Eline van Schaik har rejst rundt i USA for POV International op til valget. Det er der kommet POV-serien “Amerikanske Stemmer” ud af. I dag har hun givet ordet til Brandy Brooks, der arbejder som programdirektør for NGO’en “Dreaming Out Loud” i den fattige bydel Anacostia, som er en del af den amerikanske hovedstad. Den 40-årige direktør ser valget som en katastrofe for et USA, der bliver nødt til at vende medieboblen ryggen og genopfinde sig selv efter valget nedefra – på græsrodsplan som i de store borgerettighedsbevægelser, der har formet store dele af Amerikas historie.
– Dreaming Out Loud er placeret i Anacostia, en fattig bydel i Washington DC. Vi arbejder for at udvikle fattige områder i byerne. Ofte er der næsten ingen adgang til sunde og friske fødevarer i de områder. Men vi hjælper unge iværksættere med at starte virksomheder der er sociale og fremmer lokalproduktion, sundere livsstil og fødevarefællesskaber.
Det kan være alt fra en byhave på taget af en folkeskole til et lokalt marked. Blandt andet har vi skabt en række farmers’ markets i fattige bydele i Washington D.C. , som modarbejder food deserts (madørkener)- områder hvor indbyggere får deres mad fra kiosker, fastfood-kæder og tankstationer. Man kan godt sige, at den situation er repræsentativ for store dele af USA. Mange lever et usynligt liv uden adgang til basale ydelser og offentlige tilbud.
– Valget har bragt det værste i vores samfund op til overfladen. Samtidig er valget blot en del af en bevægelse, som har været i gang længe. Det begyndte måske med terrorangrebet 9/11, men vi har også – gennem sidste otte år med vores første sorte præsident – set et radikalt skift i, hvordan USA ser sig selv og reagerer på omverdenen.
Vores kommercielle mediecirkus er så distraherende og polariserende, og vi bruger det næsten som narko. Det er en måde at aflede os selv fra de svære spørgsmål, vi bliver nødt til at tage op for at genopfinde vores land. Vi prøver at forstå, hvordan det er kommet så vidt, men i stedet peger vi fingre ad hinanden, skælder ud og afviser enhver form for ansvar. Alt for ikke at behøve at forholde os til de underliggende årsager
– Der er mange forskellige ideer om, hvad Amerika er, baseret på hvilken race, tro og økonomisk status, du har. Fordi ideerne udover den hvide middelkasse-forestilling om USA nu får langt mere opmærksomhed, senest ved de store demonstrationer mod politivold, er vi udfordrede når det gælder visionen om, hvad vi egentlig står for som samlet land.
– Hvordan kan vi være the land of the free, når vi har love som the Patriot Act?
– Hvordan kan vi være landet med ubegrænsede muligheder, landet for den amerikanske drøm, når det er så tydeligt, hvordan penge og magt arbejder mod nogle mennesker i samfundet. Hvordan kan vi kalde os selv det bedste land i verden, når vores politi ikke efterlever loven, når det kommer til afrikansk-amerikanere?
Racismen er springlevende
– Dette valg er for mig at se i den grad en slags naturkatastrofe “a cataclysm“, hvor USA prøver at håndtere sine egne modsætninger. De forskellige befolkningsgrupper forsøger at forsvare deres egen status quo midt i en verden, der er under hastig forandring. For mig har denne valgsæson været en traumatisk oplevelse. Det har virkelig bragt det værste frem i så mange mennesker, og racismen er spilllevende.
– Vores kommercielle mediecirkus er så distraherende og polariserende, og vi bruger det næsten som narko. Det fungerer også som en afledninsmekanisme – væk fra de svære spørgsmål, vi bliver nødt til at tage op for at genopfinde vores land. Vi prøver at forstå, hvordan det er kommet så vidt, men i stedet peger vi fingre ad hinanden, skælder ud og afviser enhver form for ansvar. Alt for ikke at behøve at forholde os til de underliggende årsager.
– Det er svært at se en ende på det. Som med mange forandringer må det komme fra græsrødderne og fra en ændring i menneskers individuelle adfærd. Måske er der en mulighed at vende dette mareridt til noget positivt. Mit eneste håb er, at vi bliver frustrerede og samtidig modige nok til at sige: Nu slukker vi for fjernsynet og går i ægte dialog med vores landsmænd.
Jeg er begyndt på bevidst at gå ud og møde andre mennesker og ikke lade mig styre af min frygt og nervøsitet over at komme ud af mit eget ekkokammer. Vi skal holde op med at være afhængige af sociale medier og medier som CNN og Fox som fodrer os med unuancerede kommentarer og hurtige nyheder 24 timer i døgnet. Der er ikke nogen erstatning for ægte samtale.
– Det er også sådan, jeg ser på min egen fremtid. Jeg er begyndt bevidst at gå ud og møde andre mennesker og ikke lade mig styre af min frygt og nervøsitet over at komme ud af mit eget ekkokammer. Vi skal holde op med at være afhængige af sociale medier og medier som CNN og Fox, som fodrer os med unuancerede kommentarer og hurtige nyheder 24 timer i døgnet. Den slags media fast food er ikke nogen erstatning for ægte samtale.
– Jeg tror på Gud, og det giver mig styrke og håb at vide, at der venter noget godt, hvis vi bare bliver ved med at arbejde for det. Det giver mig et langsigtet perspektiv midt i den her sindssyge valgkamp: jeg arbejder for at sørge for at vores børn og deres børn kommer til at leve i en bedre verden. Min tro lærer mig også, at man skal være sammen om det mål, og praktisere næstekærlighed og gode gerninger i fællesskab.
– Hvis vi formår at komme videre herfra, kan vi begynde at hele som samfund. Jeg ved godt, at det ligger langt ude i fremtiden, men jeg vælger at tro, at disse idealer sidder dybt inde i os allesammen. Vi har set det før i vores historie: Hvis vi vælger at arbejde sammen, kan vi opnå store ting. Som Martin Luther King sagde: “The arc of the moral universe is long, but it bends towards justice”.
Fotos: Eline van Shaik.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
