SAMFUNDETS FØLELSER // ESSAY – Vi konfronteres konstant med skurke og i fortællinger om godt og ondt. Vi elsker og foragter dem. Vi vil holde dem fra livet, og samtidig suger vi dem til os – men hvorfor?
Skurkegørelsen har sine positive, men så sandelig også negative sider. Der findes massevis af ægte skurke, krænkere, forbrydere og kriminelle, som blandt andet MeToo har været med til at sætte fokus på, og som sociale medier har hjulpet til med at finde frem til og advare imod.
Alligevel viser det sig ofte, at udpegningen af skurke er drevet af en følelsesmæssig (selv)retfærdighedsfølelse, som med sociale medier som værktøj let kan gå ind og dele verden op i godt og ondt uden at behøve at gå i detaljer med selve forbrydelsen eller stå til regnskab for skurkegørelsen af andre.
Problemet er bare, at følelser ikke kan bruges som udgangspunkt til at fordømme eller ligefrem dømme nogen, for følelser peger indad og ikke ud mod verden.
Følelser kan hurtigt ændre sig og endda slå over i sin modsætning. Og sandt at sige drukner vi i udpegninger af skurke, som i rigtig mange tilfælde ikke har andet formål end at styrke afsenderens status i visse fællesskaber eller om at sprede had og splid.
Alt for sjældent handler skurkegørelsen om at give ofrene for en forbrydelse en røst eller skaffe dem retfærdighed.
Ret ofte handler dette om at se skurke i alle mulige situationer ud fra et ønske om at underbygge sin egen offer- eller heltefortælling. På den anden side er det også interessant, hvad der især driver min – og vores kollektive – higen efter skurke. Skurkegørelsen er både en evolutionær tilbøjelighed i os og på samme tid noget, vi kan kontrollere. Noget, vi gør alene, og noget, vi dyrker i fællesskab.
Der er behov for, at vi er kritiske over for, hvem vi udpeger som skurke, for skurke opstår ikke bare af sig selv, men skabes, og de tjener altid et formål, som går ud over at stille skarpt på forbryderiske handlinger eller forbedre samfundet.
Uanset om det handler om at stille sig selv i et bedre lys, fodre en kommerciel skurkemaskine, en politisk agenda eller bare online trolling, som spreder had og kaos, bliver vi nødt til at gå undersøgende, ærligt og nuanceret til den omfattende skurkegørelse.
Skurkegørelsens retorik
Jeg har valgt at bruge det lidet sexede begreb skurkegjort for at understrege, at en del af virkelighedens skurke i højere grad kategoriseres som dårlige mennesker som resultatet af fortællingens kunst og narrative skabeloner samt retorik, meninger, politiske standpunkter og især følelser – end af begåede konkrete forbrydelser.
Når der ikke findes et udgangspunkt for at tale om en kriminel handling som i en domfældelse, kan forbryderen vurderes vidt forskelligt af forskellige grupper, og så bliver det op til meninger og følelser at afgøre skyldsspørgsmålet.
Skurkegørelse er en kulturel og ikke en juridisk kategori. Selv i de tilfælde, hvor der måtte være tale om en konkret kriminel handling og domfældelse, kan en sådan betvivles eller ligefrem afvises af skurkens tilhængere, for i bund og grund handler det mere om mennesket end selve handlingen.
Dette går ofte i flere retninger på en gang, og dette ses ikke mindst i polariserede politiske sfærer eller i de såkaldte kulturkrige mellem progressive venstreorienterede og konservative højreorienterede kræfter.
På samme måde som begreber som slavegjort og racegjort gør skurkegjort altså opmærksom på, at der ikke er tale om en naturtilstand, men om en konstruktion. Det er noget, man gør nogen til.
Skurkegørelsen er som dæmoniseringen en performativ størrelse funderet på bestemte verdensbilleder og fantasier, som mest ekstremt kan resultere i dehumanisering og folkedrab.
Det er således et slags redskab, som kan anvendes til at skabe splid ved at udnytte en tragisk situation, som det eksempelvis sås for nylig i England med mordene på de unge piger i Southport og i Spanien efter mordet på en ung dreng, hvor røster på nettet hurtigt var ude og anklage asylansøgere for at have begået mordene.
I tråd med dette skurkegjorde Donald Trump i en debat forleden immigranter i en mindre by i Ohio som sådan nogle, der spiste lokalbefolkningens kæledyr.
