power-kapaciteter og har samtidig geopolitiske interesser i at underminere Vestens værdier om demokrati, politisk pluralisme og menneskerettigheder. Det kan på sigt vise sig at blive en alvorlig sikkerhedstrussel for Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.