KOLONIHISTORIE // KOMMENTAR – DRs dramadokumentar Slave af Danmark er med til at korrigere vores billede af det tidligere Dansk Vestindien, og det fortjener den stor ros for.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Slave af Danmark er en dansk dramadokumentar, produceret af Danmarks Radio. Den omhandler Danmarks tid som kolonimagt, den danske slavehandel, slaveriet og kolonialismen på de dansk-vestindiske øer (Jomfruøerne).
DR’s dramadokumentar om slaveriet i Dansk Vestindien er med til at korrigere vores billede af det tidligere Dansk Vestindien som et “tabt paradis” – øerne, som bestemt ikke var et paradis, blev solgt til USA i 1917.
Det var et dybt undertrykkende kolonialt regime og et slaveri, som i dets hensynsløshed kunne måle sig med – og til tider endda overgik – de andre magters slavesystemer mht. dets afskyelige indretning.
Guvernør Gardelins slavereglement af 1733, som var med til at udløse et slaveoprør samme år på øen Skt. Jan, med afstraffelsesmetoder som lemlæstelser og tortur af ”genstridige” og bortløbne slaver, førte til en af de mest grusomme praksisser i de caribiske, nordamerikanske og sydamerikanske slavesystemer.
Under piskens evige smæld og den bagende tropiske sol blev de dårligt ernærede kroppe sat til at høste sukkeret, som var i høj kurs i Europa og skabte den kapital, der muliggjorde kontinentets industrialisering
Dramadokumentaren Slave af Danmark gør op med en forståelse, der ignorerer slaveriets umenneskeliggørelse, brutalitet og undertrykkelse af menneskers rettigheder i Dansk Vestindien. På en smuk og tropisk, ja paradisisk, baggrund foretog de danske plantageejere de mest afskyelige ting, med vold, afstraffelser og familieadskillelser.
Vi kan derfor ikke længere acceptere en ukritisk kolonihistorie, der reproducerer en fortælling uden bid, et ”eventyrligt glansbillede”, et billede af en slags ”mønsterkoloni”, som om en sådan nogensinde fandtes, men som i realiteten praktiserede et brutalt og undertrykkende regime.
Deres fulde identitet
Dramadokumentaren fortjener også stor ros for at tage os med til Ghana, hvor dramaet begynder og hvorfra mange af de danske slaver stammede, og til de danske slaveforter på det tidligere Guldkysten (nu Ghana), hvorfra slavegjorte afrikanere blev afsendt.
Besøget i et atelier med skulpturer af slaver og deres forpinte ansigtsudtryk understreger den pine, som ledsagede dem på deres umenneskelige transport over Atlanten, stuvet sammen under de mest uhumske forhold i slaveskibenes lastrum. Pinen fortsatte på sukkermarkerne, blandt andet på den Schimmelmannske Plantage, den største plantage på øerne.
Under piskens evige smæld og den bagende tropiske sol blev de dårligt ernærede kroppe sat til at høste sukkeret, som var i høj kurs i Europa og skabte den kapital, der muliggjorde kontinentets industrialisering.
Hvad ville vestinderne, efterkommerne af de danske slaver, yderligere fremhæve?
De ville ligeledes fremhæve dramadokumentarens beskrivelse af volden og umenneskeliggørelsen på slaveskibene og plantagerne, men samtidig vil de sætte stor pris på at vide noget om “deres egen afrikanske kulturarv”, der giver dem deres fulde identitet. For at svare derpå findes der en stor database over befolkningen på St. Croix, 1734-1917, “St. Croix African Roots Project (SCARP)”.
Set “fra deres perspektiv” er denne database på mange måder mere relevant for de indfødte end visse danske dramadokumenteringer. Den giver nemlig vestinderne mulighed for at spore deres forfædres rødder til individuelle afrikanere og til specifikke afrikanske hjemlande. Databasen er dermed et vigtigt bidrag til at etablere deres arv, uafhængigt af den “danske fortælling”, som samtidig også er den “hvide mands fortælling” der indskriver øerne i en beretning, hvor ”de” ikke føler sig hjemme.
Vestinderne har opbygget en robust og smuk kultur, som venter på at blive opdaget af os danskere
De vil, som sagt, glæde sig over dramadokumentarens Ghana-indslag, som for mange vestindere er deres “rigtige hjemland” og en del af deres arv. Det giver lejlighed til at forbinde dem med Afrika. Her ville de især fremhæve deres forfædres store “frihedstrang, handlekraft og vilje til at leve i frihed”, som fremstår helt centralt i de mange slaveoprør, der fandt sted på slaveskibene.
