MUSIK // ANMELDELSER — Penny Police forsøger på sin anden fuldlængdeplade at finde sin egen stemme i en verden fuld af fejl og forventninger – det kræver, at verden ses fra et barns perspektiv. Og hos de tidligere hippierockere i Fribytterdrømme dyrkes ekstasen i en ny dansabel lyd.
Jeg aner en glædelig modreaktion mod perfektionismehamsterhjulets robottænkende bevægelser. Særligt når jeg ser enkeltstående tilfælde, der måske er ved at blive en tendens, hvor musikere selv har erkendt, at de er en del af en nulfejlskultur og derfor kigger beundringsværdigt på børn. Børn, der endnu har barndommens uskyld over sig og sagtens kan spille forkert. Her tænker jeg faktisk ikke på Greta Thunberg. Eller. Det gør jeg jo så nok lidt ufrivilligt alligevel, selv om denne signatur ikke har hørt klimaprotester akkompagneret af bluesrundgange eller popklaver – endnu.
Først begik ex-guitarist i Mew, Bo Madsen, en plade med børnebandet Turbolens: ”En af kvaliteterne ved børn er, at de ikke er særligt selvbevidste. Så når de skaber noget, er det en mere fri leg,” som han sympatisk forklarede til DR. På samme måde ser Marie Fjeldsted, der gemmer sig under kasketten Penny Police, op til sin datter.
Fjeldsted synger med en håbefuld sødme, der kredser om at finde sin egen stemme i en verden fuld af fejl og forventninger. Det kan være svært nok. Endnu sværere er det at finde ro i den. Og så skal det være i orden, at man træder forkert i en verden, der dårligt tåler fejltrin.
Selvet bliver også påvirket udefra, og her handler det om at være heldig – du er ikke altid selv herre over dit eget liv. Måske derfor er der brug for håbet
Det forsøger Penny Police at spille sig ind på på Be Lucky, der er hendes anden hellængdeplade. Eksempelvis på pladens bedste sang Be lucky, hvor der synges om at finde sig til rette i sig selv med solen som væskefremkalder. Her følger strygerne Fjeldsteds messen i omkvædet: “Don’t judge the colours // before the sun has come up // Don’t take it on you // before you know how to take it off // – be lucky.”
Der ligger rigtignok et stort ansvar på den enkeltes skulder ved at stå ved sig selv, men som den afsluttende verslinje også understreger, er den enkeltes handlinger og tanker ikke altafgørende – selvet bliver også påvirket udefra, og her handler det om at være heldig – du er ikke altid selv herre over dit eget liv. Måske derfor er der brug for håbet.
Musisk bærer pladen flere steder præg af blæserarrangementer, der gør det dejligt umuligt at fastlåse Penny Police i en kasse, der hedder kvindelig-sanger-med-akustisk-guitar-og-noget-på-hjerte. Blæserarrangementerne giver hende muligheder for at være mere end det. Og det klæder Fjeldsted, for Penny Police skal have bandlyd – hun har ikke kraft nok til at være alene med en guitar.
Når pladen når ud til lyttere, der ikke kun er blevet forældre, er det fordi, de håbefulde budskaber i sangenes tekster ikke står alene og ikke udefra læst behøver have noget med børn at gøre. Dertil lagt, at Fjeldsteds sangskrivning er bakket op af arrangementer, der er dybt vedkommende. Havde budskaberne om søgen efter sit eget ståsted, håb og forandring med andre ord været at finde i en selvhjælpsbog, havde jeg sporenstregs klappet den i og sat en plade med Penny Police på.
Fribytterdrømme – Skin
Bandet Fribytterdrømme har taget navn efter Tom Kristensens legendariske digtsamling fra 1920, hvori man i titeldigtet kan læse om fribytteren, der møder verden i konfrontation oplyst af ekspressionismens komplementærfarver rød og grøn.
