
SEX AND THE CITY // KLUMME – Fra den 9. december kan man se Carrie, Miranda og Charlotte (men ikke Samantha) i et nyt kapitel af den prisvindende serie Sex and the City, hvis 94 afsnit (og senere to spillefilm) har underholdt millioner af seere siden 1998. Dengang nærmest afskyede Anna Elisabeth Jessen alt det, hun troede, historien om damerne i New York City stod for. Men set med hendes 2021-øjne er seriens første sæsoner ikke bare overraskende underholdende og ærlige, det er også en post-kvindefrigørelse-historie og en præ-MeToo ditto. Og nu glæder hun sig til at se den nye sæson, “And Just Like That”.
Fra 2006 og et par år frem delte jeg ind i mellem lejlighed i København med en kvinde, der var noget yngre end mig. Hun var fraskilt, havde et barn, der hver anden uge også beboede lejligheden. Vi var begge journalister, begge optaget af politik, økonomi, kunst og kultur, og vi var enige om rigtig meget.
Stor var derfor min forbavselse, da jeg fandt ud af, hvad hun havde stående i sin reol. Meget centralt placeret var der et Box set med hendes yndlingsserie Sex and the City, en tyk sag indeholdende en masse dvd’er. På det tidspunkt havde serien været udsendt i seks sæsoner fra 1998 til 2004. I alt 94 afsnit.
Jo, søde, kloge, smukke Karen på 30 elskede Sex and the City. Jeg måbede.
Sex and the City blev fortsat liggende i slamkisten som noget, jeg aldrig forestillede mig, jeg ville komme til at se. For lyserødt og ligegyldigt til mig
Det var ikke, fordi hun prøvede at lokke mig til at se serien; jeg ville også have afvist det pure, men der var bare en ret så stor forskel på os på det felt. På Sex and the City-feltet. Karen var det, som jeg i dag ville kalde mere kulturelt bredskuldret.
Jeg nærede nemlig de stærkeste fordomme overfor serien. Troede kun, den handlede om glimmer og glitter, product placement af Manolo-sko og Prada-tasker, store rober og dialoger fremført af letbenede babes og bimbos, karakterer i et sorgløst Manhattan-miljø, alt sammen skrevet og produceret hovedsageligt af mænd. Virkelig ikke noget for mig.

Karen havde fulgt med i serien, købt dvd’erne, set afsnittene flere gange og havde, kunne jeg forstå, jævnaldrende veninder af samme observans, ligeledes fans, der også udover at være alvorlige intellektuelle kvinder godt kunne lide at give den gas i byen med fest og farver ligesom de fire singler på Manhattan.
Jeg, derimod, trak en lige linje fra mainstream-serierne Dallas over Dollars, som jeg selvfølgelig også stor-afskyede, til Sex and the City. Tomme kalorier uden litterære eller filmiske konnotationer til for eksempel gamle klassiske Hollywood-film om New York City, som jeg elskede ligesom senere Madison Avenue serien Mad Men. Også andre serier som The Wire og House of Cards så jeg med stor glæde.
Med de tre sidstnævnte seriers ankomst kapitulerede jeg som alle mulige andre, der blev solgt til serieformatet. Men det skulle være kunstnerisk flot, udfordrende og intelligent, samtidig med det var underholdende.
Sex and the City blev fortsat liggende i slamkisten som noget, jeg aldrig forestillede mig, jeg ville komme til at se. For lyserødt og ligegyldigt til mig.
Jeg er imponeret over dialogen. Den er kvik, tæt på. Og det handler ikke kun om sex, utroskab, drømmen om kærlighed, parforhold, drømme, rober og Manolo-sko
Jeg er eller var for gammel, for præget af min samtids kvindebevægelse og kvindefrigørelse, kombineret med en kritisk afstandtagen til amerikansk kulturimperialisme.
Og nu kommer så den store omvendelse eller indrømmelse, eller hvad man kan kalde det.
Under de forskellige lockdowns her i Coronatiden har der været rig lejlighed til at dykke ned også i slamkisten og finde et og andet frem.
Det er vel det, der er baggrunden for bekendelsen her.
