Sine Gerstenberg skriver om at blive forladt af sit store barn. Det er ganske vist ikke et, hun selv har båret under moders barm. Men ikke desto mindre føler hun moderens savn efter det fraflyttede barn. Og det savn dulmer hun med gode bøger. Hun kalder det trøstelæsning til forladte forældre.
Jeg forelskede mig for to år siden. I en pige der hedder Julie. Hun var 21 år ung og studerede på RUC. Hun hjalp mig, så jeg kunne holde mit arbejdsliv i kog, når mit yngste barn, Ella, kunne undvære mig en time eller to.
Ella var glad for Julie; jeg var lykkelig for, at jeg kunne både arbejde, være mor og være tro mod mig selv på en og samme tid. Da vi havde kendt Julie i ganske få måneder, flyttede hun ind i vores hjem og ind i vores hjerter.
Jeg kaldte hende hurtigt for min bonusdatter, selvom der ikke skulle stor hovedregning til at afsløre, at jeg skulle have været en ualmindeligt ung mor, hvis Julie skulle have begyndt tilværelsen i min livmoder.
Jeg har aldrig forstået trøstespisning, men trøstelæsning derimod giver god mening. Sjælefred i indbunden form
Nu er Julie flyttet fra vores rede. Vi kunne efterhånden klare hverdagen uden hendes hjælp. Og hun skulle videre. Danne sig sit eget liv. Så nu dulmer jeg mit savn med læsning.
We will always have Paris
Jeg har aldrig forstået trøstespisning, men trøstelæsning derimod giver god mening. Sjælefred i indbunden form; hvem kunne ønske sig mere? Jeg ville starte med ‘A Moveable Feast’. Ernest Hemingways minder fra Paris er åndrig, litterær eskapisme, og bogen hensætter mig til tiden, da jeg selv var 23, boede i Paris, studerede sammenlignende litteratur generelt og George Perec, George Sand og Jean-Paul Sartre specifikt.
Her mødte jeg også ‘Les Parisienne par eux memes’- en fagbog, jeg kom til at elske, fordi den hviskede mig i øret med glemte røverhistorier om Balzac, Stendahl og Toulouse Lautrec.
Hemingways Paris er meget anderledes end mit, fordi han var ‘starving artist’, og jeg var SU-forkælet dansk studerende, men vi er alligevel enige om, at “If you are lucky enough to have lived in Paris as a young man, then wherever you go for the rest of your life, it stays with you, for Paris is a moveable feast.”
Tillidserklæringen
Mæt af nostalgi ville jeg berolige mine modernerver med bogen ‘Tillid’. En lille sag på kun 60 fine sider, hvori Gert Tinggaard Svendsen beroligende forklarer, hvorfor jeg sagtens kan sende mine unge ud og virke i det danske samfund. Vi har nemlig en helt grundlæggende (og velfunderet!) tillid til hinanden, til systemet og til den sociale moral.
Han skriver blandt andet opmuntrende: “Danmark har i et halvt århundrede været økonomisk flyvende – men det har været rigtigt svært for økonomerne at forklare, hvordan det kunne lade sig gøre. Måske ved vi det nu. Tillid er Danmarks usynlige brændstof, der giver ekstra opdrift”.
Jeg stoler på mine medborgere. Det kan min fraflyttende Julie også trygt gøre
Økonomerne har regnet ud, at fysisk kapital (produktionsapparat og infrastruktur) er forklaringen på en fjerdedel af vores rigdom, mens human kapital (uddannelsesniveau og innovation) udgør halvdelen af vores rigdom.
Den sidste fjerdedel af et lands rigdom har økonomerne indtil for nylig været ude af stand til at forklare. Tilliden har manglet. Den giver mange fordele.” Vi betaler ikke til kontrolinstanser, advokater, private vagtværn og hære, fordi vi danskere stoler på hinanden, holder vores ord og overordnet set er en befolkning af hæderlige mennesker, der vil et samfund præget af tryghed og fordragelighed.
Det kan jeg overvejende nikke genkendende til – og jeg har altid turde at lade mine børn sove udenfor i deres barnevogn, at løbe min daglige tur om søerne klokken 5 om morgenen eller cykle alene hjem gennem Københavns gader efter midnat.
For jeg opfylder Gert Tinggaard Svendsens præmis: jeg stoler på mine medborgere. Det kan min fraflyttende Julie også trygt gøre.
