Busoni: Musikalsk transformator fortjener opmærksomhed

Paw Hedegaard Amdisen 15.12.2024

MUSIK // ESSAY – Han var en vigtig brik i den musikhistoriske transformation fra romantik til modernisme. Her hundrede år efter hans død fortjener Ferruccio Busonis musik fornyet opmærksomhed.

Ferruccio Busoni blev født påskemorgen 1866 i den lille toscanske by Empoli. I en alder af blot otte år spillede han sin første solokoncert. Fra da af var en livsskæbne som klavervirtuos beseglet. Med tiden skulle Ferruccio Busoni opnå status som en af sin generations betydeligste pianister, og det var da også her samtiden primært så hans betydning.

Busoni udviste dog også tidligt et betydeligt talent for at komponere. Da han i 1881 som 14-årig, i øvrigt som den yngste siden Mozart, blev optaget i Accademia Filarmonica i Bologna baserede optagelsen sig i høj grad også på hans evner som komponist.

Da Busoni senere i livet gjorde Berlin til sin faste base, blev enhver ledig stund fra de nærmest endeløse koncertturneer i USA og Europa da også helliget komponistgerningen.

I disse kreative friperioder formåede Busoni at skabe en række af kompositioner med stor dybde og kvalitet, som fortjener en mere fremtrædende rolle på koncertprogrammerne og i pladestudierne. På linje med den samtidige generation af store transformative komponister, som han var en del af og var i kreativ dialog med.

Den transformative generation

Man kan som nævnt betragte Busoni som en del af en generation af transformative komponister, der er født i 1860’erne. Denne generation af komponister er på den ene side født med fødderne solidt plantet i den klassiske musiks guldalder – romantikken – men vokser op og modnes i det moderne gennembruds tidsalder. En tidsalder, der transformerer de vestlige civilisationers selvopfattelse og kulturliv, og hvor modernismen bliver den dominerende æstetiske filosofi.

Der er almindelig enighed om, at det er med sin 2. violinsonate, at Busoni for alvor begynder at finde sig selv og sit eget sprog som komponist

Generationen tæller en række af komponister, som i dag, hvis man kigger på koncertprogrammer og indspilninger, må siges at være i den klassiske musiks superliga. Det er navne som Gustav Mahler (1860-1911), Claude Debussy (1862-1918), Richard Strauss (1864-1949), Jean Sibelius (1865-1957) og vores egen Carl Nielsen (1865-1931). Men generationen tæller også navne, der fylder mindre i koncertsalenes repertoire, og nok også i vores nutidige bevidsthed. Det kunne være navne som Hugo Wolf (1860-1903), Frederick Delius (1862-1934), Hans Pfitzner (1869-1949) og så altså Ferruccio Busoni (1866-1924).

En fællesnævner for disse komponister er, at de i deres tonesprog udvikler sig fra et mere ”klassisk” romantisk tonesprog og bevæger sig ud i det, man kunne kalde tonalitetens og det klassiske tone- og formsprogs grænseland. Man kan nemt komme til at anskue den transformative generation som et overgangsfænomen i musikhistorien. Eller måske endda som direkte bagstræberiske?

Busoni fotograferet ca. 1895 i Helsinki. Foto: Wikimedia Commons.

Som bekendt er det sejrherrerne, der skriver historien, og da det i en vis forstand blev modernismen, der i musikkritisk forstand sejrede, så kan man godt støde på denne indvending mod generationen af transformative komponister: Hvorfor hænger de fast i et ofte tonalt tonesprog, som ikke længere er tidssvarende? Eller som den modernistiske kritiks ypperste repræsentant Theodor W. Adorno formulerede det i nærmest etiske termer: ”at skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk”.

Underforstået: Den orden og den skønhed, som poesien lige som tonaliteten kan siges at repræsentere, er falsk, og passer ikke til den virkelighed, vi som moderne mennesker lever i.

Man kunne dog også vælge at anskue generationen af transformative komponister og herunder Busoni i et andet lys. Som vigtige musikhistoriske bindeled og originale komponister med egen værdi. Generationens store tilstedeværelse på nutidens koncertprogrammer og i strømmen af nye udgivelser tyder da også på, at denne værdi er bredt anerkendt. Selvom vi altså efter min mening stadig mangler at inkludere Busoni i det gode selskab.

Den amerikanske musikforsker Erinn E. Knytt har i bogen Ferruccio Busoni and His Legacy (2017) påvist den store rolle, Busoni spillede for en ny generation af udøvere og komponister. Ikke kun som underviser og utraditionel musikpædagog, men også som koncertarrangør og kraftcenter i Berlins kulturliv. Især i Weimarrepublikkens tidligere dage. Her viste han sig som en ivrig forsvarer af den unge generation og modernismen op imod de spirende tendenser til kulturkonservatisme og had mod det nye, som de autoritære kræfter i det tyske samfund stod for.

Ud over at undervise og inspirere en skare af talentfulde komponister som Kurt Weill, Edgard Varèse og Paul Hindemith, så arrangerede Busoni bl.a. en privat opførelse af Schoenbergs Pierrot Lunaire i sit hjem i 1913 og tillod sig også – dog til Schoenbergs store fortrydelse – at lave en transskription (”koncertmæssig fortolkning”) af et af hans banebrydende Klaverstykker opus 11.

Busonis værker

I 2023 fulgte Erinn E.Knytt op på sin bog om Busonis musikhistoriske betydning med en bog om Ferruccio Busoni as Architect of Sound. Bogen fokuserer på Busoni som komponist og er – sammen med Antony Beaumonts for længst udsolgte Busoni – The Composer fra 1985 – de bedste introduktioner til Busoni som komponist.

