EUROPAS MINDRETAL #8 // ESSAY – Som den tyske filosof Hannah Arendt skrev, kan menneskerettigheder kun beskyttes i en nationalstatslig ramme. Men grænsevold mod flygtninge og migranter bør EU på ingen måde hverken acceptere eller praktisere.
LESBOS – Mavrovouni-lejren er i overvejende grad blevet til det, der blev lovet, den ikke ville blive til. ”No more Morias” lød det fra Ylva Johansson, daværende EU-kommissær for indenrigsanliggender, efter den overfyldte flygtningelejr på Lesbos’ fastland gik op i flammer i 2020.
Moria blev dog aldrig det skræmmebillede, man kunne have forventet. Dokumentarfilmsinstruktør Michael Graversen beskriver i sin bog Moria In Memoriam, hvordan en afghansk teenagepige dengang forskansede sig i tre måneder i sit telt, i frygt for at blive voldtaget. Det er bedre i Mavrovouni-lejren, men stadig ikke sikkert.
Moria står tilbage som en reminiscens af fejlslagen EU-politik. I dag er lejren en spøgelsesby, hvor den larmende stilhed brydes, når glasskårene går itu under ens fodsåler. Under udbrændte, tilsodede møbler og affald i bunkevis spirer nyt liv op af jorden. Indviklet i pigtråd er nedbrydningsprocessen begyndt for en lyserød flyverdragt og en Minnie Mouse-kasket i matchende farver.
På lejrens facade, der gør front mod den enlige hovedvej i marklandskabet, er den sorte og blå maling brugt på de berømte graffititekster Human Rights Graveyard og Welcome to Europe begyndt at falme – modsat førstnævntes rigtighed og sidstnævntes afgrundsdybe ironi.
Branden, der endte uden dødelig udgang, blev slukket, og 12.000 blev evakueret og sendt ud på gaderne omkring lejren. Diskussionen om flygtninges forhold på øen ligger dog fortsat antændelig hen. Og at journalister, ligesom i Moria dengang, er persona non grata i CCAC-Mavrovouni, er ikke en formildende omstændighed. Potemkinkulissen er stillet op.
Foran Mavrovouni-lejrens indgang vajer EU’s og dets smertensbarn Grækenlands flag med utilsigtet ironi forbrødret side om side. Det er dog utvivlsomt EU, der er storebror i det forhold. I et betydeligt omfang er det EU, der styrer slagets gang ved de yderste europæiske grænser, fordi de, der betaler for orkestret, som bekendt også plejer at bestemme musikken. Bag flagene trækker de mørke skyer sig sammen, og det samme er ifølge et enstemmigt kor af humanitære organisationer sket over Bruxelles, hvor EU’s migrationspagt blev vedtaget sidste forår.
EU-midtens migrationspagt er moralsk en pyrrhussejr
I snart et årti forsøgte EU’s medlemslande at ri en migrationsaftale sammen, og i april lykkedes det. Som forventet på en følsom politisk vægt, eftersom den yderste venstre- og højrefløj i parlamentet forkaster flere af aftalens ti retsakter. Men Kommissionsformand Ursula von der Leyens midte holdt stand.
Grænser er en forudsætning for humanisme og sikkerhed. Et grænseløst Europa vil føre til grænseløse menneskerettighedskrænkelser
Pagten er blevet kaldt et bolværk mod en højrepopulistisk fremmarch, der partout skulle vedtages, inden Europa-Parlamentsvalget i juni måned. Derudover bad mere end 160 ngo’er parlamentarikerne om at stemme imod pagten. Heriblandt Amnesty International, der sagde, at den vil sætte europæisk asyllov tilbage i årtier, føre til større lidelser og vil sætte flere mennesker i fare for menneskerettighedsovertrædelser på hvert trin af deres rejse.
Ikke desto mindre fortsætter EU ufortrødent arbejdet. Som unionen har for vane, vil den blandt andet finde svaret hos Frontex, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning. Agenturet, der kritiseres for at se stort på menneskerettigheder og sin medvirken i ulovlige push backs; uformelt at tvinge folk tilbage over en landegrænse uden retlig proces.
Sidste år havde Frontex et årligt budget på 6,5 mia. kroner, og agenturet vokser i mandskab. Desuden arbejder EU fortsat på at eksternalisere sine ydre grænser. Blandt andet i et samarbejde med et land som Libyen, der ifølge Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder begår systematiske menneskerettighedskrænkelser og overgreb mod migranter.