Fænomenet skal også forstås i sammenhæng med fiktionens antagonister eller modstandere. Det er fra disse verdener, at vi især kender skurke som Voldemort, Professor Moriarty og Jokeren, som fascinerer mange af os, fordi det er skurkene, som sætter kaos i gang, udfordrer normerne, reglerne og grænserne, og som gør alt det forbudte.
Her handler det pludselig om, at Rowling er så ond en person, at hun lige så vel også kunne være holocaustbenægter
Alt det, som man ikke må, men som gør livet spændende og farligt. Samtidig fortæller skurken os, at alle indeholder potentialet til at gøre ondt, og det skaber en pirrende utryghedsfornemmelse, for tænk, hvis vores nære og kære slet ikke er gode, som vi går og tror.
Minoriteter som ofre eller skurke?
De eksempler på skurkegørelse, som er særlig interessante at gå i detaljer med, udspiller sig i gråzoner, hvor følelserne hurtigt får frit spil, og hvor meningsdannerne forsvinder ned i skyttegrave uden et egentligt udgangspunkt for en begået forbrydelse.
Her et eksempel: For ikke så lang tid siden kastede den socialdemokratiske udlændingeordfører Frederik Vad sig ind i en allerede betændt debat med et begreb som ”herskerattitude” til at karaktererisere – eller skurkegøre, om man vil – indvandrermænd.
Nogle mente, det var en tiltrængt ærlig diskussion af et reelt samfundsproblem. Andre mente derimod, at det var Vad selv, som var den generaliserende skurk, og som gjorde skade på en allerede udsat minoritet.
Denne diskussion sneg sig ind i uddannelsessystemet, da underviser på Socialrådgiveruddannelsen på Københavns Professionshøjskole Sofie Danneskiold-Samsøe berettede om sine egne anekdotiske oplevelser med problematisk æreskultur hos visse studerende.
Igen lød spørgsmålet, om det var Danneskiold-Samsøe, der var skurken på grund af sin mistænkeliggørelse af en minoritetsgruppe, eller om det i virkeligheden var gruppen af medundervisere og studerende på skolen, som var skurkene i deres hetz mod hende, og som havde for mål at gøre hende til syndebuk for dermed at styre samtalen uden om et faktisk problem.
Eller om det i sidste ende var de studerende med en problematisk æreskultur.
Spørgsmålet er endnu ikke afklaret, om det var buddet eller budskabet, enkelttilfældet eller generaliseringen, som var skurken, og det er ikke sikkert, at polemikken kommer til at lede til begrebsafklaring eller forbedringer i samfundet.
Transfober eller sandhedsvidner?
På internationalt niveau ses skurkegørelsen flyve frem og tilbage i forbindelse med den kontroversielle canadiske psykologiprofessor og forfatter Jordan Peterson, som med raketfart blev gjort til et centralt punkt i en kulturkrig omhandlende kvinder og transpersoner. Peterson selv vil dog lige så gerne udtale sig om sine ærkerivaler: marxister og postmodernister.
Petersons kritikere har skurkegjort ham som bannerfører for et konservativt korstog, der vil ophæve feminismens fremskridt og transpersoners rettigheder, mens hans støtter har hyldet ham som et sandhedsvidne, der tør gå op imod problematiske ideologiske kræfter.
Journalisten Cathy Newmans forsøg på at skurkegøre Peterson i et interview tilbage i 2018 er et godt eksempel på, at det er sværere at skurkegøre en, man sidder og samtaler med, og som gør modstand, end når man sidder distanceret med sin telefon i hånden som våben eller på SoMe.
På lignende vis har den engelske forfatter J.K. Rowling gjort sig selv til skurk hos en del af sin LGBT+-fanskare, da hun især fremhævede transkvinders rettigheder som en trussel mod biologiske kvinders rettigheder.
Denne skurkegørelse af Rowling nåede helt ud i, at en kritisk røst på nettet beskyldte hende for at være holocaustbenægter.
En anklage, som demonstrerer de uanede retninger, skurkegørelsen kan bevæge sig i, men som også peger på en vis logik bag ved effekten af denne kaliber, og som også passer godt ind i konspirationsteoretikerens håndbog, for her handler det pludselig om, at Rowling er så ond en person, at hun lige så vel også kunne være holocaustbenægter.
Rowling repræsenterer ud fra dette perspektiv en så fuldstændig dårligdom eller ligefrem ondskab, at de konkrete eksempler, der bruges imod hende, er af mindre betydning.