Der er almindelig enighed om, at det er med sin 2. violinsonate, at Busoni for alvor begynder at finde sig selv og sit eget sprog som komponist. Også efter eget udsagn. Før det har den unge Busoni skrevet på den gode side af 240 værker, som ikke kun er småstykker for klaver, men også tæller større orkesterværker, kantater, strygekvartetter og klaversonater.

I de næste 26 år producerer Busoni henved 60 værker, herunder tre fuldendte operaer og det næsten fuldendte operamesterværk Doktor Faust. Hertil kommer en strøm af transskriptioner og kommenterede udgaver af andre komponisters værker.

Som antydet i titlen fokuserer Knytt i sin bog på Busonis nærmest arkitektoniske tilgang til at komponere, og de fylder sandt og sige også meget i nogle Busonis større kompositioner. Den monumentale klaverkoncert fra 1904, som strækker sig over fem satser og langt over en times varighed, og som afsluttes med et mandskor, der synger et uddrag fra Oehlenschlägers Aladdin.

Eller den blandt pianister berygtede ”Fantasia Contrapunstica” (1910), der vel bedst kan beskrives som en halv times meditation over den manglende afsluttende fuga i Bachs ”Kunst der Fuge”, men også indeholder et ambitiøst forsøg på at revitalisere polyfoni som kompositorisk princip ud fra nye ideer om en polyfoni, der ikke nødvendigvis er underlagt traditionel funktionsharmonik.

Et andet interessant nedslag i Busonis kompositioner er hans forhold til klang og frie forhold til tonalitet, som det kommer tid udtryk i en række mere radikale værker fra omtrent samme tid som den store Bach-fantasi. Det handler om klaverværket ”Sonatina Secunda” (1912), hvor Busoni komponerer musik, der er både ekspressiv, mørk, mystisk og uden tonalt centrum, men samtidig med stor melodisk kvalitet.

En stil, der genfindes i orkesterværket ”Nocturne Symphonique” (1914), hvor Busoni viser eminente evner for orkestrering, som også er tydelig i det lille mesterstykke ”Berceuse élégiaque” (1909). Sidstnævnte værk bærer undertitlen ”En mands vuggevise ved sin mors båre”, og man fornemmer tydeligt, at der er noget særligt på spil i den særegne klang, som Busonis usædvanlige instrumentation frembringer.

Værket blev uropført i New York i 1911 med Gustav Mahler som dirigent og blev Mahlers sidste optræden som dirigent. Det siges, at selv mesteren i orkestrering, Richard Strauss, var overrasket over værkets særlige klang.

Doktor Faust er på mange måder en form for opsummering af Busonis kreative kunnen. Operaen indeholder således masser af bidder af Busonis øvrige værker. Højdepunkterne kunne man kalde det. Foto: GetArchive.

Operaerne står centralt i Busonis værk. I 1912 havde operaen ”Die Brautwahl” premiere i Hamborg. Operaen, der bygger på en af E. T. A. Hoffmanns fantastiske fortællinger har en handling, der selv for en opera er en særdeles kompliceret affære. Man kan nok diskutere om operaen er dramatisk velfungerende, men musikken er et første varsel om den mystiske natmusik, som vi genfinder i andre af Busonis værker fra starten af 1910’erne.

Mere ligetil er minioperaerne Arlecchino og Turandot (begge 1917), der byder på et moderne take på commedia dell’arte-genren og ofte opføres sammen. Operaerne er meget stiliserede og kan på den måde virke nærmest modernistiske i deres entfremdungseffekt, men byder især for Arlecchinos vedkommede også på kritisk-satiriske kommentarer til den samtidige nationalisme og krigsglæde. En adfærd, der havde rystet den kosmopolitiske komponist dybt og i krigsårene ført ham i sit selvvalgt neutralt eksil i Schweiz.

Operaen bliver således både et filosofisk og musikalsk testamente for Busoni

Busonis magnum opus – Doktor Faust – forblev ufuldendt ved hans død i Berlin i 1924. Hans elev og assistent Philipp Jarnach færdiggjorde dog operaen, som fik premiere i 1925. En nyere version fra 1984, udarbejdet af tidligere nævnte Antony Beaumont, eksisterer også.

Doktor Faust er på mange måder en form for opsummering af Busonis kreative kunnen. Operaen indeholder således masser af bidder af Busonis øvrige værker. Højdepunkterne kunne man kalde det. Men operaen er også et selvbiografisk metaværk på den måde, at den handler om den menneskelige skabertrangs stræben. At vi ved at bygge oven på hinandens bestræbelser som mennesker, udvider hvad der er muligt at gøre som mennesker. Operaen bliver således både et filosofisk og musikalsk testamente for Busoni.

Når jeg her – snart mere end 30 år efter jeg hørte Doktor Faust første gang – bliver ved med at vende tilbage til denne opera og resten af Busonis modne værk, så er det fordi, han som andre musikhistoriske transformatorer viser, hvordan man ved at bygge videre på et klart historisk fundament, kan blive ved med at udvide musikken som udtryksform. At man ud af musikkens urstof kan skabe en musik, der er både gammel og ny på samme tid. Hvor det klangligt udfordrende og nyskabende samtidig virker både velkendt og melodisk.

På denne måde er Busonis musik et vigtigt bindeled mellem traditionens og det 20. århundredes klanguniverser, fordi det måske her bliver tydeligt, at de to ting forudsætter hinanden. Eller formuleret mere præcist: At de to ting i virkeligheden er to sider af den samme til alle tider tilstedeværende og frie urkilde: ”Den lydende luft”, som Busoni døbte musikkens inderste væsen.

Klik dig videre til meget mere musikstof her.