‘Den nye Jussi’ er udkommet. Den hedder ”Selfies” og tager os med ud i den virkelighed, hvor unge kvinder vender arbejdslivet ryggen, lever livet uden tanker på uddannelse og lader mændene finansiere deres dyre vaner – til deres sagsbehandlers forargelse.
Det har nærmest været selvpinerisk, når jeg har læst Jussi Adler Olsens krimier om livet i Politigårdens Afdeling Q med den aldrende Carl Mørck i spidsen. Det er graden af rædsel og voldsom nederdrægtighed hos forbryderne, der kan blive for meget for denne læser. Andre læsere fornøjer sig med psykopater og langtrukken sadisme.
Til gengæld finder jeg livet i den særlige efterforskningsafdeling på Politigården særdeles underholdende. Det er den mest brogede samling medarbejdere, man kan forestille sig. De får på en eller anden uforklarlig måde udrettet det politimæssige arbejde, der skal til for at opklare mord. Den mystiske Assad, hvis historie vi stadig har til gode. Den lidt underlige Rose, der lider af personlighedsspaltning, tror vi nok, og som skifter mellem at være topeffektiv graver og uforskammet ‘det skal jeg nok selv bestemme’-type, og som bliver væk fra arbejde i perioder eller dukker op som sin søster, når hun ikke kan magte sine svære psykiske problemer. Der er den nye unge fyr Gordon, der er lun på Rose, men ikke tør binde an med det projekt.
Og så chefen Carl Mørck, hvis liv er noget rod, på alle måder. Jeg elsker detaljen om, at hans ekskone Vigga stadig ikke har fået udbetalt sin del af bodelingen. Den kan Carl beholde, med den eneste betingelse: han skal besøge sin eks-svigermor på plejehjemmet fra tid til anden. Og glemmer han det, så er Vigga i røret. Sikke en hævn.
Psykopater og sadister
Jeg har læst alle de seks tidligere krimier. Hver gang får man indblik i et særligt miljø i Danmark. Underforstået et sygt miljø, et sindsygt miljø: stinkende rig og perverteret overklasse, en hævngerrig person, der sammen med sin mor placerer en kvinde i en tryklufttank og skruer op for trykket, en religiøs fanatiker, der skaber sin egen sekt, det grusomme fængselslignende miljø på kvindehjemmet på Sprogø i sin tid, romalederen, der systematisk tvinger børn og unge til at stjæle osv osv.
Det var derfor med nogen skepsis jeg gik i gang med 7. krimi af 10 planlagte. Og med den meget tidstypiske, men ikke særlig afslørende titel ”Selfies”.
En helt særlig gruppe
Hvor tager Jussi os med hen denne gang? På jobcenteret såmænd!
Mens vi diskuterer Karina Petersens hånlige omtale af de mindrebemidlede i Danmark, som hun mener bare rager til sig, og snyder og bedrager, og samfunder derfor ikke skal bruge penge på, og mens regeringen skærer kontanthjælpen ned til integrationsydelse i håbet om, at det skal få både syge, krøblinge og langtidsledige i arbejde, så dukker denne beretning op, hvor hovedpersonerne er unge kvinder, der bruger deres liv på at komme til at se godt ud, tage selfies, feste igennem, have de dyre mærkevarer og få deres sugardaddies til at betale. Decideret arbejdssky elementer. Provokerende, ikke mindst overfor deres sagsbehandler.
DET er overraskende.
– Hvorfor det, Jussi Adler Olsen?, spurgte jeg til mit radioprogram ”Monicas Mødested” på DR P5, og han svarede:
”Det var en jurist fra Københavns Kommune, der gav mig det tip, at bomben under økonomien er ca 800 unge kvinder, ml 25-35, der som helt små fik at vide af deres forældre: ”Hvor er du fantasisk! hvor er du vidunderlig! Du har så mange talenter. Du er så køn. Hvad kan du dog ikke blive til?”, men de er ikke blevet til noget som helst. For de kunne ikke tage alle de krav, der var omkring dem. Og de troede også på deres fuldstændige selvtilstrækkelighed, at de kunne alt muligt. I dag er de så i den aldersgruppe. De har ingenting lært, de har ingen uddannelse. De kræver, og får nogle små kurser en gang imellem, og nu sidder vi altså med 800 manicureuddannede og hairstylister og kosmetologer osv.
