ONLINEDATING // BOGUDDRAG – “De fleste taler på mig. Om det er dem selv eller mig, de forsøger at imponere med deres i egne øjne uovertrufne intellekt, er mig en gåde, men jeg har været på adskillige dates, hvor jeg på et tidspunkt høfligt bemærkede, at this hasn’t been a conversation for some time,” skriver Birgitte Carlsen fra New York.
NEW YORK – Han trak 12 år fra sin alder og lagde dem til sin højde. Og det føltes næsten som om, jeg gjorde det samme, for hvad havde han ellers tænkt sig at lyve om? Hvad fik en selvproklameret polyhistor til at tro, at jeg ikke ville opdage, at de data, han gav på sin datingprofil, var ren fiktion? Troede han virkelig, at han, når jeg mødte ham personligt, ville være så charmerende og forførende, at jeg ikke ville opdage, han var krympet og rynket?
Ikke at jeg går specielt op i alder og højde, og jeg ved godt, at det her i USA er almindeligt og helt acceptabelt at lyve om sin alder, men vi taler her om et noget ekstremt tilfælde, hvor personen redigerede så drastisk i sine demografiske detaljer, at han indirekte fortalte mig, han var blevet far som 8-årig. Virkelig?
Han ventede på mig på et gadehjørne med en rød rose. Jeg var 34 på det tidspunkt. Han var 22
Man kunne have håbet, at onlinedating lige præcis kunne tjene det formål at give os singler mulighed for at screene kandidaterne og sortere de ukvalificerede fra, så man ikke behøvede at tage vandfast mascara og frakke på og bevæge sig ud i tordenvejr, blot for at opdage, at personen, der havde beskrevet sig selv som en Adonis Mensa-kandidat, viste sig at være byrådssekretæren fra Matadors dobbeltgænger med højreorienteret hentehår og cottoncoaten knappet i øllebrød.
Nu er det nærliggende at konkludere, at jeg i min egenskab af tossemagnet var forudbestemt til at blive hjemsøgt af netdatings mest rabiate mytomaner og polymorft perverse cyber-kratluskere, med efterfølgende delvist selvforskyldt frustration og desillusion, men jeg har faktisk en veninde, der var på date med en mand, der postulerede på sin profil at være 1,80 og pilot, og som så viste sig at være 1,65 og arbejdsløs lastbilchauffør og derudover indehaver af nogle overordentligt usympatiske racehygiejniske observanser.
Så jeg er ikke den eneste, der har spildt make-up og ikke-refunderbare transportomkostninger på fantaster. Men jeg har også venner, der har været gift i årtier med kærlige, charmerende, uprætentiøse mænd, de mødte på datingsites. Der er noget, jeg ikke har fattet.
Var det nemmere at møde en partner inden onlinedating?
Inden netdatingæraen havde jeg en mis-matchmaker veninde. Hun orkestrerede en blind date for mig med en mand, hun mente var min type. Han ventede på mig på et gadehjørne med en rød rose. Jeg var 34 på det tidspunkt. Han var 22, skulle det vise sig, og bygningsarbejder fra Honduras, som, mens vi gik tur i Central Park, fortalte, at han snart ville sige sit job op, fordi hans fætter, som var coke-trafficker, ville gøre ham til kompagnon.
Han skulle stå for importen.
“Jeg vidste ikke, at en blind date betød, at personen, som arrangerede daten, var blind og døv,” beklagede jeg mig til pseudo-veninden, som kunne fortælle mig en uge senere, at den ambitiøse unge mand lige var blevet far. Hun holdt i øvrigt op med at tale med mig, da jeg havde den frækhed selv at finde en mand, som ingen intentioner havde om at sælge kokain. Og i femten år var jeg lykkeligt fritaget for at skulle fabrikere og filtrere profiler.
Onlinedating: Klicheerne trives
Nu er jagtsæsonen åbenbart begyndt igen. Og datingsites er syntetiske matchmakers. Hvor jægere og bytte selvfølgelig benytter sig af lejligheden til at opgradere alt fra personlighedstræk til eksteriør og pynte sig med overflødighedshorn.
