BUKAREST // REJSEESSAY – Rumæniens hovedstad kan i skønhed og pragt ikke måle sig med hverken Budapest eller Bratislava. Men byen har en fascinerende puls, Calea Victoriei fortæller om Carol I’s grundlæggelse af byen, den senere kommunistiske epoke – og en diktators fald fra storhedsvanviddets og paranoiaens stejleste tinder.
Tre hunde ved et trinbræt
Turen ind mod Bukarest føles som en evighed. Toget fra lufthavnen snegler sig af sted. Gennem tørre marker, sporadisk bebyggelse, nedslidt industri og forladte godsvogne. Vi gør holdt mærkelige steder, umiddelbart uden grund, da ingen passagerer stiger af eller på.
Vi standser ved et trinbræt i landsbyen Mogoșoaia. Tre hjemløse hunde strejfer omkring. Den ene balancerer på en togskinne, idet jeg knipser et foto af det Hopperske motiv. Luften er lummer og støvet både inde og ude. Efter fire minutter ruller vi dovent videre. Først efter fem minutter og endnu et planløst ophold kommer det lille tog med to vogne op i fart og kværner gennem forstæderne.
Bukarest nyder hos visse et renomme som Østeuropas Paris eller Little Paris. Navnet på stationen stemmer i så fald, og det forekommer mig da også, at byen har en triumfbue og en del fransk klassicisme i arkitekturen
Står af toget på Gara de Nord. Bukarest nyder hos visse et renomme som Østeuropas Paris eller Little Paris. Navnet på stationen stemmer i så fald, og det forekommer mig da også, at byen har en triumfbue og en del fransk klassicisme i arkitekturen.
Byen møder mig lun, blæsende og støvet. Støvet ligger på biler, flader og fyger gennem luften. Går ind i et stormagasin via en elevator. Trykker på 2. etage. Intet sker. Trykker på 3. Lyset går ud, og elevatoren bliver mørk som en brøndgrav. Speciel oplevelse. Prøver et andet panel, lyset tænder, og jeg trækkes op gennem bygningen.
Ukrainske gæster på vandrehjemmet
Atmosfæren er søvnig i stormagasinet. Alting foregår i superslow. Medarbejdernes bevægelser, de få kunder i butikkerne, vognene der trankilt skubbes rundt. Nuvel: dåsecola, billig sandwich, ud igen, og hurtigt videre til Kretan Hostel, hvor jeg skal bo. Modtages venligt af Manuela, en dame omkring de 60 år, som viser mig rundt. Igen foregår det meget langsomt og omstændeligt, men hun er sød og grundig.
Det er et fint lille vandrehjem med god beliggenhed og lyse værelser med fotografier fra de græske øer. Intet køkken dog. Tre sovesale i alt, og jeg er eneste gæst. Siger og skriver: Den eneste. Sidste uge havde de ukrainske flygtninge boende. Vi taler lidt om emnet, og jeg håber på sin vis at kunne være med til at tage imod nogle af de stakkels fordrevne europæiske medborgere, selvom jeg kun er her et par dage.
Oplader telefon, drikker kaffe fra købmanden på hjørnet og læser The Great Gatsby. Et værk jeg først nu er nået frem til og nyder meget. Vinden har lagt sig, da jeg atter går ud. Dermed også støvet. Retfærdigvis skal nævnes, at byen som helhed ikke er støvet. Distriktet omkring Gara de Nord er præget af vej- og murerarbejde, hvilket forklarer den uvenlige velkomst i den hårde blæst, da jeg ankom.
Donaus delta – og et digt om floder
Ritualisme byder mig at hilse på byens flod, inden jeg i den tilstundende blå time søger ind i Bukarests historiske centrum. Floden Dâmboviţa har sit udspring i De Transsylvanske Alper, løber gennem Bukarest og flyder lidt længere mod øst sammen med Argeş, en af Donaus mange bifloder.
Bukarest ligger kun omtrent 250 kilometer fra Sortehavet, og det kunne være spændende at køre derud og opleve Donaus delta på Rumæniens kyst
Har det med Donau som med en gammel ven, det er hyggeligt at rende ind i og møde igen. Sådan var det i Budapest og senere Bratislava. Bukarest ligger kun omtrent 250 kilometer fra Sortehavet, og det kunne være spændende at køre derud og opleve Donaus delta på Rumæniens kyst. Et stort forgrenet vandområde med rig vegetation, et mangfoldigt fugleliv og landlige huse, har jeg læst.
