SINDELAGSSAMTALER // KRONIK – Kan staten nægte statsborgerskab på baggrund af værdier eller ytringer? Forslaget om sindelagssamtaler rejser grundlæggende spørgsmål om liberaldemokratiske principper og deres grænser. Professor Nils Holtug ser nærmere på spørgsmålet og er ikke i tvivl om konklusionen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I oktober 2024 fremlagde Alex Vanopslagh på vegne af Liberal Alliance en række krav i forbindelse med forhandlingerne om rammer for tildeling af statsborgerskab. Et af kravene var, at ansøgere skal have de rigtige værdier, for at kunne blive danske statsborgere. Ansøgerne skal således bakke op om “grundlæggende frihedsrettigheder og demokrati”. Det indebærer ifølge Vanopslagh, at de skal tilslutte sig, at deres medborgere har de samme frihedsrettigheder, som de selv har, og fx ikke benægte, at der er plads til homoseksuelle i samfundet.
Siden har en række andre partier forholdt sig positivt til forslaget, og i november blev tre statsborgerskabsansøgere, der opfyldte de objektive krav til statsborgerskab og var indstillet hertil, indkaldt til en sindelagssamtale med folketingets indfødsretsudvalg.
Værdikravene strider mod liberaldemokratiske grundprincipper
En af dem havde fx brugt et billede af Saddam Hussein som sit profilbillede på Facebook og skrev, at Gud måtte forbarme sig over ham. Ansøgeren, der er syrisk flygtning, forklarede i øvrigt senere, at han ikke vidste det store om Saddam Hussein, men at han vidste at denne var fjende af Iran, og at Iran støttede den syriske diktator, Bashar al-Assad.
Sindelagssamtaler strider mod liberaldemokratiske kerneværdier
Som mange har påpeget, og som Vanopslagh sådan set også har anerkendt, så udgør de foreslåede værdikrav en form for sindelagskontrol. En sindelagskontrol, der vel at mærke harmonerer dårligt med liberaldemokratiske principper. Den liberale stat påfører ikke dens indbyggere sanktioner, som fx udelukkelse fra statsborgerskab, fordi den ikke kan lide deres værdier.
Der er imidlertid også andre måder, hvorpå værdikravene strider mod liberaldemokratiske grundprincipper. De tre ansøgere, der blev indkaldt til samtaler med indfødsretsudvalget, blev tilsyneladende indkaldt på baggrund af deres ytringer på sociale medier. Da formålet med samtalerne samtidig var at undersøge, om ansøgerne skulle nægtes statsborgerskab, så betyder det, at de potentielt stod til at blive påført sanktioner for deres ytringer, hvilket strider mod princippet om ytringsfrihed. I hvert fald så længe ytringerne falder indenfor rammerne af den udstrakte ytringsfrihed, der bør være i liberale demokratier, og som der er i Danmark.
Straf og sanktioner for upopulære ytringer er netop en af de måder, hvorpå autoritære regimer indskrænker friheden for politiske modstandere.
Nogle vil givetvis indvende, at der er forskel på at være statsborger i Danmark, hvilket indebærer, at man besidder de grundlæggende liberale rettigheder, og så ikke at være statsborger, hvor man ikke besidder dem. Man kunne derfor mene, at ansøgeres ytringer ikke bør være beskyttet på samme måde som statsborgeres, og at de ikke på samme måde har krav på at være undtaget fra sindelagskontrol.
Sagen er bare den, at den liberale stat ikke på denne måde forskelsbehandler indbyggerne, når det handler om de basale friheder. Den forhindrer dem ikke i at skrive i aviserne, aflytter ikke deres telefonsamtaler uden gyldig grund, nægter dem ikke at gå i kirke, synagoge eller moske, og udsætter dem ikke for vilkårlig arrestation, heller ikke selvom de (endnu) ikke er statsborgere. Den respekterer med andre ord alles ytringsfrihed, tankefrihed, religionsfrihed, og de øvrige frihedsrettigheder.
Den liberaldemokratiske begrundelse for frihed og statsborgerskab
Det er værd at understrege den særlige måde, hvorpå frihedsrettighederne er begrundet i liberalismen, hvad enten det er venstreliberalisme eller højreliberalisme. Ikke mindst fordi det også har konsekvenser for, hvordan man bør tænke statsborgerskab i det liberale demokrati.