At Fribytterdrømmes lyd skulle være ekspressionistisk i dag, er nok at tage munden for fuld. Om ikke andet så er udtrykket dog ganske kraftfuldt på bandets tredje udspil, Skin, der åbner flot med Ekstase, som bobler af kælen livslyst og kådhed, hvor jeget er ved at gå til i klistret patos: ”Åh, jeg smelter // åh, jeg smelter // åh, jeg smelter i dine arme // for du er så vidunderlig // for du er så underfundig // for du er så foranderlig.”
Men frygten for ensomhed lurer om hjørnet og parafraseres af en lidende mundharpe. Forsanger Lau I. V. Pedersen vrider sin vokal og lader ligeså meget være usagt: ”Og jeg er i det mindste i godt selskab lidt endnu.”
Lydbilledet har med andre ord ændret sig ganske drastisk fra en hippierocket psykedelisk lyd med stor inspiration i 1960’erne og 1970’erne til en mere dansevenlig sound, der i højere grad trækker på 1990’ernes clubscene i Manchester og dyrker ekstasen.
Mange pladebutikker vil føle sig reddet af, at Fribytterdrømme er et dansk orkester, for så er der ingen genvordigheder ved at placere Skin sammen med andre danske udgivelser, hvor de to andre fuldlængdealbums gruppen har udgivet, allerede bor godt – langt væk fra genrepolitiets dømmende blik.
Men var fribytterne et udenlandsk orkester, var det straks værre. Bandets tidligere diskografi tilhører i stor stil den psykedeliske hippierock. De andre plader i den psykedeliske rocksektion ville kigge mærkeligt på Skin, hvis den stod der, men ABBA- og Michael Jackson-pladerne også ville himle med øjnene, hvis man satte den sammen med poppladerne.
Lydbilledet har med andre ord ændret sig ganske drastisk fra en hippierocket psykedelisk lyd med stor inspiration i 1960’erne og 1970’erne til en mere dansevenlig sound, der i højere grad trækker på 1990’ernes clubscene i Manchester og dyrker ekstasen.
Forsanger Lau I. V. Pedersen har i forbindelse med udgivelsen nævnt, at ”intet er udelukket. Intet er forbudt så̊̊ længe det tjener den gode sang, med den gode tekst.” Og de gode sange er der uden tvivl. Udover åbneren Ekstase er kompositionen En del af os en smuk kærlighedssang, hvor ”et åndedræt er flot” lyser op som den smukke verslinje den er.
Afslutteren Det skinnende feat. Lydmor, der også har været singleforløber til pladen, tilfører med Lydmors vokal et fremragende björksk krydderi til Skin. Det skinnende har et hook af en guitar, og viser, at forsanger Lau Pedersen, fortsat er en habil tekstforfatter, eksempelvis med verslinjen ”Jeg har levet i dit blik.”
Assassinerdrømme er potent anført af basgang a la Turboweekend. Her er der i Pedersens tekstunivers hænder, der tror på, at de kan omvende. Sangen peger i to retninger med sin psykedeliske smalle lyd, der får publikum til at skåle i mikrobrygøl på et mindre spillested, inden det Northside-venlige omkvæd eksploderer kontrolleret, som får publikum til at bunde fortyndet Royal-øl til overpris.
I det nye lydeksperiment er der desværre også et par forbiere som Alt er alter samt Hallusignaler, der ikke rigtigt kan finde ud af, hvilket ben de vil stå på. De bliver ligegyldige. Det er prisen for at søge nye musikalske græsgange, som fribytterne gør på denne plade. Ingen tvivl om, at mange fans af Fribytterdrømme vil begræde udviklingen. Det er prisen for et hamskifte. Her ligger muligheden og begrænsningen.
Penny Police – Be lucky
Udkom 27. september 2019 på Celebration Records.
Fribytterdrømme – Skin
Udkommer 4. oktober 2019 på Tabu Records.
Foto af Penny Police: Dennis Morton.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