Og det bliver bare ved og ved og ved. Vi ved allerede fra de små børn i 0. klasse, at de ikke fungerer så godt socialt, fordi de er så meget på medierne. Det er hele tiden mig-mig-mig, og de ældre, specielt pigerne, der er det endnu mere mig, end nogen som helst anden og det er altså en belastning for systemet.”
– Det er altså en variant af curlingbørnene, vi taler om?
”Jeg ved ikke. Vi skal finde på en helt ny sportsgren, for der så mange fejekoste foran dem her! Og de bliver jo overraskede, ikke. For der bliver krævet noget af dem. Og det kan de slet ikke tåle. Der er sågar nogle af dem, der skriver ind og siger, at de bliver nødt til at være invalidepensionister, for alle de krav omkring dem er simpelthen for voldsomme. De lader sig sygemelde mange af dem, og der er opfundet nogle nye diagnoser: ”Aktivitets-intolerance” var der en læge, der skrev som forklaring på, at vedkommende ikke kunne møde op. Men vi skal passe på, fordi kontanthjælpsmodtagere er et meget meget vidt begreb. Det er jo en lille del af det.”
– Men er det Karina Petersens hånlige omtale af kontanthjælpsmodtagerne, der er tale om? Er det dér du er?
”Nej, dem er der jo også nogle af, men det er jo et fåtal. Det er en lille procentdel. Men den lille procentdel kan såmænd godt gro og blive rigtig rigtig meget større, hvis vi ikke lærer forældrene, at man skal være social. I et team. Og man skal være klar over, at man skal kunne fungere i en gruppe, i et team, at hver især har deres rolle, og at den ikke nødvendigvis behøver at være som verdens smukkeste kvinde, der får filmstarroller.”
– Når man læser din beskrivelse af de her piger, så er de ufattelig provokerende. Der er oven i købet en af dem, der sørger for at blive gravid, så hun ikke skal arbejde, og så bortadopterer hun barnet bagefter. Endda flere gange. Så udspekuleret og afstumpet kan man da ikke være?
”Nej, det skulle man ikke tro, vel? Men det er jo sådan set min opgave at grave og kratte helt ned i lakken, indtil vi ser, hvad der befinder sig nedenunder den. Og altså metoderne til at undgå at skulle arbejde er utrolig mangfoldige. Man synes faktisk, de er så kreative, så de burde kunne bruge det på noget andet,” siger Jussi Adler Olsen med et hårdt smil i ansigtet.
Du skulle bare vide
– Har du mødt nogle af de her piger?
”Nej, det har jeg ikke. Jeg har ikke mødt nogle af de piger, som jeg beskriver så direkte, som jeg gør her. Men jeg synes ligesom jeg kan ane det, hvis jeg selv kratter i lakken og ser på Paradise Island eller andre TV3-realityprogrammer. De er der jo, og deres etik er umulig at få øje på faktisk. Den findes ikke. Deres moralbegreber er meget meget lave, og hvis de bare kan tilfredsstille deres egne behov, så er verden sådan set god.
Og så omgiver jeg mig med et hav af socialrådgivere og folk, der arbejder inden for socialvæsnet. Det eneste jeg sådan set skal, det er at få bekræftet, at når jeg går ud på overdrevet, og kommer med historier, der er værre end man skulle tro, at det foregår i virkeligheden, at de så kan sige: Ja sådan foregår det, og du skulle bare vide! Og du sku bare vide, hvor tit vi sidder her og føler os overset, for nu bevilger vi lige sådan et par gummistøvler til 1240 kr. Dem kunne jeg da også godt selv tænke mig!”
Tre af pigerne finder sammen, Michelle, Jazmine og Denise.
”De var alle tre lige trætte af hele tiden at blive hundset rundt med af systemet og blive mødt med af alle mulige krav,” står der i bogen. Og det er en heftig cocktail. De er uvenner med punkeren Birna, der hele tiden dukker op, hvor de mindst venter det. Og ”Hun er ikke sådan én, man skal give fuckfingeren”, som en af pigerne siger og omtaler hende som ”totalt syg i hovedet. Virkelig meget syg endda.” Og imens tænker jeg: I passer godt sammen, for det står heller ikke godt til oppe i din hjerne, eller hvad man nu skal kalde det, hun tænker med.