De liberale frihedsrettigheder er et produkt af oplysningstiden, som indebar et opgør med kongens, kirkens og adelens magt. Udgangspunktet var, at det enkelte individ er en fri og lige borger, og at samfundet skal indrettes i overensstemmelse med dette ideal. De politiske værdier skal således ikke findes i religion, tradition, eller mytologiske forestillinger om folket, men i alles mulighed for at leve i overensstemmelse med deres egne ideer og værdier.
Det betyder også, at der grundlæggende er to forskellige liberale måder at begrunde frihedsrettighederne på, nemlig i den enkeltes autonomi (selvbestemmelse) og den enkeltes interesser. Frihedsrettighederne har det til fælles, at de udtrykker individets mulighed for at bestemme over sit eget liv, og de beskytter nogle særligt stærke interesser, vi alle sammen har.
Liberalismen er netop et opgør med tanken om, at politisk magt på denne måde bør baseres på nedarvede privilegier
Dette udgangspunkt har ligeledes konsekvenser for, hvordan adgangen til statsborgerskab bør udformes. Således udøver staten magt overfor borgerne, hvilket alt andet lige betyder en indskrænkelse af deres autonomi. Det, der ikke desto mindre gør denne magtudøvelse berettiget (når den ellers er berettiget), er, at borgerne har demokratisk indflydelse på staten. Når staten udøver magt, er det med andre ord, ideelt set i hvert fald, udtryk for borgernes magt som frie og lige individer.
Men det er jo ikke kun statsborgere, staten udøver magt over, det gør den også overfor andre, der befinder sig på statens territorium. Disse individer vil desuden først have fulde politiske rettigheder, hvis de har statsborgerskab, hvilket i Danmark er en forudsætning for at kunne stemme til folketingsvalg. For at statens magtudøvelse over for indbyggere, der ikke er statsborgere, skal være berettiget, må de derfor have en realistisk mulighed for at opnå statsborgerskab, og det indenfor en rimelig tidshorisont. Det betyder også, at de ikke bør kunne nægtes statsborgerskab, bare fordi de har holdninger, staten ikke bryder sig om.
Hvad angår ideen om, at de liberale rettigheder er baseret på individers interesser, er konsekvensen langt hen ad vejen den samme. Individer, der på lang sigt opholder sig på statens territorium, har en stærk interesse i at være med til at træffe de beslutninger, der på afgørende vis bestemmer, hvilke regler de er underlagt, og hvordan de har mulighed for at leve deres liv. Derfor skal de have mulighed for statsborgerskab.
Er statsborgerskab en ret eller et privilegium?
Bemærk, at den liberale forståelse af statsborgerskab hermed adskiller sig fra en række andre ideer om, hvornår man bør have adgang hertil. Liberal Alliances indfødsretsordfører, Sandra Elisabeth Skalvig, hævder fx i forbindelse med partiets forslag, at statsborgerskab ikke er en rettighed, men et privilegium. Sagen er bare den, at de liberaldemokratiske grundværdier tilsiger, at det er en rettighed, hvis ellers en række betingelser er opfyldt (herunder at man opholder sig på statens territorium en tilstrækkelig lang periode).
Det liberale synspunkt er således ikke, at statsborgerskab allernådigst og efter forgodtbefindende kan tildeles fx tilflyttere, mens det automatisk tilfalder stammens egne børn. Liberalismen er netop et opgør med tanken om, at politisk magt på denne måde bør baseres på nedarvede privilegier.
Det betyder selvfølgelig ikke, at børn af statsborgere ikke skal tildeles statsborgerskab. De vil jo typisk selv bebo territoriet, være underlagt statens magt og have langsigtede interesser der, og bør derfor ligeledes have adgang til statsborgerskab. Desuden er der en række grundlæggende former for beskyttelse, man kun vil opnå, hvis man har et statsborgerskab. Pointen er bare, at det hermed er de samme typer af overvejelser, der helt generelt ligger til grund for tildeling af statsborgerskab.
Forslaget om, at individer skal have de rigtige værdier for at kunne opnå statsborgerskab er således ikke kun problematisk i forhold til sindelagskontrol, hvilket debatten primært har handlet om, men strider også mod liberaldemokratiske grundprincipper som ytringsfrihed og politisk inklusion som forudsætning for statens magtanvendelse.
Toleranceparadokset
Indskrænkelser af frihed begrundes nogle gange med, at disse kan være nødvendige for at opretholde det liberale demokrati. Dette synes da også at være en overvejelse hos i hvert fald nogle af dem, der har foreslået værdikrav i forbindelse med tildeling af statsborgerskab.