Så sent som i sidste uge kom Kommissionen med et forslag om “offshore detentionscentre” for afviste asylansøgere. Udkastet vil muliggøre, at EU-medlemslande kan oprette såkaldte ’return hubs’ – tilbagesendelsescentre – i ikke-EU lande. Dog vil EU-regeringer, der forhandler sådanne aftaler, ”skulle overholde EU-lovgivning“. Desuden vil samarbejdet kun være muligt med lande, der respekterer menneskerettigheder og princippet om non-refoulement, understregede Magnus Brunner, EU-kommissær for indre anliggender og migration, i sin præsentation af forslaget.
Et hundredår før Arendts tænkning sagde Karl Marx, at historien gentager sig, først som tragedie, siden som farce. Hvis kummerlige flygtningelejre og Frontex’ push backs er tragedien, er farcen at fortsætte, bare hvor uhyrlighederne er udliciteret til tredjelande
Non-refoulement-princippet dækker over et forbud mod ”at tilbagesende individer til et land, hvor der er en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller enhver anden menneskerettighedskrænkelse.” Kommissærens forsikringer ændrer dog ikke på, at Amnesty International kalder forslaget et ”nyt lavpunkt” i Europas behandling af flygtninge og en ”alarmerende tilsidesættelse af folkeretten og evidensbaseret politik.”
Udkastet til forordningen skal først godkendes af EU’s ministre og Europa-Parlamentet, men uagtet udfaldet vil forslaget repræsentere et par spæde skridt i den retning, som de mest indvandringskritiske medlemsstater advokerer for. Også selvom forslaget ikke er så vidtgående som Storbritanniens og Danmarks Rwanda-eksperimenter eller aftalen mellem Italien og Albanien.
Tilbage står fortsat en masse ubekendte. I et mudret juridisk felt skal der løses noget, der ligner cirklens kvadratur. Blandt andet skal unionen med sine rygende uenige medlemsstater afgøre, hvilke tredjelande der kan kategoriseres som “sikre”. Et bud på en opgørelse af ”sikre” lande barsler Kommissionen med.
Grænser er en forudsætning for humanisme og sikkerhed. Et grænseløst Europa vil føre til grænseløse menneskerettighedskrænkelser. Som den tyske filosof Hannah Arendt skrev, kan menneskerettigheder kun beskyttes i en nationalstatslig ramme. Men grænsevold mod flygtninge og migranter bør EU på ingen måde hverken acceptere eller praktisere.
Hvilke værdier vil der være tilbage at værne om, hvis vi opgiver vores pligt til at beskytte dem, der dårligere stillet end os selv?
Patrick Kingsley
Et hundredår før Arendts tænkning sagde Karl Marx, at historien gentager sig, først som tragedie, siden som farce. Hvis kummerlige flygtningelejre og Frontex’ push backs er tragedien, er farcen at fortsætte, bare hvor uhyrlighederne er udliciteret til tredjelande.
Den problematiske jagt på frihed
Tidligere migrationskorrespondent for The Guardian Patrick Kingsley fulgte i 2015 flygtninge og migranters vej til Europa. Med slet skjult reference til den græske digter Homers Odysseen udgav han bogen ’The New Odyssey: The Story of Europe’s Refugee Crisis’. En art notesbog over møder med flygtninge og menneskesmuglere.
Heri konstaterer han, at: ”Europa er bange for, at en tilstrømning af udlændinge eroderer de europæiske værdier”. Derefter spørger han: ”men hvilke værdier vil der være tilbage at værne om, hvis vi opgiver vores pligt til at beskytte dem, der dårligere stillet end os selv?”
Netop denne værdikamp, som EU kæmper, har Rune Lykkeberg i sit analyserende hovedværk ’Vesten mod Vesten’ stillet skarpt på: Hvordan Vesten kerer sig om sin moral og etiske forpligtelser, og hvordan indvandringspørgsmålet har gjort os til hyklere, der ikke har taget det fornødne selvopgør. At vi ikke er dem, vi forgiver at være.
I podcasten ’Radio Information’ fortæller han, hvad der står på bundlinjen af Europas humanitære regnskab: Vi i Vesten har vores humanistiske konsensus og konventioner, men det skal meget nødigt være vores dør, de andre banker på. Også selv om vi, Vesten, har missioneret med vores liberale værdier og idealer.
Uagtet FN’s højtbesungne konventioner er det i sidste instans nationalstaterne, der skal sikre det enkelte menneskes rettigheder. Og rettigheder er, som Arendt anfører, ikke umistelige, og konventioner kan brydes
Men, siger han: ”hvis man skal realisere sig selv på vores principper, skal man så ikke komme herop? Det vil vi jo selv gøre!” – før han henviser til ‘pursuit of happiness’ fra den amerikanske uafhængighedserklæring; pligten til at få mest muligt ud af eget liv. Syv år før udgivelsen af ’Vesten mod Vesten’, skrev han i ’Alle har ret’ om frigørelsens problem: ”Så snart de andre er frigjorte, bliver deres frihed til at sige, hvad de vil, og til at gøre, som de har lyst til, til problemet”.
