KRIG I GAZA // ANALYSE – Der står tilsyneladende endnu mere på spil, efter at Iran har antydet, at de vil undlade at angribe Israel, hvis parterne når frem til en våbenhvile i Gaza. Spørgsmålet er derfor, om parterne er villige til at strække sig så langt ved torsdagens topmøde i Doha.
TEL AVIV – Den seneste tid har været præget af hektisk aktivitet i og omkring Mellemøsten. Hele regionen afventer med ængstelse og tilbageholdt åndedræt, om, hvordan og i hvilket omfang Iran vil reagere. Talen er om de israelske likvideringer af henholdsvis Fouad Shukr fra Hizbollahs absolutte top i Beirut samt Hamas-chefen Ismail Haniyeh, mens denne opholdt sig i Teheran. Begge angreb fandt sted inden for et døgn i slutningen af juli, og iranerne varslede, at der vil følge tunge repressalier mod Israel.
Det kan derfor kun ses som et sidste desperat forsøg på at undgå den store nedsmeltning, at amerikanerne har indkaldt til et topmøde i dag, torsdag. Det skal finde sted i Qatar, og målet er at få banket en form for våbenhvile i Gazakrigen sammen, hvilket måske kan skabe en vis ro over situationen. Ingen regner med noget afgørende gennembrud på torsdagens møde, men det vil blive betragtet som et positivt tegn, hvis parterne i det mindste ikke går fra hinanden, som det efterhånden er sket utallige gange, men forpligter sig på en fortsat dialog.
Som for at understrege situationens alvor har præsident Biden mere end antydet, at hvis også dette forsøg falder til jorden, vil han ikke nøjes med at placere ansvaret hos Hamas, sådan som han hidtil har gjort. Han vil også bebrejde Benyamin Netanyahu for at stille sig i vejen for en våbenhvile.
Som det ser ud lige nu, har mange analytikere kaldt dette for sidste udkald i Doha.
Alt står åbent
Det er umuligt at sige, hvordan Iran vil reagere. Tirsdag kom en overraskende melding om, at iranerne måske slet ikke vil reagere, hvis parterne når frem til en våbenhvileaftale i Doha. Men dette giver dog ikke sikkerhed for noget, for navnlig elimineringen af Ismail Haniyeh står som et kolossalt svigt i den iranske sikkerhedstjeneste. Bomben ramte Hamas-lederen, mens han overnattede i Revolutionsgardens særlige kompleks i det nordlige Teheran, og at det lykkedes på det topsikrede sted, står som en ydmygelse, der kalder på en reaktion.
Tidligere på ugen lød det også fra Aliasghar Shafieian, som er talsmand for landets nye præsident, at gengældelsen fra Iran vil bygge på efterretningsoplysninger, ligesom likvideringen af Haniyeh var det. Med dette antyder han, at det altså ikke vil være af samme art, som da iranerne i april sendte 300 raketter og droner mod Israel.
I Israel er stemningen trykket. I supermarkederne bliver der købt stort ind af mineralvand og dåsemad, og de, som er i stand til det, er flyttet bort fra Tel Aviv og storbyerne, som forventes at blive første mål, hvis missilerne begynder at falde
Alt står med andre ord åbent, og en række lande, heriblandt Saudi-Arabien, har opfordret styret i Teheran til at reagere proportionalt og med mådehold, da et storstilet angreb på Israel kun vil eskalere situationen yderligere.
Haniyeh var i Teheran i forbindelse med den officielle indsættelse af den nye iranske præsident, Masoud Pezeshkian, der netop ønsker at slå ind på en mere kompromissøgende kurs for at bringe landet ud af den internationale isolation. Han synes ikke at have appetit på en direkte militær konfrontation med israelerne, så det kan med god grund tænkes, at en mulig reaktion vil komme fra Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som er en iransk proxy.
Dén holdning deles i hvert fald af mange libanesere, der forbereder sig på det værste. Siden den 8. oktober sidste år, altså dagen efter Hamas’ brutale terrorangreb på Israel, har landet befundet sig i en tilstand af uvished. For ti måneder siden forlod 100.000 libanesere deres hjem langs grænsen til Israel, og nu frygter mange flere, at der kan blive vendt dramatisk op og ned på deres tilværelse.