Ifølge det såkaldte toleranceparadoks er der således grund til at overveje, i hvor høj grad staten skal tolerere de intolerante. Mere specifikt så bør staten nogle gange indskrænke nogles frihed, og på den måde udvise intolerance overfor dem, for at sikre, at andre kan leve i et frit og tolerant samfund. I forhold til statsborgerskab betyder det, kunne man mene, at staten er nødt til at begrænse adgang til statsborgerskab for dem, der ikke vil det liberale demokrati.
I den forbindelse peges der ofte på den østrigsk-britiske filosof, Karl Popper, der i Det åbne samfund og dets fjender formulerede toleranceparadokset. Det er imidlertid værd at dykke lidt nærmere ned i, hvad det var, Popper rent faktisk sagde om muligheden for at indskrænke frihed.
Der er ikke noget, der tyder på, at det liberale demokrati reelt er i fare, endsige i fare på grund af tildeling af statsborgerskab
Ifølge Popper har det liberale demokrati en ret til at forsvare sig mod sine fjender, herunder en ret til at indskrænke friheden hos dem, der ønsker at underminere selvsamme demokrati. Det forudsætter imidlertid, ifølge Popper, at det er nødvendigt at indskrænke deres frihed for at opretholde det liberale demokrati. Hvis vi kan imødegå demokratiets fjender med rationelle argumenter, eller holde deres synspunkter i ave i kraft af, at de er et mindretal, der ikke har magt, som de har agt, så skal de bekæmpes på andre måder end ved at indskrænke deres frihedsrettigheder.
Hermed lægger Popper sig i forlængelse af en lang række andre liberale tænkere, der hævder, at der skal være tungtvejende grunde, hvis man fx vil indskrænke ytringsfriheden. Dette er både på grund af de personlige og samfundsmæssige gevinster, der er ved at have ytringsfrihed, og på grund af faren for politisk misbrug, hvis ikke der er en stærk beskyttelse heraf.
For Popper handler sidstnævnte langt hen ad vejen om at have institutionel kontrol over dårlige politiske ledere (hvilket ifølge Popper er de fleste politiske ledere), som hermed kan forhindres i at gøre alt for meget skade, fx i form af at begrænse friheden for dem, hvis holdninger eller levevis de ikke bryder sig om.
Er det liberale demokrati så truet på en måde, der kan retfærdiggøre tilsidesættelsen af frihedsrettigheder i form af at nægte statsborgerskab til dem, der måtte have eller ytre illiberale holdninger? Det er svært at se, at det skulle være det. Der er i Danmark udbredt accept af det liberale demokrati og dets grundprincipper.
Ifølge medborgerskabsundersøgelsen fra 2019 er det fx 88 procent af personer med dansk oprindelse, der synes meget godt eller godt om en styreform, hvor borgerne vælger politikere, som repræsenterer dem og tager beslutninger på deres vegne (altså demokrati). De tilsvarende tal for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er henholdsvis 81 og 82 procent. Der er desuden, i alle tre grupper, meget stor tilslutning til, at alle skal have de samme rettigheder, uanset hvilken religion, politisk holdning og seksualitet, de har.
Samtidig er der undersøgelser, der peger på, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er ret delte, hvad angår retten til at kritisere religion, ligesom personer med dansk oprindelse er delte, hvad angår retten til at bære religiøse tørklæder. Men der er ikke noget, der tyder på, at det liberale demokrati reelt er i fare, endsige i fare på grund af tildeling af statsborgerskab.
Grænser for frihed
Intet af det ovenstående betyder naturligvis, at det liberale demokrati ikke bør kunne sætte grænser for frihed. For eksempel hvad angår ytringer, der udgør trusler eller opfordringer til vold. Sådanne ytringer kan sågar være strafbare. Der er efter min mening heller ikke noget i vejen for, at liberaldemokratiske samfund nægter statsborgerskab til dem, der fremkommer med sådanne ytringer, i hvert fald ikke hvis ytringerne er tilstrækkelig grove. Men trusler og opfordringer til vold er ikke det samme som at ytre holdninger, der strider mod det liberale demokrati, og man kan ikke med rimelighed nægte statsborgerskab til dem, hvis værdier man bare ikke kan lide.
Tolerancen skal netop stå sin prøve der, hvor den handler om dem, hvis ideer og værdier man ikke bryder sig om. Faktisk er det slet ikke tolerance, hvis man kun inkluderer dem, man i forvejen er enig med. Vi kan således ikke bare sætte de liberaldemokratiske principper ud af spil, når det lige passer os. De liberaldemokratiske principper, der i øvrigt førte til indførslen af det moderne demokrati og til legaliseringen af homoseksualitet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