Ikke noget under at sagsbehandleren bliver vred, forarget, rasende og beslutter sig for at gøre noget effektivt ved pigerne. Hun har alt for mange af den slags i sit kartotek. Og som en af hendes kolleger tørt konstaterer. Pigerne tilhører ”første generation, der er dårligere uddannet end deres forældre”.
– Har jeg ret i, at du sagtens kan sætte dig ind i sagsbehandlerens situation? Spørger jeg Jussi Adler Olsen, og han svarer polemisk:
”Har jeg ret i, at alle, der læser denne her bog ville kunne det? Altså hun er jo presset på alle mulige måder. Og hun har jo ligesom Carl Mørck arbejdet med sådan nogle antisociale elementer i hele sit liv, og hun har fået nok af det! Hun opdager jo lige pludselig, at hun er magtesløs overfor det her. Hun bliver bare nødt til at følge systemet. Der findes en række cirkulærer og forordninger. Dem skal hun så bare rette sig efter. Somme tider kunne man have lyst til at være civil ulydig og tage sin egen stilling til enkelte sager. Men det må man ikke. Så hun bliver nødt til at gøre, hvad hun gør. Og en dag kan hun simpelthen ikke holde det ud mere. Og hvad er reaktionen? Reaktionen hos hende er, at ‘hvis jeg skal gøre noget radikalt ved det, så må de piger jo bare væk’!”
Og de bliver jo overraskede, ikke. For der bliver krævet noget af dem. Og det kan de slet ikke tåle. Der er sågar nogle af dem, der skriver ind og siger, at de bliver nødt til at være invalidepensionister, for alle de krav omkring dem er simpelthen for voldsomme. De lader sig sygemelde mange af dem, og der er opfundet nogle nye diagnoser: ”Aktivitets-intolerance” var der en læge, der skrev som forklaring på, at vedkommende ikke kunne møde op
Det hele begynder med at en magtsyg og ubehagelig bedstemor bliver fundet dræbt i en park og hendes 10.000 kr mangler.
Oven i den historie og slagsmålet mellem pigerne på kontanthjælp og deres sagsbehandler, får vi også optrævlet beretningen om en gammel nazisoldat, hans pistol og håndgranat, en desertør fra den amerikanske hær, der lever hemmeligt i Danmark, og en tur tilbage til dengang Stålvalseværket i Frederiksværk var byens største virksomhed, men hvor en mand blev mast under en tonstung stålplade.
De mange trusler
En god krimi lever af modstand. Den slags får handlingen i gang og får skubbet den i nye retninger. Så hvad mere har Jussi Adler Olsen fundet på? Jo bl.a. at afdeling Q skal nedlægges. Carl Mørck og hans medarbejdere opklarer ikke nok sager. Her kom jeg til at tænke på den engelske muntre krimiserie ”New tricks”, der på dansk hedder ”Fornyet mistanke”. Også de er evigt ‘nedrykningstruede’ og også de er placeret i sære kælderlokaler.
Men i ”Selfies” opstår en helt anden trussel: Rose er alvorligt ramt af psykiske problemer og forlader Politigården. Et totalt menneskeligt sammenbrud og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det står hurtigt klart, hvor stor og vigtig en arbejdskraft hun er, og hvor meget de mangler hende.
Og en helt ny udfordring er ordren om at servicere et TV-hold fra et af tidens mange kriminalmagasiner ”Station 3”. Om det bekommer Carl Mørck vel? Vel gør det ej.
Historien foregår over en god måneds tid tidligere på året, og den hænger godt sammen. Jeg kunne sagtens følge med, personerne stod klart i mit hoved, og spændingen holdt lige til den sidste side.
Han gjorde det igen, ham Jussi. Og fik lige sat fokus på de arbejdssky unge kvinder på kontanthjælp.
Topfoto og bogomslag: Politikens Forlag
Radiointerviewet med Jussi Adler Olsen kan høres på dr.dk/p5/monicas-moedested (fra 2.10.2016, halvvejs inde i programmet)
Som skribent på POV får jeg kun den betaling, som læserne har lyst til at bidrage med. Er du blandt dem, bliver jeg glad for store og små beløb. Mobile Pay 28546818
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