Under Det Arabiske Forår heppede Vesten på oprørernes kamp for frigørelse, og indledningsvis bød vi flygtninge velkommen i Europa. Men i flere af de arabiske lande enten bestod undertrykkeren eller blev afløst af en ny. Den demokratiske revolution i regionen udeblev, og siden har folk derfra søgt frihed i Europa. På vores præmisser, men i tråd med vores principper.
Dem, vi heppede på, men blev modstandere af
Det Arabiske Forårs oprør mod autoritære regimer blev ”mødt med begejstring i den vestlige verden”, skriver mellemøstforsker Lars Erslev Andersen i sin bog ’Oprør og alliancer – Mellemøsten efter det arabiske forår’.
I Libyen blev Gaddafis diktatoriske styre væltet efter en FN-godkendt militærintervention fra NATO. Interventionen, der skulle sikre civilbefolkningen mod overgreb, var den rette løsning, vurderede daværende amerikanske præsident, Barack Obama. Dog, mener han, svigtede Vestens koalition, da den ikke udfyldte tomrummet, der opstod. Uroligheder, militser og borgerkrig var resultatet. Libyerne blev ladt i stikken.
På den modsatte side af Suezkanalen, ved Levanten, ventede syrere, hærget af borger- og proxykrig, på Washingtons indgriben. Præsident Bashar al-Assads brug af kemiske våben mod civilbefolkningen var en overtrædelse af Obamas røde linje.
Hvem er en de facto statsløs syrer i en teltlejr på Lesbos? – En livstruet dissident i Syrien?
Obama nølede og søgte en løsning ad diplomatiets vej ved at vende og dreje sig mod både det britiske Underhus og den amerikanske Kongres’ to kamre. Interventionen udeblev, og i 2023 blev Assad inviteret tilbage til den Arabiske Liga. Med vold havde han de facto vundet Syrienskrigen, indtil hans regime faldt i december sidste år.
Situationen i Libyen og Syrien kunne ikke løses uden kæmpe tab(ere). Men tilbage står, at Vestens støtte til de revolutionære oprørere under Det Arabiske Forår indgød håb og frihed. Og det er flere af de samme befolkningsgrupper, der flygter i dag, som det var dengang. I håbet om negativ frihed og positiv frihed. I den rækkefølge. Flygtninge, der frygter forfølgelse i deres hjemland eller i deres region, har rettighederne til at banke på Europas dør.
Hvorvidt der i sidste ende værnes om disse rettigheder er et gammelt stridsspørgsmål. Da nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933, flygtede den førnævnte tyske filosof Hannah Arendt til Paris og siden til New York. Herfra hvæssede hun pennen og problematiserede behandlingen af flygtninge og deres rettigheder.
Menneske eller borger?
Menneskerettigheder, der ikke værnes om politisk, er et ”bevis på en håbløs idealisme eller et forfjamsket og svagtbegavet hykleri”, skrev Hannah Arendt i essayet ’Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder’. Hendes tanker var vedkommende dengang, og de er vedkommende i dag.
Flygtninge er eksistentielt svævende og lever i et juridisk limbo som kastebold mellem nationalstater, der ikke ønsker dem
Ligesom den ungarske historiefilosof og systemkritiker Ágnes Heller problematiserede Arendt forholdet mellem at være menneske og at være borger i en nationalstat. Heller skriver i ’Paradoks Europa’, at ”det at være ’menneske’ altid måtte tabe til det at være borger i en nation”. Hun henviser til Frankrig, hvis første forfatning netop gjaldt for menneskene, der havde med menneskerettigheder, og ikke blot for borgeren med borgerrettigheder.
I dag er det anderledes. Uagtet FN’s højtbesungne konventioner er det i sidste instans nationalstaterne, der skal sikre det enkelte menneskes rettigheder. Og rettigheder er, som Arendt anfører, ikke umistelige, og konventioner kan brydes. Præcis som det også hænder i dag.
I essayet ’Vi Flygtninge’ skrev Arendt om jødernes identitet: ”Vores identitet ændres så hyppigt, at ingen kan finde ud af, hvem vi rent faktisk er”. Det er ikke meget anderledes i dag. Hvem er en de facto statsløs syrer i en teltlejr på Lesbos? En livstruet dissident i Syrien? En uønsket arbejdstager for Libanon? Én blandt 1,3 millioner andre syriske flygtninge for Jordan? En politisk brik i et opportunistisk spil for Erdoğan? En lykkejæger og velfærdsturist for den yderste europæiske højrefløj?
Flygtninge er eksistentielt svævende og lever i et juridisk limbo som kastebold mellem nationalstater, der ikke ønsker dem. Deres frihed er smuk, så længe den er undertrykt.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og