Jeg begyndte altså fra en ende af at se Sex and the City om og med de fire kvinder Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha. Tre kvinder i trediverne (ligesom Karen dengang) og Samantha i 40’erne.
For mange, der læser denne artikel, vil min beskrivelse af figurerne være kedelig, for de kender de fire ud og ind, men selvfølgelig vil der være nogen, der ikke gør. Så her er lige et par ord om dem.

Hovedpersonen Carrie, spillet af Sarah Jessica Parker, taler i begyndelsen af serien i monolog og også direkte til kamera, men da serien er godt i gang, dropper man det. I stedet ser vi uddrag af Carries ugentlige klumme i tabloidavisen New York Observer. Hele denne del, altså Carries karakter er bygget over virkelighedens Candace Bushnells klumme i samme avis.
Klummeskriveren Carrie er den mest flippede af de fire. Så er der prinsessen fra Park Avenue, Charlotte, der drømmer om mand og barn, og som også i serien bliver gift et par gange, der er juristen Miranda, der er kyniker, rå og ærlig. Hun får barn med en bartender og flytter fra Manhattan til noget så sølle (hoho) som Brooklyn.
Og så der endelig man eateren Samantha, som dyrker sin krop og dens lyster; hun tilbeder den elsker den. Og hun er ikke bange for noget som helst – bortset lige fra en ting. At blive gammel. Derfor lyver hun sig ti år yngre end veninderne.
Først og fremmest blev jeg totalt underholdt – men på samme tid også totalt overrasket over den friskhed, som jeg synes der stadigvæk er i serien. Og så den rå og ærlige tone.
Bydelen Manhattan overlever, serien overlever, de fire kvinders liv fortsætter i settings, der er verdens centrum, man kan ikke bo andre steder overhovedet på denne jord
Den pæneste af pigerne er hende fra Park Avenue, men selv Charlotte lever ikke en op til mine frygtelige fordomme om en stor-kvindetrykkende serie, for det var vel det, jeg troede, en kommercialisering af fire singlers liv i New York City gik ud på.
Jeg er imponeret over dialogen. Den er kvik, tæt på. Og det handler ikke kun om sex, utroskab, drømmen om kærlighed, parforhold, drømme, rober og Manolo-sko. Vi kommer tæt på alle kroppens væsker, sved, urin, menstruation, blod, sur sæd, sød sæd, skal man synke den? æde den? sluge den? Tredje sæson, niende episode er meget sigende for netop denne problematik. Lang diskussion om sæd over søndagsfrokosten. Hvordan den smager, hvor dårligt den kan smage, hvad man kan gøre ved det. Få indehaveren af sædproduktet til at spise anderledes, så hans sædsmag ændrer sig?
Andre temaer, der råt for usødet bliver vendt, tematiseret og udfoldet, er kræft og barnløshed.
Serien er lavet før, under og efter 9/11. Men det vælger den at se fuldstændigt bort fra, den fortsætter på trods, sådan vil jeg vælge at tolke det. Man kan måske synes, det er vildt mærkeligt, at 9/11 ikke bliver nævnt, at kvinderne ikke reflekterer over tragedien, men det gør de ikke.

Mange episoder af serien var selvfølgelig for længst indspillet, da terroraktionen fandt sted, og de blev sendt ud og set i hele verden også i tiden lige efter, men i 13. episode i fjerde sæson sker der så alligevel en tiny ændring. I introen, der er et sammenklip af New Yorker billeder med Carrie i 1990’er strutskørt på et fortov, hvor en bus kører forbi og sprøjter vand og smuds op ad hende, ironisk nok en bus, der bærer en plakat reklamerende for Carrie Bradshaws klumme – i denne intro er der omklippet. Tårnene, de to ikoniske tårne fra World Trade Center, der har udgjort en del af indpakningen af samtlige afsnit, de er nu klippet ud, de er der ikke mere, men ellers et det den samme intro, der fortsætter.
Bydelen Manhattan overlever, serien overlever, de fire kvinders liv fortsætter i settings, der er verdens centrum, man kan ikke bo andre steder overhovedet på denne jord. Ikke engang i andre bydele af New York City, kun på Manhattan.
Det handler heller ikke så meget om penge, som jeg troede, eller luksuslejligheder og komfort.