Min yndlingsaversion, som er overmåde populær hos mænd på amerikanske datingsites, er, når de skriver: ’I have a great sense of humor.’ Det synes jeg er mærkeligt. Står de foran spejlet og fortæller sig selv vittigheder?
Her er en anden overbenyttet floskel: ’I live life to the fullest.’ Hvad betyder det? Hopper de ud i faldskærm fra højhuse? Deltager de i dionysiske orgier? Indtager psykedelika på toppen af Mount Everest? De skriver sjældent noget specifikt, så det er en tom påstand. Og hvordan kan de i øvrigt vide det, før livet er fuldendt, og de er døde og alligevel ikke kan underbygge postulatet?
Man skulle opføre sig i overensstemmelse med et regelsæt, hvor manden betalte, medmindre man på forhånd havde aftalt at ’go Dutch’
Så er der svederne. De løber og cykler og svømmer og klatrer og spiller tennis og fodbold og polo og går i helseklub hver dag, hvor de tager selfies foran spejlet iført wifebeater-tanktop og bagvendt baseballkasket, så jeg sidder og spekulerer på, om de, når de er færdige med at pumpe alle deres jern, har saft, kraft, for ikke at nævne tid tilovers til en opmærksomhedshungrende desperada?
Jeg har prøvet at være musikerenke og er ikke interesseret i en mand, der foretrækker horisontal vedligeholdelse på et bænkpres. Men, indrømmet, det der med at komponere en profil er kompliceret. Jeg står i reglen ikke og mangler ord, spørg hvem som helst, om logorrhoea ikke snarere er mit problem. Jeg kan beskrive alt andet end mig selv, men får akut skriveblokering, når datingsitets blanke skærm stirrer på mig. Jeg bliver kontrær og fandenivoldsk efter at have set på al den selvforherligelse og fristes til at skrive, at jeg er leveringsdygtig udi geriatrisk amazoneterapi, men at han skal passe på ikke at falde over mine åreknuder, når ellers han har forceret sengehesten.
Men græsset er ikke grønnere i den modsatte grøft.
Onlinedating er frastødende
Nu er onlinedating heller ikke min idé. Det forekommer mig frastødende uorganisk. Da jeg mødte føromtalte samlever, havde jeg endnu ikke vænnet mig til den der version af dating, amerikanerne praktiserede, da jeg kom herover. Man skulle opføre sig i overensstemmelse med et regelsæt, hvor manden betalte, medmindre man på forhånd havde aftalt at ’go Dutch’, og man kyssede ikke på en first date og havde absolut og under ingen omstændigheder sex før den fjerde.
Der var alt mulig andet puritansk, palæontologisk nonsens. ’You have to come with me’, sagde jeg til den selvsamme faux femme fatale, som forsøgte at coache mig, og som i øvrigt havde været gift fire gange, what was I thinking, var hun ekspert med den track record? ‘You have to sit in the ladies’ room and when I don’t know what to do, I’ll tell my date I have to powder my nose or adjust my wedgie and I’ll come out for a consultation.’
En anden veninde og selvudråbt ekspert gav mig et lynkursus i flirt. Hun havde lige fortalt mig om sin karriere i et escortbureau, da hun så en mand på den anden side af baren. ’Let me show you how to get a guy’s attention’, sagde hun og smilede koket til ham. Hun havde engleansigt og bryster som Dolly Parton. Men ægte. Han kom straks over. Jeg gik på dametoilettet, og da jeg kom tilbage, stod hun med et blufærdigt smil og fortalte mig ’We are talking about my bible study’.
Forholdet var kompliceret og kaotisk og endte katastrofalt
Reinkarneret Maria Magdalene. Men hun kunne måske godt trænge til at studere bibelen, eftersom hun troede, Det Nye Testamente var en revideret udgave af Det Gamle. Hun mødte senere en sød mand. De skar deres mad i små stykker, før de begyndte at spise, så de kunne holde hinanden i hånden under måltidet. Hun lavede en regel om, at de ikke måtte tale med andre end hinanden i weekenden.
