KONCERT // ANMELDELSE – Danse sammen, det kan verdensstjernen Anne-Sophie Mutter og mesterakkompagnatøren Lambert Orkis. Der var virkelig tale om musikalsk pardans i intimkoncerten i Glassalen.
Mod slutningen af den totalt udsolgte koncert i aftes slog det mig pludseligt, hvor uforfærdet, intakt, friskt og bundærligt musikerskab Anne-Sophie Mutter vitterlig stadig står for efter fem årtiers solistkarriere i den absolutte verdenselite.
Stillet overfor hendes kunst bliver man hurtig bevidst om, hvor sjældent det egentlig er at opleve et sådant mesterskab. Især når hun, som i gårsdagens intimkoncertprogram i Glassalen i Tivoli, trådte frem med et repertoire af endog meget sjældent hørte værker af Mozart, Schubert, Clara Schumann og Ottorino Respighi.
Med mesterpianisten Lambert Ortis ved sin side fik vi her prøver på et partnerskab, der ikke blot tager på og omfavner musikken med den dybeste alvor, men samtidig formidler den med en kunstnerisk friskhed, som var den blevet konciperet og først nedskrevet umiddelbart før koncertens begyndelse.
Fra Mozarts Violinsonate nr. 18, komponeret i 1778, fik vi to Allegro-satser, der begge sprudlede af ungdommelig lyst og leg. Mutters spilletekniske særkende i at fuldende triller og forsiringer står lysende klart, som var de værkets egentlige hovednoder. Jeg kender kun få violinister på verdensscenen (vor egen Nikolaj Szeps-Znaider heriblandt), der på lignende vis kan få samtlige strofer til at synge så krystalklart og rent gennem deres instrument, som Anne-Sophie Mutter magter det.
Læg dertil, at hendes Stradivarius – som de fleste af violinmagerens mesterinstrumenter – gør det til en nærmest uoverstigelig spilleteknisk udfordring at få dem til både at ånde frit og rent i hver eneste frasering, hvor kun en brøkdel af en millimeters fingerplacering afgørende kan fejlfarve toneklangen, ja så vokser respekten for Mutters musikerskab sig kun endnu større og rækker henover den blotte og bare beundring over hendes spil.
I Schuberts efterfølgende store C-dur Fantasi fra 1827 er vi i det samme lystige hjørne, men nu med Ländler-variationer, som vælter henover hinanden i uafbrudt danselyst. Og danse sammen det kan de to musikere på henholdsvis strengene og tangenterne. Her var der virkelig tale om intim musikalsk pardans, der på sin vis bevægede sig frit henover værkets noget uformidlede struktur og form, for i stedet at få tonerne til at hoppe og springe som dråber og stråler i en fontæne.
Salen var med dem og helt vild med dans fra første til sidste node.
Efter pausen kom vi ned blandt gemmerne i en musikalsk kommodeskuffe, der nok kun sjældent åbnes: I Clara Schumanns Tre violinromancer, op. 23, fra 1853 er komponistens eget instrument, klaveret, sjovt nok tildelt en udpræget sekundær rolle, hvor dæmperpedalen nærmest konstant er i brug. Samtlige tre romancer virker, på trods af enkelte velformede strofer, mest af alt som henførte, men temmelig tilslørede strøtanker om følelser, der godt nok er til stede i værket, men aldrig rigtig kommer fuldt til udtryk.
Det tilbageholdte åndedrag i musikkens væsen kom her fint frem i Mutters og Orkis’ fortolkning, men som værk og komposition betragtet, står disse kammermusikalske romancer noget blegt tilbage.
Stillet overfor dette klaverspil blev Mutter sat på prøve i sit eget kraftfulde violinspil, der gik lige til instrumentets grænser og aftvang beundring over strygerinstruments fuldtonede potentiale
Den stik modsatte rollefordeling er gældende for Respighis store Violinsonate i h-mol fra 1917, hvor klaveret nærmest bærer hele værket fra først til sidst og ligesom konstant opfordrer eller fremprovokerer violinstemmen til at blande sig i den musikalske diskurs med rækker af afmålte indsatser på de mest afgørende steder i forløbet.
Personligt blev jeg væltet bagover af den stærke akustiske kraft, der må siges at ligge i Respighis pianistiske udformning af dette værk, hvor han med en markant tyngde og rå maskulinitet, slår værket fast gennem både lydlig styrke og intens dynamik.
Stillet overfor dette klaverspil blev Mutter sat på prøve i sit eget kraftfulde violinspil, der gik lige til instrumentets grænser og aftvang beundring over strygerinstruments fuldtonede potentiale, når det lægges i hendes hænder og fritlægges i enhver henseende.
Dette sjældent opførte værk stifter jeg gerne nærmere bekendtskab med fremover, da det opviser en ganske anden side af den ellers så fintfølende og velkendte klangfornemmelse, vi oplever hos orkesterkomponisten Respighi, men som her i hans kammermusikalske klangform ikke høres særlig tit.
Glassalen har nu aldrig været en ideel klangbund eller et velegnet koncertvenue for den store kompositionsmusik, så faktisk kunne aftenens intimkoncert langt bedre være blevet afholdt i koncertsalen. Især når den fremføres af så velartikulerede, klang- og rumbevidste kunstnere som Anne-Sophie Mutter og Lambert Orkis. Måtte det ske næste gang, de lægger vejen her forbi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