Fremme ved Dâmboviţa må jeg dog konstatere, at floden her er nærmest helt udtørret. Så meget for filosofisk, romantisk sværmeri og blinkende lys på aftenens fortryllende vandspejl. Hvad er det med mig og floder gennem byer? Er næppe den eneste som betages af dem. Måske et digt kan illuminere fænomenet for nu, eller blot føje yderligere til fascinationen:
Die Elbe: Et anet krimiplot under lindetræerne, et par svaner på det mørke vand, lyset fra Hamburgs kraner. Arme som rækker truende og beskyttende ind over byens fortrængte smerte.
Warnow: Ostseebad und Benn. Hansestad med vindue mod nord. Warnemünde, Gedser-Rostock, klatreroser og Sydstenen.
Liffey: Dublin Docklands, skidne måger, grønne lys, gæliske sirener, Joyces lummerhed og gåder.
Miljacka: Sarajevos snedækkede bjerge, dine perlende fald fra plateauerne.
Morava der kærtegner og rives med af Donau, under Devíns klippe og månens sølverne stråler over Bratislava.
Dâmboviţa: Tømt i tusmørket under Ceaușescus Palads. Fyldt et andet sted næste morgen. Grusomhed og skønhed, ikke hånd i hånd, men adskilt af Håbets Sluser.
Donau: Jeg drømmer om dit udspring i vest, men især om dit sumpede delta mod øst, hvor du løber ud i Sortehavet, træt og tilfreds efter din lange rejse gennem Europa, mens du altid starter forfra igen og igen, og faktisk aldrig står stille.
Jeg vågner af drømmen, som var et vågent mareridt, men som atter blev en smuk drøm om Europa. Elskede Donau, er menneskeheden som dig? Er civilisationen? Er jeg?
Forår i vietnamesisk gårdhave
Næste morgen: Til min store glæde og uskyldige undren er Dâmboviţa fyldt op med vand igen. Blåt, toppet vand der klukker blidt. En flod er naturligvis ikke som et magisk drikkehorn, der automatisk fyldes op. Mængden af vand er jo aldrig konstant, da den betinges af regnmængder og smeltevand fra bjergene, i dette tilfælde Karpaterne.
Lidt mere vestligt langs floden får jeg forklaringen. Et afsnit af floden er dæmmet ind med sluser. Formentlig er renovation af en flodens bassinanlæg i gang.
Har tilmeldt mig en gratis guidet tur med start 10:30 og venter nu på mødestedet ved Hanu’Lui Manuc, en restaurant efter vietnamesisk forlæg med en skøn kæmpe gårdhave omkranset af balkoner i to etager.
Efter 15 minutter står jeg fortsat alene på mødestedet. Ringer til arrangøren, som beklager meget. Arrangementet er desværre aflyst, da deres guide ikke mødte ind. Til gengæld lover kvinden, at turen i eftermiddag med overskriften “Monarki versus Kommunisme” bliver til noget.
Heftig bytrafik og ingen bilfri zoner
Trafikken i byen er sværmende og lidt til “den lovløse side”. Bilister respekterer dog rødt lys og holder pænt tilbage for fodgængere, også uden for felter og lyskryds, når nogen krydser vejen. Men der dyttes utålmodigt bilerne internt, skiftes vognbane hurtigt på kritiske steder, og så parkerer de pilråddent.
Ikke med skader til følge, blot hensynsløst, uden for båse, på gadehjørner og nærmest halvt ude i lyskryds, når den er helt gal. Parkeringsvagter og cykler ser man nærmest ingen af. Til gengæld kan der faktisk lejes elektriske løbehjul og cykler flere steder.
Parlamentetpaladset besøger man ikke sådan lige uanmeldt. Kræver booking, pas og guidet rundvisning i gruppe. Kun to af de ni etager er åbne nu, men de er formentlig et imponerende skue, så i bygningens reception booker jeg plads til i morgen formiddag.
Tæt ved paladset står et løbehjul fra LIME. Why not, tænker jeg. Henter app’en, udfylder hurtigt formular, indtaster ID på løbehjulet, da QR-koden er for slidt. Der er strøm på dyret, så tju-hej af sted over en af flodens mange grønne stålbroer, op ad bakken mod mit hostel, videre rundt på eventyr i Sektor 1, hvor jeg bor. Ja, her i byen hedder det ikke distrikter eller kvarterer, men sektorer med numre.