Det varsler ilde, at Hizbollah allerede for et par uger siden begyndte at flytte deres folk fra Beirut og tømme kontorerne for computere og andet udstyr og sideløbende transporterede præcisionsmissiler tættere på grænsen for at være klar. I hele landet finder man en opfattelse af, at hvor konflikten blev holdt inden for visse nogenlunde kontrollérbare rammer indtil elimineringen af Shukr i slutningen af juli, befinder man sig nu i en situation, hvor det er vanskeligt at undgå krigen.
Hamas lod i ugens løb antyde, at man slet ikke havde til hensigt at dukke op i Doha. Dette kan ses som en del af det strategiske nervespil, som kører konstant, men det kan også være et forvarsel om, at der ikke vil være ret meget at tale om på mødet
Også i Israel er stemningen trykket. I supermarkederne bliver der købt stort ind af mineralvand og dåsemad, og de, som er i stand til det, er flyttet bort fra Tel Aviv og storbyerne, som forventes at blive første mål, hvis missilerne begynder at falde. En betragtelig del af de internationale flyselskaber har også indstillet flyvningerne til Tel Aviv, mens det samme er sket i Beirut, Amman, Teheran samt Erbil i det nordlige Irak.
Gidsler mod komplet tilbagetrækning fra Gaza
Skæringspunktet er torsdagens møde i Doha. Som i en erkendelse af at det kan gå galt, har amerikanerne beordret besætningen på USS Abraham Lincoln til at sætte farten op. Hangarskibet, som er en del af den såkaldte Carrier Strike Group 3, skal befinde sig i det østlige Middelhav, hvis den regionale krig kommer, og af samme grund er også en svært bevæbnet atomubåd blevet kaldt til regionen.
Alt dette kan ses som en amerikansk advarsel til det iranske styre om at holde igen. Det er en slags dobbeltgardering i tilfælde af, at mødet i Doha ikke fører til noget, hvilket på mange måder er en nærliggende tanke.
Hamas lod i ugens løb antyde, at man slet ikke havde til hensigt at dukke op i Doha. Dette kan ses som en del af det strategiske nervespil, som kører konstant, men det kan også være et forvarsel om, at der ikke vil være ret meget at tale om på mødet. For parterne står fortsat stejlt over for hinanden.
Som udgangspunkt skal mødet i Doha føre frem til en våbenhvile, der også indbefatter en frigivelse af de resterende 115 israelske gidsler. De indgår i en model, hvor Israel løslader et antal palæstinensere fra israelske fængsler. Men ud over dette kræver Hamas en komplet israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben, hvilket den israelske Netanyahu-regering blankt afviser. Herfra lyder kravet tværtimod, at krigen skal fortsætte, indtil Hamas er udraderet på Gazastriben.
Forudsætningerne for topmødet i Doha er en broget omgang, hvor der umiddelbart er ringe udsigter til succes
Netanyahu er under pres fra et par småpartier på den yderste højrefløj, som sidder med i koalitionsregeringen. John Kirby, som er talsmand for Det Nationale Sikkerhedsråd i Washington, anklagede fredag i sidste uge en af disse regeringspartnere, den israelske finansminister Bezalel Smotrich, for at bringe gidslernes liv i fare gennem sin vedholdende insisteren på at fortsætte krigen. Dette kan ses som et første skridt i retning af den åbne fordømmelse, Biden-administrationen kan have lagt i kakkelovnen, hvis Doha-mødet ender i et nyt sammenbrud.
Imens synes Netanyahu-regeringen at være opsat på at komme en forhandlingsløsning i forkøbet ved at ramme kommandostrukturen i Gaza. Likvideringen af Ismail Haniyeh den 31. juli var en del af dette, og få havde nok forudset, at hans afløser som Hamas-chef skulle blive Yahyeh Sinwar, der befinder sig på Gazastriben og står for en radikalisering af Hamas.