Jeg blev altså overrasket over serien på den gode måde. Jeg ser den som en lille tidslomme i kvindernes historie
Bortset fra Charlotte, der har giftet sig til penge og kæmpe lejlighed på Park Avenue, bor de småt og trangt. Da Miranda bliver mor, finder hendes bartenderkæreste ud af, at de kan købe et helt hus i Brooklyn ret så billigt, og de flytter. I dag er Brooklyn og i særdeleshed bydelen Bedford, Williamsburg blevet noget så hot; boligpriserne er steget voldsomt, det er der, det foregår.
Men her i starten af 00’erne er Mirandas familie first movers. Ikke en gang en taxa vil køre helt derud eller derover. Sådan var det til op i 2010’erne. Jeg har selv prøvet det i en lejlighed på Clinton Avenue i Brooklyn, en bred lang gade med flotte bygninger og endda temmelig store lejligheder. Men alligevel: ingen gule taxaer gad overhovedet køre den korte vej til Brooklyn. Nu er det anderledes, og Brooklyn har oveni fået sine egne grønne taxaer.
Men dengang for ikke så lang tid siden var der meget langt til Brooklyn. Bare et stop i undergrunden, som de siger i serien. Ja, men det er på den anden side af broen, på den anden side af floden.

Så hellere blive inde på Manhattan og bo småt, og også med mus og rotter.
I en af episoderne har Carrie en af sine kærester, en berømt russiske kunstner spillet af Mikhail Baryshnikov, på besøg i sin tiny kunstnerlejlighed. Ude i køkkenet render en mus over køkkenbordet. Russeren banker resolut kræet ihjel med en stegepande og smider liget i skraldespanden. Og det er ikke engang en mus, fortæller han Carrie, det er en rotte. Samme nat, hvor hun ligger og sover på fancy Manhattan, vågner hun ved, at noget pusler om ørerne på hende. En anden rotte, søsteren eller broderen til køkkenrotten.
Jeg blev altså overrasket over serien på den gode måde. Jeg ser den som en lille tidslomme i kvindernes historie. Den lægger sig som noget særegent mellem kvindefrigørelsen, kvindebevægelsen, hvor der var så meget, man ikke måtte, fordi det var selvundertrykkende, fx snakke om mænd, tøj, mode, sminke, feste, gå i byen, elske at blive set, og i dag, 2021, hvor der er helt andre ting på spil, hvor fænomener som woke, cancel culture, MeToo, er stærke og nødvendige parametre, og hvor Sex and the City falder helt igennem, men altså på en ret så uskyldig måde. Det er en post kvindefrigørelse-historie og en præ MeToo ditto.
Beklager, at jeg ikke orkede dem dengang i 90’erne. Det gør jeg nu.
Der er ingen fordømmelse af sex, mange partnere, kvinders krav på orgasme, hvem kan give dem den? Kvinder har lyst og magt og agt, man taler om mænd, man udskifter dem, man bliver selv gået. Kvinderne er morsomme og selvstændige. En lille befriende ting, som aldrig kunne være produceret i dag. Det er verden af i går.
Efter serien kom der to spillefilm. Og nu kommer der så en follow up. Sex and the City næsten 25 år senere. Premiere er den 9. december. Af foromtale kan man læse og ud af traileren se, at Samantha, den oversexede med det store forbrug af mænd desværre ikke medvirker mere. Hun ville i dag i serien være i 60’erne – min alder! Øv. Men de tre andre er der: klummeskriveren Carrie, juristen Miranda og gallerimedarbejderen, Parkprinsessen, Charlotte.
De er alle i 50’erne, og deres alder bliver flittigt diskuteret på de sociale medier. Carrie har fået nogle grå hår og et par rynker. Selvfølgelig har hun det. Miranda med grå hjelm, spillet af Cynthia Nixon, der senere sprang ud som lesbisk i virkelighedens verden og også opstillede som borgmesterkandidat for demokraterne i NYC, medvirker.
Som Sarah Jessica Parker siger: “Selvfølgelig er vi blevet ældre”.
Jeg glæder mig til gensynet med de damer. Sidder parat den 9. december. Beklager, at jeg ikke orkede dem dengang i 90’erne. Det gør jeg nu.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.