En salig følelse af frihed og at føle sig hjemme strømmer gennem mig på det løbehjul. Easy Rider med vind i håret, bare på elektrisk løbehjul
En salig følelse af frihed og at føle sig hjemme strømmer gennem mig på det løbehjul. Easy Rider med vind i håret, bare på elektrisk løbehjul. Parkerer ved en lille restaurant, afslutter turen på appen. 15 minutter, 2.9 km, 17 kroner. Herligt indslag. Og så “nyder” jeg Egg Benedict på rumænsk.
Godt mæt og herligt forfrisket af lemonaden i solen spadserer jeg til Athenaeum.
På vej til dertil konstaterer jeg igen, at der ikke er mange skilte med gadenavne i denne by. Også på det punkt adskiller den sig meget fra eksempelvis Budapest og Bratislava. Jeg har dog et fint bykort i lommen, og det går nemt med at finde rundt. Tror at stedsansen skærpes jo mere man rejser rundt i nye byer på egen hånd.
Jeg havde forventet at se flere tiggere og romaer i bybilledet, men her må jeg tage en fordom op til revision. De er der, romaerne, men de er i fåtal, og tiggere er der faktisk ikke mange af.
Bukarest havde ved seneste folketælling i 2011 et indbyggertal på 1.883.425 borgere. Metropolregionen med tilhørende satellitbyer huser omkring 2.6 millioner mennesker. Dermed er byen den sjettestørste i EU. Byen grundlægges reelt som sent som i 1864.
Rumæniens rødder går tilbage til kongedømmet Dakien, 168 f.Kr. Gennem Middelalderen opstår tre fyrstendømmer: Valakiet, Moldavien og til sidst Transsylvanien.
I 1859 samles de to første, og i 1881 under Kongedømmet Rumænien, som dengang også indbefattede det nuværende Moldova og en del af det sydlige Ukraine. 1919 formes en decideret politisk union, hvor også Transsylvanien endegyldigt indlemmes som en vigtig del af forbundet.
Kongen Carol I, som var af tysk adel og blev særligt rekrutteret af det politiske establishment i Valakiet, spillede en ganske afgørende rolle i sin regeringstid. I perioden 1866-1914 (først som fyrste og fra 1881 som konge) lykkedes det ham at samle Rumænien som nation.
Han var strategisk dygtig, havde de rette diplomatiske forbindelser og han førte regionens tre kongedømmer og deres befolkning fra fattigdom, bondsk kultur og politisk kaos til vækst, oplysning, industrialisering og nationalt sammenhold i den spirende nye nation.
Guidet byvandring med vid og bid
Den guidede byvandring går fra Atheneum, hvor man i øvrigt kan høre byens filharmonikere øve via højre sidefløj, ad Calea Victoriei – byens vigtigste historiske gade – til det nationale bibliotek, nationalmuseet, Revolutionspladsen, nationalteatret, gennem den dejlige folkepark og over floden til Parlamentet.
På Revolutionspladsen står en statue: En hvid, sværdformet obelisk som penetrerer en fuglerede i toppen. Om det er en rede eller symbol på Rumæniens hjerte diskuteres flittigt i byen
På Revolutionspladsen står en statue: En hvid, sværdformet obelisk som penetrerer en fuglerede i toppen. Om det er en rede eller symbol på Rumæniens hjerte diskuteres flittigt i byen. Rundt om soklen er over 1.000 træer kappet helt ned til roden, så de flugter med de omgivende fliser. De symboliserer og hylder de faldne under revolutionen i 1989.
Det var en historisk informativ, men også klog og vittig byvandring, ledet af 30-årige Maria, som kombinerer arbejdet som guide med at give supplerende engelskundervisning til børn.
Ceaușescu i to akter
Mit billede af Nicolae Ceaușescu og indblik i Rumæniens økonomi og politik op gennem 1960’erne og de følgende tre årtier blev på denne rejse betydeligt mere nuanceret.
Man kan sige, at Ceaușescus regeringstid udfoldes i to store akter, som er vidt forskellige: I den første – de gyldne år 1965-1972 – er han en visionær, populær og på ingen måde doktrinær kommunistisk leder, som styrker Rumæniens økonomi og nationale ånd markant.
Dette ved at hæve befolkningens lønninger, sænke priserne på forbrugsgoder og i det hele taget udvise en nærmest alfaderlig omsorg for dit folk, mens han byder Kreml taktisk dygtig opposition ved ikke at stille sin hær til rådighed under Foråret i Prag i 1968. Det var ellers kutyme, at russerne brugte sine vasalstaters hær til at knuse enhver politisk modstand i et Warszawa-pagt land.