Den israelske strategi var den samme ved angrebet på Al Taba’een skolen i det nordlige Gaza for nylig. Israelske forsvarskilder påpeger, at man ved den lejlighed fik ram på chefen for de militære aktiviteter i den væbnede gruppe Islamisk Jihad, sammen med 31 andre militante, som befandt sig i et kommandocenter på eller under skolen. Det israelske tal er uden tvivl højt sat, ligesom Hamas siden har nedjusteret det samlede antal af ofre fra 100 til 40.
Den israelske situation bliver kun endnu mere mudret af, at en bitter magtkamp udspiller sig mellem Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant. De to har aldrig brudt sig om hinanden, men nu har det udviklet sig til åben krig på ord. ”En aftale (om gidslerne) vil gøre det muligt at afslutte kamphandlingerne nordpå,” sagde Gallant i denne uge, hvilket er en implicit og bidende kritik at regeringschefen. Netanyahu var tavs som en østers, men loyalister i Likud-partiet var hurtigt ude med at anklage Gallant for forræderi.
”Gallant er ikke nogen helt, han fortæller bare sandheden,” lyder det fra Zvi Bar’el, der er kommentator ved dagbladet Haaretz. Han beskriver Netanyahus vision om den totale sejr som et fatamorgana: ”Jo tættere det synes at være, des fjernere er det. Og det er bedre på den måde. For konstant krig er fascismens ideologi.”
Ingen af parterne har nogen interesse i at lade situationen eskalere yderligere, og det ved alle, men der ligger heller ikke nogen umiddelbar metode i luften, der kan skære den gordiske knude over
I den aktuelle situation er Netanyahu forhindret i at fyre sin forsvarsminister, selv om han nok kunne se det som fordelagtigt. Gallant taler nemlig samme sprog som store dele af befolkningen, og en fyring vil i endnu højere grad vende folkestemningen imod Netanyahu. I månedsvis har der i Tel Aviv været protester mod Netanyahus krigsførelse, og selv om disse holder lav profil i den aktuelle, stærkt anspændte situation, kan de vende tilbage med fornyet styrke når som helst.
Kompromisviljen er svær at finde
Næsten som en illustration af situationen besluttede minister for intern sikkerhed Itamar Ben Gvir, som også repræsenterer den yderste højrefløj, tirsdag at besøge Tempelbjerget i Jerusalem. Det var Tish’a Be’Av, hvor man mindes ødelæggelsen af de to jødiske templer i oldtiden, men under de givne omstændigheder blev Ben Gvirs handling set som en tydelig provokation. I islamisk tradition hedder stedet Haram al Sharif, og her ligger den vigtige Al Aqsa-moské. Myndighederne fik dog standset besøget, og et antal højrefløjsaktivister blev anholdt.
Forudsætningerne for topmødet i Doha er altså en broget omgang, hvor der umiddelbart er ringe udsigter til succes. Tirsdagens iranske udspil kom som en uventet joker, og dets chancer for succes hviler på et omfang af kompromisvilje, som hverken Hamas eller Netanyahu synes at kunne mobilisere.
Joe Biden har antydet, at man fra amerikansk hold vil forsøge sig med nogle nye løsningsmodeller, der måske vil kunne overskride kløften mellem de stridende parter. Men ud over at han vil følge op med skærpet kritik, hvis det hele falder til jorden, er der ingen antydning af, hvad den nye tilgang vil kunne byde på.
Det er på den baggrund, man navnlig skal se det stærkt øgede amerikanske beredskab i regionen. Det er muligt, at det er nok til at afskrække de mange parter til at åbne nye fronter, og det kan naturligvis betragtes som et resultat.
Ingen af parterne har nogen interesse i at lade situationen eskalere yderligere, og det ved alle, men der ligger heller ikke nogen umiddelbar metode i luften, der kan skære den gordiske knude over. Så derfor tyder meget på, at dette nok kan se ud som sidste udkald, men hvor det alligevel ender i den allerede velkendte status quo af trusler. Det kan blive en ny tilstand af lang varighed, mens Gazakrigen fortsætter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