Modstand mod de hvide
Men derudover ville man glæde sig over den tidlige modstand fra de caribiske indianeres side, som – i forbindelse med Christoffer Columbus 2. rejse – beskød dennes soldater, som havde bortført flere indianere. Begivenheden i Salt River Bay på St. Croix den 14. November 1493 kendes som “Hændelsen med de to pile”, et tidligt udtryk for modstand mod de hvide, som man mindes på Jomfruøerne. Modstand er den røde tråd i vestindernes historie, og derfor føler de sig hjemme i historien om de indfødtes modstand. Det er en ikke-hvid historie det drejer sig om for vestinderne.
Vestinderne ville derfor ønske at sætte dramaet om en kvindelig slave, hendes trældom på Schimmelmann-plantagen, hendes desperation og selvmord ind i en stor ramme af modstand og en kamp for frihed, lighed og menneskerettigheder.
Frihed. Et ord mættet af betydning. Vi er oprørte ved tanken om at være “ufri”. Denne tilstand forekommer ofte i kontrasten mellem frihed, lighed og menneskerettigheder, på den ene side – og undertrykkelse, ulighed, og umenneskeliggørelse, på den anden. Slaverne kæmpede for en sag af mere end lokal betydning.
Slavernes oprør på den lille vestindiske ø Skt. Jan var en advarsel om, hvad der var i vente.
Dette oprør, indledt den 23. november 1733 af slavegjorte afrikanere, er et af de tidligste og længstvarende slaveoprør i Amerika. Det resulterede i, at oprørerne tog kontrol over øen i flere måneder, før opstanden blev undertrykt i august 1734.
Mens oprøret på Skt. Jan til sidst blev slået ned, var det en vigtig forløber for slavernes succesrige kamp for frihed i Dansk Vestindien 115 år senere, i 1848. Slaveoprøret i 1733 gav genklang langt ud over øens lille geografi. Allerede i 1791 førte kampen for frihed på den store franske slaveø Saint-Domingue, det nuværende Haiti (et par hundrede kilometer vest for Jomfruøerne), til den første uafhængige stat dannet af tidligere slaver i 1804.
På trods af de hvides undertrykkelse holder vestinderne fast i deres afro-karibiske kulturarv, såsom traditoner, sprog, kunst, og steder af historisk betydning
Derfor er oprøret på Skt. Jan af største betydning som en del af vestindernes stolthed, arv og identitet. Hvert år, den 23. november, arrangeres “Fortsberg historieturen”, hvor man går i fodsporene på datidens oprørere som tog en sti på vej op til den danske Fortsberg Garnison, som de overmannede. Denne tur er en hyldest til modstandskraften og modet af de slavegjorte individer, et betydningsfuldt kapitel i vestindernes kultur og historie.
En robust og smuk kultur
Endelig hører Caribiens store aftryk på verdenshistorien med til deres historie. De inspirerede bl.a. den amerikanske borgerretsbevægelse i 1960’erne, den “panafrikanske” bevægelse – en politisk, kulturel og intellektuel bevægelse, der søger at forene og styrke afrikanere og mennesker af afrikansk afstamning verden over – som voksede frem i 1960’erne.
Afrikas afkolonisering, også i 1960’erne, havde ligeledes sin baggrund i Karibien, især inspireret af psykiateren Frantz Fanon fra Martinique. Særligt kendt er hans bog Fordømte her på jorden fra 1961 om racisme, kolonialisme, psykologisk trauma og revolutionær kamp.
For at komme med et opsummerende svar på spørgsmålet om, hvad vestinderne ville fremhæve, så ville det helt klart være et fokus på ”deres” arv og kultur som en del af deres identitet.
På trods af de hvides undertrykkelse holder vestinderne fast i deres afro-karibiske kulturarv, såsom traditoner, sprog, kunst, og steder af historisk betydning. Sådanne steder inkluderer et område på øen St. Croix – fjerntliggende og bjergrigt i den nordvestlige del af øen, hvortil borløbne slaver ofte flygtede, “Maroon Country” (som der også fokuseres på i dramadokumentaren). Naturligvis spiller også øen Skt. Jan, som dannede rammen om et stort slaveoprør i 1733, en afgørende rolle for deres historiske og kulturelle identitet. Symboler på deres mod og handlekraft.
Vestinderne har opbygget en robust og smuk kultur, som venter på at blive opdaget af os danskere. Den berømte caribiske digter, dramatiker og nobelpristager Derek Walcott forklarer, at arven efter slavehandlen kan være meget kompleks. ”På den ene side” er mennesker af afrikansk afstamning blevet skilt fra deres rødder, deres verden er faldet fra hinanden. ”Samtidig” har denne tragiske historie dog genereret en unik karibisk identitet, noget nyt og smukt.
Arven er således ikke kun en kilde til traumer, men også en smeltedigel, hvorfra en stærk, udpræget ny (caribisk) kultur og identitet opstod. Denne nye, fortryllende og livlige kultur vil sætte dramadokumentaren i det rette lys.
Denne artikel er tidligere bragt i en anden udgave hos Globalnyt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og