Derefter følger anden akt: Udtalt paranoia og storhedsvanvid. Bilaterale aftaler og besøget hos Nordkoreas leder Kim Il-sung i 1971, som animerer Ceaușescu til afviklingen af monstrøse militærparader på stadions.
Arrogance og negligering af befolkningens behov og livsgrundlag ved at tilbagebetale IMF et optaget lån på 17 milliarder dollars på bare fem år, selv om det ikke var kravet
Arrogance og negligering af befolkningens behov og livsgrundlag ved at tilbagebetale IMF et optaget lån på 17 milliarder dollars på bare fem år, selv om det ikke var kravet. Hvorfor? For at bevise sin styrke, også selv om prisen er udsultning af folket og underminering af landets økonomi.
At lånet var blevet så stort skyldes, at udlånsrenten katapulterede fra 7 til 16 procent som følge af oliekrise og recession i 1973, men det sætter så blot Ceaușescus ublu ambition og megalomani i yderligere relief.
Megalomani og historierevisionisme
Opførslen af et vulgært stort og rekorddyrt parlament i et projekt præget af hemmeligheder og enevældig bygherrementalitet. Komplet destruktion og jævning af en femtedel af byens gamle kvarter, vest for floden, herunder mange kirker, fordi de for ham symboliserede landets skamfulde monarkiske fortid, som han afskyede.
Desuden ekspropriation af 40.000 borgere, som boede hvor paladset og en stor øde plæne nu troner. Ceaușescu havde planer om at nedrive hele Calea Victoriei og alle gadens historiske ikoner og bygninger, og havde nærmest med garanti sat denne historierevisionistiske ødelæggelse i værk, var han ikke blevet standset.
Nedslagtningen af oprøret i Timisoara 16. december 1989, herunder folkemord på det ungarske mindretal i byen, og suppressioner af oprør med vold i andre byer. Sidstnævnte var dråben for befolkningen, det var 1989, og som det sidste kommunistiske land i Østeuropa skulle despoten nu fjernes. Og det blev han så. Med god hjælp fra hæren, og en general som overtog styringen efter en af Ceaușescus loyale generaler havde begået selvmord.
Nuancer og tv-transmitteret henrettelse
Maria inviterer os til at stille spørgsmål undervejs. Hun gør en dyd ud af at pointere, at nok har Ceaușescus fortjent fået et grumt eftermæle i både Vesten og hos det rumænske folk, men man bør samtidig huske, hvordan han faktisk ledede landet gennem den gyldne æra 1965-72, hvor Rumænien var blandt verdens hurtigst voksende økonomier, og befolkningen faktisk havde det godt.
Det som ikke engang kan kaldes en rettergang, og som regulært blev en skræmmende civilisationsforladt, tv-transmitteret henrettelse af Ceaușescu og hans hustru Elena
Det som ikke engang kan kaldes en rettergang, og som regulært blev en skræmmende civilisationsforladt, tv-transmitteret henrettelse af Ceaușescu og hans hustru Elena: Rumænerne føler det stadig som en skamplet, og blandt andet derfor, og af respekt for revolutionens tusinder af faldne, er 1. Juledag hvert år ikke en løssluppen fejring af revolutionen, men en Commerorate Day.
Brasede brosten og pumpende popmusik
Det er min anden og sidste aften i Bukarest. Efter sen aftensmad på en restaurant vandrer jeg rundt i det historiske centrum. Popmusik pumper ud af barerne, og der er godt liv i gaderne. Igen morer jeg mig, og bekymres en anelse, over de flossede, oprevne brosten, som ligger som farlige øer overalt. Hverken ideelt for førlighedsudfordrede ældre eller berusede unge.
Vågner 07:15 og springer straks over til købmanden på hjørnet efter kaffe. Nyder morgensolen, betragtende den tætte trafik i retning ind mod centrum. Checker ud og siger pænt farvel til Manuela. Tager endnu en tur på løbehjul til Gara de Nord.
Bumletoget kører to gange i timen, det første er aflyst, og det næste 20 minutter forsinket. Så fremme ved lufthavnen foregår det i fuld galop til gaten. Heldigvis har jeg på perronen og i toget selskab af en smuk kvinde. Tandlæge og sangerinde.
Slutnote: Det kursiverede digt om floder er skribentens eget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