Selvhjælpsbøger er både berettigede og læseværdige, når deres fyndige sentenser ikke er hentet fra en pakke med Gajol
Gør det selv!
Således opløftet ville jeg genlæse Sophia Amorusos underholdende bog om entreprenørskab “Girlboss”, og på bedste hønemormaner sende de bedste formaninger videre til mit udflyttede, voksne barn.
For eksempel: “Money looks better in the bank than on your feet” og “You don’t get what you don’t ask for”. For selvhjælpsbøger er både berettigede og læseværdige, når deres fyndige sentenser ikke er hentet fra en pakke med Gajol, men bygger på levet liv og erfaring med fiasko, konkurs, kriser og cool cash.
Sophia Amoruso kender til det hele. Hun opbyggede – og gik siden konkurs – med vintage-webshoppen, Nasty Gal, og har siden genopfundet sig selv som stifter af mediehuset og rådgivningsvirksomheden Girlboss media, der skal hjælpe entreprenante kvinder til succes med selvstændig virksomhed.
Belært af Brøgger
Efter de amerikanske aforismer, kaster jeg mig nu over gammel kærlighed: Suzanne Brøgger, naturligvis. For hun ved da ikke alene en hel del om at sætte sin turban, som hun vil, hun ved også, hvordan vi selv kan sikre, at appelsinerne falder ned i den.
Blandt andet ved at starte dagen med at skrive (ikke udsætte det, som hun for nylig formanede i en kronik i Information. Det er det første, du gør, når du slår øjnene op!), ved at turde eventyret og ved at tro på kærligheden.
Det gør hun smukt og kyndigt i “Kærlighedens veje & vildveje”, og selvom (eller måske netop fordi), det er længe siden, jeg læste den (tror vi skal tilbage til 2003 og en brudt forlovelse), så vil den nok tale lige så højt til mit indre øre nu, som dengang. Jeg har blandt andet understreget følgende paragraf i min lyserøde paperback:
“Jeg synes ikke vi kan blive med at slå os til tåls med, at det kun er “Guds kærlighed” der skal være fuldkommen. Der er ingen mening med den, hvis det ikke også var meningen, at vi skulle prøve at leve op til den. Jesus accepterede heller ikke dogmet om den fuldkomne kærlighed som Guds monopol, for i modsætning til kirkens embedsmænd og alle andre autoriteter, der ser det som deres fornemmeste opgave at skræmme os fra vid og sans fra at vove friheden så at vi pænt kan holde os på måtten, så troede Jesus på mennesker og deres evne til at forvalte Guds ord i kærlighed. Havde han troet mindre på os, havde han heller ikke krævet så meget af os. Men det er ikke noget umenneskeligt krav. Vi har trods alt haft fantasi til selv at opfinde det. Men har vi mod til at tage konsekvensen af vores egen opfindelse og realisere kærligheden?”
Modige spørgsmål til kujonernes tid. Er det ikke dem, vi bør stille os selv og vores unge, der ikke bare skal realisere deres potentiale og deres kuraterede Instagramprofil, men også realisere kærlighed over for hinanden, samfundet, miljøet og i deres nyuddannede virke? Jeg tror det.
Jeg elsker hver eneste kop lunken kaffe, mit småbarnsliv har budt mig
Hverdagen overvinder alt
Jeg vil afslutte trøstelæsningen i muntert selskab med Line Kjeldsen Jensens uprætentiøse, hverdagsmesterværk, der spidder moderskabets makværk. “Hver dag starter det forfra”, hedder bogen. Og det gør det jo. Livet med små børn er rutine, monotoni, råb, bæ, nutella-kys og leverpostejskram.
Jeg elsker hver eneste kop lunken kaffe mit småbarnsliv har budt mig, og denne ‘en slags graphic novel’ minder mig om, at det er midt i trætheden og den grå hængerøvsjersey, at vi ofte lever mest og bedst. At gentagelserne har deres egen smukke selvfølgelighed og donerer os meningsfylde, hvor der kunne være tomhed.
Når du er ‘nogens’ mor, er du nødvendig. Også selvom det indimellem er i funktionen ‘nødvendigt onde’ for en tween eller numsetørrer for en tumling. Og det er dette tab af meningsfylde, der rammer os i hjertekulen, når de unge voksne rejser fra os.
Topfoto: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