Overordnet set er der ikke meget, der tyder på, at det ligefrem er undskyldninger og forsoning, som kommer til at præge disse kulturkrige i en nærmere fremtid. Mon ikke at skurkegørelsen bare vil tage til og blive endnu mere ekstrem og polariserende i en verden, hvor to perspektiver ikke kan være sande på samme tid.
Det samme gør sig gældende i de utallige andre tilfælde, vi hver dag møder, og som hurtigt blusser op, for lige så hurtigt igen at forsvinde bort.
Tilfælde, som udfolder sig på alle mulige niveauer og alvorsgrader som diskussionerne om mænds ligestilling, om en dreng fra Syrien er dansk, om kvinder foretrækker bjørne i gadebilledet, om israelere er nazister, om Hamas er nazister eller om Trump er nazist – eller endda en dansk hjemmeside med strikkeopskrifter som i begyndelsen af krigen i Ukraine blev skurkegjort af en bruger for ikke at tage eksplicit afstand til Rusland; vel at mærke midt i alle opslagene om strikkeri.
Man kan blive skurkegjort for ikke at mene eller sige noget.
Behovet for skurke
Spørgsmålet lyder fortsat, hvorfor vi har så stort behov for skurke? Selvom det er svært at sætte på formel, er der alligevel nogle almene elementer, som spiller ind.
Weekendavisens Anne Sophia Hermansen finder eksempelvis et svar på vores ikonoklastiske tendenser i René Girards begreb ”mimetisk begær” om, at ens idol bliver til ens rival, fordi alle kæmper om den samme opmærksomhed.
Derfor lægger man ud med at følge dem, der ses op til, for dernæst at forfølge dem og som syndebukke bringe dem til guillotinen uden mulighed for tilgivelse.
I forlængelse af dette bud er det værd at fremhæve, hvor indgroet fortællingen om godt og ondt er i os, for det er sådan, vi rent evolutionært navigerer i en verden, der i vid udstrækning enten er ude på at hjælpe eller skade os.
Hvis vi hele tiden skulle gå i detaljer med nuancer og kompleksiteter i alle de møder, vi har med verden, kom vi aldrig videre.
I virkeligheden er det alt det bag ved den enkelte skurk, som burde interessere os, men så langt når vi sjældent
Samtidig er alle underlagt forskellige moralske og kulturelle værdisæt, som giver følelsen af at tilhøre en gruppe, udvikle en identitet og give livet mening. Ved at udstøde dem, som forbryder sig mod gruppen eller gå i clinch med udefrakommende fjender kan man være med til at beskytte gruppen, og dette belønnes på forskellig vis og giver status.
En fælles fjende er et effektivt værktøj til at holde en gruppe samlet, men også til at gøre sig selv særlig.
Den individuelle skurk repræsenterer noget, man allerede har bestemt sig for ikke at kunne lide. Således bekræfter skurkegørelsen det, man allerede vidste. Det handler altså ikke om at lære noget nyt, men om at gentage den samme fortælling om godt og ondt og på den måde demonstrere, at man står på den rigtige side i en sag.
Det er værd at tilføje, at visse mennesker bare er skadefro, nogle hygger sig med at udstille andre, nogle udskammer andre for at dække over deres egne problemer og nogle har mentale problemer. Uanset hvad motivet er, er det ofte dem, som tjener på splid, had og ødelæggelse, der vinder i sidste ende.
Fordømmelse er nemt, forståelse svær
Vi skylder os selv og hinanden at spørge ærligt, hvad andre skal bruge vores automatfordømmelse til af alle mulige mennesker, som vi hverken kender eller som sådan kender til. Når vi endelig kaster os ud i at fordømme nogen, skylder vi personen at beskrive forbrydelsen bag klart og tydeligt.
Dette kræver, at vi har gjort vores arbejde ordentligt og undersøgende, nuanceret og ærligt. Verden er kompleks, og det er de færreste, som har tid og energi til at sætte sig ind i sagerne, inden de giver deres mening til kende, men det gør det ikke til en mindre dåd nogle gange at holde mund!
En mangel på forståelse og undersøgelse udvander dog grænsen mellem de skurke, som for alvor fortjener vores kollektive fordømmelse, og dem, som de fleste af os ærligt talt burde være ligeglade med.
I virkeligheden er det alt det bag ved den enkelte skurk, som burde interessere os, men så langt når vi sjældent.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