Siden hørte jeg først fra hende, da kæresten forbrød sig mod reglementet, ringede til sin niece på hendes fødselsdag, der faldt på en lørdag, og min venindes psykolog var på ferie, så jeg blev stand-in-terapeut. ‘I should charge you for this conversation’, sagde jeg til hende. Noget tydede på, at mit valg af rådgivere var en del af problemet.
Jeg mødte min kæreste på gaden, det hele startede og fortsatte meget uformelt, og det var en lettelse at være sammen med en, der ikke var hængt op på de rigoristiske, sexistiske ritualer. Forholdet var kompliceret og kaotisk og endte katastrofalt, men vi elskede hinanden højt og larmende i lang tid uden det nævenyttige dating-politis mellemkomst, det på trods af vores komplet forskellige døgnrytmer, baggrunde og hudfarver, for ikke at snakke om kulinariske præferencer.
’He could have been an axe-murderer!’ sagde mine veninder forarget. Ja, men det kan netdatere med overbevisende profiler også. De kan vise sig at være trigamister, identitetstyve, kryptofascister, skyggeboksere, søvngængere og i besiddelse af ødipuskomplekser.
Mine veninder synes ikke, jeg skal være single for evigt
Efter at have været rejsende udi kærlighedens safari i fem årtier er jeg kommet til den konklusion, at kærligheden er et grundstof med mange isotoper og variabel halveringstid. Den er jokeren i livets store kabale, som ikke altid går op.
Adskillige velmenende – og betragtelig mere troværdige end de førnævnte – veninder påstår, at jeg er absolut lige så markedsførbar som alle mulige andre SWFs (Single White Female). Og det burde vel i princippet være sandt.
De synes ikke, jeg skal leve resten af mit liv alene, selvom jeg er virkelig god til det, og det, må jeg da give dem ret i, er et dystert fatamorgana. Ikke mange varme kilder i den oase. Men processen paralyserer mig. Det hjælper så heller ikke, at min kronologiske selvopfattelse er lidt ude af proportion. Når jeg ser på profilerne, er min reaktion for det meste: ’Sikke en gammel mand!’ Hvilket i de fleste tilfælde betyder, at han er jævnaldrende med mig. Jeg er demografisk utilpasset.
Det er ikke fordi, jeg ikke prøver, om end med lunken entusiasme
Hvem tror jeg lige, jeg er? Jeg disser andres profiler, men kan ikke selv finde ud af at konstruere en. Jeg diskvalificerer de gamle mænd, men er selv et relikvie, som ikke er fulgt med tiden og har aldersutilsvarende vrangforestillinger.
Det er ikke fordi, jeg ikke prøver, om end med lunken entusiasme. Jeg betragter netdating som en færdighed, jeg bliver nødt til at øve mig på, ligesom yoga og akvarelmaleri. Og som jeg tydeligvis ikke mestrer, eftersom jeg stadig er single og fortsat har til gode at være på en date med en mand, der udløser noget, der ligner begejstring, for ikke at tale om feromoner.
De fleste taler på mig. Om det er dem selv eller mig, de forsøger at imponere med deres i egne øjne uovertrufne intellekt, er mig en gåde, men jeg har været på adskillige dates, hvor jeg på et tidspunkt høfligt, synes jeg selv, bemærkede, at ’this hasn’t been a conversation for some time.’ Måske er det min uimponerede fremtoning, der gør dem febrilske og overkompenserende, men docerende monologer er ikke sexede. Navnlig ikke når foredragsholderen på ingen måde lever op til det glorificerede image fra profilen. Måske er det mig. Jeg er dårlig til at screene. Jeg har urealistiske forventninger. Jeg henfalder til melankoli, rødvin og chick flicks.
Måske skulle jeg udkonkurrere narcissisterne. Klone mig selv, montere et spejl i loftet og fordybe mig i autoerotisk virksomhed.
Essayet om onlinedating er et uddrag af Bibs Carlsens bog “Urban Voyeur”, som udkommer til august.
Læs andre tekster af samme skribent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
